Den øde kirkegård

Størsteparten af kirketomterne er gennem årene blevet lokaliseret og mere eller mindre grundigt undersøgt. Mange af dem er angivet på Resens Viborgkort fra 1677, og her finder vi også Skt Mikkelskirken, som formentlig var en af de tolv, og som er emnet for denne artikel. Den var sognekirke, men er på kortet placeret uden for byporten, hvad der har undret mange - ja nogle har ligefrem ment, det måtte bero på en fejl. Men Resen var rigtigt underrettet, det finder vi en slags bekræftelse på allerede i de middelalderlige omtaler. Første gang Mikkelskirken nævnes er i et dokument fra 1159, og selv om vi kun kender indholdet i referat, fremgår det, at den i 40 år har tilhørt kannikerne i Viborg, men nu efter biskop Niels' ansøgning og med hele menighedens billigelse er givet til de fattiges hospital. Den næste notits af interesse i denne forbindelse er lige ved 300 år yngre, den omtaler en hr Peder Mathisen som forstander i Skt Jørgens Gård og præst til Skt Mikkels sogn. Skt Jørgensgårde var fællesnavnet for middelalderens spedalskhedshospitaler, der af hensyn til smittefaren blev placeret uden for og i passende afstand fra byerne. Den i Viborg - sikkert identisk med »de fattiges hospital« i den ældre kilde var i så henseende ingen undtagelse (Fig. 1). Den nære forbindelse mellem kirke og hospital gør det rimeligt, at også den første lå uden for byporten.

Den frygtede spedalskhed var på reformationstiden i stærk tilbagegang, og omtrent samtidig med at Mikkelskirken blev nedrevet, forsvandt også Skt Jørgensgården; den gik op i en større hospitalsstiftelse, som indrettedes i byens Gråbrødrekloster. De forladte områder blev ikke straks nybebygget, og mindet levede om det forsvundne. I en beskrivelse fra 1727 af Viborg-historikeren, sognepræst Chresten Erichsen hører vi om »St Michels kirke, hvoraf St Michels gade har sit navn, og har stået på den højre hånd ned ad gaden på det sted som rebslageren bor, uden for St Michels port, hvor kirkegården endnu findes og kaldes den øde kirkegård, udi hvilken mange fattige folk udi min barndom blev jordede«. Kirkegården eksisterede med andre ord stadig som begravelsesplads for fattigfolk - og iøvrigt også for en anden slags mindre agtede borgere, som det straks vil fremgå. I kirkebogen for byens søndre sogn læses følgende under året 1694: »Torsdagen den 30. august blev Mette Jensdatter, som havde ombragt sit foster, som fandtes død under en seng til Søren Farvers, som hun tjente, halshugen uden for byen ved galgen og hendes hoved sat på en stage ud ved vejen, men legemet henlagt i en kiste og henført i den øde kirkegård ved rebslagerens hus. Den blev jordet uden jords påkastelse af præsten. Hun blev udledet af begge sognepræsterne, magister Christen Erichsøn og magister Just Bøg, til sin retterstol« (Fig. 2). På den tid, ja så sent som i midten af 1800-tallet, kunne man endnu skelne kirkens grundplan, men den må være forsvundet kort efter, og kun kirkegården var kendelig.

Arkæologiske fund fra kirke og kirkegård fremkom første gang i forbindelse med anlæggelsen af byens jernbane 1862. Ved afgravning af skråningen ned mod Søndersø stødte man på kvadratiske gulvfliser og skeletter i kister med store jernhanke. I de følgende år, hvor grunden toges i brug af det ekspanderende Statshospital, dukkede der med mellemrum knogler op, men først 1968 under et større anlægsarbejde kom arkæologien for alvor ind i billedet, og et mindre stykke af kirkegården blev undersøgt. De døde var, som almindeligt på kristne kirkegårde, begravet med benene i øst, men et af skeletterne lå omvendt og med hovedet mellem fødderne. Åbenbart er det en af de henrettede fra den nærliggende galgeplads.

En gangtunnel, som skulle bygges mellem to afdelinger af Viborg sygehus, gav anledning til den næste udgravning, der fandt sted 1977 og blev påbegyndt med visse forventninger, fordi den kunne tænkes at berøre selve Mikkelskirken. Det slog til. I løbet af fire måneder blotlagdes væsentlige dele af bygningens grundplan, der - selv om midtpartiet stadig gemmer sig under en moderne bygning - kan rekonstrueres i hovedtræk: længde 25 meter, kor uden apsis, to stræbepiller op mod vestgavlen. Et meget kraftigt, kvadratisk fundament i vestenden af skibet har formodentlig båret midterpillen til et buepar, der har spændt tværs over rummet. Fra kirketomter og bevarede kirker i oplandet ved vi, at et sådant arrangement ikke var ukendt på egnen.

Skib med ret afsluttet kor er den gængse grundplan for kirker fra romansk tid, 11-1200-årene, og denne grove datering underbygges af fundamentets karakter: store utildannede granitsten lagt i regelmæssige skifter uden bindemiddel, men med mindre sten som udfyldning (Fig. 3). Af daterende løsfund var der ikke mange, af mønter således kun en enkelt, en hidtil ukendt nørrejysk særform fra omkring 1160, på hvilket tidspunkt kirken vel så må have eksisteret. Måske vil man finde disse dateringsmæssige overvejelser lidt overflødige. Vi ved jo fra historisk kilde, at kirken 1159 blev overdraget de fattiges hospital, og at den på det tidspunkt i 40 år - det vil sige siden omkring 1120 - havde været underlagt kannikerne (Fig. 4). Ja, men spørgsmålet er netop, om det er kannikernes kirke, vi har fundet rester af. Bygningen kunne jo være blevet fornyet.

Til dette problems opklaring yder kirkegården et interessant bidrag. Gravene kan groft inddeles i to grupper: en - langt den største - hvor de ligger parallelt med kirken, og en anden - ca 25 - hvor de er lidt skævt orienteret, og hvor flere griber ind i kirkens fundament, hvilket kun kan betyde, at de er ældre end bygningen. Den tanke har været overvejet, om den lille gruppe kunne være en ældre hedensk gravplads, men i så fald havde der været gravgaver, og de døde ligger iøvrigt på god kristen vis med hovedet i vest. Men ældre er den i hvert fald, og den eneste mulige forklaring bliver da næsten, at den har hørt til en tidligere kirkebygning med en lidt afvigende orientering (Fig. 5). Denne ældre Skt Mikkel, der godt kan have været en stavkirke, må have ligget uden for det undersøgte areal, eftersom vi ikke har fundet rester af den. Forhåbentlig bliver der engang lejlighed til at undersøge spørgsmålet. Foreløbig vil vi lade kirken hvile og se nærmere på gravene.

Skt Mikkels kirkegård blev, som vi har hørt, benyttet højt op i tiden og længe efter, at kirken var nedrevet, men på det begrænsede stykke, undersøgelsen omfattede, højst en tiendedel af det samlede areal, var langt de fleste af gravene middelalderlige. Der fandtes 285 regulære grave, men dertil kommer et stort antal løse knogler og kranier fra ældre ødelagte gravsteder, så det samlede antal repræsenterede individer kommer op på mellem 450 og 500 - det største skeletmateriale fra en almindelig kirkegård her i landet. Da kirken gennem længere tid var tilknyttet et spedalskhedshospital, kunne man vente, at det ville præge fundene, men kun et par af skeletterne bærer sikre spor af sygdommen. De lå noget syd for kirken og lige i udkanten af det undersøgte område, så man kan sikkert regne med, at Skt Jørgensgården og de derfra stammende begravelser skal søges i den retning. Resten af de døde repræsenterer vel sognets normale beboere. Næsten alle ligene har været lagt i trækister, men af disse var kun jernnaglerne bevaret - i plumpe former, der giver indtryk af noget temmelig spartansk. Blot i tre tilfælde er fundet murede kister, og det stemmer godt med herskende skik, at de alle fremkom syd for kirken; det var jo her, finere folk blev begravet. Selv om det drejer sig om et bredt udsnit af Viborgs middelalderlige indbyggere, skal vi nok regne med flest fra de underste lag.

Et sådant passende stort skeletmateriale kan give tre slags oplysninger. For det første kan de dødes alder bestemmes og for de voksnes vedkommende også kønnet; på baggrund heraf kan man så beregne den levende befolknings alderssammensætning, dødeligheden ved forskellige aldre, middellevetiden og det gennemsnitlige antal børn i hver familie. For det andet kan en række sygdomme aflæses på knogler og tænder og sige noget om sundhedstilstanden i det pågældende tidsrum. Endelig kan målinger på skeletterne sammenlignes med tilsvarende fra skeletfund i andre perioder. Man kan herved, blandt andet, få et indtryk af gennemsnitshøjdens vekslen gennem århundrederne.

I den ældste gruppe grave var skeletterne stærkt forvitrede, men 21 kunne dog aldersbestemmes, og det er bemærkelsesværdigt, at der blandt disse kun var tre børn. I den yngre gruppe er ikke mindre end halvdelen børn. Alderssammensætningen her ligner meget den, vi kender fra nutidens ulande - mange børn, få gamle - men ulandenes befolkninger er inde i en voldsom vækst, mens den danske middelalderen igennem næsten var i ligevægt, fraregnet pestperioderne. I alle aldersgrupper var dødeligheden større dengang end nu. Mere end 20 % oplevede ikke deres étårs fødselsdag, mere end halvdelen ikke deres tyveårs, og mindre end 5 % rundede de 60. Nogen lang levetid var således ikke Skt Mikkels sognebørn beskåret, i gennemsnit ca 25 år mod nutidens godt 70. For kvinderne var dødeligheden særlig stor i alderen mellem 20 og 40, de gentagne fødsler med risiko for barselfeber eller lignende infektionssygdomme toldede hårdt. De relativt få, der overlevede denne kritiske periode, må nok i gennemsnit have født seks-syv børn (Fig. 6).

Da langt fra alle sygdomme som spedalskheden sætter sig spor i knoglerne, er det begrænset, hvad der kan udledes om tidens helbredstilstand, men nogle oplysninger får vi dog. Huller i tænderne var almindelige, men ser alligevel ud til at have været en mindre plage dengang end nu. Gigt forekommer, men ikke så almindeligt som ellers i middelalderens Danmark. Det hænger nu muligvis sammen med, at de andre skeletfund, vi kender, især stammer fra klostre, hvis kolde celler har fremmet sygdommen.

De afdødes højde har i mange tilfælde kunnet bestemmes og viser god overensstemmelse med erfaringer fra andre danske middelalderkirkegårde. Kvindernes middelhøjde var 1,60 m, mændenes 1,73. Til sammenligning tjener, at gennemsnittet for unge mænd, der i 1973 mødte til session, var 1,78 m. Den udbredte opfattelse, at folk er blevet højere, stemmer altså, men det vil måske overraske at høre, at de unge, der omkring 1850 blev indkaldt, målte 1,62 m i gennemsnit (Fig. 7). Højden er således faldet betydeligt siden middelalderen for derefter at stige voldsomt det sidste århundrede - ca én centimeter pr tiår. En samlet vurdering af udviklingen fra ældste oldtid til vore dage støder på visse vanskeligheder - skeletmaterialet er sparsomt og mangler helt i de lange perioder, hvor ligbrændingen var enerådende - men det ser ud til, at gennemsnitshøjden gennem lange perioder har været næsten konstant for derefter i nyere tid at vise de omtalte voldsomme udsving (Fig. 8). Geografisk betonede forskelle har dog formentlig også gjort sig gældende. Skeletmæssigt set har middelalderen længe hørt til de bedst oplyste fortidsperioder, men Viborgfundet har dog kunnet føje en detalje til, som tidligere knap var erkendt: jyderne dengang ser ud til at have haft større hoveder end samtidens sjællændere og skåninge.

Hvordan de jævnlige besøg af døden i middelalderbyen har præget tilværelsen, kan det være svært for nutidsmennesker at forestille sig. Hvilken betydning for samfundet og historiens gang har det for eksempel haft, at en væsentlig del af den materielle produktion måtte varetages af børn og unge, fordi der simpelthen ikke var voksne nok til at udføre det nødvendige arbejde? Og hvad betød det for familiestrukturen og følelserne mellem forældre og børn, at man med sandsynlighed vidste, halvdelen af børnene skulle dø før det fyldte tyvende år? Med undersøgelsen af Skt Mikkels kirke i Viborg har vi endnu engang fået understreget det nære forhold mellem naturhistorien og den egentlige historie.

Lit: Museerne i Viborg amt (MIV) 8. Viborg 1979.