Den hornede ø
Fem kilometer ude i Kattegat, på højde med Jyllands næsedryp, ligger den lille ø Hjelm, og når man ser den - en tung bakkeknude, der rejser sig over et udstrakt, fladt forland - forstår man, hvordan den har fået navnet: den ligner en hjelm eller, som Acton Friis siger, »en stormhat med bred skygge«. Navnet er gammelt, det nævnes i Kong Valdemars Jordebog, og der har tidligt boet folk på øen, hvad fund fra sten- og bronzealder vidner om. Det er dog middelalderen, der har sat de kraftigste spor i Hjelms historie.
Af Anne-Mette Eriksen
»Nu stander landet i våde«, hedder det i folkevisen om mordet på Erik Klipping 1286. Hvem morderne var, vidste ingen, men en række stormænd hvoriblandt rigets marsk, den mægtige Stig Andersen, blev mistænkt og året efter, ved et danehof i Nyborg, kendt skyldige. De dømte - og nu fredløse - søgte tilflugt i Norge, hvis konge, den unge Erik Præstehader, foruden sine kirkelige aversioner også nærede uvilje mod Danmark, og de sad ikke rolige i deres eksil, men foretog, hjulpet af deres vært, idelige plyndringstog mod de danske kyster. (Fig. 1). For at komme målet lidt nærmere slog Marsk Stig sig 1290 ned på Hjelm, som han befæstede og gjorde til en nøglestilling. Efter marskens død kun tre år senere blev øen overtaget af nordmændene, og de beholdt den til 1306, hvor det lykkedes Erik Menved, den myrdede konges søn og efterfølger, at erobre borgen, som han lod nedbryde.
Fig. 1: TEGNING: J. KRAGLUND
»Opstigningen er ret vanskelig for astmatiske personer og folk, der er mageligt anlagte«, hedder det i en ældre beskrivelse af Hjelm, men overlever man strabadserne, kommer man op på et plateau henved 40 meter over havet og finder her hele tre mere eller mindre udjævnede voldsteder, der alle må have været led i Marsk Stigs befæstning. Det ene, Skådebakken, er ganske lille; der er ikke fundet murværk, men dybe stolpehuller, som kan være sporene efter et vagttårn (Skåde muligvis i familie med svensk skåda = skue). Den noget større Kastelsbakke er en naturlig højning, som på tre sider er blevet omgivet med en grav af den ikke-vandførende type; den er nu næsten udjævnet. På det tredje voldsted, Fyrbakken, er fundet fundamenter af dårligt brændte mursten, og det er sandsynligt, at hovedborgen har stået her. De tre bygninger har, set fra søen eller fra det nærliggende Jylland, givet øen den karakteristiske profil, som folkevisen så træffende beskriver:
Den bonde han ganger
på marken ud, og sår han der sit korn:
Hjælp os Gud Fader
i Himmerig, og haver nu Hjelm fået horn.
Tre norske mønter fra slutningen af 1200-årene fortæller om Erik Præstehaders gæstespil på øen, men der er et andet fund, som klarere bringer de fredløse i erindring. Det er gjort ved Kastelsbakken: en samling mønter samt bånd og blanketter til fremstilling af sådanne, alt af kobber med ringe tilsætning af sølv. Fra historiske kilder ved vi, at de fredløse bortførte kongelige møntmestre, som de benyttede til fremstilling af falskmønt på, blandt andet, Hjelm.
Hjelms senere historie har formet sig fredeligt - storheden var omme, men mindet om den levede i viserne. 1855 fik øen et fyrtårn, betænksomt plantet midt i resterne af hovedborgen, som derved blev delvis utilgængelige. Det eksisterer stadig. Hjelm har igen fået horn omend kun et enkelt. (Fig. 2).
Fig. 2: Falske mønter fra de fredløses værksted på Hjelm.
