Den engelske sved

Navnlig i middelalderen, men også senere, bredte pest, kopper og kolera sig voldsomt og medførte stor dødelighed. Hertil kom de mere kronisk forløbende smitsomme sygdomme som tuberkulose, spedalskhed og malaria. Først ved midten af forrige århundrede med begyndende kendskab til de forskellige slags bakterier og virusformer, der udgør smitstoffet, blev det muligt at bekæmpe epidemier med effektive midler. Gennem forebyggende vaccinationer har man nu trængt de fleste af disse sygdomme tilbage. Herhjemme er for eksempel difteri, der skyldes bakterier, og polio, der er en virussygdom, praktisk talt udryddet, mens man på verdensbasis har taget brodden af den før så frygtede koppepest. Bedre behandlingsmidler og gode hygiejniske forhold kan mildne og afgrænse epidemier, hvis de alligevel opstår. Tidligere kunne man ikke gøre meget andet end at isolere de syge.

Det er imidlertid interessant at konstatere, at selv en meget farlig, ofte dødbringende, sygdom af infektionskarakter kan forsvinde spontant, uden at man har formået at foretage sig noget fornuftigt skridt imod den. Dette gælder en lidelse, der går under navnet den engelske sved - sudor anglicus - som kun er kendt af få mennesker, selv blandt læger. Den har ellers hærget flere gange, og på et tidspunkt grebet ind i verdenshistorien.

Inden for mindre end et århundrede - fra 1485 til 1551 - optrådte sygdommen i fem perioder. Den begyndte hver gang i England, deraf navnet, og kun ved den fjerde epidemi i 1528 overskred den dette lands grænser og bredte sig ud over Europa. Sygdommen kom altid pludseligt og voldsomt, sædvanligvis dog efter et ganske kort forstadium af almindeligt ildebefindende. Hjerte- og pulsaktionen øgedes, og patienten fik formentlig feber (termometret var endnu ikke opfundet), mens en voldsom og stærkt ildelugtende sved, karakteristisk for sygdommen, sprang frem af alle porer. Ansigt, øjenlåg, læber, hænder og fødder svulmede ofte op, der optrådte hovedpine, delirier, næsten uovervindelig søvntrang, angst, åndenød og blåfarvning. Tilstanden varede, hvis man ikke ret omgående døde, 15-24 timer. Afgørelsen indtrådte således hurtigt. 8-14 dage senere var de, der overlevede den første periode, atter raske, men ikke sjældent kunne der optræde tilbagefald. Svedsoten skånede ingen aldersklasse, intet køn og ingen stand. Mænd i deres bedste alder blev dog oftest og heftigst angrebet, børn og oldinge sjældnere. Kraftige og fuldblodede personer, navnlig frådsere og drankere var særligt udsatte.

Diagnosen var, når en epidemi først var indtrådt, ikke svær at stille på grund af det karakteristiske forløb og den typiske, ildelugtende sved. Alligevel kunne nogen egentlig lægelig behandling slet ikke komme på tale. Der var alt for få læger til rådighed - ikke mindst på grund af lidelsens udbredelse og eksplosionsagtige karakter - og man savnede forståelse for sygdommens natur. Da man mente, det gjaldt om at undgå afkøling af de angrebne, var den almindelige behandling øjeblikkeligt sengeleje, ofte med alt tøjet på og under store dyner. Dernæst ansås det for vigtigt at holde patienterne vågne; de burde intet spise, hvad de næppe heller har følt trang til, og helst intet drikke, skønt de i høj grad havde lyst.

Den første epidemi begyndte i England kort efter slaget ved Bosworth august 1485. En vis Henrik, senere kendt som Henrik 7., landede i Wales med en meget broget sammensat hær og overvandt Englands konge Richard 3., hvorved der blev sat en stopper for den trediveårige blodige borgerkrig, den såkaldte Rosekrig. Men endnu før sejren kunne fejres tilbørligt med kroningen af Henrik, udbrød sygdommen i London med en voldsomhed, der gjorde det nødvendigt at udsætte festlighederne. Efter angivelserne døde 15.000 pludseligt, mange mens de gik på gaden, og en lang række kendte personer, deriblandt flere borgmestre og rådsmænd, var blandt ofrene. Også andre dele af England blev angrebet, mens Skotland og Irland gik fri.

Det næste udbrud af sygdommen startede sammesteds. Det var om sommeren godt en snes år senere, men i mellemtiden havde der huseret en pestepidemi, der krævede ikke mindre end 30.000 ofre alene i London. Til gengæld var sygdommen denne gang mildere. Som før holdt den sig inden for Englands grænser og svandt hen på efteråret. Kongen forlod dog London og drog rundt i landet for at undgå smitten.

Mindre end ti år gik før sygdommens tredje fremstød, atter med London som udgangspunkt. Denne gang har vi adskillige oplysninger om den, således gennem breve fra den store humanist Erasmus, fra statsmanden Thomas More og andre betydende personer (Fig. 1). Kardinal Wolsey var angrebet, men kom sig. Derimod døde i Oxford i løbet af en uge 400 studenter og videnskabsmænd. Epidemien varede til midt i december.

En halv snes år senere var det galt igen. Den fjerde sved-epidemi udbrød meget pludseligt og voldsomt i 1528, som de forrige i Englands hovedstad (Fig. 2, Fig. 3). Måske har de tidligere angreb skabt en vis modstandskraft, for skønt 40.000 af storbyens indbyggere ramtes af sygdommen, nævnes der kun 2000 døde. Henrik 8. fulgte dog sin fars eksempel og flygtede fra sted til sted for smitten. Han var på det tidspunkt stærkt interesseret i Anna Boleyn, som svedsygen nu skilte ham fra, mens han måtte se sine venner dø rundt om sig. Både Anna, hendes fader og den livlæge, kongen sendte dem, blev smittet, men alle tre kom sig. Skotland og Irland slap med skrækken, men ellers bredte soten sig denne gang over hele Nordeuropa, hvor den vakte ikke så lidt opstandelse, som det fremgår af de mange skriverier om den.

Hamburg måtte først holde for. Her slog sygdommen ned det følgende år, ganske uventet, og i løbet af de tre uger, den huserede, døde mellem et og to tusinde mennesker, ofte 40-60 om dagen. Lübeck og Bremen var de næste byer, den hjemsøgte, og snart var det galt over det meste af Tyskland. Den optrådte med vekslende styrke, en del steder ret mildt, som for eksempel i Wittenberg, hvor Luther omtaler den i to breve. Fra Sydtyskland vandrede epidemien mod Wien, og her fik den en ganske særlig betydning. Byen var på det tidspunkt indesluttet af Soliman den Prægtiges tyrkiske hær, men sygdommen hærgede blandt tropperne, og det var utvivlsomt medvirkende til, at belejringen blev opgivet. Ganske vist underlagde tyrkerne sig Ungarn, men deres fremrykning mod nord og vest var standset. Anderledes med svedsoten. Øststaterne og Finland blev angrebet foruden Skandinavien og allersidst Schweiz. Dog krydsede den ikke Alperne. Sydeuropa gik fri.

Til Skandinavien kom smitten efteråret 1529, i slutningen af Frederik 1.s regeringstid. Det var i de urolige år efter Kristian 2.s fald, da den gamle katolske tro tørnede sammen med den ny lutherske lære. Der var stridigheder og begivenheder nok til at optage sindene mange år frem. Heller ikke sygdommen glemtes så snart. Arild Huitfeldt husker den, da han ved århundredets slutning skriver Frederik l.s Historie og beretter, at på Sankt Mikkelsdag den 29. september døde alene i København 400 mennesker. Statholderen Anders Bille og flere Gyldenstjerner var angrebet, men kom sig. Der var på det tidspunkt kun få læger i Danmark. Man hjalp sig i udstrakt grad med husråd eller tog sin tilflugt til lægebøger - der ikke altid var skrevet af læger. Det første trykte medicinske værk på dansk udkom i forbindelse med sygdommen. Det angives at være forfattet af reformationsforkæmperen, biskop Jørgen Sadolin og henvender sig til »alle dem som af Guds hævn falder i den ny forfærdelige plage, som kaldes svedsygen«. Rimeligvis er det en oversættelse af et af de mange tyske skrifter, der udkom samme år.

Også i vore nordlige nabolande var sygdommen hård. I Sydnorge hærgede den så slemt, at man måtte indkalde arbejdsfolk fra Færøerne. I Sverige nævnes kongens broder, Magnus Erikson til Ridboholm, mellem ofrene, men foruden ham døde mange tusinde unavngivne.

Sidste gang, vi hører om den engelske sved, er midt i 1500-tallet, igen i England og udelukkende her. Den varede kort, kun ca tre uger, men dødeligheden var stor. En meget ejendommelig og farlig lidelse fik dermed sin afslutning. Ganske vist hærgede så sent som 1802 en svedfebersygdom i den lille tyske by Röttingen nær Würzburg. Den optrådte akut og forsvandt igen efter ti dages forløb. 84 personer døde - meget for så lille en by. Symptomerne for de to lidelser var dog trods alt så forskellige, at de næppe har noget med hinanden at gøre.

Man har naturligvis interesseret sig meget for svedsygdommens natur. Var det en direkte bakterieinfektion, en forgiftning gennem drikke- og madvarer eller hvad? De fleste er tilbøjelige til at tro, det har drejet sig om en smitsom virussygdom. Efter 425 års dvale er det ikke meget sandsynligt, at sygdommen vil blusse op igen, så der bliver - heldigvis - næppe lejlighed til at afgøre spørgsmålet gennem selvsyn.

Lit: Dansk medicin-historisk årbog 1973.