Den har fanden skabt

Mængden af oldtidslevn i jorden, vi træder på, er stor, men trods alt ikke ubegrænset, og specielt »skattene«, som er det primære mål for detektorfolket, ser man nødigt reduceret til et minimum ved usagkyndig opgravning inden for et kort åremål. Nu vil flertallet af de således fremrodede genstande vel nok før eller senere havne på et museum, som da vil foretage eftergravning, men fundets videnskabelige værdi bliver overordentligt meget større, hvor fagfolkene kan være med fra starten og selv styre optagningen med alt, hvad der hører til af pensling, måling, tegning og fotografering. Et detektorfund, der kort før jul blev indbragt til Silkeborg Museum, kan tjene som eksempel. Det er på ingen måde værdiløst - meget langt fra - men man græmmes, når man tænker på, hvad det kunne have været, hvis det fra starten var blevet rigtigt behandlet.

Udgivelsen af den omtalte pjece blev fulgt op af TV-avisen med et indslag om metaldetektorernes skadevirkninger, og det fik følger, men i hvert fald i første omgang ikke helt de ønskede. En 55-årig Silkeborgenser, der ønsker at være anonym, så udsendelsen og fæstede sig vist mere ved de spændende perspektiver end ved de medfølgende formaninger. Da han samtidig gennem en annonce i den lokale avis fik mulighed for at erhverve en brugt detektor billigt, var der ikke langt til handling.

Lørdag den 20. november skulle forsøget gøres. Manden tog ud til en skov syd for Silkeborg - et sted, som er ret øde - og kort tid efter var der bid, instrumentet summede, og snart lå et af de vigtigste depotfund fra ældre bronzealder fremme i lyset for hans fødder. Utroligt! Skattejægere må, selv med detektoren til hjælp, regne med måneders, års, ja måske et helt livs leden, før de tilsmiles af et sådant held. Silkeborgs Aladdin blev desværre så lammet, at det varede næsten en uge, før han fik fundet afleveret på museet.

Og hvad var der så i den medbragte papkasse? Tre økser samt nakkeende af en tilsvarende, en mejsel, en lille dåse, en halsring, to armringe og to gange to ørenringe - alt i bronze bortset fra det ene sæt ørenringe, der var af purt guld. Tingene er særdeles velbevarede, dog undtaget armringene og bronzesættet af ørenringe, der har lidt betydelig overlast ved opgravningen, som ellers, efter finderens oplysning, var foretaget med hænderne. Den overordentlige interesse, som videnskabeligt set knytter sig til samlingen, skyldes dog mindre bevaringstilstanden end sagernes sjældenhed; de stammer fra den allertidligste bronzealder, et afsnit, som vi endnu ikke rigtigt har hold på. Fra senere dele af perioden er der mange fund med omtrent samme indhold, men af væsentlig mindre betydning.

På museet tøvede man ikke, mindre end en halv time efter afleveringen blev stedet besigtiget og behørigt afmærket. Fundet var gjort i rabatten til en smal skovvej, der går ned til et vadested i en af Midtjyllands store langsøer og i øvrigt gennem et fladt område med lave egetræer omgivet af hede med enebærbuske og eng - alt i alt et landskab, som man nok også har kunnet møde i bronzealderen. Det gravede hul var ganske lille - et nummer af Skalk ville kunne dække det - så meget overblik har finderen ikke haft under sin afdækning (Fig. 1). Ifølge hans forklaring lå halsringen lige under græstørven og derunder igen den mindste af økserne samt mejslen. Atter derunder de øvrige sager - dåsen med bunden opad, de to store økser på kant, side om side. Dette, at fundets øverste genstand lå i græstørvsniveau, må betyde, at stedet ikke har været pløjet eller på anden måde dyrket, siden tingene blev lagt ned 17-1800 år før Kristi fødsel. Alene det gør området til noget ganske specielt, noget som naturhistorikere bør have øje for i fremtiden.

Den efterfølgende arkæologiske undersøgelse viste, at hullet, genstandene var lagt ned i, har været 20-30 cm i tværmål og ca. 26 cm dybt regnet fra nuværende overflade, som sikkert svarer til bronzealderens, eftersom området er fladt og uden tegn på sandfygning eller erosion. Helt sikre på, hvordan gruben er blevet til, er vi ikke, det er nærmest vort indtryk, at man har benyttet noget foreliggende, måske et haresæde eller en dyregang - i hvert fald er gemmestedet såre beskedent, når man betænker den store værdi, genstandene også dengang må have repræsenteret. Skønt fylden i hullet var endevendt af finderen, kunne der flere steder iagttages bronzespor langs siderne, de blev studeret for mulige aftryk af organisk materiale: skind, kurvefletning eller andet, tingene kan have været emballeret i; sådant kendes i flere tilfælde fra andre fund, men der var intet i foreliggende tilfælde, hvad man næppe heller kunne vente i det begrænsede område, som var levnet. (Fig. 2) Al jorden blev i øvrigt sigtet - ja noget endda taget med til museet og slæmmet i vand - hvorved der fandtes adskillige rester af de ødelagte arm- og ørenringe. (Fig. 3) En helt overset genstand, en lille spiralperle af bronze, kom ligeledes for dagen. Også hullets nærmeste omgivelser blev undersøgt, men der fandtes ingen spor af sten, stolpe eller andet, der kan have tjent til markering af gemmestedet.

Fundets bedste stykke er indiskutabelt den lille dåse. Den er rundbundet og altså uden standflade, men har på siderne to små ører, der må have tjent til en form for ophængning. Det tilhørende låg med indvendig fals har været holdt på plads af en pind eller nål stukket gennem to små huller i dåsens rand og tilsvarende i falsen. Lignende - omend i formen noget afvigende - dåser fra senere bronzealderperioder har efter al sandsynlighed været båret i bæltet så hvorfor ikke denne? - i det ene øre blev under mikroskop fundet rester af en tynd snoet tråd, der må have været streng i en tykkere, nu forsvundet. Bæltedåsen, som vi herefter vil kalde den, er unik, og foreløbige undersøgelser har ikke kunnet påvise forbilleder for den i Danmark eller Nordeuropa, men de kan naturligvis endnu komme. Var den fundet uden ledsagende genstande, ville næppe mange arkæologer have vovet en datering til bronzealder (Enkelte af mine udmærkede kolleger ville under en privat Hvad er det? -runde placere den i middelalderen). Udsmykningen på dåsen - vandrette lister, hver anden forsynet med tætstillede lodrette småstreger - kan bringe mindelser om de halskraver, kvinder brugte i en lidt senere periode af bronzealderen, så nu må vi prøve at finde ud af, om der faktisk er en sammenhæng. I støbeteknisk henseende er dåsen et lille mesterværk. En model lavet i bivoks er blevet indkapslet i ler, som derefter er brændt. I hulrummet, som det bortsmeltede voks har efterladt, er der så hældt flydende bronze. En støbefejl ved randen har man mestret at udbedre, så at den ikke kan ses på ydersiden og kun svagt på indersiden.

Bæltedåsen blev, som nævnt, fundet stående på låget med bunden opad. (Fig. 4) Betragtet på denne måde ligner den til forveksling miniatureudgaven af en bikube, som de brugtes helt op i dette århundrede, lavet af halm i løbbinding - en meget gammel teknik, kendt fra stenalderens mellemeuropæiske pælebyer og danske jernalderhustomter. (Fig. 5) Også biavlen har dybe rødder, den er dokumenteret i Ægypten gennem vægmalerier fra 3. årtusinde før Kristus men ikke i nordeuropæisk bronzealder, hvor den dog uden tvivl har været. Den mjød, som er påvist i blandt andet Egtvedpigens grav, har haft honning som sødestof, og bronzestøbningen, vi netop beskrev, kan næppe være foregået uden brug af bivoks. Bien har altså efter al sandsynlighed været at finde mellem bronzealderfolkets husdyr, så det er vel ingen umulig tanke, at vor bæltedåse har haft en bikube som forbillede.

Da dåsen blev fundet, sad låget irret fast, og først da finderen kom hjem og med magt fik den åbnet (man gyser ved tanken), åbenbaredes indholdet: to svære guldørenringe af bedste lødighed og betydelig vægt - henholdsvis 30 og 40 gram. En dobbeltlagt guldtråd, hvis ender er snoet sammen og hamret til en spids, er viklet i spiral. (Fig. 6) Nu er spiralringe ikke sjældne i bronzealder - de forekommer i mange størrelser og af såvel guld som bronze - men de omtalte detaljer i udførelsen gør netop disse usædvanlige; nærmeste parallel er fra Hamburgegnen. Det er almindeligt antaget, at guldspiralerne foruden smykkefunktionen har tjent som betalingsmidler, ved at man klippede stykker af dem - vindingerne har jo den fordel at tillade forkortning, uden at det i væsentlig grad går ud over synsindtrykket - og det kan måske forklare den ret betydelige vægtforskel mellem vore ringe. Disse har på grund af størrelsen - fire centimeter i tværmål og næsten et par centimeters vindingshøjde - krævet vældige huller i ørerne, og det har man formodentlig haft - måske ligefrem som en slags statussymbol. I Afrika og Asien kan man endnu i vore dage møde kvinder med meget store ørehuller, der ikke opfattes som skæmmende, tværtimod.

Dåsen har fungeret som smykkeskrin, men kun for sagerne af ædelmetal, de andre kvindelige prydelser var placeret udenfor. Det gælder således bronzeørenringene, der måske var til hverdagsbrug; de var jo mindre værdifulde, men svarer ellers, hvad form og udførelse angår, ganske til guldringene. Disse ørenringe er som nævnt i stumper, og det samme gælder armringene, mens halsringen og den lille bronzeperle er kommet uskadte for dagen. Alle er simple typer, ikke helt lette at datere, men det sørger mandssagerne for, og i hvert fald betydningsfulde, fordi vi ved så overmåde lidt om, hvordan kvinder pyntede sig i denne tidlige del af bronzealderen. Halsringen rejser - ligervis som ørenringene - et problem angående bæremåden: Hvordan har man fået den på? Ringen er ganske vist åben - enderne når ikke sammen - men gabet er så snævert, at kun en lille pige ville være i stand til at få den omkring halsen. Den svære metalstang er ifølge sagens natur ret uelastisk, og skulle en voksen kvinde iklæde sig smykket, måtte hun vride enderne fra hinanden, hvad man ikke kan gøre ret mange gange uden at stykket knækker. (Fig. 6) Har ringe som denne virkelig været sat på børn, som derefter har måttet bære dem livet igennem, eller har de kun været brugt ved yderst sjældne lejligheder? Spørgsmålet gælder for resten ikke blot denne ring, men mange andre halssmykker, som kendes fra bronzealderen.

Kvindegenstandene er måske nok, rent kulturhistorisk, de mest. oplysende, men mandssagerne er sandelig ikke at foragte - det er, som netop nævnt, dem der står for dateringen. Økserne har naturligvis været skæftet, men kun bladene er kommet i jorden, andet var der simpelthen ikke plads til. De to store er såkaldte randøkser, den ene bærer præg af brug, den anden er uden en ridse; dette stykke har en svag tværvulst på midten til støtte for skaftet, der som vi ved fra andre fund - har været vinkelbøjet og slidset op til at modtage bladet. Den tredje økse er kortere, men det skyldes, at den i oldtiden er knækket på grund af en støbefejl, hvorefter man har slebet en ny nakke til, så den kunne bruges igen. (Fig. 7) Den afbrækkede nakkeende, som fundet også indeholder, kan meget vel være herfra; at den er kommet med, skyldes naturligvis, at bronze var en værdi i sig selv. Økserne hører klart hjemme i nordisk bronzealderkultur, de nærmeste paralleller er fra depotfund gjort i Nordjylland. Anderledes med mejslen, fundets fjortende og sidste stykke, som vi endnu mangler at omtale. Den er meget opskærpet og derved væsentligt forkortet, men dens såkaldt »knækkede« sidekanter henfører den sikkert til nordvesttysk kulturområde, som i Sydjylland blandes med det nordiske. Først i den følgende tid bliver dette fremmedindslag trængt ud. Mejslen udgør derfor et spændende kronologisk og kulturelt element blandt fundets genstande.

Som altid ved fund af denne art rejser der sig et spørgsmål: Hvorfor er et antal sager af utvivlsom værdi for ejerne gemt bort i jorden? Ja mulighederne er mange, men lad os se på de tre, der forekommer mest sandsynlige.

Tingene kan være ofret til en eller flere af bronzealderens guder. Her må det siges, at findestedet er atypisk. De fleste bronzealderfund, som med rimelig sikkerhed kan placeres i religiøs sammenhæng, er fra søer eller moser. De ydmyge fundomstændigheder synes heller ikke at rime med noget rituelt.

En omrejsende handelsmands depot? Han kan have følt sig truet - passagen gennem det nærliggende vadested var måske ikke farefri - men vejen, hvor fundet blev gjort, synes ikke, efter udgravningen at dømme, at være af gammel dato. Fundets sammensætning kunne ellers godt pege mod handelslivet. Det omfatter helt nye - eller i hvert fald meget lidt brugte - stykker, men samtidig udslidte og beskadigede eksemplarer, som kan være taget i bytte for nyt.

Sandsynligst er dog måske den tredje forklaring, nemlig at tingene er en families private skat, gemt af vejen i ufredstid. Herfor taler blandingen af mands- og kvindeudstyr. Den mandlige del, økserne og mejslen, kan udmærket have tilhørt én person, og den forskellige grad af nedslidning kan da forklares ved forskellig brug (krigerisk eller fredelig) eller ved brugstidens ulige længde. Den afbrudte nakkeende har haft værdi som bytteobjekt. Hvad kvindesagerne angår, svarer de meget godt til, hvad vi fra gravfundene ved, at en rig bronzealderdame kunne være udstyret med. Fundet i sin helhed virker som et familieanliggende.

For begge de to sidste forklaringer gælder, at tingene har været bestemt til at hentes igen, men at det af en eller anden grund aldrig er sket. Har man glemt, hvor sagerne lå, eller er ejerens død kommet hindrende i vejen? Hvis den sidste tolkning - familieskat - er rigtig, kan der med en vis sandsynlighed tænkes at ligge en boplads af samme alder i nærheden. Kommende undersøgelser vil blive koncentreret om denne mulighed, der er ekstra spændende, fordi området efter al sandsynlighed aldrig har været pløjet. Når vi i det foregående er gået lidt let hen over findestedets nøjagtige beliggenhed, er det på grund af disse forventninger. Ikke mere skattejagt her, om vi må be'!

Med sådanne klenodier bragt for dagen burde glæden være ublandet, men der er ikke så få dråber malurt i bægeret. Fundets videnskabelige værdi er hævet over diskussion, men den kunne have været væsentligt større, hvis det var blevet rigtigt behandlet af finderen, som han jo lige var blevet orienteret om i TV-udsendelsen. (Fig. 8) (Fig. 9) Han burde have standset arbejdet og alarmeret museet allerede efter fundet af halsringen eller senest, da han stødte på øksen og mejslen - og end ikke disse ting burde være taget op, men efterladt, som de lå i jorden. Trods forsyndelsen tilfalder der ham nu en danefædusør, som selv uden tillægget for udvist konduite, alene i kraft af metalværdien, bliver på et femcifret beløb - oven i købet skattefrit. Danefæloven (sidst revideret 1752) fastslår klart, at det er finderen, ikke grundejeren, der skal »nyde efter fundets værd fuldkommen betaling«. Dette har hidtil været almindeligt accepteret, hvad mangen grøftegraver har nydt godt af, men her kommer nu et nyt aspekt ind i billedet: Vor skattejæger havde ikke fået tilladelse til søgning med metaldetektor i området og slet ikke til at grave i jorden, så det kan ikke undre, om skovejeren føler sig en smule brøstholden. Er det ret og rimeligt, at man således helt åbenlyst kan drage væsentlig økonomisk fordel af en ulovlighed? Det spørgsmål bør nok - nu eller ved en senere lejlighed - underkastes juridisk prøvelse. En ajourføring af den efterhånden noget alderstegne danefæbestemmelse var måske heller ikke af vejen.

Nogle skattejægere har løst problemet ved simpelthen at leje retten til skattejagt, mens andre har truffet aftaler med lodsejeren om deling »i porten« af en eventuel danefædusør - begge metoder er naturligvis lovlige omend lidet ønskværdige set fra et fagarkæologisk synspunkt. Et redskab, der kunne være forskningen til stor nytte, er gennem misbrug blevet en fjende. Det samarbejde med skattejægerne, som blev foreslået i indledningen, kan sikkert afbøde en del af skaderne, men desværre kun en del.