Depot

Arbejdsleder Stenhus Hansen sørgede for, at økserne kom til Åbenrå museum, og det er også ham, vi kan takke for de sparsomme fundoplysninger. Begivenheden gik iøvrigt stille af. Den ligger nu flere år tilbage, men først for nylig, da økserne var til behandling på Nationalmuseets konserveringsanstalt, kom fundet for alvor i søgelyset. Det er spændende i mere end en henseende. Ikke alene er økserne af en sjælden type, men fundet som helhed hører til de meget talende. Det belyser bronzealderens handelsforbindelser og uddyber vort kendskab til den mærkelige gruppe af oldtidsminder, som almindeligt benævnes depotfund.

Der ligger i ordet depotfund, at det drejer sig om et flertal af genstande, hengemt i jorden med henblik på senere opgravning og brug (som altså aldrig er kommet til udførelse). I selve navnet skjuler der sig med andre ord en tolkning, en opfattelse af, hvad disse fund betyder, men den bør ikke tages for mere end den er, og det behøver vel ikke altid at være i mangel af bankboks, man har nedgravet sine ting. Depoterne er en højt værdsat fundgruppe, der ofte har givet gevinst, men de har en ulempe, som rent arkæologisk gør dem vanskelige at have med at gøre: der mangler varselstegn, som røber, når de er i anmarch. Af grave og bopladser har man mængder af veloplyste, fagmæssigt udgravede fund, af depoter kun ganske få. Depotfundet erkendes sjældent, før man står med det på spaden, og da det som regel er af ringe udstrækning, er det let at splitte. Dertil kommer, at det med sit ofte spændende indhold stiller større krav til selvbeherskelsen, end man kan forvente af de fleste findere. Det er beklageligt, for der er meget, man gerne ville vide om disse anlæg. Hvor dybt lå sagerne? Hvordan var deres indbyrdes stilling? Var de pakket ind? Var de nedlagt i en beholder? I det aktuelle tilfælde kan dybden ikke have været over en halv meter, for længere ned gik plantehullerne ikke. Findestedet er tæt nord for en lille holm i en afdrænet mose kaldet Råkjær (måske en afkortning af råddenkær). Øksernes patina viser da også, at de har ligget i mosejord.

De direkte fundoplysninger er således temmelig mangelfulde, men der er andre muligheder for at genskabe lidt af det, som spaden ødelagde (fig. 1).

I øksernes grønlige, næsten gråsorte overflade er der nogle rustfarvede partier med ret skarpe grænser. Anbringes bronzerne som vist på skitsen, dækker rustpletterne hinanden, mens alle udadvendende sider fremtræder uden rust, altså med normal grønlig patine. Sådan må økserne have ligget, i mellemrummene mellem dem har der samlet sig vand, og jernet i vandet har afsat rusten. Den tætte sammenklumpning synes at forudsætte en eller anden form for omvikling eller emballering (ellers ville økserne have placeret sig anderledes under nedlægningen), men indpakningsmaterialet - læder, tøj, eller hvad det nu har været - er naturligvis forlængst forsvundet, og det er vel tvivlsomt, om det kunne have været påvist gennem udgravning. Et par velundersøgte, vestjyske depoter - således det store fund fra Bondesgårde i Thorsted (Skalk 1964:1) - viser samme fundbillede; også her lå genstandene tæt sammen og har utvivlsomt været indpakket. Så meget om fundforholdene.

For at kunne placere fundet i dets rette kulturhistoriske sammenhæng må man kende lidt til bronzealderens økseudstyr i almindelighed. Det domineres af to former kaldet på Istav og celt (de romantiske navne skyldes misforståede litterære overleveringer, men har nu engang vundet borgerskab i arkæologien). Mens pål-staven er massiv med nærmest kileformet nakke, er celten hul og forsynet med en lille hank, som får den til at ligne et bæger. Skafter er kun yderst sjældent bevaret, men kendes dog for begge typer; med deres karakteristiske vinkelform ligner de hinanden, men skæftningsanordningen er forskellig svarende til øksebladenes forskellighed (se billedet). Funktionen må have været helt den samme og uligheden alene udtryk for skiftende tiders mode. Mens pålstaven dominerede i ældre bronzealder, tog celten føringen i yngre og blev så godt som enerådende.

De tre økser fra Uge tilhører en helt tredje type: skaftlapøksen (i nyere arkæologisk forskning har man, som det fremgår, ganske forladt romantikken). Formmæssigt er den nærmest en mellemting mellem de lige beskrevne øksetyper; som pålstaven har den været sat i et opsplittet skaft, men de fire skaftlapper runder sig om grenen på en måde, der bringer celten i erindring (fig. 2) (fig. 3). Vore tre økser er nogenlunde ens, længden svinger omkring 17 centimeter, vægten omkring 300 gram, og selv om der er nogen variation, for eksempel i nakkens udformning, kan der ikke være tvivl om, at de er støbt i samme form, hvilket bekræftes af små karakteristiske uregelmæssigheder, som går igen fra stykke til stykke. Støbeforme til sådanne økser kendes fra en række mellemeuropæiske fund. De kan være af sten eller bronze og således indrettet, at de kan bruges igen og igen - altså beregnet til en serieproduktion som den, vort fund er et eksempel på. At det netop er i Mellemeuropa, disse støbeforme findes, er ingenlunde tilfældigt.

Mens pålstave og celter kendes fra Danmark i meget store tal og med sikkerhed vides fremstillet her i landet, så skal vi til Mellemeuropa for at finde skaftlapøkser i tilsvarende mængde. I den såkaldte urnemarkskultur, som blomstrede her nede i de århundreder, der svarer til vor yngre bronzealder, er skaftlapøksen vigtigste økseform, der ikke blot, som i Danmark, optræder i depoter, men som kan findes på bopladser, hvilket mere end noget andet bekræfter, at her har den hjemme. Det kan ikke fejle, at de danske skaftlapøkser må stamme hernede fra, og ret beset udgør de kun en beskeden del af de mange varer, som i bronzealderen fandt vej herop fra landet midtvejs mellem Syden og Norden. Den danske økseimport har vel ikke været helt ubetydelig (der kendes fra Sydskandinavien 86 skaftlapøkser fordelt på 39 fund, heraf tre fjerdedele danske), men man tager næppe fejl, når man antager, at de fremmedartede stykker har været omfattet med veneration af de lykkelige ejere.

I de nordiske fund optræder skaftlapøkserne undertiden sammen med nordiske genstande; på den måde får vi dem dateret til yngre bronzealder, uden at det iøvrigt er muligt at sætte snævre tidsgrænser.

Blandt de fund, der - som Uge-fundet - kun indeholder fremmede sager, kan nævnes et stort depot fra Serup, Midtjylland, med hele elleve skaftlapøkser og tre kornsegle. Kombinationen af netop de to typer kan ikke nærmere forklares, men den er interessant, fordi den forekommer ganske tilsvarende i en række af de mellemtyske depoter, således i et tilfælde 12 økser og 129 segle.

Vore tre øksers findested ligger kun 15 kilometer nord for den nuværende grænse, så man kan næsten sige, at de selv peger på vejen, hvorfra de kom. I det øde og sumpede terræn, hvis barskhed understreges af navne som Ulvemose, kan der næppe have været nævneværdig bebyggelse, men om landet er mere gæstfrit, og det har i hvert fald ikke været mennesketomt; der ligger højgrupper både mod øst og vest, og blot et par kilometer nord for findestedet støder man på den kendte Toppehøj med egekistefund. Også fra senere tider er der vidnesbyrd nok om menneskelig færden. Den gamle forsvarsvold, Olmersdiget, som tilskrives jernalderfolket, har haft nøjeste tilknytning til netop det omtalte mosedrag, Urnehoved, hvor sønderjyderne holdt landsting, lå også nær herved, og kun godt en halv kilometer mod øst trak hærvejen sine spor i grønsværen. Oprindelsen til denne Jyllands ældste hovedvej, der har spillet så stor en rolle i historisk tid, kendes ikke, men meget tyder på, at den fungerede allerede i bronzealderen - og her falder Uge-fundet smukt ind i billedet. De sammenbundtede økser synes pakket til transport og kan meget vel være nedlagt af en handelsmand på vej nordpå.

Spørgsmålet er så, hvorfor han gjorde det. Var det et offer til guderne, som skulle sikre den videre færd op gennem Jylland, eller er det et nødlager, et egentligt depot, oprettet af hensyn til røvere, men af en eller anden grund aldrig hentet igen? Det kan også tænkes, at økserne faktisk er blevet ham frarøvet; tyvekoster hører jo til de ting, som det kan være hensigtsmæssigt at få af vejen for en tid (fig. 4). Tilfældigheder af enhver art kan have spillet ind, og da synes mulighedernes antal uendeligt.

At opklare hændelsesforløbet, som ligger bag dette specielle tilfælde, lader sig naturligvis ikke gøre, men man kan komme løsningen nærmere ved at betragte fundet - ikke isoleret, men i sammenhæng med hele det øvrige materiale af depoter. Dette er stort og rigt varieret, men ser man nærmere til, opdager man, at det lader sig dele op i et antal undergrupper efter indhold og fundomstændigheder. Hvor ensartethed i disse forhold er til stede, må man have lov at antage, at også baggrunden for nedlæggelsen har været nogenlunde den samme. At der ikke var én, men en række årsager til, at oldtidens mennesker gravede deres gode ting i jorden, har man længe vidst - eller i hvert fald ment at vide. Den omtalte, for tiden igangværende, undersøgelse skulle gøre det muligt at trække linjerne klarere op.

At opgaven ikke hører til de allerletteste, vil man forstå, når man erindrer, hvad der ovenfor blev sagt om de særlige vanskeligheder, dette materiale bereder sin fortolker. De tilfældige finderes ofte meget mangelfulde observationer er ikke det bedste grundlag at bygge på, men kan dog anvendes under udøvelse af passende kritik og med støtte i oplysninger indhentet ad anden vej. Som hjælpemiddel for fagarkæologien har det spadeudgravede oldtidsfund sin klare begrænsning, men det er langtfra værdiløst, hvad økserne fra Uge turde være et slående eksempel på.