De dødes penge

Jo, for det første må det fremhæves, at fundet fra Rønne virkelig er sjældent, og det til trods for, at det - ikke blot i Mellemeuropa, men over hele verdensdelen - har været almindelig skik at give de døde penge med i graven (Fig. 1). Også på danske kirkegårde finder man ofte mønter, når ældre gravsteder sløjfes for at give plads for nye begravelser, men alt for ofte kommer de tilfældigt op. Det hører til undtagelsen, at der - som i vort tilfælde - bliver lagt mærke til deres placering på eller ved den døde. Og det er skade, for kun gennem sådanne præcise iagttagelser kan man gøre sig håb om at nå frem til en forståelse af, hvorfor man har anbragt dem i graven.

I »Dansk Bondeliv« fortæller H. F. Feilberg, at en gammel kone blev spurgt om, hvorfor de døde skal have penge med sig i kisten. »Jo«, svarede hun, »ellers bliver de siddende i Naboskrog og kan ikke komme videre«. Stedets mærkelige navn kommer, forklarer Feilberg, fra græsk abyssos, der via middelaldertysk (nobiskroch) er indkommet i dansk. Ordet betyder egentlig kroen i de dødes rige, værtshuset i helvede, hvor djævelen efter middelalderens forestilling var kromanden.

Her er altså tilsyneladende tale om en tærepenge med tilknytning til græsk tradition, og selv om Charon ikke nævnes, peger det dog lidt i retning af ham og hans færgeløn. Om Charon må iøvrigt bemærkes, at han først ret sent kommer ind i den klassisk-græske tradition, og at han spiller en meget underordnet rolle i gudeverdenen. Måske netop derfor kunne han få plads i den folkelige opfattelse af tilværelsen med det resultat, at det blev almindeligt at lægge en mønt, en obol, i ligets mund til færgeløn. I den græske skik synes vi altså at have en fuldstændig parallel til det, der skete i Rønne i begyndelsen af forrige århundrede - og iøvrigt endnu et sted, men på et langt tidligere tidspunkt: Ved Himlingøje i Østsjælland er fundet to jernaldermennesker, mand og kvinde, gravlagt med rigt udstyr af smykker og husgeråd og hver med et lille stykke guld i munden. Tilsvarende kendes fra samtidige norske og gotlandske grave.

Det synes, som om regnestykket går op, men gør det nu også det? Kan vi være helt sikre på, at det er Charonstanken, som ligger bag disse fund? Nej, ved nærmere eftersyn melder der sig et usikkerhedsmoment, som vi bliver nødt til at tage med i betragtning. At bære småmønter i munden hævdes at have været almindelig brug i oldtidens Grækenland; munden fungerede simpelthen som pung. Hvis det er rigtigt, forklares det mærkelige gemmested, men samtidig mister Charon sin eneret på det. Vi må undersøge, om der kan være andre grunde til at give de døde penge med i graven, og vi vil begynde med at betragte gravgaverne i det hele taget, og hvad de skulle tjene til. Det vil vise sig, at der er en forbløffende sammenhæng over lange tidsrum. Nutiden holder fortiden i hånden.

Så langt tilbage i tiden, man kan følge dødeomsorgen, er der blevet lagt ting ned til liget i stenkammeret, egekisten eller hvad man ellers har brugt for at beskytte det. Disse sager har skullet tjene afdøde i den nye tilværelse, som man åbenbart har forestillet sig ikke var særlig forskellig fra det liv, der var forladt. Våben og redskaber, smykker, tøj, kar med mad og drikke, er de gennemgående ting. Et rigt materiale for arkæologer, vigtigt for forståelsen af fortidens liv.

Lad os som eksempel tage den ene af de to før omtalte Himlingøje-grave, nemlig kvindegraven, der iøvrigt er sin periodes rigeste gravfund, og som nu kan ses på Nationalmuseet med hele udstyret liggende på plads (Fig. 2). Den døde var gravlagt i sine klæder, men af dem er der intet tilbage. Alle de småsager, som har siddet i eller på tøjet eller på selve kroppen, er derimod tilstede, og de er ikke få: en sølvhårnål, en meget lang perlekæde med vedhængende amuletdåse af sølv, et antal sølvbrocher, arm- og fingerringe af massivt guld - foruden det omtalte guldstykke i skelettets mund. I gravens fodende var anbragt en righoldig opdækning med mad og drikke. De letfordærvelige varer var naturligvis forsvundet, men beholderne, hvori de har været, stod tilbage: smukke lerkar, romerske bronzespande og to drikkebægre af glas. Ved siden lå forskellige dyreknogler, åbenbart rester af kødmad, samt en øse med tilhørende si, hvis funktion under måltidet ikke behøver nærmere forklaring. Øsesættet er måske det af udstyret, som bedst viser, at man har forestillet sig den døde aktiv i graven.

Man forstår, at den kristne kirke måtte tage afstand fra de forestillinger, der lå bag et sådant gravudstyr. Den kunne ikke godkende, at livet efter døden skulle være en simpel fortsættelse af jordelivet, og måtte altså bekæmpe gravgaverne. Men de var vanskelige at komme til livs. Selv blandt denne verdens mægtige, der skulle have været de første til at forsvare den rene tro, var den gamle forestilling uudryddelig. I kejser Karl den Stores levnedsskildring fortælles det, at da han var død - det skete i året 814 - blev hans lig vasket og pyntet efter skik og brug og gravsat i den kirke i Aachen, som han havde ladet bygge for egne midler. Det lyder jo meget enkelt, men hvad er skik og brug? Det får man måske at vide i en senere tilføjelse til krøniken, hvor det hedder, at kejser Karl på selve dødsdagen blev gravsat i kirken siddende på en guldtrone iført sin kejserlige dragt med et gyldent sværd ved siden. I hånden havde han en gylden evangeliebog, og over hans hoved svævede kejserkronen. Han var altså udstyret til at fortsætte tilværelsen som kejser på den anden side døden. Hvis kongegraven i Jellinghøjen ikke var blevet plyndret af gravrøvere, ville den måske have vist noget tilsvarende. De småting, der er bevaret, peger ialtfald i retning af et usædvanligt gravudstyr.

Et er nu fyrstebegravelser, men hvordan forsynedes jævnere folk til tilværelsen i dødsriget? I afsides egne af Europa holdt gammel sædvane sig længe. Fra begyndelsen af 1600-årene har vi udførlige beskrivelser af begravelsesskikkene i Letland optegnet af en mand, der var meget optaget af alt det ejendommelige, han så hos de lettiske bønder, men også af at bekæmpe det som afguderi. Han fortæller: »Når nogen blandt dem døde, måtte han klædes på fuldstændigt i sine klæder og lægges i kisten, for at han skulle have en ordentlig klædning i den nye tilværelse. Og for at de døde iøvrigt skulle finde, hvad de behøvede, og ikke lide mangel på nogenting, gav man dem penge, smykker, nåle, sølvkar og lignende ting med i graven, så de skulle kunne føre en passende tilværelse«.

Noget sådant skete ikke bare i Letland i 1600-årene, men i Danmark og de andre nordiske lande højt op mod vor tid, omend kun i særlige tilfælde. En kone, der døde i barselseng eller inden hun efter fødslen var indledt i kirken, blev iklædt sin sorte kjole og den øvrige stads, som hun skulle have haft på ved kirkegangen, og yderligere fik hun offerpenge med i kisten (Fig. 3). Indtraf dødsfaldet før fødslen, kom også hele udstyret til den ufødte med. Karoline Graves - en af Dansk Folkemindesamlings mest fortjente meddelere med virkeområde i Vestsjælland - havde personligt kendskab til en kone, som efter en fødsel havde været sengeliggende i henved 30 år, og som stadig havde kjole og offerpenge liggende parat til brug, når hun skulle begraves. At medbringe jordisk gods til det hinsidige var barselkvindernes privilegium, men helt var det dog ikke forbeholdt dem. Døende kunne ytre ønske om at få dette eller hint med sig i graven og få det opfyldt - undertiden i en sådan grad, at kisten dårligt kunne bæres, fuld som den var »med flæsk, brød, drikke og brændevin m.m.«, som Luise Hagberg skriver i sin fortrinlige bog om begravelsesskikke i Sverige »När döden gästar«.

I ovennævnte eksempler er vi flere gange stødt på ordet penge - og uden at der specielt har været tale om rejsepenge. Barselkvinden, der døde inden den traditionelle kirkegang, fik de penge, som hun skulle have ofret på alteret, med sig i kisten, men uden tanke på rejsens besværligheder; meningen må have været, at offeret skulle fuldbyrdes. Og andre eksempler: I 1883 fandtes på Svinninge kirkegård ved Holbæk en læderpung med 218 mønter fra senmiddelalderen henlagt på brystet af en afdød; sikkert hans formue, som er kommet med i kisten. På samme måde må man opfatte de mere end 300 guld- og sølvmønter, som 1653 blev fundet i Tournai i Belgien ved åbningen af frankerkongen Childerik I's grav; han døde år 481. I de to tilfælde - så forskellige i tid og miljø - kan der ikke være tale om rejsepenge. De døde har skullet kunne føre sig standsmæssigt frem i den nye tilværelse, vel ud fra samme tankegang som den, en bonde fra Skåne langt op imod nutiden gav udtryk for, da han bestemte, at et par hundrede daler af hans penge skulle lægges i hans kiste, »så at han ikke kom som en stodder i den anden verden, men kunne byde Abraham, Isak og Jakob på en glad frokost, så de kunne lægge et godt ord ind for ham«. Vi er såre langt fra ånden i lignelsen om den rige mand og Lazarus.

At give penge med i graven kunne også være en forsigtighedsforanstaltning fra de efterlevende for at forhindre, at den døde kom til at gå igen. Folk, der havde været hengivne til stærke drikke, kunne således blive besværlige, derfor lagde man i svensk Østerbotten en flaske brændevin i kisten, samtidig med at man kastede mønter i graven og sagde: »Her har du penge, køb mere når du behøver«. En anden mulighed for gengangeri lå deri, at afdøde ikke ville slippe det, han hidtil havde haft at råde over (Fig. 4). For at stille ham tilfreds gav man ham da en symbolsk godtgørelse - et par skillinger, som arvingen lagde i kisten med ordene: »Her har du dit, lad mig beholde mit«; så kunne den døde gøre sig fri og finde ro i sin grav. Det var en praktisk løsning af et ømtåleligt problem, men ikke alle, som stod i begreb med at forlade denne verden, fandt det tilfredsstillende at skulle nøjes med en så ringe erstatning. De ville have deres ejendom håndgribeligt med sig - det har vi allerede set eksempler på, og flere kan fremføres. Af en retssag i Sverige 1624 fremgår, at en afdød rig bondekone havde befalet, da hun lå på sottesengen, at fire ejendomsskøder skulle sys ind i hendes ligtøj, og Hyltén-Cavallius, fra hvem vi har oplysningen, kan også fortælle om en bonde, der gemte sine penge under sengen, og som i sin yderste stund befalede den yngste datter, at hun skulle lægge dem under hans hoved i kisten, »for de gælder i hvad land, jeg kommer til«. Det skete, men arvingerne fandt ud af det. Kisten blev gravet op, og da så man, »at en pusling sad på den dødes bryst og øste penge i halsen på ham med en ske«.

Møntfund i grave kan altså være meget forskelligt. De behøver ikke at være rejsepenge, men kan på den anden side meget vel være det - og hermed er vi tilbage ved det, som var denne artikels udgangspunkt. Det var en udbredt folkelig forestilling, at den døde skulle have penge med for at komme over et vand, og heri aner man Charonsmyten, men det må rigtignok bemærkes, at Charon nævnes sjældent eller aldrig uden for Middelhavsområdet. Her i det nordlige har han nok blot været en litterær figur, som kun de få med klassisk dannelse kendte til, og det ses da også, at man flere steder har omtolket færgelønnen til mere kendte afgifter. I Ungarn rådede således en forestilling om, at den døde på sin vej til himmelen måtte passere syv toldgrænser, hver af dem bevogtet af en ond ånd. For at slippe igennem måtte han have penge med til betaling. Og nåede han så himmelporten, måtte der også betales for at få den lukket op. I den katolske kirke er som bekendt Skt. Peder udstyret med nøglen til Himmeriges port, og selv han har ladet sig betale for at bruge den, ser det ud til; i hvert fald har man i franske grave fra 1400-årene fundet pengestykker med den betegnende indskrift: TRIBUTUM PETRI (afgift til Skt. Peder). Det kan være en kristen efterligning af Charonsmønten.

At forklare vort bornholmske fund er altså ikke så lige en sag; der er adskillige muligheder, og selv om nogle af dem ved nærmere eftertanke kan udelukkes på grund af mønternes ringe værdi og det specielle opbevaringssted, så bliver der dog flere tilbage. Nogen sikker dom tør vi ikke fælde - men iøvrigt er det vel langtfra givet, at den, som i sin tid lagde de to metalstykker i ligets mund, selv har haft en krystalklar forestilling om, hvad det egentlig var, han gjorde. Mønterne er ret medtagne, opholdet i jorden har ikke bekommet dem særlig godt, men det ses at være rigsbankskillinger, og på den ene læses årstallet 1818. Deres fremtidige plads vil de, med finderens billigelse, få i Dansk Folkemuseum. Her har man med glæde taget mod dem, idet museet ikke ejer tilsvarende fund.