Den røde hane

Det er ikke første gang, ilden har haft fat i Roskildekirken: Vi har nogenlunde troværdige efterretninger om fire brande, men ingen sikkerhed for, at der ikke har været flere i bygningens lange, omskiftelige historie. Den kirke, som står i dag, blev påbegyndt i sidste halvdel af 1100-tallet, vistnok af den byggeglade biskop Absalon, men den var ikke den første på stedet. To hundrede år tidligere havde Harald Blåtand som et led i sine bestræbelser på at gøre danerne kristne placeret en kirke her; den var af træ og blev ret snart udskiftet med en lille frådstenskirke, som senere selv måtte vige for en større af samme materiale (Fig.1, Fig. 2). Til den nye bygning, som Absalon menes at have lagt grunden til, og som altså er den fjerde i rækken, anvendtes ikke frådsten, men det nye byggemateriale teglstenen. At sige, at den skød rask i vejret, ville være overdrevet; fuldt udbygget var den først henved 200 år senere, og da havde allerede den første brand fundet sted. Den indtraf sommeren 1282 - ved et uheld i ærkedegnens køkken. En samtidig kilde antyder, at kirken brændte helt, men noget tyder på, at skaden også dengang var begrænset til tagetagen.

14. maj 1443 galede hanen anden gang - og ikke alene over kirken, men over det meste af Roskilde by. Om brandårsagen vides intet, men den nu helt fær- digbyggede kirkes blytag og tagværk samt tagene på de to hovedtårne blev fuldstændig raseret, og hvælvingerne led så stor skade, at de var på nippet til at styrte sammen. En yngre kilde vil vide, at de faktisk styrtede sammen, men det kan næppe være rigtigt, eftersom kirkens middelalderlige korstole og dronning Margrethes sarkofag ikke ses at have taget skade. Endnu engang var heldet altså ude. 21 år senere kunne kirken igen tages i brug.

To gange i 1500-tallet skal bygningen være hjemsøgt af brand, men skadernes omfang kendes ikke, så de kan næppe have været særlig store. Foruden de her nævnte fire ildsvåder haves oplysning om en femte, men kildens troværdighed er med rette draget i tvivl, så den kan antagelig slettes af listen.

Under restaureringsarbejder på kirkeloftet har man i hvælvingslommerne fundet store klumper af nedflydt bly, som tydeligt fortæller om de mange brande. Et andet og tilmed meget værdifuldt fund, som peger i samme retning, blev gjort i 1904 i fylden under et munkestensgulv i øvre stokværk, over hvælvene. Det bestod af mængder af glasskår med middelalderligt glasmaleri; åbenbart er det kirkens sprængte ruder, som efter branden i 1443 på denne måde er skaffet af vejen.

En udsat del af domkirken er det såkaldte Margrethespir, placeret i skæringen mellem den korsformede kirkes to tagrygge, lige over koret. Efter traditionen skal det være Erik af Pommern, som har ladet det opsætte; om så er, har det oplevet branden i 1443, som næppe kan have ladet det uberørt. Med sikkerhed vides det at være fornyet i 1600-årene, men efter alt at dømme blev det genopført som en ret nøjagtig kopi af forgængeren. Tre århundreder senere, i 1960' erne, var spiret blevet så brøstfældigt, at det igen måtte udskiftes. Arbejdet skulle have været afsluttet nu i efteråret, men blev brat afbrudt af branden, som på en time gjorde det af med det genrejste spir; det faldt, men lykkeligvis uden at ramme korhvælvingen, som vel så ville være brudt sammen. Tabet af det helt nye spir er kulturhistorisk set af mindre betydning, værre er det, at to dér anbragte klokker gik med i løbet.

Af de ødelagte klokker var den ene, Margretheklokken, kirkens ældste - en indskriftløs, uanselig tingest, men jævngammel med bygningen, som den har fulgt gennem alle prøvelser i dens 800-årige tilværelse. Tabet af den er bittert, men dog til at bære. Det skal jo ses i den store katastrofes perspektiv (Fig. 3).