Den stridbare munk

Sådan - midt i en sætning - slutter Skibby-krøniken, og det er ikke det eneste gådefulde ved dette historiske værk, der må være skrevet i begyndelsen af 1530'erne, tiden ganske kort før reformationen. Manuskriptet forsvandt, det var borte i mere end hundrede år, indtil 1650, hvor det dukkede op i Skibby kirke nordvest for Roskilde. Ved at banke på muren bag alteret fornam man en hul lyd, nogle sten blev udtaget, og skriftet fremdraget. Ikke mærkeligt, at det har fået navn efter findestedet.

Værket fremtræder anonymt, men såvel skriften som stilen viser klart, hvem forfatteren er: Poul Helgesen, reformationstidens betydeligste danske teolog. Også tonen i værket er helt og holdent hans, den er ilter over alle grænser, som venteligt hos en mand, der er kendt for sit rasende had til den lutherske lære og alle, der fremmede kirkeoprøret.

Denne katolicismens forsvarer var født ca 1480. Han blev munk i det højt ansete karmeliterkloster i Helsingør, hvor han indtog en ledende stilling, men på det tidspunkt, da krøniken er skrevet, var han tilknyttet domkapitlet i Roskilde. Her har han samlet trådene fra sit livs fejder.

Krøniken følger kongeslægten fra Svend Estridsen og fremefter - først i hurtigt tempo, senere mere og mere udførligt, efterhånden som den nærmer sig forfatterens egen tid. Trods en humanistisk dannelse, der overgik de flestes, var Poul Helgesen på ingen måde hævet over tidens polemiske stil - det formeligt fyger med skældsord og injurier. Han har sandelig sine meningers mod, og det er bemærkelsesværdigt, at skytset rettes ikke blot mod de lutherske kætterier, men også i høj grad mod den katolske kirkes misbrug af myndighed og de pavelige udsendinges »pragtlyst, ærgerrighed, vellyst, vellevned og utallige andre laster, som i høj grad er årsag til selve lutheriet«. Helgesen ønskede en indre reform, ikke - som Luther - en løsrivelse fra romerkirken. Den ville, efter hans opfattelse, tilføje den kristne religion ubodelig skade.

Christian 2. nyder ikke Poul Helgesens yndest, navnlig det stockholmske blodbad, hvor kongen »besmykker sin uhørte grusomhed med religionens skalkeskjul«, oprører ham stærkt. »Men den retfærdige Gud tillod ikke, at denne umenneskelighed forblev uhævnet. Thi samme år faldt hele Sveriges rige fra ham, og dette frafald var begyndelsen og anledningen til, at de andre kongeriger, hertugdømmer, grevskaber og herskaber faldt fra Christian den Anden, den berygtede tyran, til stor skam for ham« (Fig. 1). De citerede ukvemsord er kun en ringe del af dem, Poul Helgesen udgyder over Christians syndige hoved. Kongens forjagelse fra landet har hans fulde sympati.

Det var at vente, at efterfølgeren, Frederik I., ville arte sig bedre, og indledningen blev da også - ifølge Helgesen - helt lovende. Men snart »sneg lutheriets gift sig gennem hele Jylland« og »kong Frederik begyndte tillige med rigshofmesteren Mogens Gøje og andre på luthersk vis at æde kød om fredagene, på hvilke dage alle kristne lige siden apostlenes tider havde afholdt sig fra kødspiser«. Kongen har ved sin tronbestigelse lovet, at lutheranerne skal forfølges og straffes, men han er en ulv i fåreklæder og »handler imod offentligt givne ord og imod egne beseglede håndfæstninger og breve«. Poul Helgesen må fuld af harme berette, hvordan kirkeoprøret uhindret vinder terræn - ja selv brødre fra hans egen karmeliterorden falder fra (Fig. 2, Fig. 3). Disse »døgenigte« får i sandhed læst og påskrevet.

Til »vanhelligelsens vederstyggelighed« bidrog kongen ved at overflytte Hans Tausen fra Viborg til København, »for at han ved sin pestbringende prædiken kunne føre denne stad på afveje«. Det gik som frygtet: »Byen blev den mest forbryderiske hule for alskens ugudelighed. Den rå og uvidende befolkning grebes nemlig af et utroligt raseri og vanvid og forgreb sig i så høj grad på gudshusenes hellighed, at den ikke blot omstyrtede helgenbillederne, men endogså overøste den hellige nadver med de grueligste skældsord og til sidst iværksatte enhver som helst ugudelighed, som de havde hørt var sat i værk af de troløse malmøboer eller endogså af de afsindige viborgere«. Den ødelæggende billedstorm 1531 i Vor Frue Kirke skyldes ifølge Helgesen udelukkende Hans Tausens undergravende virksomhed.

Frederik I.s død gør ikke Poul Helgesen mildere stemt, i skildringen af hans personlighed sætter han ham det værst tænke lige eftermæle. For katolikkerne går det stadig dårligt, de nye ideer strømmer fortsat ind over landet, og forræderen Hans Tausen klarer frisag i anklagen for kætteri. Med udbruddet af Grevens Fejde melder håbløsheden sig. Poul Helgesen må have forstået, hvor det bar hen, men krønikens bratte afslutning lader os ikke følge ham i nederlaget.

Hvad skete der den dag, Poul Helgesen skrev sin sidste ufuldendte sætning? Faldt pennen ham af hånden, eller var der tale om en banal afbrydelse fulgt op af mere alvorlige hændelser? Man har ment at kunne se en ændring i skriften, at den på manuskriptets sidste sider bliver mere rystende og gnidret og har taget det som udtryk for tiltagende legemlig svaghed. Mysteriet bliver nok aldrig opklaret. Sikkert er det, at med krønikens sidste ord forsvinder ethvert spor af den stridbare kirkens tjener.

Men hvordan og hvornår kom så krøniken i kirkemuren? At det skulle være forfatteren selv, der har stået for anbringelsen, kan vist udelukkes, for i randen af manuskriptet og under sidste linje er foretaget tilføjelser med en anden hånd, og de må være ældre end tidspunktet for krønikens genfindelse. Fra to af reformationstidens mænd, begge med tilknytning til Roskilde, foreligger skrifter, der røber kendskab til Skibby-krøniken - den ene, Peder Olsen, har ligefrem afskrevet dele af værket, dog med udeladelse af de mere bidske partier. Nævnte Peder Olsen var en katolsksindet mand, han har sympatiseret med Poul Helgesen, men som tingene udviklede sig, var det nødvendigt at moderere tonen.

Er det ham, der har foretaget hengemningen? Meget muligt, men også den stedlige lensmand kan komme på tale; han var ingen varm tilhænger af Luther og havde i øvrigt været ven med Poul Helgesen. Også sognepræsten i Skibby må have været bekendt med indmuringen, men om hans sindelag vides intet. Handlingen var velbetænkt. Var skriftet faldet i lutheranernes hænder, ville det næppe have eksisteret i dag.

Lit: Skibby-krøniken er på latin, men foreligger i oversættelse. Sidst udsendt 1967.