Den røde sten
Flere gange tidligere har vi her i bladet beskæftiget os med jernalderbopladsen ved Overbygård i Vendsyssel, og skulle det knibe med hukommelsen, må det være nok at minde om én ting: kælderen, som var brændt og styrtet sammen over et rigt og varieret indhold. Fundet, vi i dag skal præsentere, stammer dog ikke fra den, men fra en anden kælder, som blev fundet sammesteds. Den var - desværre, må vi sige - ubrændt og tydeligvis rømmet, før stedet blev forladt, men lidt var der alligevel tilbage. Nederst på lergulvet, under et metertykt lag af nedskredet sand, lå nogle få lerkarskår, som daterer fundet til århundredet før Kristi fødsel, samme tid, som den rige kælder tilhørte. Endvidere et par »knusesten« og endnu en sten, som, da den i sin fugtige tilstand blev taget op, gav røde fingre. En farvesten.
Af Jørgen Lund
Vi er vant til at forestille os oldtiden grå, men engang imellem, når heldet er ude, fornemmer vi, at den langtfra har været det, ja at man i hvert fald til visse tider og på visse områder har haft en forkærlighed for det brogede. Bemalede lerkar forekommer, men her synes vore forfædre nu at have været mere tilbageholdende end deres frænder længere mod syd. Derimod har et par nylige fund afsløret, at bronzealderens mennesker - i hvert fald de mere velstående - malede deres huse i rødbrune farver, og går vi lidt længere frem, til ældre romertid, har vi eksempler på hvidtede vægge. Størst farvepragt finder vi i tøjet. En mandsdragt fra et af de store jernalderofferfund og en kvindedragt fra en lidt ældre grav har begge fremtrædende elementer af rødt og blåt. Når dertil lægges smykkerne, hvor kulørte glasstykker kombineres med guld og sølv, forekommer oldtiden straks mindre trøstesløs.
At krigerne malede deres skjolde, ved vi både fra fundene og fra de ældste skriftlige overleveringer, og det er bevisligt, at i hvert fald nogle af vikingetidens runesten har være kulørte. Men hvor fik de farverne fra? Fra planter vel i stor udstrækning - til indfarvning af tøjer var det den bedste løsning - men også jordfarver, som okker, har været brugt, og trækullet gav en effektiv sort. Til påsmøring krævede farven et bindemiddel, men det var lige for hånden: æg, mælk og ostestof. Hørolie var måske også en mulighed; planten har i hvert fald været ganske udbredt i ældre jernalder.
Bevis for, at stenen fra Overbygård-kælderen virkelig har været til farvning, har vi ikke, men det er ganske sandsynligt, og den kræver i hvert fald en forklaring, eftersom den næppe kan være kommet på kældergulvet ved et tilfælde. Der er tale om en såkaldt hæmatit, en rødjernsten. Dens overflade er dækket af små forvitringsgruber, men et par steder er der plane flader, hvor pulver kan være skrabet af; det lader sig let gøre med en kniv eller for den sags skyld med en flintesten. Opløst i vand giver pulveret en smuk rødbrun maling, som dækker godt, når den påstryges med pensel, men som ganske vist ved indtørring hurtigt skaller af, fordi den mangler tilsætningen af limstof. Hvordan landsbyboerne kan have anvendt den, får stå hen, intet i fundet røbede det, men så vidt strakte vore forventninger heller ikke. En tynd, cirkulær stenplade, som fremkom under udgravningen, bør dog måske nævnes i denne forbindelse. Med sin plane og glatte overflade synes den velegnet som »riveplade« til blanding af pulver og bindemiddel.
