Damppløjning

Ideerne om at udnytte dampmaskinen i landbruget opstod i England; man havde set, hvor gennemgribende betydning denne maskine havde fået for industrien, og tanken om en tilsvarende mekanisering af det landbrug, som nu skulle brødføde de stadigt voksende skarer af byboer, lå lige for. Vi har kendskab til en række spredte forsøg i 1700-tallet, men de fik først praktisk betydning et stykke ind i 1800-årene. Den tidligste succes var de damptrukne tærskeværker, og lidt senere kom kværne, hakkelse s skærere og mejerimaskiner, der alle udførte arbejdsprocesser, som ikke stillede store krav til dampmaskinens mobilitet.

Opfindelsen, der havde fået så stor betydning for industrien, var James Watts lavtryksmaskine med kondensator, men den var, alene på grund af sin størrelse, uegnet til landbrugsarbejde. Hertil krævedes en lille maskine, som helst skulle kunne bevæges fra sted til sted ved egen kraft. I løbet af 1800-tallets første halvdel arbejdedes der derfor henimod højtryksmaskinen; nok var den på grund af det større varmetab mere uøkonomisk i brug, men de mindre dimensioner og udeladelsen af kondensatoren muliggjorde en mere kompakt form. Lokomobilet, som den nye udformning af dampmaskinen kaldtes, bestod af en rørkedel fast forbundet med maskineriet. Det næste skridt var opfindelsen af det selvkørende lokomobil. Hermed var - i hvert fald tilsyneladende - betingelsen for dampmaskinens anvendelse som trækkraft i landbruget til stede.

I England eksperimenteredes på livet løs gennem det meste af 1800-tallet, men først omkring 1860 fandt man frem til metoder, der fik praktisk betydning. Det var selvfølgelig nærliggende at anbringe lokomobilet på hestenes plads, således at det kørte hen over marken, mens det trak redskabet efter sig; denne metode fik da også en vis betydning i Nordamerikas hvedearealer, men i Europa slog den ikke an, de tunge maskiner trykkede jorden alt for hårdt sammen og kørte u- standselig fast. Man koncentrerede sig i stedet for om kabelmetoden, hvor lokomobilet ikke kørte direkte på den jord, der skulle behandles.

Kabelsystemets opfindelseshistorie er broget og mangfoldig; her skal kun behandles de tre udformninger, der fik praktisk betydning: Fisken-systemet, Howards kredssystem og John Fowlers to systemer, alle opfundet og gennemeksperimenteret kort efter midten af forrige århundrede. De to førstnævnte af disse pløjeapparater virkede efter nogenlunde samme princip: marken var omspændt med et i trisser løbende tov, som bevægedes af et lokomobil, der var opstillet fast uden for eller i udkanten af marken; tovet trak, via forskellige anordninger, redskabet frem og tilbage over ageren. Der var fordele og ulemper ved begge systemer. Brødrene Fiskens var hurtigere at stille op og krævede mindre arbejdsstyrke end Howards, til gengæld var det ikke så robust. Howards system var det mest velegnede til uregelmæssige marker. Til begges ugunst taler, at opstillingen var ret besværlig, fordi såvel lokomobil som vindeapparat og ankre skulle transporteres fra sted til sted med heste, og at det krævede en omstændelig flytning af trisseværk m.m. at skifte til nye furer. Disse systemer fik en vis udbredelse, men det var John Fowlers apparater, der kom til at dominere. (Fig. 2)

Fowler byggede i en vis udstrækning på andres opfindelser, men han forstod at kombinere dem med sine egne på en sådan måde, at hans to systemer blev de mest effektive og mest økonomiske. Hans lokomobiler var selvkørende; de stod ikke fast opstillet på et sted, med bevægede sig langs med ageren, efterhånden som pløjningen skred frem. Princippet var i øvrigt som i de to andre systemer: kraftoverførsel ved snoretræk, men vinden var anbragt på selve lokomobilet, hvad der gav større driftsikkerhed, og kablet kunne, takket være maskinens bevægelighed, gøres kortere, hvilket øgede soliditeten og gjorde betjeningen nemmere og mindre mandskabskrævende. I det ene af Fowlers apparaturer benyttedes to lokomobiler; dette system var af samtlige det simpleste og mest effektive, men tillige det dyreste.

Medvirkende til Fowlers succes var hans redskaber til jordens bearbejdelse, der langt overgik konkurrenternes i effektivitet. I februar 1856 fik han patent på sin balanceplov; men det mest brugte redskab ved dampdyrkningen var grubberen, forgængeren for det berygtede redskab, hvis opdukken i vore dages landbrug har skaffet arkæologien alvorlige bekymringer; den vendte ikke jorden, men løsnede den til en dybde af mellem 14 og 24 tommer. Fowler kunne også levere en stenbrækker, der kunne rense jorden for endog temmelig store sten, og de almindelige redskaber såsom tromler, harver og såmaskiner indrettede han til dampbrug.

Det er vel for meget sagt, at disse damppløjningssystemer gik deres sejrsgang over Europa, men de fik dog en vis udbredelse, først og fremmest i England og i Tysklands sukkerroedistrikter. (Fig. 3, fig. 4, fig. 5, fig. 6, fig. 7, fig. 8)

I juli 1869 afholdtes den 11. danske landmandsforsamling i København, og ved denne lejlighed blev dampploven introduceret i Danmark. Et Howards kredssystem var opstillet på Nørrefælled, og de festklædte mødedeltagere fik lejlighed til at se, hvordan dette teknikkens vidunder pløjede fælledens grønsvær. Der var trængsel ved demonstrationerne, men kun få havde mod på selv at binde an med det nye maskineri. Der var dog een: den lollandske godsejer, etatsråd Lauritz Jørgensen, købte det udstillede apparat til brug på sine to godser, Søllestedgård og Søholt.

Året efter, i 1870, kom der endnu et damppløjningsapparat til Lolland, idet lensgreve Eggert Christopher Knuth til Knuthenborg anskaffede et Fowlersk system med eet lokomobil. Dette apparat blev fremvist og demonstreret ved den 12. danske landmandsforsamling i Nykøbing Falster 1872. Baggrunden for såvel Jørgensens som Knuths investering i damppløjningen var de gunstige forhold for korneksporten, især til England, som endnu herskede på dette tidspunkt. Kort tid efter kom der endnu et incitament: sukkerroedyrkningen, som så småt kom igang i 1872-73.

Lollands tredie dampdyrkningsapparat blev indkøbt af sukkerroedyrkningens pioner Erhard Frederiksen. Han påbegyndte i 1872 sammen med sin bror, J. D. Frederiksen, bygningen af sukkerfabrikken »Lolland«. De turde ikke løbe an på tilstrækkelige roeleverancer fra de omboende landmænd, hvorfor der i nær tilknytning til fabrikken anlagdes et virkelig storlandbrug omkring Højbygård og Nøbøllegård; hertil leverede John Fowler i 1872 et apparat med to lokomobiler.

To år senere dannede en kreds af landmænd, heriblandt også Erhard Frederiksen, I/S Damppløjningsselskabet Maribo, der indkøbte et apparat, ligeledes med to lokomobiler.

I retsbetjentarkiverne er der bevaret enkelte sager vedrørende den kontrol med dampkedler, som blev påbudt ved loven af 24. marts 1875; men materialet er spredt og noget tilfældigt, fordi mange fabriksinspektorater tidligere kasserede sagerne, efterhånden som de kontrollerede kedler gik af brug. I arkiverne kan der dog hentes nogle oplysninger om tre af de fire danske dampplove.

Desværre er der ingen synsforretninger over etatsråd Jørgensens dampplov fra 1869; vi ved kun, at den var fabrikeret af brødrene Howard i Bedford, og at lokomobilet udviklede 10 hestes kraft. Det blev brugt til såvel pløjning som tærskning, og damppløjningen ophørte før århundredskiftet.

Knuthenborgs dampplov efter Fowlers system blev drevet af et selvkørende, 12 hestes-lokomobil. Også det blev brugt til såvel pløjning (med en 4-furers balanceplov) som tærskning, og pløjningen var ophørt omkring 1900.

Damppløjeselskabet Maribo's pløjeapparat havde to selvkørende, 14 hestes lokomobiler. Dampploven blev lejet ud til større gårde i området, men det kunne ikke svare sig i længden, og i 1880'erne blev den med tab solgt til Sverige.

De bedste oplysninger haves om fabrikken »Lolland«'s dampplov, dels gennem arkiverne, dels gennem Erhard Frederiksens artikler om damppløjningens fordele og ulemper. Til pløjeapparatet hørte to selvkørende lokomobiler, der hver udviklede 14 hestes kraft; det ene, der endnu eksisterer, vejer 10 tons og måler 6, 75 m i længden, højden til svinghjulets øverste kant er 2, 80 m og til skorstenens 4, 20 m. De tilhørende redskaber var en balanceplov, en grubber, en stenbrækker og en letharve, senere blev der anskaffet en svenskharve. Da De danske Sukkerfabriker i 1878 efter Erhard Frederiksens fallit overtog fabrikken »Lolland« og forpagtningen af Højbygård, holdt man fast ved dampdyrkningen, og den fortsatte et stykke ind i vort århundrede. I 1925 kasserede fabrikstilsynet det ene lokomobil, og fire år senere led det andet samme skæbne. Gårdejer Jens Wolsing i Holeby fik forhindret, at det sidstnævnte blev solgt til ophugning. En sommerdag i 1929 blev der for sidste gang fyret op i kedlen, og lokomobilet kørte ved egen kraft til Stiftsmuseets frilandsafdeling, hvor det stadig findes og i bogstaveligste forstand er et tyngdepunkt.

De perspektiver dampkraften åbnede for landbruget, virkede næsten berusende på samtiden; således skrev den engelske tekniker mr. Greig i Ugeskrift for Landmænd 1876: »For enhver tænkende mand kan der ikke være tvivl om, at lige som den gamle spinderok og diligencen er blevet afløst af dampens langt overlegne drivkraft, således vil også den nuværende dyrkningsmåde ved trækdyr blive fortrængt af dampdyrkningsapparater«. De konkrete eksempler fra Lolland viser, at denne parallelisering af industriens og landbrugets kraftproblemer var alt for forenklet. Dampkraften fik ikke revolutionerende betydning for landbruget, og grunden må søges, dels i de mekaniske, mandskabsmæssige og landbrugstekniske problemer, dels - og navnlig - i de samfundsøkonomiske forudsætninger. Havde sidstnævnte været gunstige for dampdyrkningen, var de tekniske problemer blevet løst, ganske som det var sket for industriens vedkommende. (Fig. 9)

Det siger sig selv, at de tekniske vanskeligheder var betydelige, især i dampdyrkningens første tid. Ikke alle systemer var lige robuste, og strejkende maskiner og kabelbrud hører med i billedet. Et særligt problem frembød transporten af kul og vand, og uheldigvis mest på de store brug, hvor dampploven jo især fik indpas.

Til de tekniske vanskeligheder knyttede sig problemerne med at skaffe mandskab, der både havde indblik i mekanik og landbrugsarbejde. Herom skrev mr. Greig 1876: »Oplærte mekanikere er i reglen til ingen nytte uden for værkstedet, og der fandtes dengang ingen markarbejdere med tilstrækkelige mekaniske kundskaber. Arbejdets skidne natur medførte, at den bedre klasse af arbejdere ikke havde lyst til denne beskæftigelse, og mænd af anden klasse måtte først opdrages dertil, hvilket imidlertid var en meget kostbar sag. Denne vanskelighed var måske den største hindring for dampdyrkningens fremskridt - «. Også Erhard Frederiksen foretrak at oplære landarbejdere til mekanikere frem for at lære mekanikere markarbejde, og i Landbrugs-Ordbog for den praktiske Landmand fra 1877 anbefaler han at lade damppløjningen udføre på akkord for derigennem at skærpe arbejdernes omhu for maskinerne. Han mente, at dampmaskinen ville kunne forbedre arbejdernes kår: »Disse maskiners betjening kræver langt større omtanke og nøjagtighed end de sædvanlige landbrugsarbejder og giver derved anledning til en direkte påskønnelse af intelligens og pålidelighed i form af højere lønningsgrader, hvilken ikke vil undlade at gøre sin indflydelse gældende. Denne større fabriksmæssighed i det hele, som dampen fører med sig i landbruget, har også i denne henseende ikke ringe følger i form af vækkende og udviklende indflydelse på arbejderne«. (Fig. 10)

Selv de største dampdyrkningsentusiaster var på det rene med, at dampploven ikke egnede sig for alle brug. Den krævede store og flade marker at arbejde på, hvilket var en af grundene til, at den især fandt anvendelse på de store godser. De bedste resultater nåedes på de stive lerjorder - og især sådanne, hvor man havde forladt renbrakken til fordel for grønafgrøder og rodfrugter. Damppløjning og -grubning kunne give disse jorder den fornødne kraftige behandling; men misforståelser i begyndelsen gjorde mange skeptiske. Da dampploven vandt frem, var kendskabet til brug af gødning og særlig kunstgødning endnu mangelfuldt. Man havde erfaret betydningen af dræning, mergling og en grundig bearbejdelse af jorden, og det var ikke ualmindeligt at møde forestillinger om, at hyppig pløjning øgede jordens gødningskraft. Man pløjede normalt ikke dybere end 8-9 tommer, men med dampploven kunne man komme ned i 18 tommers dybde, ja med balancegrubberen helt ned til 24 tommer. Det siger sig selv, at ukritisk brug af en sådan dybdebehandling gav mange skuffelser. De mere erfarne advarede da også kraftigt herimod, og blandt andet Erhard Frederiksen understregede, at dybkultur - især med grubberen, der ikke vendte leret op i mulden - nok var et gode, men kun, når den blev anvendt med forsigtighed og i kombination med gødningstilførsel.

Alle disse tekniske problemer var dog ikke uløselige, og en del blev da også overvundet tid efter anden. Blandt de lollandske pløjeforetagender må fremhæves det ved Højbygård, der fungerede udmærket gennem et halvt hundrede år, men det skyldes nok først og fremmest, at det blev startet rigtigt af Erhard Frederiksen. Han var en fremragende og realitetsbetonet landøkonom, og da han i 1877 gik fallit, var det på sukkerfabrikken, ikke på sit landbrug.

En årsag til, at dampdyrkningen ikke blev den succes, man havde drømt om, kunne være, at tiden i slutningen af forrige århundrede ikke var moden til en mekanisering af landbruget. Det er en almindelig iagttagelse, at spredningen af tekniske landvindinger har været langsommere og mere ufuldstændig i landbruget end i industrien, og man har søgt grunden dertil i en træghed hos landmændene, en modstand mod alt nyt. Så simpelt er det dog næppe; den mekanisering af selv de mindste brug, som vi har været vidne til efter anden verdenskrig, maner i hvert fald til forsigtighed i bedømmelsen af landmændenes holdning til teknisk fornyelse.

Snarere skal man søge årsagen i selve landbrugsstrukturen, hvor de små, blandede brug spillede en afgørende rolle. Disses økonomiske evne stod naturligvis i ligefremt forhold til størrelsen. At anvende kraft, man ikke selv producerede, har langt op mod vor tid været mere, end de fleste europæiske gårde kunne magte, og at bære og forrente den investering, som anskaffelsen af de komplicerede maskiner krævede, måtte i reglen ligge helt uden for rækkevidde. En udvej havde det været at leje apparaterne eller anskaffe dem på andelsbasis, som man ofte gjorde med damptærskeværkerne, men heller ikke det var rentabelt: markerne var for små, og transportudgifterne for store; det var kun i Tyskland, at fællesejede dampplove fik nogen betydning. Dampdyrkningen - her såvel som i udlandet - blev da i det store og hele forbeholdt godserne, som endda helst skulle være af en særlig beskaffenhed, for at foretagendet kunne svare sig. På Højbygård og Nøbøllegård var driften koncentreret om sukkerroeavl og kvægfedning.

Hvis det dengang var lykkedes at fremstille mindre og billigere maskiner, ville dampdyrkningen muligvis have fået en anden skæbne, men sikkert er det ikke, for endnu et moment spiller ind. En af de betydeligste drivkræfter bag vor tids landbrugsmekanisering er maskinernes arbejdsbesparende værdi, som i nogen udstrækning har afhjulpet den mangel på mandskab, der har gjort sig gældende efter krigen. Denne spore manglede, da dampdyrkningen forsøgte at vinde fodfæste. For nok fandt der en betydelig vandring sted fra landet til byerne og de oversøiske områder, men samtidig steg befolkningstallet i det meste af Europa. Antallet af mennesker, der var beskæftiget i landbruget, blev således ikke formindsket; det skete først senere, i vort århundrede.

Manglende kapital, manglende behov og tekniske problemer, der derfor ikke blev løst, var således medvirkende til, at damp ploven fik større betydning for den landøkonomiske debat end for det praktiske landbrug. Da behovet for mekanisk trækkraft meldte sig et stykke ind i vort århundrede, var dampkraften forældet, slået ud af forbrændingsmotoren.