Det berygtede hus
(Fig. 1) I begyndelsen af dette år blev Køge-skattens 322 store sølvmønter præsenteret for læserne. De mange penge, der oprindelig har ligget i en læderpung, blev fundet i kælderen under Andelsbankens bygning på byens torv, men stammer tydeligvis fra et ældre hus, som har stået på stedet. Man anede en tragedie bag den betydelige formue, der må være stukket til side under Karl Gustav-krigene 1658-60, og hvis ejermand aldrig hentede den igen. Det var nærliggende at tro, han måtte være mellem de op mod to hundrede Køge-borgere, der døde i disse år. Arkivundersøgelser i fundets kølvand har ikke skabt vished, men dog bidraget til at kaste lidt lys over sagen. Samtidig har de afsløret en forbindelse - omend kun indirekte - mellem skatten og en af de besynderligste hændelser i byens historie: Køge huskors.
Af Jørgen Steen Jensen
Fig. 1. Udsnit af Resens Køge-prospekt fra ca 1670. Bemærk at nord er nedad.
I den omtalte ejendom på hjørnet mellem Torvet og Nørregade boede i begyndelsen af 1600-tallet, altså et halvt hundrede år før skattenedlæggelsen, købmand Hans Bartskær sammen med hustruen Anne Pedersdatter, deres børn og øvrige husstand. »Huskorset« begyndte som en besættelse af en halvvoksen plejesøn; han fik krampeanfald, så syner og teede sig højst ejendommeligt: »Og blev han hasteligen henrykt fra bordet hen udi gården og blev opdragen halvanden alen fra jorden. Og hængte så i vejret med oprakte arme, åbne øjne og sammenknyttet mund. Hans hage sprang op og ned, ligesom han skulle have mistet den. Vi tog på begge hans ben og aksler og drog af største magt og ville have ham til jorden, men vi kunne dog ikke rokke ham nogensteds«. Snart spøger det overalt i huset, den onde ånd skåner ingen, selv familiens hund kyles frem og tilbage i stuen af usynlige hænder. Men det bliver værre endnu: købmanden rammes af sygdom, skranter en tid og dør. Tilbage sidder Anne med sine små børn og utøjet, der driver sit spil endnu et par år, skønt præsten undertiden kommer og taler det onde hårdt til. Fænomenerne, der af en rationalistisk eftertid er blevet forklaret som udslag af hysteri, blev af datiden tilskrevet heksene, og dem var der åbenbart mange af i Køge. Huskorset med forspil og et par sideløbende sager bragte ikke mindre end femten kvinder på bålet.
Når Køge huskors er blevet så berømt, skyldes det en redegørelse om sagen, som rektoren for Herlufsholm skole, Johan Brunsmand, mange år senere lod trykke, og som i tidens løb er kommet i talrige udgaver. Hans kronvidne var sagens kvindelige hovedperson Anne Pedersdatter, hvis egenhændigt nedskrevne beretning indgår i skriftet, men også andre har givet bidrag, blandt dem en vis Jacob Pomeyer, »hvis velvillighed til at meddele, hvad ham bevist var, jeg for mange stykker i denne beretning har at takke«. Nogen førstehånds kilde var Pomeyer nu ikke, men han havde i sin ungdom tjent Anne Pedersdatter og hendes anden mand - hun giftede sig nemlig igen - og selv om det var efter huskorsets tid, er det rimeligt nok, at han, som rektor Brunsmand udtrykker det, »ved meget af denne handel at sige« (Fig. 2). I bogens forord har Pomeyer, der var rådmand, sammen med byens to borgmestre bekræftet beretningens sandfærdighed med sin underskrift.
Fig. 2. Titelbillede til den tyske udgave af Brunsmands bog om huskorset. 1696.
Den berygtede hjørneejendom på torvet, huskorsets hus, kom siden på andre hænder. 1649 ejedes den af en anden rig købmandsenke, der også hed Anne, Anne Albrektsdatter; med hende giftede Jacob Pomeyer sig og blev således herre i det hus, hvor han engang havde været tjener. Ægteskabet har i det hele taget været lidt af et kup, Pomeyer blev simpelthen hovedrig, hvilket dog viste sig at være en betinget fordel, da fjenden ni år senere rykkede ind i staden. Kommandanten for den svenske besættelsesmagt udskrev talrige og tyngende skatter, og Pomeyer var en af dem, det gik værst ud over; kun ganske enkelte blev ramt lige så hårdt og i hvert fald ingen af hans nærmeste naboer. Skatteligningerne var gjort af medborgere og giver derfor et godt indtryk af de lokale formueforhold.
De svenske udskrivninger fulgte slag i slag, der var mere end én om måneden, og det kunne for Pomeyer være mere end grund nok til at gemme en nødskilling af vejen. Måske har han også haft andre muligheder for at stikke noget til side, i hvert fald klarede han sig gennem krigen ikke blot med livet i behold, men også med skindet nogenlunde på næsen. Ved hans død 1683 - han var da 75 år - nævnes enken som byens næststørste skatteyder. Hun overlevede ham et årstid, hvorefter gården overtoges af en svigersøn. Åbenbart har han intet kendskab haft til den skjulte skat. Den hemmelighed tog Jacob Pomeyer med sig i graven.
Naturligvis kan vi ikke med hundrede procents sikkerhed sige, at pengene var Pomeyers, men det er nok det sandsynligste. De tjenestefolk mv., der har haft legitim adgang til hans kælder, var næppe tynget af rigdommens byrde, og for ulovligt indtrængende kan det ikke have været noget velegnet gemmested. Ret beset er det vel heller ikke så mærkeligt, om en velhavende mand har ønsket at betrygge sin tilværelse ved at gøre krigstidens nødskilling til en permanent reservekapital. Faren var ganske vist drevet over for denne gang, men nye kunne indtræffe. Bedst at sikre sig.
Huskorset kan man næppe mistænke for meddelagtighed i dette tilfælde. Det drev sit spil i årene 1608-15, men faldt så til ro og har så vidt vides ikke senere ladet høre fra sig. Idag mindes det med en plade i muren til Andelsbankens hus.
(Fig. 3)
Fig. 3. Dansk krone præget 1655, fra Køge-møntfundet.
Lit: Johan Brunsmand: Køge Huskors. Udgivet og kommenteret af Anders Bæksted. Kbh. 1953.
