De forsvundne gangere

»Når du vil købe hest, når du vil tage kone, da søg afrettet hest, men uafrettet brud. Det klinger ikke just i alt for fin en tone, at hest og kone her tillige vises ud.

Dog er der noget i, thi når en hest kan løbe i lang og kort galop, ved ganger-gang og skridt så spares umagen for den, som vil ham købe, og denne lettelse er køberens profit...«

Digtet handler derefter om hvordan det forholder sig med tilredne og uredne koner, men det er en helt anden sag. Hvad der her har interesse er udtrykket »gangergang«. På Wadskiærs tid var betegnelsen allerede forældet, men den passede godt med versefødderne, og de fleste af tilhørerne har sikkert haft en fornemmelse af hvad det drejede sig om, nemlig med den lidt ældre ordbogsforfatter Moths ord: en let og behagelig gang hos en ridehest. Det mærkelige ved dette fænomen er at det er forsvundet - i alle tilfælde er der ingen europæiske gangere tilbage tiltrods for at gangarten indgår i en række firbenede dyrs naturlige bevægelsesmønster. Således kendes den hos æsler, muldyr og elefanter foruden hos hestene.

En af fotografiets pionerer Edward J. Muggeridge (1830-1904) var født i England, men kom omkring 1850 til U.S.A. hvor han fik en lang karriere som rejsende fotograf, blandt andet ved fotografiske registreringer af militærmål i det fra Rusland erhvervede Alaska. Han er dog mest berømt under sit kunstnernavn Eadweard Muybridge, som den første der ad fotografisk vej analyserede dyr og menneskers bevægelser. Det foregik ved University of Pennsylvania hvor han i 1880'erne lavede over 100.000 optagelser for at aflure naturen dens hemmeligheder. Blandt hans billeder er der en række som viser en bevægelse der på engelsk kaldes amble og som er det samme som gangergang (Fig. 1). En elefant fra Pennsylvania Zoo kunne ved kraftig overtalelse formås til at skyde en fart på 20 km i timen i denne gangart, der er en forlængelse af dyrets naturlige skridt, men med den forskel at hele dyrets vægt skiftevis overtages af et og to ben, mens det i skridt er to og tre ben der bærer vægten.

Skal man danne sig et begreb om bevægelsens karakter, er det måske lettere at forestille sig - ikke en hest, men de to mænd i cirkus der er klædt ud som hest. Hvis de to mænd løber lige præcist ude af takt vil publikum se en hest i trav, løber de i takt ser vi en hest i pas. Hvis den forreste mand nu forsinker sine skridt så meget at de falder midt imellem den bagestes fremkommer der en fire takts rytme og »hesten« vil gå gangergang. Det bør måske indskydes at det hele ser lidt elegantere ud hvis det udføres af en rigtig hest.

Hos moderne europæiske heste er de arvelige anlæg for denne bevægemåde næsten forsvundet, men i mere afsides egne af verden i forhold til dens gamle centrum, findes heste der foruden skridt, trav og galop, med et islandsk ord kan gå tølt. Således kan alle hesteracerne i det spansk-portugisisk koloniserede Sydamerika præstere gangere og også i Nordamerika findes renavlede racer med tøltbevægelser. At mange arabiske og næsten alle asiatiske heste kan tølte er måske mindre velkendt end at de islandske heste har et par ekstra gear. De egne hvor tølt/gangergang er bevaret, er steder hvor transport på hesteryg indtil for ganske nylig spillede en overvejende rolle. Grunden til at man her bruger tølt er at det er en overordentlig behagelig gangart for rytteren, når man skal tilbagelægge store afstande. Velgående gangere skyder med lethed samme fart i gangergang som almindelige heste i trav og med en næsten fuldstændig rolig sadel.

Når man ikke ser mange gangere i Europa i vore dage har det flere årsager. Blandt de vigtigste er utvivlsomt udbygningen af vejvæsenet og den siden 1500-årene stigende brug af køretøjer til persontransport. Hertil har man brug for udholdende travere. Dem har man avlet efter - og herved forsvandt gangerne, for selv i et målbevidst avlsarbejde er der faktisk langt imellem de virkelig gode af slagsen.

For at avle sådanne er det vigtigt at fastholde de anlæg hestene har for at gå pas. De bedste islandske gangere er da også ofte dem der tillige har kraftige anlæg for pasgang, hvor hesten flytter de samsidige ben to og to. Denne sammenhæng i arvefaktorerne er det måske der har fået pasgang til at have så fremtrædende en plads i vore forestillinger om middelalderens hestemateriale, og som har gjort at gangergang og pas er blandet sammen i næsten alle leksika og ordbøger på de europæiske sprog.

Det tyske ord for tølt er »zeit«, der idag oversættes ved pasgang, men det fremgår tydeligt af senmiddelalderlige tyske kilder at det endnu i 1500-årene betød gangergang. Det middelalderlatinske ord ambulator, der ordret betyder en som spadserer, oversættes bestandigt af vore historikere ved pasgænger, selvom det fremgår af næsten alle sammenhænge at der er tale om gangere, og selvom ordet i forkortet form findes i det engelske amble, der som sagt er gangergang. Når det er vigtigt at skelne skyldes det først og fremmest at mens gangergang bekvemt bringer rytteren frem, så er pasgang almindeligvis en både ubehagelig og uskøn bevægelse, der på længere sigt gør hesten stiv og uanvendelig. Undtagelsen er den lynhurtige pas der endnu dyrkes som væddeløbsdisciplin på Island, men som hestene kun kan tåle at gå nogle få hundrede meter ad gangen. Denne flyvende pas (skeid) er det formodentlig den berømte hoppe Fluga i Landnammabok benytter sig af - og at det ikke er en islandsk opfindelse ses for eksempel ved en sammenligning af de to billeder af Odin på Sleipner og europamesteren i pas 1977 »Leiknir«.

Når man skal avle heste der kan gå gangergang arbejder man altså med avlsdyr der har betydelige pasanlæg. Man vil da få mange forskellige slags heste ud af avlsarbejdet. Nogle kan gå fem gangarter, nogle mangler pas eller trav og nogle går som moderne europæiske heste kun skridt, trav og galop. De sidste betragtes som et affaldsprodukt i avlen af gangere, ligesom de heste der ikke kan gå trav og tølt, men stædigt insisterer på at gå pas hele tiden.

Om gangere på dansk grund ved vi ikke så meget; bortset fra verset i indledningen er det så tidligt som i 1640'erne vi sidste gang hører om dem. En af vore kilder er de få bevarede middelalderlige testamenter. Formodentlig er det disse dokumenters særlige karakter der har fået historikerne til at mene at det kun var gamle præster der havde ambulatorer. Selve ordligheden med ambulance, den omstændighed at testamenterne ofte starter: »skønt skrøbelig af legeme, dog karsk i sindet«, og endelig at der næsten kun er bevaret gejstlige personers testamenter, har fået B. S. Ingemann til at sætte alle sine prælater op på skikkelige pasgængere for at jumbe afsted. Ser vi nøjere på kilderne viser der sig et noget andet billede.

Lundekanniken Torben Larsen, der skriver testamente i september 1337 har mange heste. De skal gå til forskellige navngivne arvinger, men allerførst i testamentet, lige efter det alter der skal have alt hans gods i Lindeknebel, nævnes hans rødblakkede ambulator, som skal gives til hans herre ærkebispen. Også forrest i kannik Thyge Turesens testamente fra 1353 finder vi hans ambulator som ærkebispen skal have og først langt henne i dokumentet kommer hans øvrige heste til mere underordnede personer. Således får hans svend, Poul Mikkelsen, hans part i en sort hest (Fig. 2).

I ærkebisp Peders testamente fra 1391 får dronning Margrethe en ganger, som den han tidligere har foræret hende. Den kaldes med et senmiddelalderligt udtryk en gradarius, hvad der ordret betyder en der går skridt for skridt. At det ikke er fordi det er en damehest dronningen skal have den, ses af ærkebisp Peder Lykkes testamente fra 1434 hvor både kongen og dronningen betænkes med hver en ganger - en sort og en grå. Foruden gradarius'en har den førstnævnte ærkebisp Peder flere ambulatorer. Dels en han selv plejede at ride og som kannik Laurids skal have, dels en der »er grå og temperamentsfuld, hvilket dog ikke gør den uegnet for gejstlige«. Man synes at fornemme et let drilleri i eftersætningen. Måske var bispens kansler Johannes der skal arve hesten ikke den store rytterbegavelse. At præster ikke traditionelt gik af vejen for sportslige udfoldelser synes at fremgå flere steder. For eksempel efterlader biskop Jacob af Roskilde i 1350 en turneringsrustning til Evert Moltke.

Om forholdet mellem begreberne ambulator og gradarius kan vi foreløbig kun gætte. Herhjemme går det første udtryk af brug omkring 1400 mens det andet først optræder 1388. I en engelsk kilde findes dog allerede 1177 en gradarius der går gangergang. 1391 finder man begge udtrykkene i ærkebisp Peders testamente. Måske er gradarius et ord der er kommet ind i landet med en ny type gangere fra udlandet, eventuelt en større og kraftigere type end den man var vant til, eller måske har ambulator i tidens løb skiftet betydning fra ganger til ridehest i almindelighed. At ord og begreber kan skifte indhold og form er der masser af eksempler på også indenfor emnet her. Således betød ordet paraveredus i senklassisk latin en ekstra posthest. Via formen palefredus trækkes det efterhånden sammen til pferd, der blev det almindeligste ord på tysk for en hest i al almindelighed. Undervejs har det passeret betydninger som håndhest, ganger og let (dame-) ridehest.

Blandt de middelalderlige testamenter findes enkelte verdslige hvori gangere omtales. Svend Olufsen skriver således i 1341: »fremdeles til min broder Peder Olufsen min grå ganger (ambulator) med bidsel og sadel, mit panser og min krave«. Et par gange får vi lidt oplysninger om gangernes værdi. Lundekanniken Johannes Falster arver i 1398 en gradarius til 4 mark sølv. Peder Nielsen skal i 1388 give 10 mark sølv for at arve bisp Johannes' gradarius, men så er den også med udstyr. Heroverfor står skafferen på Dragsholm, der i 1350 arver en mere almindelig hest til 1 mark sølv.

Gangerne synes altså i 1300-årene at have været højt ansete og værdifulde ridedyr, som udmærket kunne testamenteres opad i det sociale system, måske som et udtryk for en særlig ærbødighed. Svend Olufsens ganger følges i 1341 med hans våben og kan altså have været en egentlig kamphest. Sådanne omtales enkelte steder med ordet dextrarius, der imidlertid nok først og fremmest tilkendegiver et der er tale om en hingst, uden at melde noget om dens øvrige egenskaber. At de verdslige kampheste også har gået gangergang ses af en række afbildninger. De hellige tre konger på Åkirkebyfonten tæller måske ikke rigtig med eftersom disse ryttere er på rejse, men egentlige kampbilleder findes for eksempel på en romansk gravsten i Bislev kirke ved Nibe - og på det berømte Bayeux-tapet ses kong Harald på en tydeligt tøltende hest. Også rytterfrisen i Skibet kirke ved Vejle bør nævnes og fra noget senere tid Skt Jørgen i Fanefjord kirke (Fig. 3, Fig. 4).

Så sent som i 1546 hører vi om en ganger der anvendes som kamphest, ganske vist i et ridderspil. Christian 3.'s dronning Dorothea udlåner sin livganger til svogeren den krigeriske hertug Adolf af Gottorp, som var en af de sidste ivrige dyrkere af »skarprenden« hvor rytterne red mod hinanden i fuldt firspring med fældede lanser for at slå modstanderen af hesten. Dronningen understreger i sit brev til hertugens broder Hans, at det er et højst personligt lån og at ingen anden end Adolf må bruge hendes hest til »sådan renden« (Fig. 5).

Hertug Adolfs turneringsudstyr og hesterustning fra et lidt senere tidspunkt af hans sportslige karriere er delvis bevaret, og hvis det han benyttede i 1546 har været blot af tilnærmelsesvis samme gode kvalitet kan dronningens livganger ikke have været en lille let damehest (Fig. 6). I så fald kunne den næppe bære de små 200 kg mand og stål på ryggen, som fordredes ved disse lejligheder. Det er egentlig indlysende at gangergang næsten har været en forudsætning for kamphestens anvendelighed. Det drejer sig jo ikke blot om at ride i fuld galop mod modstanderne. Den rustede kriger skal også derhen hvor slaget skal slås. Og man kan næppe forestille sig hesten trave afsted med rustning og en panserklædt rytter der bumper og hamrer den i ryggen.

Det er tankevækkende at hertug Adolf henvender sig til dronningen for at låne en hest, man skulle umiddelbart tro han havde heste nok selv. Problemet har måske været at gangergang efterhånden var ved at blive en sjældenhed. Gennem middelalderen skærpedes kravene til rytteriets heste med den øgede armering og et af de vigtigste avlsmål blev større dyr. Nu er det som nævnt erfaringen (fra Island) at arveegenskaberne meget let mistes og det er åbenbart sket her: de store heste som blev resultatet havde sjældent anlæg for gangergang. Forsøgenes uheldige udfald kan være en af mange grunde til at det stadig tungere rytteri til slut måtte opgives.

At tungtrustede ryttere ved middelalderens slutning var en sjældenhed her til lands ses for eksempel af en liste fra 1536 hvor 263 navngivne adelsmænd der var medlemmer af adelshærens rytteri er opført. Udfor 21 navne er anført »kørids« (kyrads), og det er stort set de samme der nogen tid senere tilsiges til kongens kroning for at medvirke ved de i den anledning arrangerede ridderspil. En kyradsér var på dette tidspunkt en tungt rustet rytter på en ligeledes pansret hest.

Et avlsarbejde med svære hingste havde fået de danske heste op i størrelse, men gangergangen var gået tabt undervejs. Små gangere kunne man dog stadig skaffe. I 1565 får vi således at vide at Frederik 2. har et islandsk stod (en flok avlshopper) idet han giver besked på at det skal føres over til Hesselø sammen med to gangerøg Ejler Hardenberg har givet kongen og et han har fået af køgemesteren Christian Munck. Sammen med stoddet skal udsættes en brun klipper »når græsset bliver så højt at den kan behjælpe sig hos øgene«. Klipperen er formodentlig en stærkttravende hest i datidens sprogbrug og at avlsresultatet ikke blev altfor godt kan måske ses af det næste brev fra Frederik 2. om gangere. Det er skrevet april 1574 og befaler Johan Bucholt på Island med det første at skaffe en islandsk ganger, som ikke er udskåren (altså en hingst), og 10-12 stodgangere og endelig at lade en mand som kan passe dem følge med skibet ned. I maj 1582 bestilles endnu 10 islandske gangere. Tidligere på året havde kongen beordret Christoffer Valkendorff til at udruste et skib, der kunne føre nogle gangere fra England »her ind i riget«. I 1587 finder vi den sidste omtale af gangere i kongens udgående breve.

Hans efterfølger Christian 4. synes kun at have interesseret sig for gangere som kuriositeter. De to lejligheder vi ved han beskæftiger sig med dem er 1641 da han udbeder sig de to mindste gangere der kan skaffes på Island og 1645 hvor han forærer den franske gesandt to rideheste og en broget ganger.

I bestræbelserne for at avle de nordeuropæiske gangere op i størrelse har man altså øjensynlig sat arveanlæggene over styr. Fortrydelsen har dog næppe været kolossal eftersom tiden var løbet fra både det tungtrustede rytteri og de lange rejser til hest. Samtidig kom renaissancens og siden barokkens krav om klassiske forbilleder til at spille en rolle, både for ridningens teori, der nu tog udgangspunkt i hestenes travanlæg og for de repræsentative fremstillinger af fyrster til hest, hvor for eksempel Marcus Aurelius-statuen i Rom fik stor indflydelse. Man gjorde sig ikke længere forhåbninger om at skabe sig nye gangere på grundlag af et islandsk avlsmateriale. Det ville simpelthen ikke være muligt for folk af stand at gøre sig så meget til grin som de ville blive ved at ride disse smådyr når tidens mode krævede heste som den Christian 4. lod sig afbilde på i 1643.

Et monument over de eftertragtede store middelalderlige gangere findes imidlertid - og endda en af verdens mest kendte rytterstatuer (Fig. 7, Fig. 8). Da den vidtberømte italienske lejetropsfører Bartolomeo Colleoni i 1475 lå på sit yderste eftergav han Venezia en betydelig gæld til sit bo - og bad til gengæld i al beskedenhed om at få opført en rytterstatue af sig selv midt på Marcuspladsen. Byens senat gik ind på ideen, selvom man ændrede opstillingsstedet, og overlod opgaven til den florentinske kunstner Andrea del Verrocchio, der næsten nåede at fuldføre værket inden sin død i 1488.

Alle italiensfarere kender den kæmpemæssige statue af den bistre condottiere, og blandt de bedste kendere var stabsdyrlæge Hjalmar Friis, der i sin tid skrev disputats om de europæiske rytterstatuer. Udfra sit kendskab til heste gør han opmærksom på dyrets noget sænkede ryg og skriver »Gangarten er skridt, en stærkere gennemtrædning i venstre bagkode og et mere strakt højre bagben ville være mere overensstemmende med normal skridtstilling«. Det er fuldstændig rigtig set. Netop de træk Hjalmar Friis fremhæver er det imidlertid der viser at hesten ikke går skridt, men gangergang. Når venstre bagkode ikke er trådt dybere ned er det fordi hesten først i næste øjeblik skal til at aflaste højre forben som bærer næsten hele ekvipagens vægt. Når ryggen er sænket er det fordi gangeren derved opnår tilstrækkelig frihed i skulderen til at gribe frem med forbenene. Det kan undre at Hjalmar Friis ikke har peget på hestens hjorteagtige bagudbøjning af halsen, der netop i den klassiske ridekunst regnes for uskøn, men som er så typisk for gangere i gangergang.

Fejltagelsen er karakteristisk for moderne europæiske hestefolks syn på gangere. Når gangarten tølt nutildags lejlighedsvis viser sig hos en hest korrigeres den, eller man begynder endog at behandle hesten for halthed. I det nyligt udkomne værk Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder har man bedt en svensk ritmester skrive om ridning, og vi får at vide at i middelalderen brugte man pasheste blandt andet fordi de bedre kunne få plads til benene på de smalle ridestier - og at man lærte hestene pas ved at forbinde de samsidige ben med remme eller lignende! Det var egentlig disse oplysninger der fik mig til at skrive denne kronik (Fig. 9).

Først de senere års genopdagelse af den islandske ridehest og dens evne til at bringe sin rytter hurtigt frem i en behagelig tølt har rokket ved de hestekyndiges forståelse af fænomenet ganger. Selv red undertegnede i mange år en stor ridehest der, når den var ivrig, fra skridt tilbød en ganske behagelig jordvindende gangart med minimale sadelrystelser. Da jeg ikke kendte fænomenet fra nogen rideinstruks eller teoribog søgte jeg pligtskyldigst at forhindre den i at gå gangergang.

Gangere er blevet sjældne i Europa, men den vågnende forståelse af sammenhængene og den øgede interesse for ridesporten har gjort sin virkning så at man nu er begyndt at importere heste med gangeregenskaber fra de egne af verden hvor de stadig findes, således Nord- og Sydamerika og Sydafrika. Først og fremmest er det dog den oprindelige nordiske hest islænderen der påny har fået fodfæste på kontinentet.