Carta Marina
(Fig. 1). Middelalderen igennem øgedes kendskabet til geografien, og lande og verdensdele i vekslende formgivning fremstod på tegnede kort. Også Danmark blev efterhånden genkendeligt, men det lange Jylland ludede længe ind over øerne med fare for at få overbalance.
Af Redaktionen
Fig. 1: Ingen figurtekst.
Hvor langt man var nået på reformationstiden, fremgår af billedet herover. Halvøen har nu fået næse, Fyn er nogenlunde i form og Langeland ganske vellykket, hvad man ikke kan sige om Sjælland og Lolland-Falster. Bornholm (Boreholm) er i hvert fald på rigtig plads. De vigtigste købstæder er kommet med (Korsør endda to gange), og der er også blevet plads for enkelte andre lokaliteter såsom Hisegol (Hindsgavl) og Boveberg (Bovbjerg). Monarkiets rolle i det danske samfund er kraftigt understreget af kongeskikkelsen, som troner over Viborg, og sydpå ved grænsen ses Danevirke med tårne og skydeskår.
Desværre har pladsen ikke tilladt os at vise hele kortet, der er langt større, end man her får indtryk af. »Carta Marina«, som det hedder, udkom 1539 i Venedig, det er på ni blade med et samlet areal af 170x125 cm og omfatter hele Norden med tilgrænsende lande. Island er med og et hjørne af Grønland - ja selv Færøerne; de ligger omgivet af et rædselsvækkende udvalg af de utallige havuhyrer, der som bekendt lever i Nordatlanten. Det er i det hele taget de mange vignetter og tegnede symboler, der gør dette kort så festligt. For samtiden må det have været en oplevelse at se så meget af sin verden fremstillet så instruktivt.
Ophavsmanden var den lærde svensker Olaus Magnus, der på det tidspunkt havde forladt sit fædreland, som han aldrig siden genså, men bevarede i kærlig erindring. Hans kort var en stor bedrift, og den blev optakten til en endnu større: bogen om de nordiske folk, udsendt 1555. Denne minutiøse, overdådigt illustrerede, gennemgang af Skandinaviens natur og folkeliv er blevet en uudtømmelig kilde for nutidens kulturhistorikere. Værket, der er på latin og desværre ikke foreligger i dansk oversættelse, er for nylig genudgivet i fotografisk optryk af Rosenkilde og Bagger; pris 851 kr. Det er en bemærkelsesværdig forlagsmæssig indsats, omend for en begrænset kreds.
(Fig. 2).
Fig. 2: Ingen figurtekst.