Den forsømte kongegrav

At det blev jordet i Viborg, ikke i Ringsted, hvor Eriks forfædre hvilede, må skyldes stiftsstadens bekvemme beliggenhed kun få kilometer fra mordstedet. Viborg-domkirken blev kongelig gravkirke, men hvis nogen har håbet på en fortsættelse, er han blevet skuffet; end ikke Eriks dronning fik lov at hvile ved hans side. Viborg har kun denne ene kongegrav, men den hører til de interessanteste, især på grund af de gåder, der knytter sig til kongens voldsomme død.

Erik Klippings grav har været åbnet to gange, men ikke på en måde, der tilfredsstiller nutidige fordringer. Den sidste af undersøgelserne var ellers i gode hænder. Initiativtageren var Frederik 7., og arbejdet lededes af arkæologen Worsaae, der nogle år i forvejen havde undersøgt kongegravene i Ringsted og derom udsendt et pragtværk uden plet og lyde. Viborg-graven blev aldrig publiceret, ja end ikke en sammenhængende rapport foreligger der fra Worsaaes hånd. Denne kongegrav hører i højeste grad til de misrøgtede.

I disse år foretages der igen undersøgelser i og om Viborg domkirke, men de spændende resultater vil vi gemme til en anden gang. Om nogen genåbning af kongegraven bliver der næppe tale - den ville nok heller ikke give større udbytte - men det synes rimeligt, nu da anledningen er der, at samle, hvad der kan findes af spredte oplysninger om de ældre undersøgelser. Også de bevarede genstande fra graven er blevet hentet frem af gemmerne til fornyet studium.

Som bekendt er Viborg-domkirken en af de meget få danske kirker, der har krypt: et overhvælvet kælderrum under koret. Kongegraven blev anlagt i korgulvet, oven over kryptens hvælvinger, men pladsforholdene her var trange, så en muret forhøjning over gulvniveau har været påtrængende nødvendig. I 1500-årene brændte kirken, men det vides ikke, om graven ved den lejlighed led skade. Det er muligt, for 1638 forsynedes den med en ny overdækning, en gravplade af træ med udskæringer, kendt fra hele to tegninger, hvoraf den ene dog muligvis er en kopi af den anden. Oprindelig har graven ligget foran alteret, men dette blev senere rykket frem i korbuen, hvorved det lagde kongen bag sig. 1708 besluttedes det at afskille en del af det nu lidt overflødiggjorte kor til landemodesal; det krævede opførelse af en væg, og her kom kongegraven i vejen. Ligefrem at sløjfe det fyrstelige hvilested vovede man dog ikke, men problemet løstes ved at bygge en ny grav et par meter længere mod vest, altså nærmere alteret, og flytte indholdet af den gamle derover. Om den med flytningen forbundne undersøgelse foreligger en kortfattet trykt beretning af Erik Pontoppidan, men uden i øvrigt at forklejne denne meget fortjenstfulde mand kan man vist sige, at nøjagtighed ikke var hans stærke side. Heldigvis opgiver han sin kilde: præsten Christiern Erichsens optegnelser, som stadig eksisterer og opbevares på Det kongelige Bibliotek. Dette vigtige aktstykke er da nu blevet hentet frem og tydet af arkivar Henning Paulsen. Indholdet gengives her i uddrag:

Indledningsvis beskriver Erichsen det førnævnte gravtræ fra 1638 som en træramme, hvori er »udhuggen en jagt med mynder og dyr i løvværk og midt på bogstavet E med en krone på« - altså netop som vi kender det fra de bevarede tegninger. Om selve den murede grav siger han, at den er »ej større, end kisten derudi kan stå. Kisten er af træ, og uden om samme trækiste findes en anden kiste af bly«. (Fig. 2). I kisten, som var »ganske fuld af sten og grus«, fandtes kongens »hovedben«, og det oplyses, at »mange små trekantede og runde huller og blessyrer på det hele ben fandtes, lige som det kunne have været gjort enten med stridshamre eller pigge af morgenstjerne«. Endvidere fandtes kongens skosåler (men åbenbart intet af selve skoene) samt hans sværd »så bred som tre fingre, klingen syv kvarter lang, og var der en krydse på fæstet og en stor knap af en materie, lige som det kunne have været fin messing eller zink«. Og endelig nævnes »en æske af sølv, hvorudi uden tvivl hostien var lagt af munkene --. Uden omkring denne æske stod en rythmus, som var læselig nok: Panis adest veræ donans sponsalia vitæ (Her er brødet, som giver løfte om det sande liv)«. På selve flytningen ofrer Erichsen ikke mange ord, vi får således ikke at vide, om gravgodset kom på museum eller fulgte skelettet i den nye grav, men det sidste har formodentlig været tilfældet. Også låget - gravtræet - er vel uden videre flyttet over. Der ses ingen grund til, at man skulle have fornyet det.

1726 hærgedes Viborg på ny af ildebrand, som foruden en stor del af byen også lagde domkirken i ruiner. Begge dele blev genopført, men mange skader var naturligvis uoprettelige. Det gamle gravtræ fra 1638 må være brændt, i hvert fald vides det, at graven ved denne lejlighed fik nyt låg, sort med fire forgyldte kroner og et af Viborg-bispen Johannes Trellund forfattet latinsk vers, i oversættelse sålydende:

Dig, hvem skændige gerning
i Finderup nedslog med stålet,
Viborgs rædsomme brand
grumt forvandled' til støv.
Dog for at ikke med dankongen
graven, som brændte, skal svinde,
træ og den murede sten
Erik skal gemme dit navn.

Her får vi altså at vide, hvad der blev af gravens indhold. Kongens hovedskal, sværdet, skosålerne og sølvæsken må være blevet ødelagt ved branden og resterne fejet ud under oprydningen. Ved næste undersøgelse - den af Worsaae ledede i 1863 - fik man syn for sagn. Graven var tom.

(Fig. 3).

Vi er fremme ved den bekendte sørgelige restaurering eller rettere fornyelse af kirken. Den efter branden 1726 genopførte bygning var hurtigt gået i forfald, og i stedet for at lappe på det gamle valgte man at bygge nyt, ved hvilken lejlighed kongegraven igen kom i søgelyset. Da rummet under dækpladen viste sig tomt, lod man gulvet opbryde for at finde spor af den oprindelige grav. Den beklagelige mangel på rapporter fra denne undersøgelse henviser os til tvivlsomme kilder som breve og avisudklip. Et par udmærkede tegninger fremstillet af arkæologen Jacob Kornerup foreligger dog, og fra samme har vi en kort trykt beskrivelse. Et billede lader sig på dette grundlag sammenstykke.

Det gamle gravsted fandtes, hvor det ifølge Erichsen skulle være, nemlig tæt øst for det nye. Bunden af den murede kasse, der som nævnt har hævet sig over korgulvet, lå kun et spadestik dybt, af den oprindelige mur var de to nederste skifter bevaret. Formen var langstrakt firkantet, som venteligt for en grav, men mærkelig nok var der ved den ene ende (hovedenden) afskilt et mindre rum. Af den blyklædte trækiste, som omtales i den gamle beretning, opsamledes rester, men Worsaae og hans folk kom til det resultat, at blyet har dannet en foring, ikke en udvendig beklædning, som Erichsen fortæller. Mod forventning fandtes adskillige småting, som var overset ved flytningen 1708. Af skelettet således en del stumper og tænder. Af dragten flere stykker silketøj og nogle kunstfærdigt udskårne læderlapper, som kan være sidestykker til sko (jævnfør den gamle beretnings »skosåler«). Endvidere dupskoen til en sværdskede, et stykke jern, der af udgraverne opfattedes som sværdets parérstang, et stykke forgyldt metal, som kan have hørt til den i 1708 omtalte æske, en mønt og »en liden grøn signetsten« med udskåret motiv. Efter omstændighederne et meget tilfredsstillende udbytte, som næsten kun kan forklares ved, at bunden af den møre trækiste ved flytningen er blevet stående tilbage.

En del af fundene fra 1863 blev efter endt undersøgelse udstillet i et skab i kirken. Her lå de i en årrække, men bortset fra knoglerne ér de nu alle havnet på Nationalmuseet. Noget har kunnet frasorteres som tilfældig indblanding - således mønten, der er fra Erik af Pommerns tid og altså for ung til at høre med - men det resterende har uden tvivl tilhørt Erik Klipping. Om de nye undersøgelser af genstandene er der fortalt i billedteksterne.

(Fig. 4). (Fig. 5).
(Fig. 6).

(Fig. 7)
(Fig. 8).
(Fig. 9).
(Fig. 10).

Vi har nu fremlagt, så godt det lader sig gøre, hvad vi ved om denne mishandlede kongegrav, og skal prøve at gøre resultatet op. Om kongens dødsmåde fortæller de »trekantede og runde huller og blessyrer« i det nu forsvundne kranium, for det kan vel næppe fejle, at de skyldes mordernes våben. Også sølvæsken med indskriften »Her er brødet --« melder om brat død; den har uden tvivl indeholdt oblaten, som kongen gik glip af i sin dødsstund. Det mishandlede lig iklædt en silkedragt, med sko på fødderne og muligvis ring på fingeren (signetstenen) er blevet lagt i en blybeklædt trækiste. Også kongens sværd er kommet med. Det hele nedsænkedes i den til lejligheden opmurede grav, og et låg, muligvis af træ, lagdes over. Hvad der videre skete hin dag, da Viborg fik sin kongegrav, fortæller fundene intet om. Kannikernes sang, røgelsesskyernes bølgen under hvælvingerne, borgernes forundring over det brogede skue - alt det må overlades til fantasien.

Var Erik Klipping død en naturlig død, ville han, som nævnt i indledningen, sikkert være blevet gravsat i Ringsted, hvor hans forfædre hvilede, og hvor også hans søn og efterfølger fik sin plads. Ringsted-kongegravene er os velkendte fra bl.a. Worsaaes undersøgelser, så det vil være rimeligt at efterprøve, hvordan Viborg-graven passer ind mellem dem. De murede gravrum var i den tidlige middelalder nærmest kropsformede, indsnævrende mod fødderne og med en niche til hovedet, men denne form blev efterhånden forladt - Erik Plovpennings grav er således uden hovedniche - så det rektangulære gravsted, vi møder i Viborg, kan ikke forbavse nogen. Også blykisten, som optræder i de ældre Ringsted-grave, gik efterhånden af mode; i Viborg finder vi den bevaret som en beklædning på trækisten. Et træk, der peger fremad, er sværdet; at medgive våben i kristne stormandsgrave blev først almindeligt efter Erik Klippings tid. Helt uforstående står vi over for det mærkelige enderum i murkassen. Kan man have forberedt en relikviekult ved graven - måske med henblik på at få den myrdede konge kåret som helgen? Tilsvarende planer havde man haft med Erik Plovpenning, der 36 år tidligere led døden for morderhånd. De blev aldrig realiseret, men også hans grav frembyder afvigende træk, dog af anden art.

De sørgelige rester af Erik Klippings skelet skulle, efter at udstillingen i kirken var opgivet, have været nedlagt i graven, men da den vanskeligt lod sig åbne, valgte man at anbringe dem under to gulvfliser for enden af den stenplade, som nu dækker kongens oprindelige hvilested. Pladen har Frederik 7. ansvaret for. På den findes - som på forgængeren, biskop Trellunds gravplade - en latinsk indskrift. I oversættelse: Her ligger Danmarks konge Erik, Kristoffers søn, som døde i det Herrens år 1286.

Men det gør han altså ikke.

(Fig. 11).

Fotos: Lennart Larsen