Den der kommer allersidst

Da spanierne i slutningen af middelalderen kom til Amerika, traf de på øerne i Vestindien en folkegruppe, hos hvem menneskeæderi var almindeligt, cariberne kaldtes de. Caribe blev på spansk til Canibal, og benævnelsen tog farve efter det, der hos disse mennesker især havde gjort indtryk på europæerne. Senere, da erobrerne trængte frem i Sydamerika, stødte de på kannibalisme flere steder, og hos aztekerne i Meksiko fandt de den forbundet med menneskeofring i stor målestok. Andetsteds i verden har andre opdagelsesrejsende gjort tilsvarende iagttagelser, og resultatet er blevet, at menneskeæderi for os er kommet til at stå som noget fjernt, noget vi forbinder med egne som Ildlandet, Ny Guinea og vel især det mørke Afrika. Men fænomenet er mere udbredt end som så - og mere jo længere vi går tilbage i tiden. Også Europa har haft sine kannibaler.

Bevæggrundene bag kannibalismen har været forskellige, men to kan især fremhæves: trang og religiøse forestillinger. At mennesker i nødsituationer kan drives så vidt, at de forgriber sig på hinanden, er beklageligt, men dog til at forstå, og det er noget, der ikke blot hører fortiden til. For nogle få år siden kunne man i pressen læse, hvordan de overlevende passagerer fra et fly, der var styrtet ned i Andesbjergenes sne og i ti uger var afsondret fra omverdenen, for at klare sig måtte leve af deres omkomne rejsefæller. Tilsvarende findes rapporter om kannibalisme i anden verdenskrigs berygtede koncentrationslejre.

Når sådant kan hænde i vor tid og blandt højt civiliserede mennesker, hvor meget lettere da ikke hos primitive folkeslag, hvor sulten lurede bag om hjørnet! I rejseskildringer fra 1800-årene hører vi - ofte med gruelige detaljer - hvordan man i nødsituationer aflivede og fortærede medlemmer af sin egen stamme og da naturligvis gerne de mest »unyttige munde«. Under store krigskatastrofer har man ligefrem jaget og dræbt mennesker for at æde dem, dog sådan at det her drejede sig om fremmede, »fjender« - hvis det er nogen formildende omstændighed. Sligt kunne passere hvor som helst krigens hærgen truede folk med sultedøden. I Trediveårskrigens hungerplagede Tyskland og Frankrig bjærgede adskillige livet på denne måde, og Napoleons tropper måtte under tilbagetoget efter mødet med den russiske vinter gribe til samme udvej - ja, elendigheden var så stor, at man opgav at skelne mellem ven og fjende.

En situation af denne art var i begyndelsen af 1200-årene opstået hos det gamle kulturfolk ægypterne. De havde under en voldsom hungersnød ernæret sig af mennesker i tusindvis og åbenbart fået smag for det, så da tiderne bedredes kneb det at aflægge uvanen, der måtte bekæmpes med strenge straffe. Heller ikke dette er enestående, hos mange stammefolk indgik menneskekød i ernæringen på linje med en hvilken som helst anden føde - måske anset for lidt mere velsmagende end en almindelig dyresteg og derfor værd en systematisk jagt. Forklaringen kunne være almindelig kødmangel med deraf følgende trang til protein i den daglige kost, men den dækker næppe alle tilfældene. Cook og andre tidlige opdagelsesrejsende i det sydlige Stillehav påpegede, at svineavl mange steder var almindelig, men at de firbenede hos befolkningen ikke kunne konkurrere i gunst med de tobenede »langgrise«.

I denne forbindelse melder sig det interessante spørgsmål om de medicinske virkninger af regelmæssig kannibalisme (Fig. 1). Kan der være nogen fare forbundet med til stadighed at indtage egne celler, egne aminosyrer og egne enzymer? Dyr af højere arter undgår stort set artsbeslægtede som føde - selvom det sker, at for eksempel chimpanser jager og æder mindre aber. Kan forklaringen være en nedarvet erfaring om de dermed forbundne farer, en erfaring, som den forholdsvis unge art Homo endnu ikke er nået til? Nogle iagttagelser fra Ny Guinea er tankevækkende i så henseende. En langsomt forløbende nervesygdom, der så godt som altid endte med døden, var tidligere meget almindelig her (Fig. 2). Det var karakteristisk, at den ramte de grupper af befolkningen, som under kannibalfesterne gjorde sig til gode med hjernen. Men siden 1950'erne, da kannibalismen på det nærmeste er ophørt, er nervelidelsen på tilbagetog.

Det ser altså ud til, at kannibalisme kan medføre sygdom, men også det omvendte kan være tilfældet, og det virker mere uhyggeligt, nemlig at menneskeæderiet er sygeligt betinget. Et par oplagte tilfælde kendes fra 1920'ernes Tyskland. Af de to implicerede - begge med tilknytning til slagterfaget - havde den ene specialiseret sig i unge mænd, mens den anden foretrak unge piger ved godt huld.

Af en helt anden art er den religiøse kannibalisme, der i reglen er forbundet med offer. Man bringer guddommen liv som gave for at styrke dennes egen livskraft. Derved binder man guden til sig og får selv del i offeret. Højst skattede mennesket sit eget liv, og menneskeoffer har derfor altid været det fornemste, det sjældneste. Ved bodgøring eller frugtbarhedsoffer var det ikke absolut nødvendigt rent korporligt at dele offeret med guden, men ønskede man at få del i dennes egenskaber, fik man det gennem det sakrale måltid. Vi har det symbolsk i den kristne nadver, en sammensmeltning af bod og fællesskab.

Gravoffer krævede ikke så helt sjældent menneskeliv, og de dræbte kunne indgå i gravmåltidet (Fig. 3). Hos mange folkegrupper har det iøvrigt været skik, at dele af den afdøde selv blev indtaget ved denne lejlighed, men nydelsen var i reglen forbeholdt den nærmeste familie (Fig. 4). Denne særlige form for kannibalisme, der sikkert har været mere udbredt, end vi umiddelbart forestiller os, står i forbindelse med begrebet mana, som vi skal se på i det følgende.

Et menneskes karakter og visse af dets egenskaber hørte, mente man, sammen med bestemte kropsdele, ved at fortære disse kunne man få del i dets personlighed og mana (hellige kraft). Denne tro fik krigeren til at kaste sig over sin tapre, slagne fjende, hvad enten det nu var dennes hjerne, det venstre øje eller blodet, der attråedes. Vi kender det i tillempet form i blodforbund. Blodet anses for bærer af livet, derfor skaber blodblanding et særligt samhør. Oprindelig har man direkte drukket hinandens blod. De samme tanker ligger bag gravmåltidet, det var et forsøg på at fremme slægtens sammenhold og bevare dens kraft gennem generationerne (Fig. 5). Vi har lettere ved at forsone os med ideen i de tilfælde, hvor man nok anvender dele af den dødes krop i magisk øjemed, men uden direkte at indtage dem. Hertil kan man formentlig regne visse afarter af relikviedyrkelsen.

Endelig er der en form for kannibalisme, man er tilbøjelig til at glemme, skønt den meget vel kan være praktiseret af vore oldeforældre. Der tænkes her på den medicinske, hvor dele af menneskekroppen anvendes i lægemidler til indvortes brug.

Kannibalisme forekommer os den mest modbydelige af alle spisevaner, dyrisk fristes man til at sige, men den beskrivelse er nu ikke så heldig, for vi har jo netop noteret os, at det kun er lejlighedsvis, dyr af højere former fortærer deres artsbeslægtede, hvorimod mennesker regelmæssigt og med forsæt har dræbt deres stammefrænder i kulinarisk øjemed. Menneskeæderi har efter alt at dømme været praktiseret i både forhistoriske og tidlighistoriske kulturer. Lad os se lidt nærmere på det arkæologiske materiale med hovedvægten på vor egen del af verden.

Når det gælder allerældste stenalder, må vi nødvendigvis ud over Skandinaviens grænser. Både Peking-mennesket i Asien og Tautavelmanden fra Vesteuropa har levet med risiko for at blive slagtet og ædt af deres samtidige. Begge disse kulturer ligger hundreder af tusinder år tilbage i tiden, og det er tvivlsomt, hvor langt man var nået i kogekunsten, men man forstod i det mindste at omgås ilden, et gigantisk ildsted i en af Pekingmenneskets huler havde efterladt et seks meter højt askelag. Senere europæiske hulefund tyder ikke på, at man i mellemtiden var blevet vegetarer. I den såkaldte »kannibalhule« ved Krapina i Jugoslavien fandt man i kulturlaget vidnesbyrd om kannibalisme hos de neandertalmennesker, som holdt til dér. Skikken fortsatte hos sidste istids bisonjægere, der i hvert fald, at dømme efter de franske og spanske hulemalerier, næppe har lidt af kødmangel. Men vi kan ikke ud fra fundomstændighederne slutte os til de motiver, der ligger bag (Fig. 6).

Vi er nu nået så langt op i tiden, at isen er på tilbagetog i Skandinavien. Jægerne rykker frem over tundraen fulgt af skoven med dens frodighed af vildt og planter. Fra denne periode har vi et par bopladser, hvor nogle menneskeben mellem køkkenaffaldet viser slagmærker og ridser, der tyder på, at muskulaturen med vold er skilt fra benet (Fig. 7). Det ser jo lidt mistænkeligt ud, men først en noget yngre køkkenmødding, stadig fra jægertiden, leverede det endelige bevis. Her - ved Dyrholmen på Djursland - lå menneske- og dyreknogler blandet mellem hinanden, alle behandlet på samme måde: man havde spaltet de store rørknogler for at komme ind til den delikate marv.

Også i de senere bondesamfund gik man langt i udnyttelsen af sin næste. Fra en boplads ved Sjöholmen i Skåne stammer skål og ske tildannet af menneskelig hjerneskal, begge tydeligt slidt, og andre fund har leveret kranier med snitspor, der i adskillige tilfælde viser, at ejeren er blevet skalperet (Fig. 8). I en grav fra yngre stenalder i Östergötland fandt man i en hellekiste »et lille stykke af den bageste del af et menneskekranium som -- på indersiden, det vil sige ind mod hjernehulrummet, har et kraftigt hugmærke. Huggets stilling angiver, at det er tilføjet efter døden, antagelig efter at hovedet er skilt fra kroppen. Det har truffet indefra, sikkert da man sønderhuggede skallen«. Flere lignende eksempler kendes, hvor man har sønderbrudt kraniet for at komme ind til hjernen. Man ville dog tro, der her er tale om et ritual - forfædredyrkelse - snarere end det at stille sulten med en særlig godbid. Dramatiske er disse fund i hvert fald, men utvetydige vidnesbyrd om kannibalisme kan man ikke sige, at de leverer. Her er andre af tidens efterladenskaber måske nok så talende, skønt de ved en flygtig betragtning synes temmelig ordinære. Det drejer sig om mere eller mindre knuste menneskeknogler, som regel fra affaldsbunker, hvor de findes sammen med dyreknogler, ofte marvspaltede.

I tilknytning til tidens storstensgrave træffer vi af og til på brændte menneskeben. Her kan være tale om offer, men det fremgår ikke, om andre end de højere magter fik del i det. Alt i alt må man vist sige, det er overmåde sandsynligt, bondestenalderens mennesker har været kannibaler, men de helt uigendrivelige beviser mangler endnu. Anderledes i den efterfølgende bronzealder.

I en stor svensk bronzealderhøj, »Kong Björns høj« i Uppland, var fylden blandet med knogler - af dyr, men også af menneske, mindst tre personer: en kvinde og to mænd. Den gravlagte kunne ikke komme på tale, hans brændte ben var nedlagt i en egekiste, dækket af en stendynge. Nogle yngre grave i højen måtte efter fundomstændighederne ligeledes lades ude af betragtning. Højen var bygget af græstørv, så den tanke, at knoglerne kunne stamme fra en ødelagt gravplads og være indslæbt med jordfylden, må antagelig også forkastes. Det store antal knogler af husdyr er utvivlsomt måltidsaffald, og da ydermere en af menneskeknoglerne er marvspaltet, er man tilbøjelig til at give udgraveren ret, når han slutter, at der er tale om et gravmåltid, hvor husdyr og mennesker er blevet ofret og spist. Her kan Danmark også være med. I flere af bronzealdergravene er der medgivet brændoffer, ikke sjældent af børn, og i et fund fra Stubberup på Lolland tyder sønderbrudte menneskeknogler i højfylden på et ritual som ved den svenske højsætning (Fig. 9). Eller hvordan vil man fortolke offerbrøndene fra Budsene på Møn og Vemmerlöv i Skåne, hvor der - sammen med prægtige smykker - er fundet ophobninger af dyre- og menneskeknogler, kun hoveder og ekstremiteter, ingen spor af kroppe. Det er vanskeligt at afvise, at menneskekød har hørt til retterne ved disse bronzealdermåltider.

Menneskeofring fortsatte jernalderen igennem. Vi hører om cimbrernes sejrsoffer og om germanernes efter overvindelsen af de romerske legioner i Teutoburgerskoven. En del af de sydskandinaviske moselig må vel også anses for ofret, hvad enten de har fået halsen skåret over eller er blevet hængt, før de sænkedes i mosen. Hængning var ikke nødvendigvis forbeholdt forbrydere. Adam af Bremen beskriver en offerhandling, som hvert niende år fandt sted i Gamla Uppsala, hvor »ni stykker af alt levende, som er af mandkøn« blev hængt i de hellige træer. Her er vi helt fremme i vikingetid. Endnu mere omfattende var, ifølge Thietmar af Merseburg, blotet ved Lejre. Det fandt ligeledes sted hvert niende år, men her ofredes 99 mennesker og samme antal heste, hunde og høge. Ingen af de to gejstlige herrer anklager dog de nordiske barbarer for kannibalisme, og det samme gælder de arabiske rejsende, der kom i kontakt med vikingerne, som de ellers havde nok at udsætte på. Vi må da tro, at der ikke mere har været tale om at forenes med guden gennem det fælles offermåltid, eller at i det mindste kun dyreofferet har tjent hertil. Måske har vi det sidste spor af den religiøse kannibalisme i sanglegens » -- den, der kommer allersidst, skal i den sorte gryde --«, et vers, som i artiklens indledning ses illustreret med en scene fra Gundestrupkedlen (Fig. 10).

Når man forsøger at bedømme kannibalismens udbredelse i fortiden, må man ikke glemme vanskelighederne ved at påvise den. Det knoglemateriale, vi alene er henvist til, optræder sparsomt uden for gravene og er meget ofte flertydigt. Hvor man har holdt sig til offerets blod eller visse køddele, er vort videbegær ladt helt i stikken. Religiøs kannibalisme kan have præget lange tidsrum, uden at vi har mulighed for at erkende det, og den mere ernæringsprægede form var måske betydeligt mere udbredt og almindelig, end de spredte fund angiver. Troligt har dog mennesket altid været et vanskeligt og farligt storvildt. Det krævede magt og våbenteknisk overlegenhed at leve af sine medmennesker.

Længst har den medicinske kannibalisme holdt sig, også i de såkaldt oplyste lande, sikkert fordi den næppe er blevet opfattet som sådan af samtiden. Afskrab fra hjerneskal og mumiepulver var efterspurgte lægemidler i middelalderen og langt op i tiden. Det har været tilpas respektindgydende ingredienser, hvis tilsætning garanterede medicinens kraft. Mumie indgik blandt adskillige andre særprægede substanser i den meget populære teriak mikstur, efter sigende komponeret af en af kejser Neros livlæger og anset for et universalmiddel mod alle sygdomme, ikke mindst virksom mod forgiftninger eller bid af giftige dyr. Eller hvad mener man om præparater med lige dele pulveriseret hjerneskal og tørret blod, begge dele fra mennesker!

Ægyptiske mumier blev i løbet af middelalderen en eksportvare til Europa. Men prisen var høj, og foretagsomme personer tog sig på at få en lokal produktion i stand. Hertil anvendtes henrettede og selvmordere. Højst sandsynligt er det troen på balsameringsmidlernes bevarende evne, man har overført på mumien. Naturligvis var der dem, som fornægtede pulverets virkning, men der var troende nok til at holde efterspørgslen i gang (Fig. 11). I 16- og 1700-årene indgik mumiepulver i feltapoteket hos den svenske hær og flåde, et indkøb af to skålpund mumie nævnes til udrustningen. Taksten noteres på den tid til tolv öre kobbermønt for en halv uns (15 gram). Hos botanikeren Linné omtales lægemidlet ægyptisk mumie som almindeligt bekendt, han hører dog til skeptikerne, hvad virkningen angår. 1866 blev der købt mumie til Assens apotek, og så sent som 1908 førte et kendt tysk medicinalfirma Mumia vera aegyptica »så længe lager haves« til 17,50 mark kiloet. Omtrent samtidig kostede varen i København fire øre pr gram. Endnu i 1920'erne havde et apotek i Stockholm stående en krukke med betegnelsen Mumia vera. Også teriak holdt længe stand omend i en lidt udvandet form uden tilsætning af ormeblod, opium eller mumie. Åbenbart var der dog leverandører, der gjorde sig umage for stadig at levere den gode, gamle vare, for i slutningen af 1800-årene hører vi om en apoteker, der sammen med sin discipel jagtede hugorme i Lunds omegn for at anvende deres blod til teriak.

Dødemagi har været sejlivet. Næsten op til vor tid har man i Norden anvendt henrettedes blod som helbredelsesmiddel mod den faldende syge (epilepsi). I Danmark bevidnes det af ingen ringere end H. C. Andersen, som i 1825 overværede en henrettelse af tre mennesker på Kanehøj ved Skelskør. Den gjorde et voldsomt indtryk på ham, og han omtaler den i sine erindringer - også efterspillet: »Jeg så der en stakkels syg, hvis overtroiske forældre for at han kunne helbredes for slag, lod ham drikke en skål af de henrettedes blod, og så løb de afsted med ham i vild flugt, til han sank til jorden«. Selv har jeg oplevet, at en violinbygger søgte at erhverve en knogle fra et menneskeskelet for at forarbejde den til en violinstol. Den ville, vidste han af erfaring, forlene instrumentet med en ellers uopnåelig vellyd. Den gode instrumentmager var næppe klar over, at han gennem menneskeoffer ville bibringe sin violin overnaturlige egenskaber.

Det kan ikke forbavse, at en så vigtig drik som øl har kaldt på magi under brygningen. I middelalderen var det almindeligt kendt, at fingeren af en henrettet tilsat øllet under gæringen gav den færdige drik en ganske særlig kraft og velsmag. Teknisk burde vel knogler fra firføddede dyr have samme virkning, men dem tog man aldrig sin tilflugt til. Det var den dødes kraft, man ønskede. Idag har bryggerierne lært at klare sig med erstatninger.