Byens træ
(Fig. 1) Også kulturhistorien måtte skatte til den vrede stormgud, da orkanen sidste år raserede landet. I Vinstrup syd for Sorø faldt et træ - en bredkronet lind - som burde have levet mange gode år endnu. Den kaldtes Madbænktræet, men navnet har ikke, som man kunne fristes til at tro, noget at gøre med frokoster i det grønne; ældre Vinstruppere vil vide, at den rigtige - den oprindelige - form af ordets forled er maj bænk. Træet voksede i et vejkryds midt i byen, og om foden lå der ti sten i en tæt kreds. Det var byens træ, nu er det savet ud og borte. Det savnes!
Af Harald Andersen
Fig. 1: Ingen billedtekst. Tegning: Claus Andersen.
Nutildags klarer sognerådet landsbyernes problemer, men fra midten af forrige århundrede og tilbage til - i hvert fald - tidlig middelalder holdt man bystævner under åben himmel. På en dertil indrettet plads - ofte med et stort træ som naturligt samlingsmærke - mødtes bymændene for under oldermandens forsæde at drøfte fælles anliggender. Til at sidde på under forhandlingerne brugtes de fleste steder en kreds af store sten, men i et område omfattende Stevns, Sydsjælland, Lolland-Falster og Langeland foretrak man en jord- eller græstørvsbænk, bygget op omkring bytræet (hvor et sådant fandtes) og omsat med et ris- eller stengærde; et sådant arrangement kaldtes på Lolland »Gadekov«, i resten af området »Majbænk«, og det er altså forklaringen på det stenomsatte Vinstruptræ. Disse bænke, som var anlagt i alvorligt øjemed, havde en lystig bifunktion, og det er den, der har givet anledning til navnet Majbænk. I det gamle bondesamfund fejrede man med stor iver forårets komme, og her spillede majbænken en vigtig rolle som udgangspunkt for løjerne. Både den og træet kunne være pyntet på forskellig måde som optakt til sommeribyridtet, hvis formål var at skaffe midler til et mægtigt gilde afholdt på en af gårdene. Fra kirkelig side så man noget skævt til al denne livsudfoldelse, som undertiden formerede sig og blev til en række fester foråret og sommeren igennem, helt til høsten kom som kærkomment påskud for nye narrestreger. Man prøvede rent ud at forbyde dette uvæsen, men intet hjalp. På festens område blev folkets vilje tidligt landets lov.
Majbænktræet i Vinstrup var fredet og kan altså ikke uden videre tillades fjernet af en hvilkensomhelst storm; en ny lind vil blive plantet til afløsning for den gamle, som måske selv har haft forgængere. Det gamle træ skal ifølge traditionen være plantet 1812, og det kan meget vel være rigtigt, viser en optælling, som nu er foretaget af årringene i den gennemsavede stamme. Om stenene i kredsen hedder det, at antallet svarer til antallet af byens gårde, men hvis det er tilfældet, må der være fjernet sten, for i 1812 var der ikke ti, men femten gårde i Vinstrup. (Tidligere havde der været atten, men en brandkatastrofe 1796 havde reduceret antallet).
Majbænktræets skæbnetime slog 17. oktober 1967, midt på aftenen, og så effektfuldt foregik det, at alle lys i byen samtidig gik ud. I ældre tid varslede et bytræs fald ulykke for byens indvånere, men tiderne har jo ændret sig, så det går vel nok.
Fig. 2: Ingen billedtekst
