Den gale sømand
Arkæologer hånes ofte for en overdreven tilbøjelighed til at tolke mærkelige genstande fra oldtiden som rekvisitter i religionens tjeneste. Noget er der måske nok om snakken, for patentløsningen gør jo ens uvidenhed acceptabel, ja den kan med gudernes sublime medvirken ligefrem tage sig flatterende ud. Det er meget menneskeligt, og så skal man iøvrigt ikke glemme, at forklaringen, selv om den måske er løst funderet, vel nok i mange tilfælde er rigtig.
Af Hans Jørgen Madsen
En anden slags jordfundne genstande, som kan bringe arkæologer til fortvivlelse, er dem, der virker så fremmedartede, at man kan tvivle på, de overhovedet tilhører Danmarkshistorien. Lad det være røbet, lavmælt i fortrolig tale, at man da undertiden griber til patentforklaring nr 2: den gale sømand. Her tænkes på den særlige galskab, der kaldes samlermani, og som, hvor den optræder hos farende folk, kan føre til hjembringelse af alskens mærkværdigheder. Nogle af dem kan ved tilfældighedernes spil være endt i jorden, og enkelte af dem igen kan blive fundet. Tilfældet er ekstremt, men dog tænkeligt.
Personligt har jeg bragt sømanden i anvendelse ved det her afbildede lerbæger, som for nogle år siden blev indleveret til Forhistorisk Museum. Det var fremkommet under grusgravning ved Mundelstrup vest for Århus, men iøvrigt uden nærmere fundoplysninger. Bægeret, der er ca 18 cm højt og fremstillet af groftmagret ler, har nærmest pokalform med elegante linjer og en fod, der er åben nedefra. Indvendig har det en sart lys farve, som om det aldrig har været brugt, og den brunlige yderside er blank og skinnende. Mest påfaldende er dog en gullighvid påmalet dekoration: tre rytterfigurer med to-tre understillede pletter og yderligere et antal pletter ordnet i lodrette rækker mellem figurerne.
Lerkar, der som dette er primitivt håndgjorte og brændt ved lav temperatur, kendes fra historisk tid i Danmark kun inden for jydepotternes familie, men Mundelstrup-bægeret savner såvel i materiale som i hele sin ydre fremtoning enhver lighed med dette jyske lertøj. Vi må altså søge bagud, i oldtiden, og her ville bægeret fremstillingsmæssigt passe bedre, men formen stiller sig noget i vejen (Fig. 1). I begyndelsen af yngre romertid optræder ganske vist nogle bægre med en tilsvarende nedefra åben fod, men overdelen er anderledes, mere skålagtig. Den alvorligste vanskelighed ligger dog i bemalingen.
Fig. 1. Mundelstrup-bægeret med udtegnet ryttermotiv.
Malet keramik fra Danmarks oldtid er om ikke ukendt så dog yderst sjælden. Bronzealderen byder på enkelte eksempler, men der kan vort bæger umuligt høre hjemme. I Sønderjylland har man fundet nogle få lerkar med de samme hvidlige pletter som Mundelstrup-bægeret; de stammer fra tiden lige efter Kristi fødsel, og dekorationen kan skyldes påvirkning fra sen-keltiske kulturområder i Mellemeuropa, hvor lignende ornamenter forekommer. Går vi lidt længere tilbage, til tiden lige før Kristi fødsel, møder vi motivet, rytterfiguren, på et par danske lerkar, dog ikke påmalet, men indprikket i overfladen (Fig. 2). Måske bør det også nævnes, at det omtrent samtidige keltiske sølvkar fra Gundestrup i Himmerland har rytterfigurer i sin udsmykning, endda et helt geled.
Fig. 2. Rytterfigur indprikket i lerkar. Kraghede, Vendsyssel.
Mundelstrup-bægerets malede motiver kunne måske tages til indtægt for en datering omkring Kristi fødsel, men ikke mindst formen taler derimod. Den gale sømand med hans »indianerkram« er beklageligvis stadig under mistanke, og i længden er han nu en trættende herre.
