Den brækkede mast

Sådan står der på en stenstøtte af form som en splintret undermast i et linjeskib. Det ejendommelige mindesmærke befinder sig på volden ved batteriet Sixtus, hvorfra der skydes salut ved højtidelige lejligheder, for eksempel når dronningen går ombord i »Dannebrog« for at sejle til England. Støttens symbolik er for så vidt let gennemskuelig, den brækkede mast illustrerer udmærket begivenhederne på Københavns Red hin skæbnesvangre skærtorsdag - men hvem var Schrødersee?

For at forstå den noget kryptiske indskrift på mindesmærket må man vide, at han på tidspunktet for det engelske angreb var pensioneret som søofficer på grund af sygdom. Han befandt sig i kronprinsens følge, som fra batteriet Sixtus overværede slaget mellem de engelske orlogsskibe og den danske forsvarslinje, der hovedsageligt bestod af opankrede blokskibe. Midt under kampen kom en båd ind fra blokskibet »Indfødsretten« med melding om, at chefen kaptajn Thura var faldet, og at man havde behov for en afløser. Schrødersee tilbød sig, gik i båden, men blev dræbt af en engelsk kugle, straks han satte fod på »Indfødsrettens« dæk.

Den beslutsomme modstand overraskede englænderne og styrkede danskernes selvtillid kolossalt. Som ved Københavns belejring under svenskekrigen i 1659 var man nær ved at betragte udfaldet af slaget som en absolut sejr. Det kommer til udtryk i Oehlenschlägers erindringer, hvor han skriver: »Den anden april 1801 oprandt, på hvilken dag en stor engelsk flåde blev ødelagt af vort dusin blokskibe, hvilke efter slaget var vrag, som de var forhen. Nelson, de europæiske sømagters skræk, blev i denne kamp overstrålet af en liden flok danske søofficerer. Det er sandhed, det er et faktum!«

Digterens optimistiske vurdering af situationen gengiver sikkert stemningen i hovedstaden umiddelbart efter begivenheden, men har ikke meget hold i virkeligheden. (Fig 1). Tilbageslaget kom i 1807 med byens bombardement og tilintetgørelsen af den danske orlogsflåde. Med pedantisk konsekvens bortførte eller ødelagde englænderne alt det i den danske marine, som de kunne lægge hånd på - selv kontorsaksene på skrivebordene og låsene i dørene blev fjernet. Den brækkede skibsmast fik for alvor aktualitet som nationalt symbol, men det vil vi vende tilbage til senere.

For danskerne var problemet så hurtigt som muligt at få noget nyt sat i stedet for de mistede krigsskibe. At bygge store krigsfartøjer tog tid. I stedet satte man ind med at fremstille kanonbåde, som roedes af et mandskab på en snes mand eller mere. Over for engelske linjeskibe eller fregatter skulle deres virkning synes som myg mod elefanter, men under gunstige forhold kunne de være ret effektive. I vindstille vejr, når de engelske skibe ikke var fuldt manøvredygtige, myldrede kanonbådene ud fra kysterne under dækning af nyopførte kystbatterier eller kystmilitsskanser, som skød op alle vegne. Naturligvis hørte det til sjældenhederne, at man kunne uskadeliggøre et krigsfartøj, men ret hyppigt lykkedes det at opsnappe handelsfartøjer, der sejlede i konvoj. Også Norge deltog aktivt i kanonbådsbyggeriet.

En skibstømrermester af Holmens faste stok med bopæl i Nyboder, M. J. S. Rosenstand, blev først på efteråret 1808 sendt til Norge for at bygge kanonbåde og skrev under sit ophold dagbog om stort og småt. Han kom indledningsvis til Trondhjem, men begyndelsen var ikke så heldig, for omtrent det første han gjorde var »at falde fra kanonbåden Christianssunds pligt og ned på flåden, som gjorde mig temmelig hinder i min hofte«. (Fig. 2). Først forsøgte han en kur med »balsomvitsdråber«, men da det ikke hjalp, fik han lægen til at skrive recept på »balsomvitssalve«. Det kostede ham en rigsdaler for recepten foruden udgiften til salven, der så ganske vist »borttog en del af smerten, men forårsagede gigtpine i ben og fod og kunne ikke sove i to nætter for pine«. På ny til lægen, der denne gang ordinerede »dråber, som kostede 20 skilling; de skulle tages tre gange om dagen, 40 stykker hver gang. Samme borttog pinen. Og enebær for 2 skilling at røge lår og ben med«. Det har utvivlsomt lettet på kuren, at dråberne skulle indtages i brændevin. Nok om skibstømrer Rosenstands hofte.

Under opholdet i Trondhjem var han med til at færdiggøre en lang række kanonbåde, som alle bar smukke patriotiske navne: Borgersamfundet, Patrioten Georg, Standhaftighed, Lorents Fisker, Peter Tordenskjold, Olaf Trygvason, Niels Juel og så videre. Fra kystbyer og fiskerlejer strømmede mandskab til for at bemande dem, og »månedsløjtnanter« overtog kommandoen. Det noteres i dagbogen sammen med forlydender om fægtninger med engelske skibe. Om disses heldige resultater vidner for eksempel en bemærkning fra 10. maj 1809: »Rejste de engelske krigsfanger fra Trondhjem til Kongsberg --. De var med kaptajner og gemene 65 mand«.

I maj 1809 rejste Rosenstand selv fra Trondhjem og tilbragte lang tid på farten med at udvise tømmer til skibsbyggeriet. 1810 kom han til Bergen og blev der til krigens afslutning flittigt skrivende i sin dagbog og breve til sin kone derhjemme i Nyboder, som måtte undvære ham så længe. (Fig. 3). (Fig. 4). Indimellem dyrkede han omgang med byens borgere og deltog i dens adspredelser. 29. november 1810 var han således på komedie og så Den politiske Kandestøber. »Blev meget godt spillet. Bilieter betalt med 1 rigsdaler«.

Under Bergensopholdet fik han et hverv ud over det sædvanlige, nemlig at assistere skuespiller Knudsen ved en af de nationale mindehøjtideligheder, som han i disse år gennemførte mange steder i dobbeltmonarkiet. Her møder vi for alvor den brækkede mast, men før vi lader Rosenstand selv fortælle herom, må vi præsentere Knudsen og hans patriotiske virksomhed.

Hans Christian Knudsen debuterede 1786 på Det Kongelige Teater. Forinden havde han været i murerlære og senere haft ansættelse som pagetjener ved arveprinsens hof, hvad der fik hans kolleger på teatret til at rynke på næsen af denne »kalkslager og tallerkenslikker«. (Fig. 5). Knudsen viste sig imidlertid at være en fortræffelig skuespiller til og med udrustet med en smuk sangstemme, som han 1801 i marts, da den engelske flåde lå truende uden for København, lod høre fra scenen tre aftener i træk med nationale sange til opildning af befolkningens mod. Efter slaget på Reden gav han aftenunderholdninger rundt om i landet til fordel for de sårede og de faldnes efterladte, og 1807, da begivenhederne igen gjorde det aktuelt, genoptog han denne virksomhed, nu ikke blot i Danmark, men - som vi har hørt - også i Norge. Det lykkedes ham på den måde at indsamle ikke mindre end 257.533 rigsdaler - et uhyre beløb i datiden - foruden 30.000 rigsdaler, som kom ind ved salg af et kobberstik, »Fædrenelandsk Kirkegaard«, som han udgav.

Knudsen havde stor sans for den effektfulde udformning af disse patriotiske underholdninger. Det begyndte beskedent ved de tre sangaftener på teatret, hvor han var klædt ud som matros. Begivenhederne selv sørgede for iscenesættelsen næste gang, da han under selve slaget den 2. april opflammede de kæmpende på batteriet Quintus »med sin sang og declamation under vedvarende regn af fjendens bomber«. Dramatisk omend mindre livsfarligt vidste han i den følgende tid at iscenesætte sin optræden rundt om i landet. Vi kender således arrangementet i Præstø kirke 12. november 1810 fra beskrivelsen i »Berlingske Tidende« åbenbart indberettet af bladets lokale korrespondent:

»I kirkens hovedgang, hvori det vor kirke i sommer givne orgel er lige for alteret, stod de faldnes gravminde, en piedestal hvorpå en urne. Orglet var overtrukket med hvidt, og dets forside og piller prydede med skønne zirater af grønt. Ved orglet var hint gravminde således anbragt, at det ene syntes med det andet kun at udgøre et meget skønt epitafium. For ved piedestalen sadde tvende små pigebørn, ved urnen figurerede tvende voksne damer, og ved siden stode de tvende af de i slaget faldnes enker med tvende børn. Ved urnen paraderte tillige vore to første borgerofficerer, i uniform med blottede sabler, og på hver side af dem en liden afdeling af væbnede borgere. Øverst i gangen stode tolv små pigebørn, seks på hver side, og tolv voksne, imellem hvilke hr Knudsen tog plads på orglet, hvorfra koncerten gaves. I kordøren sås borgerskabets smukke fane, og således var det hele ordnet i den meget skønt illuminerte kirke. Dekorationen og hele indretningen vidnede om den utrættelige Knudsens konst og smag, der uden at forårsage synderlig bekostning så heldigen vidste at benytte sig af kirkens lokale, at alt i den syntes som at være til for højtideligheden… For en meget talrig forsamling åbnedes nu koncerten af fru kammerjunkerinde Stampe med at spille på orglet ouverturen til Atalia, derpå fulgte hr Knudsens koncert, mellem hvis tvende afdelinger en tale holdtes af stedets sognepræst hr Bøgh, da efter talen gravsangen blev afsungen, hørtes udenfor minutskud. Efter koncerten bragte damerne gravmindet deres kranse, og hele forsamlingen gik, for at nyde synet af det hele, gennem kirkens hovedgang, og erholdt de ved urnen stående enker i gaver 36 rigsdaler. Til de kvæstede og faldnes efterladte indkom 200 rigsdaler 2 skilling«.

At anvende urnen i et tableau af denne art var helt naturligt. Den var et velkendt symbol fra gravminder og haver anlagt i den følsomme stil. Men endnu er vi ikke nået frem til den knækkede skibsmast i Knudsens arrangementer. (Fig. 6). Den skulle imidlertid snart dukke op. Vi. har set den benyttet som mindesmærke for en af de faldne søofficerer fra 1801, og den var blevet anvendt på Det Kongelige Teater i 1802 ved opførelsen af Thomas Thaarups skuespil »Hjemkomsten«, som midtpunktet i apotheosen. 1812 deltog Knudsen i en mindefest på batteriet Prøvestenen, hvor en støtte »i skikkelse af en brækket mast var oprejst og viste vore elskede hedenfarne Grodtschillings, Buhls og Rolfsens navne«. Højtideligheden holdtes for en træfning ud for Lyngør i Norge den 6. juli 1812, hvor den danske fregat »Najaden« blev skudt til vrag, og hvor hundrede af dens besætning omkom, deriblandt de tre nævnte officerer.

(Fig. 7).

Da Knudsen 1813 rejste til Norge for at afholde mindehøjtideligheder rundt om i landet, havde han ideen med den brækkede skibsmast i bagagen. Gennem hans rejsedagbog kan vi se, hvordan han hvert enkelt sted fik lokale kræfter til at hjælpe sig, men notaterne herom er korte, ialtfald i den form, hvori de er gengivet i Robert Neiiendams bog »Skuespiller og Patriot« fra 1925. Her kommer Rosenstand til hjælp. Som nævnt bistod han Knudsen i Bergen, og han har ikke blot noteret om sin egen indsats, men også givet en udførlig beskrivelse af hele festens forløb. Det mærkes vel, at skibstømrermesteren er mere vant at bruge øksen end penneskaftet, men gennem det noget ubehjælpsomme sprog får vi en samtidsbeskrivelse af stor interesse:

»Den 23. september er efter skuespiller Knudsens tegninger forfærdiget en afbrækket mast, gulmalet med fire sorte bånd, hvor imellem stod skrevet: Grotschilling-Rolfsen den 6. juli 1812 med et flag og en vimpel, samt en skærm, som viser et fjæld med en harnisk og en hjælm øverst samt to skjolde, højre side i skjolden den norske løve med hellebarden og venstre side et løveansigt. Skærmen 7½ fod høj, ligeledes den afbrækkede mast 7½ fod samt et offeralter blev og forfærdiget, 2 fod 6 tommer højt, 2 fod 4 tommer langt og 15 tommer bredt. 1813 den 24. september blev dette opstillet på Bergenshus fæstning. En højtidelig fest blev begyndt klokken 2½ om eftermiddagen ved otte kanonskud og klokken 4½ sluttet ved ni kanonskud. Der stod 24 jomfruer klædt i hvide klæder med grønne kranse om hoved, hals og den venstre hånd og en blomsterkurv i den højre hånd, som istæmte med sang tillige med skuespiller Knudsen, vekselvis tale og sang. Derefter gik Knudsen til side. Da trådte sognepræsten til Korskirken, hr Irgens, frem, som gjoren en skøn gudelig tale. Når han havde talt en stund, vinkede Knudsen ad ham at holde op, så trådte Knudsen atter frem med tale og sang; ved visse stykker i sangen gav han vink til de 24 jomfruer, som imellem sang. På den afbrækkede mast stod tre søofficerers navne skrevet, som den 6. juli 1812 var faldet. Søofficerernes navne var Grotschilling, Buhl og Rolfsen, og neden under stod den 6. juli 1812. På fjældet stod tre landofficerers navne, Dreier, Blex og Zetler.

Ved masten stod to borgerofficerer med en hvid og en rød fane, ved fjældet stod også to borgerofficerer med en rød og en blå fane, og ved alteret stod ligeledes to borgerofficerer med en hvid og en gul fane, her var de seks stykker borgerfaner, som tilhører de seks borgerkompagnier i Bergen. Alt dette stod oppe på en lille bakke, de seks borgerkompagnier stod neden for bakken på højre side, soldaterne stod neden på venstre side, og søetaten, som var flotillens mandskab, stod i midten.

Da hele ceremonien var forbi, begyndtes der at ofre. Da gik først stiftamtmanden, generalen, biskoppen, præsidenten, to borgmestre, byfogden, politimesteren og så videre op at ofre, siden kom stadshofmanden (stadshauptmanden) og så alle hans seks borgerkompagnier, dernæst hr von L. Dorn med sine officerer og så søetatens mandskab, dernæst alle soldater og landartilleri. Da alt offeret var forbi, gjorde Knudsen en skøn taksigelsestale. Da den var forbi, tog kommandanten sit lommetørklæde og vinkede med. Straks løsnedes ni kanonskud på Bergenshus fæstning«.

(Fig. 8).

Det var en mindefest af format, og der er ingen tvivl om, at hovedparten af byens befolkning har været på benene. (Fig. 9). Det er også den eneste gang, skibstømrermesteren ofrer så mange ord på en enkelt begivenhed. Han opholdt sig endnu nogen tid i byen og oplevede - foråret 1814 - at garnisonen i Bergen aflagde troskabsed »for at tjene den nye regent over Norge«; det er, hvad han har at fortælle om Christian Frederiks kortvarige gæstespil som hersker i landet. De følgende dage ordnede han til hjemrejsen, blandt andet omtales et hattespænde beregnet som gave til hans lille søn. Sidst i april forlod han Bergen og afsejlede 3. maj fra Kristianssand med kurs mod København. 18. maj kunne han gå i land ved Tårbæk og er vel fortsat til fods mod Nyboder.