Den bortførte bisp

Sådan fortæller magister Adam af Bremen i 1070’erne om begivenheder, som et halvt hundrede år tidligere havde udspillet sig mellem Knud den Store, konge over England og Danmark, og ærkebisp Unwan af Hamborg-Bremen. Den tilfangetagne Gerbrand, beretter Adam videre, underkastede sig, »som nødvendigheden krævede«, tilfangetagerens vilje, og ved samme Gerbrands mellemkomst kom det til en slags forståelse mellem Knud og Unwan i det dengang meget brændende spørgsmål, om den nyetablerede danske kirke skulle være underlagt en engelsk eller en tysk ærkebisp. Det er bemærkelsesværdigt, at den historieskrivende Adam uden at blues afslører, at datidens kirkelige politik ikke blev ført med finere midler end den verdslige. Ærkebispen i Hamborg kidnappede simpelthen en i Canterbury indviet biskop, som Knud havde udpeget til Sjælland, det vil sige til Roskilde stift, og holdt ham fangen til han makkede ret! Ælnoth blev ærkebisp af Canterbury i 1020, og Unwan døde 1029, så begivenheden er sket på et tidspunkt derimellem.

Adam var Hamborg-kirkens mand, og han må have ment, at dens sag var så retfærdig og truslen mod Hamborg så alvorlig, at sådanne midler var berettigede. Om retfærdigheden kan man have forskellige meninger, men truslen var ganske stor, måske større end man hidtil har gjort sig klart. Det er ved nærmere betragtning sandsynligt, at Gerbrand ikke bare skulle være almindelig bisp, men at han ligefrem var udset til ærkebiskop i Danmark - hvilket ville være et meget alvorligt afbræk for Hamborg-kirken, der regnede dette land til sit område. Senere i århundredet, da Sven Estridsen forhandlede med paven om oprettelse af et nordisk ærkebispesæde, bekæmpede Hamborg-Bremen disse planer med næb og klør, og kampen fortsatte efter 1103, hvor ærkesædet i Lund var en kendsgerning. Nu drejede det sig om at få det nedlagt.

Den kristne kirkes historie i Danmark tog sin egentlige begyndelse 822-23, da pave Paschal 1. efter tidligere spredte missionsforsøg overdrog ærkebisp Ebo af Reims den opgave at omvende hedningerne i Norden. Det førte til udsendelsen af Ansgar, men få år senere ophøjede kejser Ludvig den Fromme med pavens billigelse Hamborg-kirken til ærkesæde med Ansgar som ærkebiskop og med Nordensmissionen som speciel opgave, så hvad denne sidste angår, var Reims altså nu ude af billedet. Det lykkedes ikke Ansgar at opnå varige resultater; han fik ganske vist - om end sent - lov til at bygge kirker i Slesvig og Ribe, men først hundrede år efter hans død gik Danmark officielt over til kristendommen. I mellemtiden havde Hamborg haft trange kår og var i virkeligheden et meget irregulært ærkestift. Et sådant skulle nemlig for at kunne fungere være opdelt i almindelige stifter med almindelige bisper; deres opgave var at medvirke ved hellige handlinger, for eksempel indvielse af nye bisper, deltage i kirkemøder (synoder), og det forventedes, at de gjorde ærkebispen deres opvartning og i perioder opholdt sig ved ærkesædet. Vanskeligheden for Hamborg-kirken var, at den som virkefelt havde et hedensk land, hvor den ikke uden videre kunne indsætte bisper og derfor var helt uden sådanne. En gang imellem lånte man et par i Køln, men det havde også sine vanskeligheder. De gejstlige i Køln kunne ikke glemme, at Bremen, som egentlig tilhørte dem, i 845 var blevet lagt til Hamborg.

I Hamborg undlod man ikke at minde den tyske kejser om hans hellige pligt til at bistå med troens udbredelse, det vil sige sætte sin politiske magt ind på at oprette stifter i Danmark og resten af Skandinavien. Det varede længe, før der skete noget, men i 948 var man dog nået så vidt, at der på en synode i Ingelheim blev udpeget bisper til tre danske stifter: Slesvig, Ribe og Århus. Danmark var imidlertid stadig et hedensk land, selv om mange efterhånden havde tilsluttet sig kristendommen, så det gav en speget situation.

Ganske vist hørte kirken under paven, men i praksis var den kejserens; han var dens beskytter og bisperne hans embedsmænd. Det indebar blandt andet, at kejseren havde krav på afgifter af den jord, kirken besad, altså også af bispegods i de nyoprettede danske stifter. Godset eksisterede endnu ikke, men det gjorde altså bisperne, de var en del af den tyske rigskirke og bragte således en fremmed magt ind over grænsen. Det hele var indtil videre noget luftigt, men det påhvilede i hvert fald kejseren at skaffe de nyudnævnte bisper jordegods, og det kunne, som landet lå, næsten kun ske ved, at han underlagde sig Danmark. Teorien kunne altså hurtigt blive omsat i praksis. For den danske konge var det meget ubehageligt, at der syd for grænsen sad en magtfuld person, som følte en guddommelig forpligtelse parret med politisk ekspansionslyst til at blande sig i indre danske anliggender.

Harald Blåtand tog konsekvensen heraf, da han 965 lod sig døbe og indførte kristendommen i Danmark (Fig. 2). Herved gjorde han sig acceptabel som beskytter for kirken, og den tyske kejser, der samtidig havde travlt på den slaviske front, kvitterede ved at fraskrive sig sine verdslige rettigheder over de danske bisper. Han udløste dem af den tyske rigskirke; sådan må man forstå en skrivelse, kejseren udsendte 965. Kong Harald fandt sig tilsyneladende til rette med den situation, at den højeste myndighed i hans kirke, ærkebispen, ikke stod under hans, men under den tyske kejsers beskyttelse (og dermed kontrol), og at denne altså fortsat, gennem sin embedsmand i Hamborg, kunne øve indflydelse i Danmark.

Harald fik et fint eftermæle i Hamborg. Adam af Bremen lægger ligefrem op til, at man kunne gøre en helgen af denne konge, »som var den første, der påbød danerfolket kristendommen og fyldte hele Norden med præster og kirker«. Anderledes med hans søn Sven Tveskæg; Adam gør ham simpelthen til hedning, men det er at gå alt for vidt. Fra andre kilder ved vi, at han straks efter sin magtovertagelse jog de danske bisper, som var indviet i Hamborg og var loyale over for ærkebispen dér, på porten og gav sig til at hente andre bisper fra England og Norge (de norske kom også fra England) (Fig. 3, Fig. 4). Den tyske kejser gjorde intet for at forhindre dette, men gav de fordrevne bisper lov til at erhverve privilegeret jord i Tyskland. En af dem hyggede sig i Hildesheim til sin død 1026.

Da Knud den Store i 1018 var blevet konge i Danmark, fortsatte han, som vi har hørt, sin fars politik over for Hamborg. Han tog engelske gejstlige til embederne i Danmark, og det var jo så meget mere nærliggende, som han allerede var konge af England og overhoved for den engelske kirke med dens to ærkestifter og mange almindelige stifter. Det har været helt naturligt for Knud at organisere den danske kirke efter engelsk mønster - det samme gjorde han med møntvæsnet. Set fra hamborgsk synsvinkel var det derimod en alvorlig tilsidesættelse af velerhvervede rettigheder. At Knud lod bisperne til de danske stifter indvie i England, var dog måske til at leve med, når blot de derefter erkendte deres tilhør til Hamborg. Hvis de derimod sluttede sig til for eksempel ærkebispen af Canterbury, den engelske kirkes primas, eller hvis Knud gjorde Skandinavien til et særskilt ærkestift, så var man tilbage i tilstanden før Danmarks kristning, hvor Hamborg-ærkesædet var et hoved uden krop og lemmer. Man forstår, at Unwan greb til den desperate udvej at kidnappe Gerbrand og aftvinge ham et loyalitetsløfte. Nu drejede det sig jo om ærkesædet Hamborg-Bremens eksistens.

Knud har efter al sandsynlighed haft i sinde at oprette et ærkesæde for Skandinavien i Roskilde. Valget af netop denne by var oplagt; ganske vist var der på den tid udpeget bisper både til Fyn og Skåne, og Lund havde allerede flere kirker, men i Roskilde lå Knuds far og bedstefar begravet (Fig. 5). Roskildebispen var umådelig rig i forhold til de øvrige bisper og synes at have modtaget betydelige godsgaver fra Knud den Store. Forklaringen er snarest, at Knud tænkte på at gøre Roskilde til noget særligt: til ærkesæde!

Endnu et vidnesbyrd peger i den retning. I 1022 mageskiftede Knud noget jordegods med klostret Ely nær Cambridge, og blandt vidnerne til denne transaktion var Gerbrandus Roscylde parochie Danorum gente (Gerbrand af Roskilde stift hos danernes folk). Det er der i sig selv intet mærkeligt i; Gerbrand har på det tidspunkt opholdt sig ved Knuds hof (måske var han nyudnævnt og slet ikke tiltrådt i Roskilde endnu) og kunne med fuld ret optræde på sådanne vidnelister. Listen omfatter i øvrigt Knuds dronning Ælfgifu (Emma), de to engelske ærkebisper, ti bisper, otte abbeder, tre jarler og ti andre verdslige stormænd. Det usædvanlige ligger i Gerbrands placering i navnerækken. Der herskede en ret fast rangfølge: efter ærkebispen fra Canterbury fulgte ærkebispen fra York og derefter bisperne i orden efter deres sædes betydning. Blandt de verdslige stormænd stod de forrest, som var nærmest ved magtens centrum og havde mest at sige om rigets anliggender. Reglerne kunne dog brydes, når særlige forhold talte for det; i det her foreliggende tilfælde har således den nyudnævnte Ælnoth fra Canterbury måttet vige førstepladsen for den gamle og ærværdige Wulfstan af York. I bispegruppen står Gerbrand øverst, altså lige efter de to ærkebisper! Hvis meningen havde været, at han skulle være almindelig bisp under Canterbury, burde han have stået langt nede i rækken, formentlig allernederst. Placeringen tyder på, at Gerbrand skulle være underordnet Ælnoth af Canterbury på samme måde, som ærkebispen af York var det, og på samme måde, som senere de svenske ærkebisper var underordnet ærkebispen af Lund.

Det ser ud til, at Unwan i Hamborg virkelig har haft grund til bekymring. Hans bortførelse af Gerbrand var et dristigt træk, men det virkede efter hensigten - til skade for Roskilde, der måtte se en oplagt chance gå sin næse forbi.