De glemte borge

Til de to nu forhenværende afdelingers opgaver hørte registrering af landets fortidsminder. Hver eneste gravhøj ned til de helt udpløjede er blevet katalogiseret af 1. afdelings folk, mens 2. afdeling har taget sig af voldstederne, der traditionelt hører middelalderen til. Som tiden gik, og kundskabens lys brød igennem, gik det nu op for middelalderfolkene, at en mindre del af de dem tilskrevne borgtomter sandsynligvis stammede fra oldtiden, men selv om antagelsen blev bekræftet i enkelte tilfælde gennem smågravninger, førte det ikke til nogen omfordeling mellem afdelingerne; sagerne blev i de skuffer, hvor de nu engang var havnet. Det var naturligvis ikke af ond vilje, men den lille detalje forekom vel de implicerede at være af mindre betydning. I Johannes Brøndsteds Danmarks Oldtid - såvel førsteudgaven fra 1930’erne som andenudgaven fra 1950’erne - er der, med enkelte fremtrædende undtagelser, ikke levnet de forhistoriske borge mange ord.

Med undtagelserne hænger det sådan sammen: Et hidtil ukendt fortidsminde, et borganlæg fra tidlig jernalder, var dukket op i den himmerlandske Borremose; det blev undersøgt og registreret af forhistorikerne, men nærmest regnet for et unikum. Borremosefæstningen vakte en vis opsigt, men det var intet mod den opmærksomhed, der blev den omtrent samtidige udgravning af Trelleborg ved Slagelse til del. Her var der tale om et gammelkendt voldsted, registreret under 2. afdeling, så undersøgelsen blev i dennes regi, men anlægget viste sig som bekendt at være fra vikingetiden og altså egentlig forhistorikernes sag. Disse tog det pænt og havde da heller ikke grund til andet. Poul Nørlunds udgravning var upåklagelig, om end naturligvis præget af sin tid, og det samme gælder de nu hastigt følgende undersøgelser af to andre cirkelborge, Aggersborg ved Limfjorden og Fyrkat ved Hobro, som middelalderfolkene også tog sig af. Vikingetiden var med dette blevet en slags fælleseje for de to afdelinger og har været det siden. Om nu denne udvikling var blevet videreført til også at omfatte de andre oldtidsborge, havde alt været om ikke i skønneste orden, så dog acceptabelt, men det skete ikke. De lå stadig vel forvaret i 2. afdelings arkiv.

Ser man bort fra gruppen af »stenalderfæstninger«, der vist ikke kan regnes for forsvarsanlæg i traditionel forstand, så er rækken af planmæssigt undersøgte danske oldtidsborge nu i det væsentlige præsenteret. En enkelt er dog kommet til: Priorsløkke ved Horsens, en mosefæstning af nogen lighed med den himmerlandske, men en smule yngre, nemlig fra ældre romertid (se Skalk 1984:5). Lidt specielt forholder det sig med Bornholm. Her som på de andre Østersøøer, Øland og Gotland, ligger borgene tæt, og de har - vel også på grund af den nimbus klippelandet har forlenet dem med - i særlig grad tiltrukket sig forhistorikernes opmærksomhed. Der er foretaget udgravninger, og forholdene er i det hele taget rimeligt godt belyst.

Ovenstående museumspsykologiske redegørelse med træk, som vil være kendt fra enhver større virksomhed, har været nødvendig for forståelsen af det følgende, men sagen er altså den, at der spredt over landet ligger en række meget spændende fortidsminder, som kun i yderst ringe grad har tiltrukket sig forskernes opmærksomhed. Middelalderfolkene interesserede de af indlysende grunde ikke særligt, og selv om de fleste forhistorikere vel efterhånden var klar over deres eksistens, har ingen følt sig kaldet til at drage dem frem af ubemærketheden. For den, der vil vide mere om disse anlæg, er der derfor ikke megen hjælp at hente i litteraturen. Vilhelm la Cour har i værket Danske Borganlæg ofret dem et kapitel, men bringer ingen samlet oversigt, og det stort anlagte værk Danske Voldsteder fra Oldtid og Middelalder (Vilhelm la Cour og Hans Stiesdal) er foreløbig kun nået til egnene nord for Limfjorden; her kan der til gengæld læses fyldigt om flere forhistoriske borge. Endelig kan man i de lokalhistoriske årbøger være heldig at finde sådanne anlæg omtalt. Vil man imidlertid, uden at gå til arkiverne, skaffe sig en oversigt over hele materialet, må man pløje sig gennem Traps Danmark, hvor samtlige danske voldsteder er beskrevet, om end kortfattet. Det er ikke nogen misundelsesværdig udvej, men foreløbig den eneste farbare.

Fra nogle af anlæggene foreligger dateringer, ofte meget mangelfulde, men i alle tilfælde pegende mod jernalder. Hvad de øvrige borge angår, bygger formodningen om deres forhistoriske tilhør alene på formen, og et sådant skøn vil altid være behæftet med en vis usikkerhed, selv om erfaringer indhøstet i udlandet kan yde nogen støtte. Det gennemgående element i disse jordværker er en vold med foranliggende grav, begge dele som regel af ringe størrelse og ofte med et uregelmæssigt terrænbestemt forløb, men i øvrigt er der mange variationer. Graven kan være tør eller våd, og såvel vold som grav kan optræde alene, uden sin naturlige ledsager, enten helt eller på kortere strækninger. Der kan være flere grave eller vold på begge sider af graven. Trækonstruktioner synes - bortset fra vikingetidens cirkelborge - sjældent at indgå i voldlegemet, men der er eksempel på, at volden helt kan være erstattet med et palisadehegn. De svage og ukomplicerede anlæg virker »gamle«, men enkelte borge har dog kraftige volde, der vist ikke nødvendigvis betyder, at de er yngre end de andre. I Trelleborg ved Slagelse er begge voldtyper repræsenteret: i den egentlige borg storvolden, gennemvævet med træværk, i forborgen den ukomplicerede jordvold med grav af ringe dybde. De fleste forhistoriske borganlæg har været af en art, som meget let lod sig udslette, så der må regnes med en betydelig tabsprocent.

Borgarealet kan variere, fra det kæmpemæssige til det helt ubetydelige. Groft kan man sige, at der er tre hovedformer: 1) ringborgen med omløbende, lukket vold/grav-system (ikke nødvendigvis ringformet), 2) halvkredsborgen, der så at sige er en amputeret ringborg, hvis manglende del erstattes af sø eller sumpet terræn, og 3) den afskærmede borg, hvor et på de tre sider vanskeligt tilgængeligt område, for eksempel en halvø eller en bakkeflade mellem dybe naturlige kløfter, er spærret mod landsiden med en kort vold og/eller grav. Det er som sagt en grov inddeling, og den har næppe daterende værdi, eftersom anlægsformen er naturbestemt, og de forskellige typer derfor udmærket kan have optrådt samtidig. (Fig. 2)

Folkeborge, bygdeborge, bondeborge er ord, middelaldereksperterne ofte bruger om disse anlæg, og heri ligger jo, at man opfatter dem som tilflugtssteder indrettet af lokalfolk med henblik på nødsituationer. Det skal nok være rigtigt i mange tilfælde, men helt uden nuancer er billedet dog vist ikke: den omtalte Priorsløkkeplads for eksempel var en befæstet landsby, og vikingetidens cirkelborge står helt i militærets tegn; de må være anlagt af kongen, mindre kan ikke gøre det. Det samme kan gælde andre, og atter andre kan måske ved nærmere eftersyn vise sig at være rammer om stormandsgårde. Alt det vil kommende undersøgelser kunne klarlægge.

Om en af de omtalte borge er vi så heldige at have en skriftlig beretning, der viser, hvordan den i en given situation har været brugt; den skyldes Saxo og handler om begivenheder, som fandt sted i 1158. Falstringerne måtte, hedder det, »bøde på deres ringe tal lige over for den uhyre vendiske flåde ved at søge ly bag deres fælles virke«, og det fremgår, at de dér måtte »udholde en belejring«. Denne tilflugtsborg - for det er jo givetvis en sådan, der er tale om - kan næppe være andet end det store voldindhegnede område, som ligger midt på øen, nær den landsby, der i dag bærer navnet Virket; anlægget er endnu udateret, men man tør formode, at det rækker tilbage i vikingetiden, hvor venderoverfaldene på de syddanske øer efter alt at dømme allerede stod i fuldt flor. Beretningen er interessant, for selv om den foregår på middelalderlig scene, belyser den ting og tildragelser, som må have rod i meget gammel tid. Vi får således at vide, at falstringerne ganske vist forsvarede sig mod de sydfra kommende fjender, men at de på den anden side havde for skik »at holde fanger i forvaring for venderne, og ofte sendte de - mere af frygt end af fri vilje - ilbud til fjenden, lige inden landets flåde stak i søen, thi de håbede ved sådan tjenstagtighed at sikre sig den fred, som de ikke ved egen kraft var i stand til at hævde«. Danmark var på det tidspunkt en enhed under Valdemar den Store, men det var ikke længe siden, landet havde været delt mellem tre konger, Svend, Knud og Valdemar, hvilket må betragtes som et tilbageskridt mod det stammesamfund, der havde været rådende gennem en stor del af jernalderen. Åbenbart sad den gamle tingenes tilstand endnu danskerne dybt i blodet. Saxo lader os forstå, at jyder og skåninger dårligt kunne tåle synet af hinanden, når de på vendertogene forenedes i hæren, og at »sjællandsfarerne, der bar indgroet nag til falstringerne, higede efter i samlet hær at hævne gammel skade«. Alt det må afspejle gamle stammestridigheder. Der har været brug for borge jernalderen igennem.

Det kort over de danske oldtidsborge, som præsenteres næste side, gør ikke krav på fuldkommenhed og slet ikke på fuldstændighed; meget, som måske burde have været nævnt, er udeladt af forsigtighedshensyn. Som det fremgår, ligger borgene ikke ligeligt fordelt. Tager vi Jylland først, finder vi den sydlige del nogenlunde tæt besat, Limfjordsegnen ligeledes, mens Midtjylland er påfaldende borgtomt. Fremtidige fund kan ændre billedet, men egentlig rummer grupperingen ingen overraskelse; Sønderjylland var jo i kraft af sin beliggenhed særlig udsat for angreb, og Nordjylland med det lange gennemgående sund indbød også til krigsmæssige aktiviteter. At Fyn, bortset fra Nonnebakken i Odense, fremtræder helt borgløs, må derimod undre, når man tager øens rige jernalder i betragtning, men den gåde vil de meget aktive fynsarkæologer måske kunne hjælpe os med at løse. På Sjælland kommer borgene igen, her er registreret fem mere eller mindre sikre forhistoriske anlæg, men fordelingen er mærkelig, idet fire placerer sig på en næsten ret linje umiddelbart nord for landevejen Korsør-Køge. Det er formodentlig tilfældigt (de fire er i hvert fald ikke samtidige), men helt afvise, at der kan være en forbindelse mellem borgene og en øst- vestgående vej tværs over øen, den ved hvilken senere fem købstæder voksede frem, tør man næppe. Også Lolland-Falster har borge, ja er endda forholdsvis velforsynet, hvilket kan skyldes vendernes ubehagelige naboskab. De bornholmske borge indtager som allerede nævnt en særstilling. (Fig. 3)

Virket på Falster er arealmæssigt vor største forhistoriske borg. Det består af en vel oprindelig et par kilometer lang, ikke særlig kraftig halvkredsvold med indtil tre foranliggende grave; enderne af den støder mod nord til et lavtliggende område med mange moser og vandhuller. Et meget lignende og næsten lige så stort anlæg, Mar- grethevolden kaldet, Finder man i Jylland, sydligt i Limfjordsgruppen ved den nu udtørrede Rosborg sø. Det er vanskeligt i dag at forstå, at borge som disse med deres svage forsvarsværker kunne yde nogen nævneværdig beskyttelse, men voldene kan jo, som det er foreslået, have været beplantet med tjørn og andre ubehagelige vækster, der gjorde dem svære at forcere. De meget store arealer, op mod én kvadratkilometer, som halvkredsvoldene indeslutter, viser, at de har skullet huse et større områdes indbyggere, i Virkets tilfælde det meste af Falsters befolkning, og vel også deres bohave, medbragte levnedsmidler, ja måske endda husdyr. (Fig. 4, fig. 5)

De andre borge er langt mindre, men tager man de største ud, dem med et indre areal over én hektar, og ser bort fra cirkelborgene, der i flere henseender indtager en særstilling, har man en gruppe, hvoraf i hvert fald de fleste med nogen sandsynlighed kan antages at være tilflugtsborge. I Vendsyssel ligger »Voldene«, en ringborg på en bakketop, der er høj og bred, men noget uregelmæssig, så at anlægget har fået et meget bugtet forløb. Nogle mindre gravninger har givet en - ganske vist spinkel - datering til germansk jernalder, hvilket gør den jævngammel med en ved sin rigdom meget bemærkelsesværdig boplads, som for tiden er under udgravning inden for samme sogn. Den bekendte store halvkredsvold ved Pedersborg på Sjælland, der med enderne støder til den nærliggende sø, hører til et middelalderligt borgkompleks, men i kernen skal den rumme et ældre, ja endda meget ældre, anlæg, så måske har denne plads tjent midtsjællænderne som nødfæstning. I Humleore skov ved Ringsted er en stor landtunge i en, nu delvis tilgroet, sø blevet overskåret med en grav; der er fundet munkestensbrokker på pladsen, så også denne borg er altså genanvendt. Og endnu et genbrugseksempel: Orebygård på Lolland er anlagt midt i et ældre voldsted, dog uden at dække det, tværtimod er det blevet fikset op og forandret for at passe i herregårdsmiljøet. Stedet har vistnok oprindelig været en holm i Sakskøbing fjord, og det er tænkeligt, at også denne borg har med venderne at gøre. To storborge på Bornholm, begge med navnet Gamleborg og begge dateret til yngre jernalder, er utvivlsomt tilflugtssteder, mens det er mere usikkert, om det samme gælder de to anlæg, som endnu er tilbage i denne størrelsesklasse, nemlig en kredsrund borg beliggende tæt uden for Køge, skårdateret til romertid, og Brovold på Als. Denne sidste adskiller sig klart fra de andre forhistoriske anlæg og må vel nærmest regnes til middelalderborgene, om end den synes anlagt i sidste del af vikingetiden. Den befinder sig på en halvø i den nu tilgroede Stavnsbøl fjord og er af typen med spærrevold, men denne vold er rigtignok af helt u- sædvanlige dimensioner. Ved gravninger i 1930’erne fandtes små hustomter og affaldsgruber, så der må være tale om længerevarende beboelse.

De mindre borge, dem med et areal under én hektar, udgør i deres nuværende uudforskede tilstand et ret uhåndterligt materiale, som det er vanskeligt at finde skuffer til. Bortset fra de totaludgravede anlæg, Borremose og Priorsløkke, har kun en enkelt givet fund af større interesse, nemlig Færgeborg i Thy, en desværre stærkt ødelagt ringborg beliggende på, hvad der engang var en søomflydt holm; her er ved forskellige lejligheder og mere eller mindre tilfældigt opgravet våben, som alle peger mod vikingetid. Syd for Limfjorden, nær det Humlum, hvor Knud den Hellige ifølge Svend Aggesen 1085 samlede flåden til sit aldrig gennemførte Englandstog, ligger ud mod samme ådal og så nær hinanden, at man aner en indbyrdes forbindelse, tre voldsteder. De to nordligste er vistnok begge af typen med spærregrav mellem naturlige kløfter, men kun det ene, Trælborg, er nogenlunde intakt, det andet, Røverstuen, har ploven udjævnet. Det tredje og sydligste voldsted, som også kaldes Røverstuen, er ganske lille, mindst af alle de forhistoriske borganlæg, men ikke det mindst interessante, hvad vi straks skal vende tilbage til. En ringborg beliggende langt derfra, i et engområde ved Emmerlev nær grænsen, bør også nævnes; den er nu overpløjet, men skal have været ganske anselig, og mindre udgravninger 1965 og 1978 har vist, at volden er bygget større flere gange. Der er ikke fundet bygningsrester, men skår fra borgpladsen kan dateres til ældre romertid. Også dette voldsted bærer gengangernavnet Trælborg. (Fig. 6, fig. 7)

Lidt ekstra opmærksomhed vil vi ofre de små ringborge, dem med en indre diameter omkring 50 meter eller mindre. De fem, vor liste omfatter, ligger alle i Jylland: den omtalte lille Røverstue syd for Limfjorden, Ridebanen ved Skive, Trælborg i Veerst sogn, Troldborg Ring ved Vejle-ådalen (også den har tidligere heddet Trælborg) og Smøl Vold nord for Flensborg-fjorden. Disse borge har klare fællestræk. Størrelsen er som sagt beskeden, og formen nærmer sig cirklen, om end ikke altid med iøjnefaldende held. Særligt kendetegnende er placeringen. Ridebanen ligger på kanten af et højt og stejlt bakkedrag, om hvis fod Hagens Møllebæk snor sig og krydses af vejen, der fra Skive løber mod Fur. Fra ådalen fører en serie dybe vejspor op over bakkesiden med retning tæt forbi borgen. Tilsvarende forhold møder man ved Troldborg Ring. Også den ligger på kanten af et bakkedrag, blot endnu langt højere og stejlere, og tænker man sig den nuværende granbevoksning væk, har man den herligste udsigt over vejen, der her krydser Vejle- ådalen, og - hvad der især er interessant - over stedet, hvor i vikingetiden den berømte Ravningbro lå (se Skalk 1977:1). Ved Smøl Vold, den største af de fem, er landskabet anderledes, men situationen i øvrigt den samme: en høj og stejl bakke ved roden af Broager-halvøen har borgen på toppen, og vejen går lige forbi, hvad den nærmest er tvunget til, eftersom lavtliggende områder på begge sider danner en slags flaskehals. Noget vandløb er der ikke her og altså heller ingen passage over det, men går vi til Veerst, møder vi igen broen lige neden for borgen, som til gengæld ligger på en lav bakke, eftersom de høje ikke findes på denne lokalitet. Røverstuen endelig ligger øverst i den høje åbrink, en kredsrund platform adskilt fra bakken ved en grav. Der er som nævnt tale om en ganske lille borg, kun 17 meter i diameter; overfladen er noget forgravet. Atter her krydses åen af en vej. Stedet kaldes Borgbro, og Borgnavnet er vandret videre til nogle nærliggende huse. (Fig. 8)

Også de små ringborge har, om end med nogen tøven, været tolket som tilflugtsborge, men tages beliggenheden i betragtning, synes det mere nærliggende at opfatte dem som forter, hvorfra et vagtmandskab kunne kontrollere trafikken og i givet fald sætte kræfterne ind. At veje krydser åer, er ganske vist ikke ualmindeligt, men antallet af sådanne skæringer pr vandløb er dog til at overse, og det virker påfaldende at finde borgene af en bestemt og karakteristisk type placeret netop ved dem. Og ganske vist er der ingen garanti for, at nutidens vejforløb følger oldtidens, men det har ved udgravninger, og især omkring åløbene, vist sig meget ofte at være tilfældet. Ved Veerst bemærker man det ejendommelige, at tre sogne støder sammen lige ved broen, og skellene synes lagt med hensyntagen til denne. Heller ikke dette skæringssted kan da formentlig være af ny dato.

Mens tilflugtsborge må opfattes som lokale foranstaltninger, forudsætter vagtborge en mere omfattende organisation, og netop dette gør spørgsmålet om deres datering interessant. Fra et par af dem foreligger fund. På Trælborg i Veerst, hvor Olfert Voss har gravet (se Skalk 1957:4), blev afdækket en hustomt fra ældre germanertid, men da den strakte sig ind under volden, siger det blot, at borgen må være yngre end den. Også Troldborg Ring er søgt tidsfæstet, nemlig af Mogens Schou Jørgensen i forbindelse med studier af Ravningbroen; han har venligt oplyst, at der blev fundet skår fra 3-400-årene, overgangen mellem ældre og yngre jernalder. Selv om det vel ikke helt kan udelukkes, at Troldborg ligesom Trælborg er anlagt på gammel boplads, må det dog siges at være overvejende sandsynligt, at den er ældre, og altså meget ældre, end broen, der er dendrokronologisk dateret til år 979. Nu er det jo ikke umuligt, ja vel endda meget tænkeligt, at der har været overgangssted her før broens tid. Det vil forklare, hvorfor man valgte netop denne ellers lidt ejendommelige plads for det store og meget bekostelige bygningsværk. (Fig. 9, fig. 10, fig. 11)

Af de ovenfor opregnede borge, små som store, har mange navne af åbenbar ny dato (Volden, Røverstuen, Ridebanen, Gamleborg, Storeborg eller slet og ret Borg), mens andre, såsom Madstedborg, Smøl Vold og Galmindeager Slot, synes opkaldt efter nærliggende lokaliteter. Et enkelt af navnene, Trælborg, påkalder sig dog opmærksomhed, og det optræder til gengæld talrigt; mere end 20% af de registrerede forhistoriske borge kaldes - eller har tidligere været kaldt - sådan. Egennavne kan vandre, men næppe i en sådan grad, der må være tale om en fællesbetegnelse for borge af en bestemt kategori, og man kan så spørge sig, om den er fra borgenes egen tid eller af senere oprindelse, og hvordan den i det hele taget kan være opstået; ordene »træl« og »borg« går jo ikke godt i spænd. Stednavneforskeren Gunnar Knudsen har i Poul Nørlunds bog om Trelleborg søgt at løse problemerne. Navnet kan, siger han, i skriftlige kilder følges tilbage til 1200-årene, men har uden tvivl været kendt i vikingetiden. Det optræder talrigest i Danmark og må være opstået her, men forekommer også i nabolandene og undtagelsesvis i fjernere egne, hvor vikingerne færdedes. Af danske Trælborg-navne har han fundet frem til 25, nemlig foruden dem, der er knyttet til voldsteder, en anselig mængde Trælborg-gårde, Trælborg-marker og Trælborg-enge, måske steder, hvor der har ligget et nu forsvundet voldanlæg, men der kan også, fremhæver Knudsen, være tale om senere navngivning af mere tilfældig karakter. Det har han naturligvis ret i, men det er dog værd at bemærke, at de løsgående Trælborg-navne fordeler sig over landet på næsten samme måde som borgene, med og uden Trælborg-betegnelse. Interessant er det endvidere, at ingen Trælborg-navne synes knyttet til middelalderlige voldsteder trods disses stærke dominans. Alle borge med det kendemærke er - eller kan være - forhistoriske. Det styrker tiltroen til navnets oldtidsoprindelse.

Om forleddet i ordet Trælborg siger Gunnar Knudsen, at det uden tvivl er træl i betydningen slave - med andre ord: en trælborg er en borg, som på en eller anden måde har med trælle at gøre, er ejet af dem, beboet af dem eller opført af dem. Ingen af forslagene forekommer umiddelbart sandsynlige, trællene, de ringeste i samfundet, kan ikke have ejet borge, og at de deltog i opførelsen af dem og beboede dem i egenskab af tjenestefolk, må for datidens mennesker have været så selvfølgeligt, at det ikke har haft navngivende kraft. Der er senere fremsat andre forslag, men det skal vi ikke komme ind på her. Navne af den art kan i øvrigt opstå som en spøg og siden spredes på de forunderligste måder.

Først når det forhistoriske borgmateriale er lagt i faste tidsrammer, kan det komme til virkelig nytte. At de foreliggende, ofte meget mangelfulde, dateringer alle peger mod jernalderen, kan ikke undre særligt, for det var en krigersk periode - herom taler vor sagnhistorie dunkelt og de store våbenofferfund med al ønskelig tydelighed. Der har været angreb udefra, men også indre stridigheder i datidens efter alt at dømme stammedelte Danmark, som først langsomt, vel i løbet af yngre jernalder, groede sammen til et rige, sikkert med lejlighedsvise tilbagefald i form af splittelse og ny forening. Der var brug for borge, både dem, hvor lokalbefolkningen kunne søge tilflugt, når de store stredes, og dem, der tjente disse store selv. Megen ydre påvirkning behøvedes næppe for at bygge sådanne anlæg; at man i en nødsituation søgte ud på en holm i en sø, var en simpel flugtreaktion, og at lægge en jordvold langs randen, krævede ingen stor opfindsomhed. Skulle der i øvrigt være brug for inspiration, kunne den hentes hos vore sydlige naboer, sakserne eller måske endda venderne, som i løbet af jernalderen besatte Østersøens sydkyst, og som danskerne snart bekrigede, snart stod i venskabeligt forhold til; om det sidste vidner en række fyrsteægteskaber fra Harald Blåtands tid og fremefter. Også i vore nordlige nabolande lærte man at bygge borge, og her er mængden af bevarede anlæg langt større end hos os, specielt i et bælte over Mellemsverige. Så tæt har de næppe nogensinde ligget i Danmark, men at der var flere og vel endda mange flere, end man nu får indtryk af, kan der ikke være tvivl om. Agerbruget har gjort sine indhug. (Fig. 12)

Borgene og de store våbenfund er ikke vore eneste minder om jernalderens krigsførelse. Langvoldene, de såkaldte folkevolde, som der er mange af, især i Jylland, må regnes med, da de tydeligt har til formål at spærre veje for fjender. Også de har ført en noget upåagtet tilværelse, men interessen for dem synes dog nu vågnende, og der er gravet i en del. At opnå en sikker datering af et sådant anlæg, er imidlertid vanskeligt, her er borgene noget lettere at have med at gøre. På selve borgpladsen har der færdedes mennesker, der kan findes husrester og genstande, og skulle det glippe, står voldgraven til rådighed. Affald af forskellig art har altid haft en tilbøjelighed til at ende dér, og det må vi være taknemmelige for.

Det er denne artikels hensigt at rette opmærksomheden mod en overset fundgruppe, som har meget at byde på. Om ikke andet burde i hvert fald de overpløjede borge undersøges, inden udslettelsen bliver total. (Fig. 13)