Den kvinde, hvis navn stinker i Randers

Hør hvad Just Mathias Thiele har optegnet ca 1820 i »Danske Folkesagn«:

»For et par hundrede år siden tilhørte Dronningborg slot en herremand ved navn Peter von Sprechelsen. På den tid, da han ejede slottet, kom engang en liden pige ved navn Bodil Steens til gården for at vogte hønsene. Da hun voksede til og blev meget smuk, tildrog hun sig herrens yndest i den grad, at hun blev hans husholderske, og det blev ikke derved. Så smuk hun var, så ondt et sind havde hun, og skønt ellers alt om slottet er glemt, så har Randers byfolk dog ikke glemt hende (Fig. 2). Først fortælles om hende, at hun var så ond, at da hun engang så sin fattige moder komme ind igennem slotsporten, befalede hun tyendet at jage »denne tiggerkælling« bort. Dertil var hun trættekær og arrig. -

Engang da kong Kristian den femte kom til Randers, og der fra Dronningborg slot skulle gives sengeklæder ud til kongens følge, brugte hun sådanne ukvemsord imod kongen, at hun derover i nogen tid sad i arrest. Mod tyendet var hun naturligvis også ond. Når hun blev vred på en af pigerne, plejede hun at give hende befaling at udtage et eller andet i en stor kiste, og når pigen da bukkede sig derned, tog Bodil Steens hende ved benene, kastede hende i kisten og lukkede den i lås. Da hun engang havde udsendt en liden dreng at sælge frugt, ihjelslog hun ham i Dronningborgs have, fordi han havde spist af kurven. Urtegårdsmanden, som så denne ugerning, fortalte det til skytten, som siden åbenbarede det i skriftestolen for præsten i Kristrup. Men det varede ikke længe, før urtegårdsmanden fandtes dræbt, og skytten gik fra sans og samling, formedelst en giftig drik. Vel blev Bodil Steens draget for retten, men da vidnerne var bragt af dage, blev hun frikendt. Skønt hun alt længe er død, har hun ikke ro i graven, thi hver nat kører hun gennem Randers by, og det er ikke godt at møde hende«.

Sådan fortaltes historien 100 år efter begivenhederne, og hvad man end kan mene om sagns pålidelighed, så har det dog i dette tilfælde vist sig, at der er noget om snakken. I det følgende skal det kort gennemgås, hvad der fra historisk kilde vides om Bodil Steens.

Der foreligger intet om, hvor hun var født, hvem der var hendes forældre, eller hvornår hun kom til slottet, derimod adskilligt om hendes herre og mester, som hun, hvis man tør tro bysladderen, tjente på mere end én måde. Peter von Sprechelsen, der var af holstensk oprindelse, blev i 1662 eneejer af Dronningborg, som hans familie kort forinden havde købt af kongen, og beboede den til sin død 1706, altså i 44 år. Han huskes for sin gavmildhed, især mod omegnens kirker, men altså også på grund af sin husholderske. Om hende finder vi, karakteristisk nok, de vigtigste oplysninger i retsprotokollerne.

Første gang, hun optræder, er i en ubetydelig sag angående et nabomellemværende. Det fremgår, at hun var yderst velhavende, havde eget hus, erhvervet 1695, og deri en »meget prægtig og kostbar stue« med flisebelagt gulv, malet loft og vinduesposter i eg med udhugne figurer af de tolv apostle. Sagen viser hendes stridbarhed, men er ellers uden interesse i denne forbindelse. Kort efter - i 1699 - går det imidlertid løs. I en skrivelse fra præsten i Kristrup til amtmanden over Århus stift fremføres meget alvorlige beskyldninger. Det drejer sig om »en stakkels inderste ved navn Anne Christensdatter«, der »tvende gange, da jeg hende til sin saligheds sag på sengen betjente, har beklaget med fuld fornuft og forstand i manges påhør, at velbårne Peter von Sprechelsen til Dronningborg hans husholderske Bodil Steens sidst forleden ved Mikkelsdags tider udi slotshaugen havde forårsaget hende en smertelig svaghed og påfølgende død ved umådelige hug og slag i hendes venstre side af tvende stænger og en pæl, som af jorden blev oprykte, foruden fodstød og sparken, hvoraf hun blev blå og sort i samme side -- og -- at podemanden havde set denne handel«.

Skrivelsen får til følge, at stiftamtmandens fuldmægtig nogle dage efter møder op på Dronningborg, hvor han arresterer Bodil Steens. Peter von Sprechelsen protesterer og kræver erstatning for den spot og skade, der derved er påført hans hus.

Under den følgende retssag føres mange vidner. En kan fortælle om årsagen til pryglene: Anne blev af Bodil Steens benyttet til at sælge blommer, men den pågældende dag havde hun ikke fået udsolgt, og ydermere beskyldte husholdersken hende for at have stjålet af frugten. - Et andet vidne har stået uden for slotshaven og gennem porten set, hvad der foregik, og Annes vært bekræfter, at hun siden den dag var syg og sengeliggende. Her modsiges han dog af et vidne, som kan fortælle, at Anne efter afstraffelsen har udført hårdt legemligt arbejde for ham, hun har således gået med en kube ål på ryggen en hel mil uden at klage sig.

Sagens hovedvidne var jo Daniel podemester, der havde stået i umiddelbar nærhed og set Anne modtage pryglene, men hans udsagn skulle retten ikke få at høre. Han var tilsagt, men mødte ikke, og dagen efter blev han fundet skudt. Forinden havde han dog til flere fortalt, at von Sprechelsen, dennes ridefoged samt en prokurator fra byen havde tvunget ham til at underskrive en falsk forklaring og truet med repressalier, hvis han ikke sagde det samme i retten.

Firs dage efter, at præsten har skrevet sit brev, falder dommen ved Viborg landsting. Det hedder heri, at Bodil Steens ikke kan antages at være skyld i Anne Christensdatters død, men det anses for bevist, at hun har givet hende nogle slag med en kæp, hvorfor hun idømmes en bod på 20 rigsdaler. løvrigt skal hun være fri.

Bodil Steens slap altså med skrækken, men allerede på det tidspunkt var sagen angående podemesteren i fuld gang. Atter blev der afhørt mængder af vidner, deriblandt naturligvis von Sprechelsen (Fig. 3). Om fundet af liget fortalte en mand ved navn Anders Bay, at hans pige var kommet hjem fra haven, der grænsede op til slottet, og havde sagt: »Kom ned i haven, der kan I se igennem slotsplankerne, at Daniel podemester ligger ind til plankeværket, -- han er helt blodig foran på hans klæder, og det synes, som om han er død«. Og endnu en interessant oplysning: » - Der ligger en puffert noget fra ham«.

Daniel podemesters åbenbare anfægtelser i dagene før dødsfaldet samt hans udebliven fra retten vakte mistanke om, at der kunne foreligge selvmord, men en våbenkyndig, der fik pistolen til undersøgelse, udtalte, at den »var så tør, som den nylig var kommen fra bøssemageren, og ei skiden«, så undersøgerne (sandemændene) forkastede denne forklaring. Tilbage var muligheden mord, og Bodil Steens selv bestyrkede teorien med en, må man sige, noget uforsigtig udtalelse, da hun i sit fangenskab hørte om det meget belejlige dødsfald: »Så lad den gamle forsorne hund ligge der, lige så går det vel præsten i Kristrup«. Selv var hun af gode grunde uden for mistanke, og nogen anden gerningsmand lod sig ikke udpege. Med denne beklagelige mangel blev sagen oversendt til Viborg landsting.

Her vurderede man åbenbart vidneudsagnene anderledes. I dommen, som snart efter faldt, hedder det, at det ikke kan anses for bevist, »at Daniel podemester af andre er ombragt, så han endelig har været sin egen banemand i melankoli -- dog at hans legeme efter loven i kirkegården må begraves«. - Det sidste kunne nok tiltrænges. I de næsten tre måneder, formaliteterne varede, havde liget henligget ubegravet i en simpel trækiste på selve det sted, hvor det blev fundet.

Sagnet, der blev gengivet i indledningen, har altså en tydelig kerne af sandhed, blot var den til døde pryglede »frugttyv« ikke en dreng, men en 46-årig kvinde med to uægteskabelige børn. Men nu skytten, der blev forgivet? Jo også den detalje i sagnet har rod i virkeligheden, dog indtraf begivenheden først nogle år senere - i 1705 - og var uden forbindelse med Anne Christensdatters død. Kort fortalt skete der det, at skytten, Niels Petersen, blev syg, og at han - vistnok tilskyndet af en hospitalsforstander, som havde haft ham til behandling - anklagede selve Peter von Sprechelsen for mordforsøg, idet han mente, der var kommet gift i en snaps, han havde fået på slottet. Naturligvis tabte han sagen, dømtes til at gøre undskyldning og pålagdes sagens omkostninger, men han gav ikke op. Ved at skrive til kongen fik han nedsat en undersøgelseskommission, også Bodil Steens blev afhørt, men nogen dom faldt vistnok ikke - muligvis fordi von Sprechelsen i mellemtiden var død. - Helt uafhængigt af dette var på samme tid en ny drabssag mod Bodil Steens under udvikling.

Det nye dramas handling var i alt væsentligt som det foregåendes, blot hed offeret denne gang Kirsten Olufsdatter. Bodil Steens skulle, hed det sig, have pryglet hende med et kosteskaft en dag hun var på hoveriarbejde i Dronningborgs køkken, hvorved hun pådrog sig skader, som ikke længe efter forårsagede hendes død. Sagen anmeldtes, og der nedsattes en kommission af amtmænd og landsdommere for at undersøge, om der var hold i rygterne. Det fremgik, at Kirsten, lige som Anne, ville have forelagt sagen for en præst; der var sendt bud efter ham, men han kom ikke (hvilket for resten skaffede den gode pastor en hel del ubehageligheder, da han over for kommissionen måtte gøre rede for grunden til sin udebliven). Offerets egen bekræftede forklaring savnedes altså, retten måtte nøjes med andenhåndsudsagn, og det kan næppe overraske nogen, at Bodil Steens igen trak det længste strå. Man fandt det bevist, at Kirsten i tiden fra hun fik pryglene og til hun blev sengeliggende »var lige så frisk til sin gerning og mad som tilforn og klagede ikke i nogen måde over Bodil Steens«. Anklagede frikendtes altså, idet hun dog, lige som sidst, måtte betale en bøde på 20 rigsdaler for sin hidsighed. Såvel denne sag som de tidligere blev iøvrigt ført frem for højesteret, uden at det ændrede resultatet.

Sagen om Kirsten Olufsdatters død omtales ikke i sagnet, med mindre man da vil opfatte detaljen om pigerne og kisten som en udvisket erindring om de gentagne mishandlinger. Den folkelige hukommelse har altså svigtet på dette punkt. Tilbage at kontrollere er oplysningen om majestætsfornærmelsen, som mærkelig nok i sagnet er gjort til en biting. At håne en enevoldskonge var i virkeligheden en meget alvorlig forbrydelse. Den begik Bodil Steens til sine fjenders fryd og satte således selv punktum for sit rædselsregimente.

Som bekendt var kvinder på den tid umyndige, de skulle have en værge, uden hvis samtykke de f.eks. ikke måtte handle ejendom, hvad mange velbegavede personer af hunkøn havde vanskeligt ved at acceptere. Man må gå ud fra, at farver Jørgen Petersen af Randers, der var formynder for Bodil Steens, ikke har haft det let, og måske er det grunden til, at han sammen med hendes fuldmægtig greb chancen, da hun omsider gav sig en blottelse. En dag, de tre var sammen og åbenbart havde fået rigeligt at drikke, faldt de uforsigtige ord: »Hvad vil kongen føre krig, gid han havde så megen forstand som han der« - idet hun pegede på fuldmægtigen (Fig. 4). Endnu en bemærkning af samme slags fulgte, og glade var, må man antage, de to mænd, i hvert fald var de ikke sene til at indberette det passerede. Der nedsattes en kommission, som skulle afgive betænkning til kongen. Forinden afgørelse blev truffet, ønskede majestæten oplysninger om hendes pengeforhold, og da det viste sig, at der efter fradrag af gæld blev hele 6000 rigsdaler til overs, faldt dommen straks: livsvarigt fængsel på Hammershus med underhold for egen regning. Overførslen til statsfængslet fandt sted i 1713, det blev fra da af hendes opholdssted, og der døde hun få år senere. Sådan endte Bodil Steens. Hun, der måske havde fleres død på samvittigheden, faldt på en helt ligegyldig bemærkning, der i vore dage ikke ville have indbragt hende en bøde eller blot en irettesættelse.

Man har svært ved at føle sympati for de to angivere, selv om de vel strengt taget kan have ment at gå retfærdighedens ærinde. løvrigt synes det håbløst nu, efter så mange års forløb, at gøre ret og skel i disse gamle sager, hvor sladder, hævnfølelse og sandsynligvis pression af forskellig art må antages at have farvet vidneudsagnene (Fig. 5, Fig. 6). Om rettens faktiske syn på Bodil Steens får man et fingerpeg gennem et brev fra en af dommerne; her omtales hun som »en meget berygtet person for adskillige grove misgerninger, hun skal have forøvet, men intet derom er hidtil blevet bevisliggjort«. Bemærkningen er interessant og rejser et spørgsmål: Var retten upartisk? Atter bliver vi svar skyldig, men i hvert fald én af afgørelserne - om Daniel podemesters død - forekommer diskutabel.

Men nu skeletfundet, der blev omtalt i artiklens indledning? Ja, det må desværre erkendes, at vi, trods flittig spejden, ikke har fundet noget sted at anbringe det. Der nævnes intet i akterne om forsvundne personer, hvilket dog ikke udelukker, at den døde på en eller anden måde kan høre hjemme i den spegede affære. En uindviet grav anlagt indendørs og i en mødding kan ikke have nogen helt naturlig forklaring, og dateringen, så usikker den er, peger stadig mod Bodil Steens tid.

Sagnet om Bodil Steens levede videre op gennem årene; fra slutningen af 1800-tallet foreligger adskillige udgaver, og det er morsomt at se, hvordan historien går mere og mere i opløsning uden dog endnu at have mistet enhver jordforbindelse. Navnene er stadig nogenlunde korrekte, og man hører om forgivelsen og majestætsfornærmelsen, men de eventyragtige træk (kistehistorien, spøgeriet) er trådt i forgrunden, og der er digtet helt nye sidehandlinger til det oprindelige. Det var sagnfortællerne bekendt, at von Sprechelsen ligger begravet i Borup nord for Randers, så denne by måtte naturligvis blive inddraget i sagnkredsen. Mellem Dronningborg og Borup kunne man i mørke nætter møde Bodil Steens i karet med fire heste for på vej til sin fordums velynder. Hvordan spøgeriet omsider ophørte ved en behjertet præsts indgriben er skildret i lange, omstændelige sagn.