Dejbjergs døde

Dejbjergvognene er fra tiden kort før Kristi fødsel, men de er ikke dansk fabrikat; de må være fremstillet i Sydeuropas af kelterne beboede områder - eller måske af håndværkere derfra, som har fundet vejen herop. At det ikke var enhver beskåret at eje et sådant køretøj, siger sig selv. Der har boet folk af virkelig betydning på egnen, og de må have sat sig andre spor end dette.

Ved en generalforsamling i Skjern-Egvad Museum 1987 fremviste en af deltagerne, Margit West fra gården Store Skindbjerg, et meget flot lerkar fundet tæt ved ejendommen. Det lignede gravgods fra netop Dejbjergvognenes tid, og findestedet ligger kun en kilometer fra den gamle udgravning. Det måtte undersøges nærmere. Her var i hvert fald en chance for at få noget at vide om de mennesker, der har set vognene i funktion, ja måske ligefrem knyttet kontakt med en eller flere af hovedpersonerne i det forhistoriske drama.

En undersøgelse på findestedet afdækkede som ventet en grav, men en ganske lille grav, som ikke indeholdt hverken brændte eller ubrændte ben, hvilket formentlig betyder, at den har rummet et barn, hvis knogler er totalt forsvundet i den kalkfattige vestjyske jord. En række jernting har sammen med lerkarret udgjort gravudstyret, de var stærkt medtagne, men det var dog muligt at skelne et par knive, en nål, en krampe og nogle beslag, der kan have holdt sammen på en kiste. For at finde mere blev der ført søgegrøfter ud i forskellige retninger, men først hundrede meter mod sydvest var der igen bid i form af flere grave, en egentlig sammenhængende gravplads. Hen over området sås spor af såkaldt højryggede agre, en type, der først opstod i slutningen af vikingetiden, og oven på dem igen lå tykke sandflugtslag, som altså er kommet til i ret sen tid. Den til gravpladsen hørende landsby fandt vi også, den lå et stenkast længere mod vest i form af et ca 100 x 100 meter stort område med tyk kulturjord indeholdende trækul, potteskår, stenlægninger og meget andet samt nederst stolpehuller og grøfter fra huse og hegn.

At udgrave en hel landsby, er en bekostelig affære, så vi valgte i første omgang kun at undersøge en enkelt hustomt. Den viste tegn på ombygning, men var i sin yngste skikkelse ca 17 meter lang. Der har været indvendige bærestolper, stue i vestenden og stald med kreaturbåse i øst, alt som det plejer i datiden. Fra østgavlen udgik to muldfyldte grøfter, spor af en til gården hørende indhegning. Det, at der er foretaget ændringer og ombygninger, fortæller, at huset må have eksisteret gennem nogen tid, mindst et par generationer, men landsbyen som sådan har bestået længere, formodentlig et par hundrede år, med vel omkring en halv snes gårde i samtidig drift. Under den lange bosættelse har affaldet hobet sig op og dannet det tykke kulturlag, men brug af græstørv i vægge og som vægbeskyttelse om vinteren har nok også givet sit bidrag. Det ville i relation til vognfundet være ønskeligt, at landsbyen blev fuldstændig udgravet; man kunne så få at se, om en eller flere af gårdene udmærkede sig frem for de andre. Det må imidlertid vente.

Gravpladsen derimod blev efter bedste overbevisning undersøgt i sin helhed, men det er ganske vist muligt, at en del strækker sig ind under gårdens længer, hvilket vil blive efterprøvet. Af de i alt 50 grave var 44 brændtbensgruber, resten med ubrændt lig, hvilket i praksis vil sige helt uden skeletrester, der ikke har kunnet bevares uglødet under de særlige vestjyske forhold. Blandingen af brand- og jordfæstegrave er interessant og giver i sig selv en slags datering af pladsen. Siden midten af bronzealderen, det vil sige gennem et fuldt årtusinde, har brandgravskikken været praktisk talt enerådende, men netop i tiden omkring Kristi fødsel begynder den anden form igen at dukke op, sikkert under indflydelse fra Romerriget. I den efterfølgende periode, romersk jernalder, bliver den dominerende uden dog helt at fortrænge ligbålene.

Brandgravene var, som vi kender dem fra denne tid, nogle ganske små og som regel, bortset fra knoglestumper, fundtomme (det kan være barnegrave), andre større, indtil én meter i diameter, og med indhold af forskellig art (Fig. 2). Urner forekom i otte tilfælde, men det almindelige var, at resterne fra ligbålet lå frit i gruben - hvilket ikke udelukker, at de oprindelig kan have været emballeret på en eller anden måde i tøj eller andet materiale af forgængelig art. Gravgodset var det sædvanlige: jernknive, smykkenåle, synåle, bæltespænder og lignende småting hørende til dragten, men fem grave indeholdt våben: sværd, spydspidser, skjoldbeslag; de større stykker var bukket sammen for at kunne være i gravgruben. Der er vist ingen tvivl om, at våbnene repræsenterer det vestjyske jernaldersamfunds elite; disse mænd har haft en særstilling - og måske har den smittet af på deres koner, for også kvindegravene kunne udmærke sig. I en af dem fandt vi et særegent og for denne tid meget sjældent smykke, en lang guldtråd viklet i spiral om noget tyndt, sådan at hullet lige akkurat blev stort nok til, at en snor kunne komme igennem. Et bronzesmykke af tilsvarende form, men kortere, og et par blå glasperler supplerede udstyret (Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5).

Af de seks jordfæstegrave var fem ganske almindelige og i deres skeletfattige tilstand egentlig ret uinteressante; flere var i øvrigt helt fundtomme, så at blot formen røbede anvendelsen. Gravudstyret, hvor det forekom, indskrænkede sig til jernknive og lerkar. Den sjette og sidste grav var til gengæld kæmpestor og af en helt usædvanlig form, ja faktisk er den et unikum for hele perioden, som den tilhører. Den vil vi derfor nu hellige vor opmærksomhed.

Et aflangt firkantet fyldskifte, 4,5 x 2,5 meter i omfang, omgivet med stolpehuller, ligeledes i firkant, var, hvad der tegnede sig, efter at muldlaget var fjernet og undergrunden blotlagt. Ved tømningen fremkom en fladbundet grube og i bunden af denne endnu en grube, passende til kisten, som har været usædvanlig lang, mere end tre meter; ved langsiderne stod to solidt plantede stolper, hvis funktion vi vil vende tilbage til. Selve kisten var naturligvis forrådnet, men dog klart erkendelig med sine ved sammensynkningen noget indtrykkede sider. Over kisten, på bunden af den flade overgrube, har man lagt et lag brædder på tværs; det har dannet låg, men samtidig bund i en overbygning. Langs randen af det møre trædække sås nemlig tydelige spor af lodretstående planker, og selv om rækken her og der er afbrudt, kan der ikke være tvivl om, at de har dannet en kasseformet konstruktion, en slags hus oven over kisten. Som led i dette bygningsværk opfatter vi to kraftige pæle, der stod nedgravet, en ved hver ende af den store overgrube, og hvis nedreender på grund af den betydelige dybde, indtil halvanden meter under overfladen, stadig var fuldt bevarede. Disse gavlstolper må have båret husets ås, rygningsbjælken, den hvorpå taget har hvilet; at de i hvert fald har været kraftigt belastede, fremgår af, at de var trykket 10-20 cm ned i den urørte undergrund under de gravede huller. Afstanden mellem gavlstolperne var lidt over fire meter, hvilket forekommer uacceptabelt langt for en rygningsbjælke, der skal bære hele vægten af et tag, men her kommer nu de to ovenomtalte stolper ved kistens langsider ind i billedet. I et normalt hus ville man have løst problemet ved at anbringe en lodret støttestolpe midt i rummet, men det var jo udelukket her på grund af graven. I stedet har man rejst to stolper, en på hver side af gravgruben; de har enten stået lodret som støtter under en vandret tværbjælke, der igen har båret rygningsstøtten, eller hældet mod hinanden, sådan at de mødtes lige under rygningsbjælken (Fig. 6, Fig. 7). (Faktisk hældede de bevarede stolpeender mod hinanden, men på grund af gravens sammenskridning kan man ikke være sikker på, at denne stilling er oprindelig). Disse indvendige stolper havde ingen egentlig bærende funktion, kun en støttende, så det er naturligt, at de ikke på samme måde som gavlstolperne er presset ned i undergrunden (Fig. 8, Fig. 9, Fig. 10, Fig. 11, Fig. 12).

De jordmængder, som er kastet op fra graven, er naturligvis skovlet ned igen, men på grund af de store hulrum i kiste og hus må der være blevet en del tilovers; den kan - måske sammen med anden, tilført fyld - være lagt som en tue omkring bygningen. Helt dækket var denne dog vist ikke, i så fald skulle den have været ganske lav, men det modsiges af den anvendte stavkonstruktion, der synes at forudsætte en vis højde. Over gravhuset rejstes endnu en bygning, den som stolpefirkanten betegnede, og den har i hvert fald kunnet ses, om end vi ikke i dag kan sige nøjagtigt, hvad det var, man så; vi kender jo ikke udformningen af den overjordiske del. Den har ligget en smule skævt over graven, hvilket måske kan betyde, at den først er tilføjet sent. Som helhed må anlægget have virket monumentalt, og det var vel også det, der var formålet.

Men lad os ikke i begejstring over mausoleet glemme selve graven, det vil sige kisten og dens indhold. Af skelet var der som sædvanlig ikke mindste spor, men den døde må have ligget med hovedet i syd, eftersom et spyd, der uden tvivl har været lagt i graven med stage og det hele - der var jo plads til det - vendte spidsen den vej. I fodenden stod tre lerkar: et stort bæger, smukt udført med en fin sortglittet overflade, og to mindre kopper. Hovedstykket var dog et sværd, énægget og med rester af den tilhørende skede. Dette sidste frembyder lidt af et problem, idet det ikke, som dødegaver plejer, lå på gravbunden, men stod skråt op i fylden. Det kan måske være bragt i denne mærkelige stilling, da jorden trængte ind i graven, men der er også den mulighed, at det har ligget oppe i gravhuset og er gledet ned under det almindelige sammenbrud. Jernalderen frembyder flere eksempler på, at gravgods kunne være anbragt - ikke i, men oven på kisten.

At krigeren i dødehusgraven har været en magtfuld person, turde være indlysende, så vor forventning om her i Dejbjergvognenes nabolag at finde spor af sådanne blev altså fuldt ud tilfredsstillet. Grave med udækkede, huslignende overbygninger kendes fra flere afsnit af oldtiden, men den nyfundne står så vidt vides alene i sin del af jernalderen og hører i øvrigt til de største og mest raffinerede (Fig. 13). Om anvendelsen kan måske de gravhuse fortælle, som højt op mod vor tid har været i brug hos lapperne i Nordskandinavien og tilgrænsende egne af Rusland. Her hensattes madofre ved begravelsen og senere på særlige højtidsdage.

Dejbjergvognene må som nævnt være fremstillet før Kristi fødsel, det vil sige i keltisk jernalder, men er muligvis først kommet i jorden i den efterfølgende romertid, i hvert fald har de sikkert været længe i brug, før man bekvemmede sig til at ofre dem. Husgraven må med stor sandsynlighed være fra netop denne tid, og her er et område, hvor vi med tiden vil kunne få helt klar besked, nemlig gennem dendrodatering af de bevarede stolper, når de for processen nødvendige grundrækker engang er færdigbygget. Skulle vi savne beskæftigelse i ventetiden, er der nok at gå i gang med. Bopladsen på Skindbjerg frister til viderebehandling, og der er flere af samme alder lige i nabolaget. En af dem ligger tæt ved mosen, hvor vognene blev fundet, en anden på det omtalte Vognbjerg, som jo lokker alene ved sit navn, en tredje (dog måske lidt yngre) ved Dejbjerg Kirkeby. Jernalderfolkene har boet tæt i dette område, hvor der åbenbart har været noget at flokkes om (Fig. 14).

Lit: Henry Petersen: Vognfundene i Dejbjerg Præstegårdsmose. Kbh. 1888.