Da-husk på det-døde kong Valdemar
Verdenshistorien har mange kapitler om store og små riger, som har haft deres tid og forlængst er forsvundet, riger, som nok kan eftervises på landkort, men hvor de gamle grænser forlængst er udslettet, og nye statsdannelser har præget udviklingen. For nu ikke at tale om oldtidens mange forsvundne stater, vil jeg blot nævne det byzantinske kejserrige og de burgundiske kongeriger. De har haft den skæbne, som var Danmarks, da junker Valdemar var en ung mand. Den danske stat var splittet og i opløsning. Den var på vej ind i historien som en stat, der havde været. Situationen kan sammenlignes med forholdet, da svenskerne stormede København 1659. Men medens stormen blev afværget og Carl Gustavs planer dermed forpurredes, var slaget vitterligt tabt i 1330'erne og opløsningen i fuld gang. At junker Valdemar, kongens tredieældste søn, havde held, kræfter og evner til at genskabe det kongerige, hans slægt havde regeret over i generationer, er en af vor histories mærkeligste kendsgerninger. Meningerne om Valdemar var og er stadig delte, men der er næppe nogen, der betvivler, at landets genrejsning var hans personlige værk - selvfølgelig med al den støtte, han snart fra en snart fra en anden side sikrede sig til værkets gennemførelse.
Af Harald Langberg
Det kan da ikke undre nogen, at man gerne vil vide, hvordan han så ud. Da C. E. F. Reinhardt i 1880 udsendte en stor bog om Valdemar Atterdag, måtte han meddele, at der ikke var bevaret noget billede af ham »eller endog blot nogen antydning om hans ydre«, og dette understregedes af Julius Lange i hans store afhandling fra 1893 om vore ældre kongelige gravminder, hvor Lange fremhæver, at det stik, man havde, som viste kongens forlængst forsvundne billede på tumbaen i Sorø, var af så ringe kvalitet, at man ikke ud fra det kunne slutte noget om gravskulpturen (Fig. 1, Fig. 2). Men i samme årgang af »Årbøger«, hvor Lange offentliggjorde sin afhandling, kunne Jacob Kornerup meddele, at han nu i Næstved Skt. Peders kirke havde afdækket et kalkmaleri, som helt sikkert viste Valdemar Atterdag, og at det måtte være malet ikke længe efter kongens død.
FIG. 1: Kong Valdemars tumba i Sorø kirke, som den fremstilles på et stik fra 1600-årene. Under en reparation i 1651 styrtede en hvælving ned og knuste kongens billede og hele den øvrige udsmykning, så at nu kun en enkelt bispefigur er bevaret.
Fig. 2: Valdemar Atterdags billede i Skt. Peders kirke i Næstved. Den latinske tekst til venstre for den knælende kongeskikkelse lyder i oversættelse: I året eet tusinde tre hundrede og femoghalvfjerds, på dagen før Crispini fest, da - husk på det - døde kong Valdemar; han hviler i Christo.
En sætning af omtrent samme ordlyd findes indføjet ud for 24. oktober i en kalender hørende til en lille årbog fra Skt. Peders kloster i Næstved.
Fot. Lennart Larsen og Erik Skov
Tilmed stemte billedet i Næstved på flere punkter overens med det gamle billede af gravskulpturen, og man måtte sige, at man nu vidste noget om, hvordan kong Volmer så ud. Herfra og til at tale om et portræt i moderne forstand er dog et stort skridt. Når vi taler om portrætter, hæfter vi os især ved ansigtstræk, men også ved skikkelse og holdning. Et godt portræt skal kunne fortælle os noget om menneskets væsen, og man er tilbøjelig til at betragte klædedragt m.v. som noget underordnet. På Valdemar Atterdags tid var det anderledes. Folk så ud, som det de var - fra top til tå, og navnlig samfundets store. En mand af betydning kunne kendes på våbenskjorte, rustning, skjold og hjelm, selvom hjelmen var lukket. Vi må derfor tro, at billedet i Næstved virkelig er et »portræt« af Valdemar, sådan som han viste sig for befolkningen. Han har vel også båret et skæg, som det billedet viser, men ansigtstrækkene iøvrigt har næppe interesseret andre end hans nærmeste.
Med den undersøgelse af hans jordiske rester, som blev indledt, da tinkisten i Sorø åbnedes den 22. oktober i år, vil vi få en hel del mere at vide om kongens fremtræden (Fig. 3). Han har været en ca 185 cm høj, stærk og kraftigt bygget mand, med det man kalder en god fysik, som i alle tilfælde har kunnet stå en hel del igennem (Fig. 4). Endnu er undersøgelsens resultat ikke gjort op, og hvor langt, man kan komme, vil først tiden vise, men til de helt ydre træk, som Kornerup afdækkede, føjes nu en »indre« struktur - i alle regentligste forstand et skelet - og noget videre må man vel så sige, vi er kommet, selvom det egentlige billede af mennesket med de træk, der måske kunne fortælle os noget mere om ham, er tabt for stedse. Måske kan det være en trøst, at end ikke de, der stod ansigt til ansigt med ham og forhandlede om riger og lande, om borge og byer, om forbund og penge har kunnet se, hvad der foregik i hans indre eller blot ane, hvad han egentlig tænkte. - For så var det ikke gået, som det gik.
Fig. 3: Valdemar Alterdag døde 1375, ca 55 år gammel. Han blev ført til Vordingborg og begravet der, men to år senere fik kong Oluf og hans mor Margrethe Valdemarsdatter pavens tilladelse til at overføre liget til Sorø klosterkirke. Åbenbart har man ikke taget det så nøje, da man samlede resterne sammen, for i den nu åbnede kiste fandtes foruden kongens nogenlunde velbevarede skelet løse knogler af flere personer samt enkelte dyreben. Billedet viser kongens kranium.
Fig. 4: Graven i Sorø har været åbnet tidligere, således i 1756. Ved den lejlighed fandtes foruden skelettet rester af et sværd og af guldbroderet stof, alt nedlagt i en trækiste, som imidlertid var så dårligt bevaret, at man udskiftede den med en mindre kiste af tin. Det er den, som ses på billedet, og som blev åbnet 22. oktober i år.
