Damer til hest
Ridning var tidligere mændenes domæne, men som bekendt har kvindekønnet på det seneste gjort et kraftigt indhug i privilegiet. Løjtnant af kavaleriet, staldmester ved universitetet i Kiel og dyrlæge Peter Wilhelm von Balle, der i 1830 udgav en bog om »Ridekunsten eller vejledning til ridehestens rigtige behandling«, må vende sig i graven. I hans - for øvrigt meget udmærkede - værk er dameridningen ganske vist ikke helt forbigået, men det er ikke mange af bogens 225 sider, den beslaglægger. P. W. von Balle anså som mange mænd på hans tid kvinder for at være meget sarte og skrøbelige væsener, dekorative, men ude af stand til at foretage sig noget fornuftigt på egen hånd - i det hele taget med et betydeligt tomrum i øverste del af hovedet.
Af Redaktionen
For en dame er det upassende at sidde overskrævs på hesten, som mændene gør. Hun må derfor benytte en særligt konstrueret tværsadel med polstrede »horn«, der skal forhindre, at hun rutscher ned fra den sidelæns stilling. »Det vil være overflødigt at forlange, at damen skulle have begreb om sadlens enkelte dele, stangens forskellige virkning, kindkædens indhængning osv, der alt bliver den medfølgendes pligt at iagttage. Kan derfor damen adskille stang- fra trensetøjlen, er overfladigt bekendt med disses virkning og indflydelse på hesten, ved hun, at sadlen må ligge fast og kender det sted, hvor den skal ligge, da er dette tilstrækkeligt«.
Hesten må være et roligt gemyt, som uden at blive sky kan »tåle damens hat, klæder og anden stads«. Den skal være »let at regere uden at besidde for stor følsomhed for mundstykket, da den som oftest må tåle en urolig og usikker hånd. — Skal damehesten bestiges, da stilles den enten på et noget lavt sted, så at damen fra et højere punkt kan stige op, eller i ridebanen ved trappen, hvilket ej alene letter opstigningen, men er endog anstændigere. — Efter at damen har fattet sine tøjler, sætter hun sin venstre fod ind i stigbøjlen eller tøflen, der af ledsageren holdes hende imøde, griber med sin højre hånd sadlens bageste rand og hæver sig i vejret, gør nu en vending til venstre og sætter sig let ned i sadlen, hvorved nøje må agtes på, at klæderne ej kommer til at ligge i folder. — Ved afstigningen må damen, efter med tøjle og pisk hertil at have gjort de nødvendige forberedelser, skyde sig noget tilbage i sadlen, hæve benet ud af hornene, atter vende sig og gribe med højre hånd i sadlens bageste rand, let stå ned og tage foden ud af bøjlen — (Fig. 1). Herved, så vel som ved opstigningen, må den hosstående kavaler være behjælpelig«.
Fig. 1: Dameridning på Bækkeskov i Sydsjælland. Maleri af ukendt kunstner, ca 1800, nu på Gavnø.
Under selve ridningen bliver den mandlige ledsager (som altid forudsættes at være til stede) »ofte nødt til at føre sin egen hest med sin højre hånd for med sin venstre at kunne gribe over, understøtte og ordne damens føring, ja endog hjælpe hende, hvis hun skulle tabe balancen«. Kavaleren er i det hele taget af største vigtighed, »fra ham må al hjælp udgå; han må styre alt, hvad der skal foretages, og omendskønt han forhen heri har undervist damen, må dog udførelsen bestemmes af ham. — Hans opmærksomhed må stedse være henvendt på damen, hendes føring, sæde osv; hans blik må ej undgå, hvad som nær eller fjern kunne lade formode en urolighed eller forstyrrelse af den fornøjelse, ridningen medfører. — Er damen allerede meget færdig i ridning og af meget høj stand, da bliver den ledsagende stedse en halv hests længde bag damen, taber hende desuagtet ej af syne og er stedse beredt til at kunne ile frem til hjælp, når sådant findes fornødent«.
P. W. von Balle var gift tre gange, så han har altså haft rig lejlighed til at gøre sine erfaringer. Hans anden kone, Magdalene Cathrine, var i øvrigt født Hingst.
