Den våde grav

En sådan stammebåd, fra Lystrup nord for Århus, var omtalt i sidste nummer af Skalk. Den hører til de ældste, men en af omtrent samme alder er fundet i farvandet ud for Mejlø på Nordfyn, og for nylig har den fået følgeskab af endnu en båd, foreløbig udateret, men antagelig næsten lige så gammel, fra Møllegabet ud for Ærøskøbing. Begge de sidstnævnte er fra undersøiske fundpladser; det sydlige Danmark har jo sænket sig siden stenalderen, så at datidens kystområder nu ligger under vand. Møllegabsbåden er ikke særlig velbevaret, men skiller sig, som vi skal se i det følgende, på afgørende vis fra de andre.

Siden midten af 1970’erne har Langelands Museum i samarbejde med fynske sportsdykkere næsten hvert år foretaget undervandsarkæologiske undersøgelser af stenalderbopladser på bunden af sejlløbet Møllegabet (Fig. 1, Fig. 2). De første år var arbejdet især koncentreret om en stor, meget fundrig plads fra sen Ertebølletid (se Skalk 1980:1), men derefter blev indsatsen flyttet til en anden, dybereliggende bopladsaflejring, stadig fra Ertebølletid, men nu fra dens tidlige del.

Møllegabet II, som denne boplads er blevet betegnet, ligger nu fire-fem meter under havoverfladen, men er i sin tid anlagt på den yderste spids af et næs, der fra den lille ø Dejrø strakte sig mod vest ud i Møllegabet; også det ligger naturligvis nu dybt under vand. Videre ud falder morænebunden brat og er dækket af en op til to meter tyk mudderaflejring med store mængder træ, bark, hasselnøddeskaller, trækul og forarbejdet flint. Fundforholdene tyder på, at mudderet er aflejret forholdsvis hurtigt i læ af næsset.

Øverst i dette lag blev der i 1990 afdækket halvdelen af en stammebåd. Den lå lidt uden for den gamle kystlinje og omtrent vinkelret på denne med den bevarede agterstavn mod land. Ved begge ender af vraget fandtes tilspidsede stager plantet i mudderet; de må have været til at fortøje båden ved. Selve fartøjet var - som næsten alle kendte både fra jægerstenalderen - lavet af en stor retvokset lindestamme. Udhulingen må være foretaget med primitive flintøkser, men de er håndteret dygtigt: bund og sider er hugget helt ned til en tykkelse af knap én centimeter. Agterstavnen var lige afskåret og åben; tre indborede huller anbragt med seks-syv centimeters mellemrum må have tjent til at fastholde et skot. Da væsentlige dele af båden mangler, således hele forenden, er det ikke muligt at bestemme dens oprindelige dimensioner, men bredden kan næppe have været under 60 cm. Et meterlangt område midt i den bevarede båddel var stærkt mærket af ild - så stærkt, at bunden på flere steder var brændt igennem. Oven på det forbrændte parti lå en delvis forkullet lystergren.

For at kunne underskære stammebåden og bringe den på land til nærmere undersøgelse blev der gravet en grøft rundt om den (Fig. 3). Herved dukkede endnu et par lystergrene og et lille antal flintredskaber op, men mest spændende var fundet af menneskeknogler: et korsben med tilhørende halehvirvler og adskillige stumper af ribben. De lå i samme niveau som båden, og da der også på bunden af denne blev fundet skeletdele, nemlig et større stykke af kraniet og en fingerknogle, er det sandsynligt, at den døde oprindelig har ligget i fartøjet og er skyllet ud fra dette (Fig. 4). Flere knogler vil utvivlsomt kunne findes ved en planlagt efterundersøgelse på stedet. Det må i øvrigt bemærkes, at ingen af skeletdelene viste tegn på at have været i ild.

Frigravningen af båden gav andre interessante fund og iagttagelser. Direkte under den lå et itutrykket, meget tyndt tilskåret træstykke af spadeform, sandsynligvis bladet til en padleåre, og rester af endnu én fandtes i mudderet over fartøjet. Langs styrbordssiden lå en meterlang sammenhængende barkflage; den var stukket lidt ind under båden, og da det ser ud til, at den også har fortsat hen over denne, får man nærmest det indtryk, at der er tale om en »indpakning«, ikke blot af liget, men også af den usædvanlige ligkiste. Endelig må nævnes den afskårne øvredel af et stort kronhjortegevir med dybe snitfurer i stammen. Den lå lidt fra agterstavnen, men i samme niveau og hører antagelig til fundet.

Antropologen Pia Bennike, der har gennemgået knoglematerialet, finder intet, som taler imod, at det hele stammer fra samme individ. Den døde kan bestemmes som en voksen mand, ca 25 år, med kraftig bygning. Bagtil på issebenet ses ar efter en ca fire centimeter lang læsion, sandsynligvis frembragt med økse. Da skaden er helet, kan den ikke have været dødsårsagen.

Indtil for få år siden kendte man meget lidt til jægerstenalderens gravskik, men en række heldige fund på Sjælland, i Jylland og i Skåne har omsider løftet sløret (Fig. 5). Navnlig de store udgravninger ved Skateholm i Sydskåne (se Skalk 1986:4) har givet uvurderlige bidrag. Gravene, der altid synes at ligge i tæt kontakt med bopladser, er uhyre varierede. De døde kan være anbragt udstrakt, på ryggen eller på maven, men også mere eller mindre sammenbukkede, ja måske ligefrem sammensnørede, eller i siddende stilling. Kistespor forekommer og undertiden tegn på trækonstruktioner over gravgruberne. Ligbrænding har været anvendt i sjældne tilfælde. Udstyret er det sædvanlige: til kvinderne smykker, til mændene våben og redskaber såsom økser, flintknive, flintægdolke, pile til jagt og harpuner til fiskeri. Små samlinger af fiskeben viser, at der også blev medgivet føde (Fig. 6, Fig. 7). Til de meget specielle gravgaver hører kronhjortegevirer anbragt ved siden af eller endda under den døde. Dette sidste er af interesse for vort fund, men der er andre ting at pege på. I en Skateholmgrav havde kistesporet en mærkelig form: det spidsede til mod den ene ende. »Har et stykke af en stammebåd fundet anvendelse som kiste?« spørger udgraveren. I et andet tilfælde sås det, at en trækonstruktion over en grav var brændt, før gruben blev kastet til.

Vort fund fra Møllegabet føjer endnu en variant - og en meget mærkelig sådan - til de mange ovennævnte. At det drejer sig om en bådgrav, synes klart, den er blot ikke, som ved Skateholm, anlagt på tørt land, men i sit rette element, nemlig ude i havet. Den halve båd har fungeret som kiste, liget af den unge mand er blevet anbragt i den fastholdt med en slags bandage af bark og det hele slæbt ud i vandet og fortøjet mellem de to pæle. Holde vand kunne båden naturligvis ikke, men den har vel drevet i vandskorpen nogen tid, før den sank og lagde sig til hvile på havbunden med sit makabre indhold. Hvad de omfattende brandspor betyder, er svært at gennemskue, men måske har de at gøre med ceremonier, som fandt sted på landjorden før søsætningen. Da »gravstedet« ligger lige op ad en boplads, kan man ikke regne med, at alle de fundne genstande stammer fra den døde mand, men det gælder dog sikkert geviret og måske også et par flintpilespidser og lysteren (lysterne?). Padleårerne, som givetvis har hørt til båden, kunne tyde på, at man har forestillet sig manden roende til dødsriget. Den halverede båd må vel tages som udtryk for de efterlevendes sparsommelighed; der lå meget arbejde i sådan et fartøj, så man har klaret sig med et gammelt og udtjent. Der, hvor den døde skulle hen, var det symbolværdien, der talte.

Et par gamle mænd fra Ærøskøbing har fortalt os, at da muddermaskinen »Dragen« i 1920’erne arbejdede med udretning af sejlløbet forbi Dejrø, kom der »to hele abeskeletter« for dagen. Nu er det småt med aber på Dejrø, så de to har nok snarere været af vor egen race, og det stemmer i øvrigt godt med de spredte fund af menneskeknogler, vi selv har gjort i det afgravede område. Det kunne altså se ud til, at der har været flere grave her på stedet, men formodentlig har de ligget oppe på næsset. Vor bådgrav kan da betragtes som en fugtig aflægger af en gravplads på tørt land.

En vanskeligt erkendelig gravskik som denne kan for den sags skyld have været ret almindelig, og parallelfund forekommer da også, selv om de ikke altid er særligt gennemskuelige. I Korsør Nor blev i 1943 under uddybningsarbejder fundet et skelet, der dengang blev opfattet som regulært begravet, om end på et lidt mærkeligt sted. Den døde - også her en mand - havde barklag over og under sig, han lå så at sige indhyllet i bark, og langs siderne var der anbragt lange rafter. Konstruktionen blev af udgraveren tolket som en art båre, men kan være »indpakningen«, der sammen med liget er skyllet ud af båden, da denne sank (Fig. 8). En anden mulighed er vel, at man har anvendt en barkkano i stedet for en stammebåd, og at det er den, der har lagt sig omkring liget.

Det nærmeste sidestykke til vor bådgrav er et fund ved Øgårde i den store midtsjællandske Åmose. Her blev under anden verdenskrigs tørvegravning afdækket en velbevaret, syv meter lang stammebåd af elletræ. Den stod omgivet af hasselkæppe, som var stukket ned i dyndet og fastholdt den til stedet. Foran stævnen lå et mandsskelet, der vistnok oprindelig har været i båden. Hele situationen minder meget om den i Møllegabet, men fartøjet her var ikke halveret og heller ikke beskadiget af ild; et lille på en lerflage anlagt bålsted i bådens agterende er et fænomen, som også kendes fra andre stenalderbåde, og som antagelig har med åleblusning at gøre. Åmosebåden er kulstof 14-dateret til ca 3400 før Kristus, begyndelsen af bondestenalderen, og er således småt et par tusinde år yngre end Møllegabbåden.

Den store tidsafstand mellem de to tydeligt beslægtede begravelser viser, hvor ufuldstændigt vort fundmateriale endnu er, for naturligvis må der være mange mellemled. Når de ikke er fundet, skyldes det vel til dels, at søens grave er langt mere udsatte for ødelæggelse end landjordens på grund af vandets bevægelighed. Om skikkens udbredelse i stenalderen kan vi derfor kun gisne, og vi ved ikke med sikkerhed, om den levede videre op gennem oldtiden, hvad flere sagnagtige beretninger, således den berømte om kong Skjolds gravfærd, dog kunne tyde på. De jordfaste bådgrave har vi bedre rede på. De optræder nu og da i de følgende årtusinder med kulmination i vikingetid og er velkendte i andre oldtidskulturer.

Blandt nyere tids naturfolk er skikken at bruge havet som begravelsesplads sjælden, men dog ikke helt ukendt. På Solomonøerne øst for New Guinea blev en bestemt stammes døde sejlet ud på havet og sænket med store sten bundet til kroppen og benene snøret sammen. Af særlig betydning var båren, den døde havde hvilet på, den blev enten sendt i dybet sammen med liget, eller taget med hjem og opbevaret til den gik i opløsning. På Savageøerne nord for New Zealand havde man gravhuler, hvor de døde henlagdes, men nogle lig blev anbragt i kanoer og sat i drift på havet. På samme vis blev også den dødes ejendom af kokospalmer og andre vækster ryddet og givet til bølgerne, så at de kunne følge med til åndernes verden. Nogen direkte forbindelse mellem disse gravskikke og vort fund i Møllegabet kan der naturligvis ikke være, afstanden i tid og rum er alt for stor, men de bagved liggende forestillinger kan have udviklet sig i parallelle baner (Fig. 9).