Dampelefanten

Initiativtageren var en købmand i Frederikshavn, C. C. C. Christiansen. Han var en jævn mand, som i en årrække havde været pakhuskarl hos storkøbmanden C. B. Cloos og derefter havde startet en mindre købmandshandel. Hvordan han havde fået nys om landevejslokomotivers fortræffelighed står ikke helt klart, men som rådgiver havde han en vis »sekretær« Hjorth, der havde skrevet kontrakt for ham i England. Denne Hjorth er sikkert identisk med opfinderen Søren Hjorth, der var en forgrundsfigur ved anlægget af den første danske jernbane fra København til Roskilde og siden teknisk direktør ved banens videreførelse til Korsør. Han havde selv i 1832 konstrueret en dampvogn til landevejskørsel, men den var ikke praktisk anvendelig. Heller ikke andre og mere betydningsfulde opfindelser fik han nogen fornøjelse af, og efter nogle år i England levede han i 1862 i København som en skuffet mand, der dels fik en lille statspension, dels ernærede sig som lærer og ved agenturvirksomhed.

I Vendsyssel var meningerne om Christiansens forehavende på forhånd delte. Købmændene og andre samfundsstøtter var begejstrede. Med den flere gange udvidede havn i Frederikshavn havde landsdelen fået en god søværts forbindelse, der bidrog til næringslivets blomstring, men varetransporten over land var stadig besværlig. Da f.eks. konsul Chr. H. Nielsen, Hjørring, modtog en skibsladning kunstgødning, skulle der et vogntog på 50 hestekøretøjer til at bringe de 1100 sække fra Frederikshavn til Hjørring.

Omvendt følte vognmændene sig truet i deres næring, og da de foruden at bringe varer omkring også varetog en stor del af nyhedsformidlingen, svirrede det snart med rygter om alle de ulykker landevejslokomotivet ville forvolde. Al anden kørsel på landevejene ville blive umulig, fordi hestene blev skræmt fra vid og sans, og gnister fra det ildsprudende uhyre kunne antænde stråtagene osv. Mangen en arm bonde slog kors for sig ved tanken.

For øvrigt var heller ikke rigsdagen vild efter at slippe landevejslokomotivet løs, men ved energisk indsats af en vendsysselsk landstingsmand lykkedes det dog at få vedtaget en lov om anvendelse af dampvogne på landeveje, og købmand Christiansen fik en femårig koncession for ruten Frederikshavn-Hjørring-Nørresundby. Det var dog en betingelse at der ikke kørtes om natten, og at farten ikke oversteg to mil (15 km) i timen.

Sidst i september 1862 ankom så landevejslokomotivet og tre dertil hørende godsvogne med damper til Toldboden i København. Den engelske fabrikant, mr. Rickett, var i egen person fulgt med for at sætte maskinen i gang. Lokomotivet var i forvejen navngivet Vendsyssel, men de vittige københavnere omdøbte det straks til Dampelefanten. En tung svend var det også, idet det fuldt forsynet vejede 24.000 pund. De to svære bærehjul havde fælge på 9 tommers bredde, mens styrehjulet var 7 tommer bredt. De tre godsvogne kunne hver laste 6-8000 pund, og desuden havde Christiansen hos en vognfabrikant i Ålborg ladet bygge en passagervogn til 36 personer.

Indenrigsministeren havde udpeget en komite af teknisk kyndige til at afprøve landevejstoget, og den var sammen med mr. Rickett på en prøvekørsel, der gik fra Toldboden ud ad Strandvejen, videre ad Jagtvejen til Frederiksberg, op ad Frederiksberg Bakke og et stykke ud ad Roskilde landevej. Turen gik fint, og i de følgende dage foretoges flere vellykkede ture med repræsentanter for ministeriet, rigsdagen og pressen. En avis skrev, at det var et solidt prøvestykke at trække hele landets dygtigheder op ad Frederiksberg Bakke.
(Fig. 2).

Efter den vellykkede premiere fik hærens ingeniørkorps ordre til at afstive landevejsbroerne i Vendsyssel, og på en pram, som marineministeriet havde stillet til rådighed, blev landevejstoget bugseret til Frederikshavn. Her var det midt i oktober klar til sin første prøvetur med »den bekendte dygtige mekanikus Mentz« fra Hjørring som lokomotivfører. I turen deltog et hundrede indbudte fra land og by, og en stor menneskemængde råbte hurra, da Mentz ringede med signalklokken, og Dampelefanten satte sig i bevægelse. Frederikshavns Avis noterer i sit referat, at nogle vejfarende af overdreven forsigtighed havde spændt deres heste fra eller var kørt ind på marken, hvor toget kom frem. Men bladet glæder sig dog over at kunne berette, at skønt det ville være urigtigt at sige at det nye kolossale køretøj ikke afficerede hestene, så lod disse sig dog uden store vanskeligheder styre under forbikørslen, og »de ville vistnok snart blive fortrolige med dette dem uvante syn«.

De chausseer som Vendsyssel havde fået nogle år i forvejen, var åbenbart ikke så bæredygtige som hovedstadens gader og veje. På sin første tur nåede Dampelefanten kun en milsvej fra Frederikshavn. Her blev den siddende fast i Nybro Bakke, idet et hjul skar sig ned i vejen. Det lykkedes dog at bringe den flot, og i fin stil vendte den tilbage til Frederikshavn, hvor premieren fejredes med et animeret festmåltid.

Ved det næste forsøg nåede den dobbelt så langt, men så gik der bræk på maskinen, og passagererne måtte selv om hvordan de kom hjem. Også på sin tredje tur havde Dampelefanten maskinuheld, men denne gang nåede den dog til Hjørring, og efter nogle dages rast foretog den en lysttur med 70 indbudte til Vrejlev bro, som endnu ikke var afstivet.

På Vrejlev kro blev der festet og holdt taler bl.a. for konsul Chr. H. Nielsen, som havde en væsentlig del af æren for at Vendsyssel havde fået gode chausseer »uden hvilke kørsel med vejlokomotivet ville have været en umulighed«. Stemningen var den bedste, indtil der kom bud om at lokomotivet under vending var sunket ned i vejen og ikke kunne komme fri inden mørkets frembrud.

Dampelefanten nåede ikke at gennemføre en eneste tur uden uheld, og da den til sidst kørte fast uden for Frederikshavn med en fragt kul og salt, fik den lov at blive stående længe, fordi de skadefro vognmænd enten nægtede at losse godset eller forlangte grove overpriser. Den stakkels købmand Christiansen tilkaldte derefter sagkyndige fra England, og de erklærede at rør og kedler var opbrændt, hvorefter lokomotivet blev sendt retur til mr. Rickett.

Hverken Christiansen eller andre følte trang til flere eksperimenter med landevejslokomotiver, og kun ni år senere i 1871 nåede jernbanen i øvrigt til Vendsyssel.

(Fig. 3).