Den falske dronning

Hun var som 15-årig blevet viet til Christian 7., men samlivet havde aldrig været harmonisk og udviklede sig med årene i stedse mere anspændt retning. Kongens ustabile psyke gav ikke grundlag for ægteskabelig lykke. I stedet havde den unge og livsglade dronning søgt varme og trøst hos Struensee, og det kom hende dyrt at stå. Behandle hende som ham kunne man af gode grunde ikke; hun var trods alt Danmarks lovformelige dronning og den engelske kong George 3.s søster. Men noget måtte der ske. Hun blev skilt fra kongen og deporteret til broderens tyske besiddelser. Her døde hun tre år senere, kun 24 år gammel.

En halv snes år senere opstod i Danmark det rygte, at Caroline Mathilde slet ikke var død, men levede, omend ikke i bedste velgående. En kvinde var i Fåborg blevet arresteret for betleri, hun kom for retten, blev idømt ét års tugthusarbejde og sendt til Odense for at afsone straffen. Under fængselsopholdet afslørede hun imidlertid sin »sande« identitet: hun var Caroline Mathilde, Danmarks tidligere dronning. Hendes overbevisningsevne må have været betydelig, historien spredtes, og snart vidste det halve Fyn, hvem der sad fængslet i Odense.

Blandt dem, der tidligst fæstede lid til skrønen, var to Odense-kvinder, jomfru Scharff og hendes broderdatter. De må på en eller anden måde være kommet til rette med fængselspersonalet, i hvert fald indfandt de sig daglig hos fangen, hvor de fungerede som en slags hofdamer. Blandt andet tog de sig af hendes korrespondance, der omfattede flere breve til hoffet med fremstilling af hendes skæbne; her omtaltes kongen som »min elskede gemal« og kronprinsen som »min søn«. Formodentlig tilskyndet af fangen drog en lille delegation ledet af jomfru Scharff til København, hvor den foran Frederiksberg slot afventede kronprinsens morgenridt og havde held til at trykke ham »moderens« bønskrift i hånden. Det medførte dog ingen reaktion, så selskabet vendte skuffet hjem.

En anden borger i Odense, Frederik Schultz, som rejste til København i samme ærinde, havde - hvis man tør tro ham - bedre held; han påstod at have talt med kronprinsen, som meget interesseret havde påhørt hans beretning. Han og andre odenseanere søgte gennem bønskrifter udvirket, at »deres gamle landsmoder« i det mindste fik mulighed for på standsmæssig vis at vende tilbage til sit engelske fødeland - ja tilbød oven i købet at skaffe pengene dertil. En underskriftindsamling sattes i gang, men den blev stoppet af en kroholder, som fandt initiativet farligt.

Dagligt indfandt folk sig ved tugthuset med mad, tøj og penge til den fornemme fange. En bonde fra Hindsholm, Christen Mortensen, skal i den grad have været overbevist om kvindens kongelige byrd, at han forstrakte hende med flere hundrede rigsdaler, så hun kunne fremtræde velfriseret og passende klædt.

Bevæget af medlidenhed ansøgte en lokal prokurator, Bagger, om »dronningens« løsladelse, idet han tilbød at sørge for hendes underhold og føre behørigt tilsyn. Bemærkelsesværdigt nok blev ansøgningen imødekommet, og under stor sammenstimlen indfandt Bagger sig i egen karet ved tugthuset for på standsmæssig vis at afhente majestæten. Opholdet hos prokuratorfamilien forløb dog ikke heldigt; eksdronningen var misfornøjet med det stille liv og skændtes idelig med husets børn. Efter få uger forlod hun sin beskytters hjem, skiftede opholdssted nogle gange, men blev så efter myndighedernes beslutning atter indsat i tugthuset (Fig.1, Fig. 2).

Sommeren 1785 indberettede stiftamtmanden i Odense, under indtryk af postyret i byen, sagen om den foregivne dronning til kronprinsen, der som følge af Christian 7.s sindssyge varetog landets styre. Den syttenårige regent beordrede nedsat en kommission, som ikke blot skulle tilbagevise, at kvinden var Caroline Mathilde, men tillige finde frem til hendes sande identitet. Mens sagen stod på, skulle al opmærksomhed omkring fangen begrænses mest muligt. Hun flyttedes til skrappere opsyn i Odense Rådhusarrest, uvedkommende blev forment adgang og postbesørgelsen standset.

De to landsdommere, der ledede undersøgelsen, kunne uden vanskelighed bevise, at kvinden ikke var den, hun udgav sig for. Hun kunne hverken tale eller skrive engelsk (det sprog, som skulle være hendes modersmål), og vidner, der havde truffet dronningen, frakendte hende enhver lighed med denne. På spørgsmål om den kongelige familie, samlivet med den danske konge og hendes senere forvisning til den tyske by Celle svarede hun ufuldstændigt eller direkte forkert. Alligevel fastholdt kvinden sin kongelige herkomst med »stor forhærdelse og halsstarrighed«, hvilket fik kommissionen til at beordre fornuft banket ind i hende. Hun fik fire, så seks og siden otte slag med tampen.

Den anden side af opgaven, opklaringen af kvindens virkelige identitet, voldte kommissionen større vanskelighed - her var aldeles ingen hjælp at hente hos fangen. Ganske uventet kom imidlertid en tilrejsende skræddersvend til undsætning. Han genkendte kvinden som Bodil Sørensdatter, født 1756 i Lintrup ved Ribe, så nu havde man i hvert fald et udgangspunkt. Gradvis fik man afdækket hendes færden. Hun havde skaffet sig til livets ophold ved tyveri, bedrageri og prostitution under hyppig brug af falske navne. Ideen med at udgive sig for Caroline Mathilde syntes hun at have fået fra en tilbeder, en sergent, som mente at kunne se en vis lighed mellem hende og dronningen i »korpus og lineament«.

Efter ni måneders arbejde med sagen kunne kommissionen afsige kendelse. Forseelser af den art var ikke forudset i Christian 5.s Danske Lov, men »en forbrydelse mod den underdanige ærefrygt, enhver undersåt skylder det kongelige hus« var selvsagt meget strafværdig. Dommen lød på kagstrygning og arbejde på livstid i Københavns Spindehus. Forelagt kongen - og det vil altså i praksis sige kronprinsen - til stadfæstelse blev kendelsen dog mildnet: den offentlige piskning bortfaldt, og fængselsstraffen kunne afsones under mindre barske omstændigheder i Møns Tugthus. Begrundelsen var, at den dømte næppe kunne formodes at have fornuftens fulde brug.

Bodil Sørensdatters overflytning til Møn formede sig nærmest som et triumftog - retssagen havde ikke overbevist hendes tilhængere. Med Scharff-frøknerne i spidsen mødte en lille skare op til en højtidelig afsked, og på turen over Fyn tiltalte bønderne hende fortsat »Deres Nåde«. Godt beskænket ankom hun til Nyborg, men der sluttede festen. »For at forebygge opløb af almuefolk, når hun skulle være ført til lands gennem Sjælland«, lod man resten af transporten ske pr skib.

Opholdet i Møns Tugthus bekom ikke Bodil Sørensdatter vel; hun var, fremgår det af fængselsrapporterne, urolig og klagede over maden. Et flugtforsøg sammen med et par andre fanger endte efter kun én dag på fri fod. Vinteren 1805 undveg hun atter, prøvede at komme over til Sjælland, men faldt gennem isen og druknede.

Bodil Sørensdatters skæbne blev ufortjent hård - i virkeligheden var hun jo en forholdsvis harmløs plattenslager. Hun ville slå mønt af de følelsesladede minder om dronningen, men gik for vidt. Man levede under enevælden, og selv om myndighederne muligvis har kunnet se det komiske i sagen, var de nødt til at behandle den med største alvor: protokollen om kommissionsundersøgelsen fylder mere end 600 sirligt håndskrevne ark. Den skindindbundne bog forsvandt og blev i mange år anset for tabt, men 1898 dukkede den uventet op på en auktion i Kolding. Siden har det fynske landsarkiv haft den i sikker forvaring.