De glemte stenhuggere fra Stevns

De første ildvåben, som kom frem i 1300-årene, affyredes ved at holde en brændende lunte til fængkrudtet. Denne besværlige og for skytten ikke ufarlige metode blev senere forbedret og sat i system gennem opfindelsen af luntelåsen. I 1500-tallet kom hjullåsen og snaplåsen til, de virker begge efter fyrtøjets princip med mekanismer, der river gnister af en sten, men først da princippet var videreudviklet gennem opfindelsen af flintlåsen, gik det gamle luntesystem af brug. Flintlåsen, som stammer fra Frankrig, blev taget i anvendelse af militæret fra slutningen af 1600-tallet og benyttet indtil ca 1850 (i Danmark blev de sidste flintlåsvåben udskiftet under Treårskrigen). I disse knap 200 år oplevede det gamle og længst forglemte flinthuggerhåndværk en renæssance. De nye udøvere af faget måtte lære sig selv teknikken, men med tiden lykkedes det dem at lure de gamle stenaldermestre ikke så lidt af kunsten af.

I en dansk militær lærebog fra 1817 læser man: »I begyndelsen fik man kun fra Frankrig de færdige flintestene; på de senere tider fås de og fra Italien, Siebenbürgen og flere steder (Fig. 1, Fig. 2). Hos os leveres de nu og fra Møens Klint, Stevns og Faxøe. -- For at gøre en låsesten færdig behøves eet minut. En god arbejder flækker dagligt 1000 sten og gør 500 færdige«. Lærebogens oplysninger er vistnok den første faglige behandling af emnet i dansk litteratur, men helt pålidelige er de ikke. Man får indtryk af, at den omtalte produktion af danske bøssesten lige er påbegyndt, men den havde på det tidspunkt stået på gennem lang tid - antagelig i mere end et århundrede.

Den ældste os bekendte efterretning om dansk bøsseflint skyldes den kendte historiker og retslærde H. P. Resen, der i et skrift fra 1686 meddeler: »Ved Maribo i Lolland findes bøssestene bekvem til pistoler og fyrrør«. Den lidt dunkle bemærkning skal måske forstås sådan, at der ved Maribo har været et værksted for fremstilling af bøsseflint. Veldokumenterede oplysninger om flinthugning i Danmark optræder først et stykke ind i 1700-tallet. Fra Tøjhuset, hvis opgave det var at sørge for hærens udrustning, foreligger detaljerede regnskaber, hvoraf det fremgår, at man som leverandører af bøssesten havde forskellige købmænd, bøssemagere, en feldbereder og en regimentskvartermester. 1738 bestiller man 40.000 bøssesten hos Niels Ditlevsen på Stevns, og hermed træder denne landsdel ind i billedet. I de følgende år foretrækker staten klart at købe stenene hos stevnske husmænd. Det sker dog, at disse ikke kan dække behovet, og københavnske handlende må da træde til med sten, der formentlig er importerede. 1745 nævnes Niels Ditlevsen for sidste gang, og i de næste par år køber staten ingen sten, men 1748 leverer »Rasmus Jensen fra Stevns« (senere benævnt »husmand Rasmus Jensen fra Højerup«) 20.000 sten og året efter 40.000 - hvilket imidlertid må have været for lidt, for samme år køber staten 100.000 sten af en bøssemager på Christianshavn. Det er interessant her midt i stavnsbåndstiden at se de stevnske husmænd, nævnt ved navn, figurere i statens regnskaber sammen med storkøbmænd og byhåndværkere. Som andre bønder og husmænd her i landet har de ikke måttet eje skydevåben eller gå på jagt, så noget personligt forhold til deres produkter kan de ikke have haft. I årene indtil 1764 leverer husmænd fra Højerup, Lille Heddinge, Tommestrup, Gjorslev og Sigerslev tilsammen 1.671.100 bøssesten, mens københavnske leverandører i samme periode supplerer med 246. 800 sten. For de fattige husmænd var flinthugningen en god forretning; regnskaberne viser, at de på ingen måde blev underbetalt, omend der spores et betydeligt prisfald i årene kort efter midten af 1700-tallet.

Hele denne ret storstilede virksomhed synes ikke at have vakt særlig opmærksomhed i samtiden, og det er vel grunden til, at den før omtalte lærebog synes ubekendt med dens eksistens. Fra 1759 findes en beskrivelse af Stevns Klint forfattet efter kongelig ordre af arkivtegner Søren Abildgaard. Han omtaler den gode flint på stedet og kommer med betragtninger over det glemte flinthåndværk. I England, fortæller han, findes der mure fra senmiddelalderen opført af smukt tilhugget flint; de står som nye endnu, men flinthuggerkunsten er vist iøvrigt helt glemt derovre. Fra Frankrig kan han berette om en flintestensbelagt altan, hvilket beviser, »at de franske nogenledes igen må have opfundet denne kunst«. Under alle Abildgaards betragtninger sidder husmand Jørgen Andersen fra Højerup og hugger flint på et sted nær klinten. Han har travlt; i 1757 - det år, da Søren Abildgaard besøger klinten og Højerup kirke - har han fra staten modtaget ordrer på tilsammen 96.000 bøssesten, som alle bliver færdige til tiden og alle befindes gode og velegnede af det strenge Tøjhus. Disse mange tusinde små, nøjagtigt ens flintstykker, hvis dimensioner ikke måtte variere mange millimeter, tåler nok sammenligning med engelske flintmure og franske altaner. Men datidens lærde havde altså ikke blik for dette. 1767 beskriver Erik Pontoppidan Stevns Klint i sit Danske Atlas uden at nævne flintproduktionen med et ord.

Gennem 25 år - fra 1738 til 1763 - kan vi ved Tøjhusregnskabernes hjælp følge denne særlige stevnske industri, men derefter svigter kilden; statens sparekniv greb ind over for det tidkrævende bogholderi, som fra da af blev mindre detaljeret i sine oplysninger. Vi er herefter henvist til mere tilfældige kilder, som kun antydningsvis fortæller os, hvordan det danske flinthåndværk udviklede sig. Egentlig skulle man vente, at produktionen var gået frem, og at den tilsidst helt havde dækket det hjemlige behov; forudsætningerne var jo til stede, og der har været god brug for bøssesten i de urolige år omkring 1800. Sådan synes det imidlertid ikke at være gået.

1769 stiftede en gruppe fremskridts venlige privatfolk Det kongelige danske Landhusholdningsselskab, hvis hovedformål var at fremme landets erhvervsliv. Åbenbart har den danske bøsseflintproduktion ikke været tilfredsstillende, for i 1782 udsatte selskabet præmier for »bøssestene gjort her i rigerne«. Som begrundelse anførtes: »Uagtet Dannemark såvel som Norge haver på sine steder stor forråd af flint, så indføres dog årligen en stor mængde af tilhugne bøssestene til forbrugelse i begge riger. For at gøre landets indvånere opmærksomme på at betjene sig af deres egne naturprodukter endog herudi udsætter selskabet følgende præmier: For den, som i Dannemark og Norge frembringer af den dertil duelige flint den største mængde af veldannede bøssestene af lige godhed og udseende med de fra fremmede stater indførte --, ikke mindre end 1500 stykker, 20 rigsdaler. For den næststørste mængde, ej mindre end 1000 stykker, 15 rigsdaler. For mængden dernæst, ikke mindre end 500 stykker, 10 rigsdaler. Præmieæskningen med prøver og attester indsendes til oktober 1782«.

Udskrivningen gav resultat, og 16. april 1783 uddeles præmierne: Peder Jørgensen i Tommestrup modtager hovedpræmien, de 20 rigsdaler, for 106.000 bøssesten, stenpikker (sandsynligvis den lokale betegnelse for en flinthugger) Bertel Svendsen fra Lille Heddinge modtager 15 rigsdaler »for af Stevns Klint at have udslaget og tilhugget 100.000 gode flintestene, hvoraf de 28.000 allerede var leverede til arméen«, Jens Jensen fra Vejle får 10 rigsdaler for at have tilhugget 1500 gode flintesten og husmand Christopher Pedersen fra Kiærum ved Assens 5 rigsdaler for et tilsvarende antal (Fig. 3). Flinthugning blev, som det fremgår, drevet over hele landet, men det er de stevnske husmænd, som tager de store præmier hjem.

En egnsbeskrivelse af Stevns herred forfattet 1776 af N.H.Weinwich nævner intet om bøsseflint, men i andenudgaven fra 1798 er den kommet med: »For 16 á 17 år siden havde nogle fattige husmænd fra Thomestrup og Lilleheddinge fundne på at hugge bøssestene her og det i temmelig mængde og af god brugbarhed, de solgte deraf til isenkræmmere i Kiøbenhavn og erholdt for deres flid og påfund en belønning af Landhusholdningsselskabet. Jeg så med stor fornøjelse denne lille fabrik i dens værksted på klinten i sommeren 1782, men den ophørte snart, formodentlig døde de, der bestyrede den, thi afsætning manglede de ikke, og ingen bekymrede sig videre om at bringe den i drift. Vi ville heller lade udlænderne, de franske, tyskerne og sveitserne, levere bøssestene til vor ganske armé end tage vore egne ved vor stuedør«. Der er vist ingen tvivl om, at det var Peder Jørgensen og Bertel Svendsens værksted, Weinwich besøgte den sommer; den omtalte »fabrik« har formodentlig bestået af en læskærm eller et skur. Også denne forfatter er, som man vil have bemærket, mangelfuldt underrettet: flinthugningen var ikke de to husmænds lyse ide, det var ikke et genialt initiativ, selskabet præmierede. Det er heller ikke rigtigt, at det hele snart gik i stå. Ser vi efter i folketællingslisten for 1787 finder vi ganske vist ingen Bertel Svendsen i Lille Heddinge, men under Tommestrup nævnes Peder Jørgensen, boende på Lars Pedersens gård, og om hans mor står der, at hun »nyder føden efter sin søn, som er stenpikker«. Peder Jørgensen var på det tidspunkt 22 år, så han har altså kun været 17, da han på så overlegen måde løste Landhusholdningsselskabets opgave. Hans spor taber sig foreløbig, i den næste folketællingsliste figurerer han ikke. Det ser imidlertid ud til, at hans husvært, Lars Pedersen, har luret ham kunsten af; 1797 ansøger han Landhusholdningsselskabet om en præmie, fordi han har »lært sig til at slå bøssestene af den flint under Stevns Klint«. I ansøgningen nævner han, at han i de sidste fire år har afsat over 200.000 sten til Kongelig Generalitets brug. For sin nyttige flid modtager han 10 rigsdaler. En anden stenpikker fra Tommestrup ansøger 1806 - formentlig tilskyndet af Lars Pedersens held - Landhusholdningsselskabet om en præmie, men nu synes denne udmærkede institution åbenbart, at det kan være nok. Som begrundelse for afslaget angives:»Enskønt anmelderen ved i fem år at have slået 20.000 bøssestene har vist en rosværdig flid, kan kommissionen dog ikke anbefale ham til nogen belønning, da denne industri er gammel bekendt og især ved Stevns, hvor anmelderen er bosiddende, meget almindelig«.

Om det danske flinthuggerhåndværks videre skæbne har vi endnu kun forholdsvis ringe viden. Den før omtalte militære lærebog fra 1817 nævner jo foruden Stevns også Møn og Fakse, så disse steder må altså være kommet med i flintproduktionen, dog vist uden at spille nogen større rolle. I Almindelig Varelexicon fra 1831 hedder det efter en længere redegørelse om flinthugning i Frankrig og England: »Ved Stevnsklint i Sjælland og på Møen gives en mængde fyrstene, som er af samme beskaffenhed som de engelske, men de er særdeles slet tilhugne, hvorfor de næsten ikke bruges«. En sidste, men til gengæld meget væsentlig kilde er Lütkens beskrivelse af Præstø amt fra 1839. Her læser man: »Af den sorte og meget hårde flint, som findes i Stevns Klint, slår enkelte gamle mænd, for eksempel almisselem Hans Hansen i Maglebye, indsidder Peder Jørgensen i Holtug og en mand i Tommestrup, bøssestene, som sælges i København til militært brug for een rigsdaler hvert tusinde« (Fig. 4). Den omtalte Peder Jørgensen kan meget vel være vor gamle bekendt, præmietageren fra 1783, som nu har nået en alder af 74, og det kan vel ikke helt udelukkes, at det kan være hans sten, som findes i haven i Holtug. Almisselem Hans Hansen har Lütken besøgt i 1838, han fandt ham »ved sin gerning i en lun krog i solen uden for hospitalet i Maglebye«. Det er åbenbart, at den danske flintindustri nu er i det meget lille format. Flintlåsgeværet er ved at gå af brug, og det er naturligt, at det specielle håndværk, som knytter sig til det, må synge på sit sidste vers.

Med interesse ser man, at militæret, som tidligere har været storaftager af den danske bøsseflint, har været interesseret i denne til det sidste. Vi ved, at Tøjhuset, som stod for fordelingen, havde mange munde at mætte. Regnskaberne fra 1738-63 viser, at størstedelen af stenene sendtes til fæstninger i Norge. Store mængder sten gik til Holsten, andre til Vestindien og Trankebar. Bornholm fik nogle, og militærets geværfabrik i Hellebæk modtog betydelige mængder til afprøvning af de fremstillede geværer. På Grønland, hvor flintlåsen først gik af brug omkring 1900, kan man sikkert også finde dansk flint, og på Guldkysten skal der såmænd også nok ligge sten fra Stevns. De næsten uforgængelige spor af det danske flinthåndværks korte renæssance kan således findes vidt omkring i verden.

I de store bøsseflintlande Frankrig og England blev stenene fra først af fremstillet på omtrent samme måde som i Danmark, nemlig ved afhugning af en flintflis (et afslag), der siden med små slag tilhuggedes den ønskede form. Efter midten af 1700-tallet udvikledes i de to lande en ny teknik: man lærte sig at slå lange flækker, akkurat som man gjorde i yngre stenalder, og disse knækkedes ud i tre eller flere stykker; flækkestykkerne lod sig uden videre tildannelse anvende som bøssesten, men blev dog i reglen udsat for en efterbehandling, som fjernede den ene af de to skarpe sidekanter (Fig. 5, Fig. 6, Fig. 7). Flækketeknikken, der gjorde fremstillingen af stenene hurtigere og dermed billigere, var længe omgærdet med den største hemmelighedsfuldhed, og i Danmark lærte man den vistnok aldrig, hvilket kan være grunden til den stagnation, som synes at være indtrådt, skønt faget ellers skulle have udmærkede forudsætninger for at trives i vort flintrige land. Når Tøjhusregnskaberne viser et betydeligt prisfald på bøsseflint kort efter 1750, hænger det sandsynligvis sammen med de udenlandske leverandørers indførelse af den nye metode.

Fra afbildninger i litteraturen kender mandet komplicerede sæt af flinthuggerværktøj, som anvendtes i lande, hvor man betjente sig af flækketeknikken, men de redskaber, som de stevnske flinthuggere brugte, har givetvis været langt enklere. Om almisselem Hans Hansen fortæller Lütken: »Hans hele apparat var en lille ambolt eller harested af 1/3 tommes tværmål og et lille stykke fladt stangjern, som er afrundet i den ende, der holdes i hånden«. En lignende beskrivelse af primitivt flinthuggerværktøj er leveret af en englænder, der i 1885 besøgte byen Joannina i Nordgrækenland. Flinthuggeren fandtes siddende på gaden med sin lille sæk flintknolde ifærd med at hugge bøssesten og sten til fyrtøjer. Hans værktøj var to flade hamre af forskellig vægt. Hans Hansen og hans græske kollega har foretrukket at arbejde udendørs på grund af de ubehagelige og sundhedsfarlige dunster, som flinthugningen giver. Flintknoldene har ikke ligget frit fremme, da de ikke måtte blive tørre; en soltør flint skulle være næsten umulig at arbejde med. Hvor flinthuggeren virkede, hobede meget flintaffald sig op. Mange afslag var på forhånd håbløse, og andre gik i stykker under fintilhugningen. De mange pæne og tilsyneladende færdige bøssesten, man kan finde, hvor flinthuggeren har arbejdet, er vel i reglen sten, der ikke har holdt de ret nøjagtige mål, som navnlig Tøjhuset krævede (Fig. 8, Fig. 9).

Værkstedspladser for fremstilling af bøsseflint kan sikkert findes mange steder i landet, men chancen er naturligvis størst i egne, hvor flintførende kalk- og kridtlag træder frem i lyset, og blandt disse synes Stevns at indtage en udpræget førsteplads. Brugte og kasserede sten, kendelige på at æggen er uskarp og hakket, kan opsamles så at sige overalt, men talrigest på gamle militære øvelsespladser og på slagmarkerne fra 17- og 1800-tallet. Under englændernes belejring af København 1807 foretog Det kongelige Livjægerkorps et udfald ved Classens Have på Østerbro; her - hvor nu Rosenvænget ligger - er der fundet mere end tyve bøssesten, alle slidte og alle af den type, som vi kender fra Stevns. - Alt i alt kan man sige, at der er gode muligheder for at finde bøssesten her i landet, og navnlig de mange, som giver sig af med at indsamle flint på stenalderbopladser, har næppe kunnet undgå at støde på dem, muligvis uden at være klar over arten af deres fund. Det kan ikke nægtes, at kendskabet til bøsseflinten her i landet lader noget tilbage at ønske, rundt om i museer og privatsamlinger ligger der utvivlsomt fejldaterede sten, og der er eksempler på, at bøssesten er omtalt og afbildet i litteraturen som tusindårige stenalderoldsager. Med nærværende artikel håber man at have bødet lidt på dette, men iøvrigt er den danske bøsseflintfremstilling et morsomt og uopdyrket lille stykke kulturhistorie, som nok for sin egen skyld fortjener en smule opmærksomhed.

Brandon i Suffolk har fra gammel tid været centret for den engelske bøsseflintindustri, og her lever det gamle håndværk endnu, uanset at det britiske imperium ikke mere har brug for stenene; de sælges til stater i Afrika, som stadig betjener sig af flintlåsvåben, og til - U.S.A., hvor skydning med flintlåsvåben i visse kredse er kommet på mode. Der er nu næppe mange flinthuggere tilbage, men Englandsrejsende har altså stadig en mulighed for at se fagets allersidste udøvere i funktion.