Den vingeløse mølle

Det drejer sig om skæringer udført i træernes bark af såvel danske som tyske krigsdeltagere. Disse levende mindesmærker befinder sig i skovene på begge sider af Alssund, nemlig på nordspidsen af den alsiske Kær-halvø og på Sundeved lige overfor. Under begge krige lå den danske hær gentagne gange i barakbyer på halvøen, således under våbenhvilen 12. maj til 25. juni 1864. I dette afventende tidsrum er de fleste skæringer sikkert blevet til, mange af dem kan henføres til den særlige arbejdskommando, som opførte befæstningsværkerne langs med Alssund. Arnkilsøre, halvøens nordlige udløber var rammen omkring de afsluttende kamphandlinger i -64, da tyskerne natten til den 29. juni gik over det smalle sund og med erobringen af Als gjorde ende på krigen.

Det er langtfra alle disse sniderier, der giver mening, et utal er aldrig gjort færdige, og i mange tilfælde er de blevet vanskelige eller umulige at tyde; tidens tand har gnavet, træets vækst forvansket dem. Andre står så friske, som var de skåret for få år siden, bevaringen afhænger af, på hvilken side af stammen skæringen er foretaget samt træets placering i skoven. I dag har disse træer nået en alder af 180-200 år og burde egentlig - ud fra et forstmæssigt synspunkt - være fældet; støvets år for bøgetræer sættes i denne landsdel til omkring 160. Naturen selv har da også tyndet ud blandt de gamle kæmper. Gentagne efterårsstorme har gjort indhug, et par somres tørke har bevirket angreb af råddenskab i flere træer, og i den forgangne vinter faldt store dele af skoven for motorsaven og dermed de fleste af træerne med soldatersignaturerne. I forbindelse med skovningen er en række af de bedste indskæringer blevet savet ud og vil efter konservering tilgå den krigshistoriske samling i Museet på Sønderborg slot.

Hvad var det da, der så omhyggeligt blev ristet i skovens træer, mens krigen gik sin gang? Først og fremmest initialer, ofte fulgt af soldaternumre; ind imellem møder vi hele navne, kendte som ukendte, ja endda små illustrationer. Det er det personlige ved de lidt ubehjælpsomme kunstværker, der især fængsler - ikke den større og mindre dygtighed, hvormed de er udført, men mennesket bag dem. Og det er virkelig muligt for manges vedkommende at finde frem til personen, selvom det langtfra er ligetil (Fig. 1). Hvor initialer og numre er læselige, kan man via de pågældende bataljoners stambøger i Hærens Arkiv bestemme ophavsmanden, men bøgerne førtes med i felten og kan være gået tabt. Materialet har altså sine mangler, men det giver et ganske godt indtryk af, at de skærende kom fra alle landets egne. Vi plukker en buket fra den sidste krig; fra den første har næsten kun årstal overlevet.

På et af de nu forsvundne træer fra skoven ved Arnkilsøre har menig Hans Petersen skåret sit navn og nummer. Den 32-årige soldat fra Øster Hoved nær Skælskør var gift og mødte ved tjenesten i november -63; den følgende maj overgik han til et andet regiment end det på træet nævnte og deltog i kampen den afgørende 29. juni. En anden sjællænder på nogenlunde samme alder, menig Anders Larsen, har efterladt en tilsvarende indskæring. Anders var født i Jyderup og gjorde krigen med fra december 1863 til august -64, således også kampen om Als. Efter krigen søgte og fik han - i lighed med mange andre - erindringsmedalje for sin deltagelse. På en stor bøg, der åbenbart allerede dengang har haft en anselig stamme, kan man blandt flere indskæringer læse en, der dækker over Jørgen Hansen fra Lolland. Han var
sammen med mange andre indkaldt få måneder før krigsudbruddet, deltog i »affæren på Als«, blev såret under kampen og sad i tysk fangenskab til sin hjemsendelse den 18. august samme år. Når pigenavne som Vera, Sonja, Thora dukker op mellem initialerne, er det vel sagtens navnet på konen eller pigen derhjemme - hende, der efter digterens sigende »ville med«, hvad hun altså ikke kom.

En række illustrationer har tilknytning til begivenhederne, det gælder således Frederik 7.s monogram. Et mystisk udseende skib kan ved nærmere iagttagelse bestemmes som det herostratisk berømte panserbatteri Rolf Krake, der var sat til at bevogte overgangen over sundet, men svigtede i farens stund (Fig. 2). Et andet fartøj skal muligvis forestille sejllinjeskibet Frederik 6. En mølle uden vinger er skåret af menig Johannes Larsen fra Tåbel i Thy. Den hører til de bedst bevarede snit og er tidligere undersøgt af nu afdøde skoleinspektør C. Jørgensen, Nybøl. Ifølge ham kæmpede Johannes Larsen ved Dybbøl og lå efter stormen den 18. april på Kær halvø, hvor han oplevede den skæbnesvangre juninat. Han var af profession møllebygger, kom usåret hjem fra krigen og blev med tiden møller i Sir ved Holstebro. Også han søgte, 1876, om erindringsmedaljen. Som fagmand ville han næppe uden grund afbilde en vingeløs mølle, men fra sin feltvagtpost på Arnkilsøre har han på banken ovre i Sundeved kunnet skimte Dybbøl mølle, som den så ud efter stormen.

I Storskoven på Sundeved, hvorfra tyskerne iværksatte overgangen, finder man deres indskæringer. Størsteparten er ganske vist gået tabt under efterårsstormene, og de tilbageværende er meget udviskede og vanskelige at tyde. Der er minder fra et vestphalsk regiment, og en mægtig illustration viser et granatnedslag, sandsynligvis ovre på Arnkilsøre. Ikke langt fra dette træ finder vi navnet HERWARTH, det står for den tyske general Carl Eberhardt Herwarth von Bittenfeld, som kommanderede 1. korps og var ansvarlig for overgangen. Et andet tysk hærførernavn, den øverstkommanderende general Wrangels, optræder på Als-siden, hvor det kan være skåret af hans landsmænd efter landgangen, men det er mindre sandsynligt. Snarere er det et værk af de danske soldater, der havde et godt øje til denne 80-årige kriger og yndede at gøre ham til grin. På et samtidigt billede ser vi hans karikatur opsat i en af lejrene.

Om det feltliv, der dannede baggrunden for snitterierne, har vi mange oplysninger i breve og beretninger fra soldaterne. Trods krigens alvor kunne hverdagen forme sig både livligt og fornøjeligt. Den foretrukne lejr på Als var feltvagtposten yderst på Kær halvø. En af deltagerne i treårskrigen, Fr. Hammerich, beretter herfra: »...Arnkilsøre havde om sommeren en langt mere venlig omgivelse, idet de (barakkerne) ligger i udkanten af en frodig bøgeskov, der breder sine kroner over dem. På passende steder mellem træerne var blomsterpartier og mosbænke anlagt. I et bed var de brugt til at slynge kongens navnetræk, i et andet til et skandinavisk våben eller til et minde om Rye og Den sjette juni (Fig. 3, Fig. 4). En stor og hvid flintesten, som havde en vis lighed med et menneskeligt ansigt, var opsat på en piedestal af sten og skulle forestille hertugen af Augustenborg (Fig. 5, Fig. 6). En tornekrone sad på skikkelsens hoved, en strik om dens hals...« Soldaterne indrettede sig på feltvagten med, hvad de selv kaldte »en vis smag«, herom fortæller en anden af krigsdeltagerne, fynboen Rasmus Hansen, der var stationeret sammesteds: »I skoven havde de endog gange og byggede forhøjninger, hvorpå de kunne gå op og se efter fjenden. I et stort bøgetræ nedenfor blev skåret mange navne af de, der havde vagten der«.

Den nyligt afdøde historiker Vilhelm la Cour udgav i hundredåret for den sidste af krigene sin fars breve fra felttoget, hvor han deltog som løjtnant. Om soldaterlivet på Arnkilsøre læser man: »Her er ganske dejligt, naturen er så smuk, og en hel dyrehavsbakke har soldaterne indrettet her... Ja her er et liv og en lystighed, hundrede af pudsige indfald, der rigtig morer«. Soldaterne var med andre ord som store børn, når de havde fri fra vagten, altid i virksomhed, snitteri og anden kunstnerisk udfoldelse foregik alle vegne. Over indgangen til løjtnantens bivuakhytte havde en soldat med artistisk sans og sirlige penselstrøg malet »Frederik den 7.s Minde«. Et andet sted var brystværnet prydet med en halv snes velformede hoveder og figurer af ler. Selv på vagten engagerede soldaterne sig i beskæftigelser af forskellig art for ikke at kede sig: »Han begyndte at lave små vejrmøller, stille dem op foran sig og more sig som et barn ved at se, hvilken af dem, der kunne løbe hurtigst rundt (Fig. 7, Fig. 8). Jeg har sådanne ti vedetter (vagter) stående på post, og med en mageløs enstemmighed har de kastet sig over den ædle møllebyggerkunst«.

De fleste af soldaterne var bonde- og husmandssønner, for hvem fritiden var ensbetydende med en og anden nyttig syssel. Gennem lange vinteraftener og andre ledige stunder i hjemmet tilvirkede man, ofte i fælles lag, flertallet af de mere simple redskaber og husgeråd, der anvendtes i det daglige. En af nødvendigheden opstået husflid var blevet en tradition med utalte generationer bag sig. Mange af de småting, manden og karlene sad og snittede, var gaver til kone eller kæreste, prydet med indskæringer, alt efter den enkeltes færdighed. De kunstneriske anlæg var forskellige, men et gennemgående træk i udsmykningen, hvad enten det drejede sig om pragtstykker eller mere jævne arbejder, var initialer og årstal - her kunne alle være med.

Den uvant rigelige fritid, feltlivet bød soldaterne, lod dem ikke holde hænderne i ro. Altså snittede de alskens snurrepiberier og øvede deres kunst på bøgestammerne. Initialer, årstal, motiver sprang frem under kronerne. En slags billedbog, der har fået historisk perspektiv.

Lit: F. Hammerich: Skildr. fra den slesv. krig. Kbh. 1849. - R. Hansen: Minder og dagbogsblade fra 1848-50. Odense 1875. - V. la Cour: Med far i felten. Kbh. 1964.