Cirklen i kornet

Sommeren 1977 fik bladets redaktion det indfald at bekoste en overflyvning af Jylland med henblik på registrering af nu sløjfede oldtidsminder. Som bekendt forholder det sig sådan, at man fra luften under heldige omstændigheder kan se spor, som end ikke kan anes, når man står på jordoverfladen, og det kan være meget udbytterigt at eftersøge dem. Flyveren og fotografen Torkild Balslev blev engageret og sammen med Carsten Sønderby fra Skalk tilbragte han en dag i luften over halvøen. Der blev taget flere interessante billeder, et af dem ved Yding syd for Mossø (se Skalk 1977:5). 

Det viser en kornmark, i hvilken ses en kredsrund eller måske endda cirkelrund figur. En medarbejder ved Nationalmuseet, som i 1902 berejste Yding, så på dette sted en svag hævning i terrænet og mente, det kunne være resterne af en gravhøj, men alt var usikkert, og om fund herfra foreligger ingen efterretninger. Mulighederne var altså mange, anlægget kunne være fra flere perioder af oldtiden, ja endda fra middelalderen; det var ikke til at sige. Spændende så det imidlertid ud, og allerede kort efter luftrekognosceringen foretog arkæologerne Ole Schiørring og Søren Gottfred Petersen en mindre prøvegravning. Den udelukkede middelalderen, men løste i øvrigt ikke gåden. En sikker datering fik vi først efteråret 1988, hvor Horsens Museum repræsenteret ved de to nævnte samt undertegnede tog sagen op og med ejerens velvillige tilladelse gennemførte en egentlig udgravning (Fig. 1). Det viste sig, der var tale om et gravanlæg fra stridsøksetid, en velkendt stenalderperiode. 

Det er ca 100 år siden, man her i landet først blev opmærksom på en særlig type oldtidsgrave med stridsøksen som fast inventar - enkeltgrave kaldte man dem til forskel fra de store stenbyggede fællesgrave, dysserne og jættestuerne, man ellers kendte fra bondestenalderen. Stridsøksefolkene er begravet enkeltvis i plankekister, dækket af en lille gravhøj. De døde har ligget på siden med ansigtet mod syd, mændene med hovedet i vest, kvinderne modsat. Også gravgaverne er forskellige for de to køn. Den omtalte stridsøkse, der kan være yderst elegant i udførelsen, kendetegner mændene, dynger af ravperler kvinderne, men andre sager som flintredskaber og lertøj kan forekomme. Sammenlignet med de store stengrave synes disse anlæg simple, men faktisk kan de være både monumentale og farverige; det har navnlig de senere års undersøgelser belært os om (se således Skalk 1981:3 og 1985:2). Til enkeltgravene så vel som til fællesgravene har knyttet sig indviklede dødsritualer af forskellig art (Fig. 2). 

Ydinghøjen var nu næsten usynlig fra jordniveau - den højning, Nationalmuseets udsending beskrev i 1902, havde dyrkningen i mellemtiden udslettet. Ved gravningen fandtes dog endnu rester af høj fyldens nedre lag, ikke store sager, men tilstrækkeligt til at vise, at anlægget er blevet til på én gang og ikke sammenstykket ved flere lejligheder. Omkring højen, hvis diameter var 19 meter, har været en grøft, den der aftegnede sig så fint på luftbilledet. Bredden var 1,4 meter og dybden, som vi fandt ved gennemskæring, knap én meter. På fotografiet virkede den cirkelrund, og det indtryk bekræftede udgravningen; det er tydeligt, at kredsen ikke er afsat på fri hånd. Ved afrensning af cirkelgrøften i undergrundsniveau sås det, at der hele vejen rundt langs yderkanten har stået kraftige stolper i tæt kreds. Selve træet var naturligvis formuldet, men af de bevarede spor må man slutte, at der er anvendt flækkede stammer anbragt med rundingen udad; en rødfarvning langs den buede yderside kan skyldes barken. De benyttede træer har været ganske kraftige, 40-60 cm i diameter, og da stolperne som nævnt stod tæt, var der ringen rundt plads til ca 90. Nedad kunne pælene følges omtrent til grøftens bund, og man kan sikkert regne med, de har raget mindst lige så meget over jorden. Et ganske bemærkelsesværdigt træforbrug til et enkelt gravminde. 

Der sås ingen åbninger i hegnet, ingen »døre« ind til højområdet, men lige inden for træværket var der på fire steder med nogenlunde ensartede mellemrum anbragt stenlægninger hen over ringgrøften. De var af lidt forskellig konstruktion. De to, som lå over for hinanden i henholdsvis nordvest og sydøst, var lagt af nævestore sten i smalle bælter, mens de to andre, ligeledes modstillede, viste en mere massiv opbygning: to til tre lag af hovedstore og større sten udlagt over en flade (Fig. 3, Fig. 4). Hvad meningen hermed kan være, er svært at gennemskue. Stenene gik ikke til bunds i grøften, så nogen støttefunktion for palisaden har de næppe haft. Der blev ikke fundet oldsager eller andet, som kunne belyse brugen. Hvori denne bestod, er altså indtil videre en gåde, men det er ikke første gang, man i arkæologien stilles over for det uforklarlige. 

I cirkelanlæggets centrum, hvor luftbilledet viser en svag mørk skygge, fandtes graven, som har givet anledning til det hele. Den var, som grave fra denne tid skal være, østvestvendt. En plankekiste sporedes, 2,6 meter lang og godt én meter bred; højden kan ikke bestemmes, men bunden lå kun 10 cm under pløjelaget. Skønt skelettet var helt forsvundet, kan det med sikkerhed siges, at den døde har været en mand, det viser gravgavernes art til fulde. Hovedstykket er en overordentlig stor og smuk stridsøkse af sandfarvet sten, men dertil kommer to flintsager, nemlig en mejsel med hulslebet æg og en lille tyndbladet økse. Endvidere syv små, mere eller mindre regelmæssige, flintspåner; vi opfatter dem som spidser til et bundt nu forsvundne pile. Endelig en enkelt ravperle, som det desværre ikke lykkedes at bjærge i hel tilstand - den smuldrede, da mejslen blev taget op. Sagerne lå i gravens sydvesthjørne (Fig. 5). Som nævnt blev mændene i disse stenaldergrave placeret med hovedet i vest og hvilende på højre side, så gravgaverne har altså ligget foran den dødes ansigt og krop, hvor han let kunne få fat i dem. Hvornår begravelsen fandt sted, fortæller stridsøksen. Den hører som type hjemme midt i sin periode, ca 2600 før Kristus. 

Af en stridsøksegrav at være er denne ualmindelig stor, men vi er ikke færdige med den endnu, der har været en form for overbygning. Omkring gravgruben fandtes et system af stolpehuller, nemlig en række på hver side og to huller for hver ende, de sidste påfaldende tæt sammen. I hullerne har stået rafter, og det var så heldigt, at de havde efterladt sig overraskende tydelige spor. De var ca 10 cm tykke, tilspidsede nedefter og svedet på overfladen, vel sagtens for at modvirke forrådnelsen. Siderækkernes rafter havde tydelig hældning indad og synes at have dannet en teltagtig bygning over graven. Med de fire endestolper forholder det sig lidt anderledes. To af dem, én ved hver gavl, stod lodret og har formodentlig båret åsen (rygningsbjælken), mens de to andre hældede indad og kan have tjent til ekstra understøtning af denne; man kunne jo ikke anbringe bærestolper midt i kisten. De forholdsvis tynde siderafter har sikkert kunnet bøjes mod midten og forenes med åsen ved snoreværk; det vil forklare deres lidt forskellige hældningsgrad. Bygningens højde kan forsigtigt anslås til et par meter. Tagfladerne synes at have været forlænget et stykke ud over gavlene. 

At der har stået en bygning, kan der ikke være tvivl om, men mange detaljer er naturligvis usikre. Der må givetvis have været en tagdækning, men vi kender ikke materialet, den bestod af. Vi ved heller ikke, om bygningen var noget rent midlertidig, der blot gjorde tjeneste under gravceremoniellet og derefter blev opgivet, eller om den har stået som et regulært gravkammer i højen. Den ekstra understøtning af åsen tyder dog nærmest på det sidste, og det samme gør de beskedne rester af den græs- eller lyngtørvsbyggede højmasse, som lå tilbage omkring teltbygningen (Fig. 6, Fig. 7). Tørvene her havde nemlig samme hældning som tagfladerne, hvilket formentlig betyder, at de er stablet op omkring disse. 

Der er få oldtidskulturer, hvis gravskik vi kender bedre end stridsøksefolkets. Utallige fund belyser den, men alligevel har Ydinghøjen kunnet tilføje væsentlige træk. Gravkammeret er ét af dem; selve typen optræder nu og da, men teltformen er noget nyt og ukendt. Også ringgrøften må nævnes - at finde sådanne i stridsøksegrave er ganske vist ikke så usædvanligt, men eksemplaret her placerer sig med sine 19 meter i diameter som langt det største af sin art. Højen selv må have været blandt sin periodes anseligste, med sit tætte palisadehegn har den virket meget imponerende, og det indre stod ikke tilbage: gravgodset er usædvanlig rigt og med typer, som er sjældne i grave. At den døde har tilhørt tidens elite, må være hævet over al tvivl (Fig. 8).