Byen der gik op i limningen

En Strukturplan 1972 for Hovedstadsregionen er netop vedtaget tillige med et omfattende lovkompleks, der vil sikre planens gennemførelse. Hovedelementet i den er et system af transportkorridorer og såkaldte A-zoner, der skal give det forvoksede bylegeme rygrad og stive dets slatne lemmer af. På dette skelet skal nye, klart afgrænsede byenheder hægtes. Efter beregningerne skal der bygges 320 kvadratkilometer ny by i de næste 15 år.

Så lidt om den ting. Fremtidsperspektiverne er ikke Skalks sag. Men strukturplanen fortæller også nyt om gammelt. Den peger ikke blot fremad, men også tilbage over et langt historisk forløb, der forvandlede en by til et stort, uhåndterligt bylandskab, et billede på den totale opløsning.

Det er ikke svært at efterforske, hvornår denne opløsningsproces begyndte. Man kan endda fastslå det på dato.

Indtil 1852 var hovedstaden en klart defineret by. Det var den først og fremmest, fordi den var omgivet af sine fæstningsvolde, men også fordi mange andre ting dengang modvirkede, at en by gik op i limningen. Drog man ud gennem en af byens porte, var der 4-6 mils rejse gennem åbent bondeland, før man nåede en af nabokøbstæderne.

Langs udfaldsvejene var der ganske vist nogen landsbyagtig bebyggelse, men egentlige forstæder var det ikke, for militæret tillod ikke opførelse af grundmurede bygninger i et kanonskuds afstand fra fæstningen, d.v.s. ud til Jagtvej-Falkonerallelinjen.

Den helt overvejende part af by ens 130.000 indbyggere var derfor stuvet sammen inden for voldene på tre kvadratkilometer, og da folketallet på den tid voksede ret stærkt på grund af en begyndende industrialisering, skulle der stadig proppes flere ind. Det lod sig kun gøre ved, at man byggede etager oven på de eksisterende huse, indrettede lofter og kældre til beboelse og fyldte gårde og haver med baghuse.

På de tre kvadratkilometer skulle der også være plads til slotte, militære etablissementer og til byens erhvervsliv - værksteder, småfabrikker, købmandsgårde, værtshuse og ikke at forglemme de hundreder af ølbryggerier og brændevinsbrænderier. Og til folk kom fæ. Brænderierne holdt et par tusind køer, der var anbragt i uhumske, dyrplageriske baggårdsstalde, ofte i flere etager. De blev fodret med bærme og leverede en stor del af byens mælkeforbrug. Forøvrigt blev det først i 1907 forbudt at holde køer i København.

Som man forstår var København mildest talt overbefolket, og de hygiejniske forhold var forfærdelige, hvilket blev understreget på tragisk vis, da koleraepidemien i 1853 bortrev næsten 5000 af byens indbyggere. En støjforurenet by var det også. Den til tider stærke trafik med hestekøretøjer gennem smalle, brolagte gader frembragte et infernalsk spektakel.

Når eftertiden har kunnet betragte Kongens København i et idyllisk skær, skyldes det, at det kun er borgerskabet, der har efterladt sig skildringer. Hvis baghusenes og kælderlejlighedernes folk - og det var en tredjedel af indbyggerne - havde haft mæle, var billedet kommet til at se meget anderledes ud.

Dagen kom, da militæret måtte slippe sit jerngreb om byen, men det var ikke et resultat af boligsociale overvejelser i krigsministeriet. Nej, det var såmænd grundejerne, der tvang arméen til at kapitulere. I forventning om, hvad der måtte komme, havde de opkøbt store arealer uden for voldene, og utålmodige efter at få lov til at bebygge deres grunde bombarderede de regeringen med henvendelser, hvori de bl.a. slog på »den frihed i ejendommenes benyttelse, som er livsprincippet i al velstands fremme« (Fig. 2, Fig. 3). De henviste også til, at det allerede i 1807 havde vist sig, at fæstningen var uden militær betydning, og det lod sig vanskeligt bestride, så den 6. januar 1852 vedtog Rigsdagen en lov, som gav fuld byggefrihed uden for Søerne, medens området mellem disse og voldene foreløbig bevaredes som demarkationsterræn.

Omgående stormede en hær af byggespekulanter ud for at forvandle jomfruelige marker til det, der siden har været sørgeligt kendt som Vesterbro og Nørrebro. I de følgende tiår udfoldedes der her en byggeaktivitet, som må have forekommet samtiden helt fantastisk. Da Trap gjorde status i 1879-udgaven, betegnedes året 1852 da også som »et mærkeligt vendepunkt i Københavns udvidelseshistorie«.

Det var en systematisk opførelse af fattigkvarterer, der foregik, bortset fra at der ikke var meget system i tingene. Byplanlægning kendte man ikke til. Spekulanterne kunne f.eks. selv bestemme, hvor gaderne skulle gå, og det var ikke altid, at en ny gade fik forbindelse med det eksisterende gadenet.

Som for at føje spot til skade blev mange af de nye gader opkaldt efter nationens store, såsom Saxo, Valdemar, Absalon og Oehlenschlæger, eller efter minderige lokaliteter som Isted og Helgoland. Selv evangelisten Matthæus' og Dannebrogs navne blev taget forfængeligt.

Ingen kunne se, at det var blodig ironi. Spekulation var endnu et respektabelt begreb, og tidens ideal var frihed for Loke såvel som for Thor.

End ikke »det moderne gennembrud«s berømte mænd, der i 70'erne og 80'erne udvekslede tanker med hinanden og det dannede borgerskab om realismen i litteratur og kunst, havde kommentarer til den kontante realisme, der rasede på Broerne.

Nu skal man ikke tro, at de nye bomuligheder straks fik københavnerne til at forlade deres betrængte rede. Mange var vant til at have bolig og arbejdsplads under samme tag. Apostlenes heste var det almindelige befordringsmiddel, og der var langt ud til den anden side af Søerne. Folketallet i den indre by vedblev derfor også at stige i endnu et par årtier.

Det var muligt, fordi flåden afstod betydelige arealer, bl.a. Gammelholm, til boligbebyggelse, og fordi det i slutningen af 60'erne besluttedes også at frigive resten af fæstningsterrænet. I begge tilfælde optrådte staten som grov grundspekulant. Da voldene skulle sløjfes, hævede der sig røster for, at man skulle planere hele området og bebygge det tæt. Ved fornuftige menneskers indsats lykkedes det dog at bevare nogle stumper til parker. Tivoli er en af dem. Men ellers blev voldområderne jævnet med jorden og ligesom Gammelholm bebygget med 5-6 etagers huse (Fig. 4, Fig. 5). Her kunne så de københavnere, der nødigt ville ud på marken så huld, finde nye boliger, der til forveksling lignede dem på Broerne, selv om der var mere stuk på facaderne.

Alligevel var der ingen vanskeligheder med at få befolket brokvartererne.

Tilvandringen fra det øvrige land havde været stigende siden midten af århundredet, og i 70'erne og 80'erne tog den et voldsomt opsving. Forklaringen herpå var Danmarks første industrielle revolution. Fra begyndelsen af 70'erne og i de følgende 40 år fik København næsten 14.000 industriforetagender, hvoraf mange hurtigt voksede sig store.

Det skabte behov for arbejdskraft, og fattig landalmue drog i store skarer til hovedstaden. En tilskyndelse hertil var det også at landbruget i 80'erne ramtes af den store kornkrise og gik over til nye arbejdsbesparende produktionsmetoder. Fra 1850 til 1900 firedobledes hovedstadens indbyggertal. Det var i denne periode, København blev Danmarks største jyske by.

Samtidig blev en stor part af Københavns mange håndværkere slået ud af maskinerne. De måtte tage arbejde i fabrikkerne, og da disse fortrinsvis placeredes på Broerne, flyttede man derud for ikke at få for langt til arbejdet. Tilvandrede og indfødte forenedes i et industriproletariat.

Trap mente i 1879, at »det udenbys territoriums spredte bebyggelse vil i lang tid yde den ubestridelige fordel, at luft og sol ikke udelukkes fra husene, således som det hyppigt finder sted i den indre by«.

Denne forventning skulle snart blive gjort til skamme. I 1872 boede der 42.000 mennesker uden for voldene. I 1880 var tallet fordoblet til 95.000. I 1890 var der sket en ny fordobling til 190.000. Ved århundredskiftet boede der 208.000 mennesker på Broerne - 57 procent af Københavns kommunes indbyggere - og i 1920 nåedes kulminationen med 304.000. I mellemtiden havde et stort byggekrak i 1907-08 taget pippet fra spekulanterne. Bebyggelsen af de ydre brokvarterer, der gennemførtes af boligselskaber og kommunen, er derfor af en bedre slags. Men i en bred bræmme omkring det indre København har sol og luft været lukket ude i snart et århundrede.

København tog hul på det tyvende århundrede fuld af fremskridtstro og ekspansionslyst. Bystyret flyttede uden for voldene til Nyrops rådhus, der var det storslåede symbol på, at en ny tid var begyndt, og det som dengang hed Halmtorvet blev til Rådhuspladsen, byens nye centrum (Fig. 6, Fig. 7, Fig. 8).

I 1901-02 foretog kommunen store indlemmelser, der tredoblede dens areal til 7300 ha. Frederiksberg blev liggende som en ø midt i den ny storkommune. Dens 76.000 indbyggere var ikke tilsinds at opgive deres skattely. Gentofte blev slet ikke spurgt. Med foreløbig 14.000 indbyggere var den i fuld gang med at etablere sig som rigmandsreservat, og her blev der ved en større udstykning lagt servitut på, som forbød salg eller leje til personer af arbejderstanden. Men Valby, Brønshøj og Sundbyerne tog med kyshånd mod tilbudet om at blive indlemmet. Rødovre og Hvidovre tiggede også om adgang, men blev afvist med, at de ikke kunne forventes at blive bymæssigt bebygget inden for en overskuelig fremtid. Harrestrup Å (den der løber til og fra Damhussøen) måtte regnes for den yderste grænse for byens vækst!

Nu havde København fået albuerum, men der var i bystyret enighed om, at man ikke uden videre ville lade Broerne fortsætte deres vækst ud over de gamle kommunegrænser. Man var heller ikke længere helt fremmed overfor begrebet byplanlægning, og i 1908 blev der holdt en international byplankonkurrence om de indlemmede distrikter.

Førsteprisvinder blev en tysk stadtgeometer Carl Strintz, og hans projekt var tidstypisk, overbroderet med interessante detaljer og rene labyrinter af romantisk slyngede veje. Det var Städtebau nach seinen künstlerischen Grundsätzen, som titlen lød på en bog af den østrigske byplanprofet Camillo Sitte. De arkitekter, der på det tidspunkt interesserede sig for byplanlægning, betragtede opgaven som rent æstetisk. De dyrkede planornamentik og flygtede dermed fra den virkelighed, der så stærkt kaldte på en planlægning.

Carl Strintz' projekt kunne ikke bruges til noget, men planlagt og bygget blev der alligevel, og uden om Broerne voksede der fra århundredskiftet en bræmme af haveboligkvarterer op. De er stadig nogle af hovedstadens hyggeligste.

I de indlemmede distrikter var grundene billige nok til at også arbejderne kunne tænke på at få eget hus. I mange tilfælde dannede de hundredemandsforeninger, som opførte samlede bebyggelser af nette småhuse.

Men en afgørende forudsætning var det også, at transportmulighederne var blevet bedre. Fra århundredskiftet elektrificeredes sporvejene, og i 1911 overtog kommunen hele sporvejsdriften, udvidede nettet betydeligt og indførte billige enhedstakster. Samtidig blev cyklen et almindeligt befordringsmiddel. I 1908 opgjordes antallet af cykler i København til 80.000.

Københavnerne havde fået udvidet deres aktionsradius, og det sporedes hurtigt i byvæksten. Byen begyndte at blive flosset i kanten. Kommunerne hinsides Harrestrup Å fik også vokseværk, og nu var de ikke længere interesserede i indlemmelse. Heller ikke i at betragte sig som en del af et større byområde med fælles problemer.

I de bevægede år efter første verdenskrig, hvor hver dag havde sine sensationer, var der ikke mange, der lagde mærke til, at en kreds af arkitekter, ingeniører, landinspektører, hygiejnikere, politikere og en enkelt historiker, som interesserede sig for byernes udvikling, fandt sammen og dannede Dansk Byplanlaboratorium. Ikke desto mindre var det en skelsættende begivenhed. Hele den omfattende fysiske planlægning, der nu foregår i Danmark, har sit udspring i dette »centralsted for studiet af byplanlægning og udbredelse af kendskab til byplansagen«, som det hed dengang.

Det var også her 20'ernes pionerer fandt ud af, hvad planlægning egentlig var, og navnlig at der var mere i den, end øjet kunne se. Det var forbi med æstetik og planornamentik, man dyrkede »civic survey« - analysen af alle planlægningens mangeartede forudsætninger - som foreskrevet af den genialt fremsynede skotske biolog og sociolog Patrick Geddes, der lagde grunden til den metodik, som den fysiske planlægning siden har udviklet.

Pionererne dyrkede også Ebenezer Howards havebyteorier (rettere planetbyteorier), som var formuleret i hans berømte bog »Cities of tomorrow«. Disse teorier blev grundlaget for en verdensomspændende bevægelse og oprettelse af en international organisation (som forøvrigt holder kongres i København i september måned). Og vel viste det sig, at Ebenezer Howards model for, hvordan man skaber menneskelige byer, ikke var nogen patentløsning, men den befordrede i enestående grad fantasi og konstruktiv tænkning (Fig. 9).

Først og fremmest åbnede den byplanpionerernes øjne for, at by- og egnsplanlægning er to sider af samme sag, og i 1928, få år efter oprettelsen, tog Dansk Byplanlaboratorium initiativet til at få en storkøbenhavnsk egnsplanlægning igang.

Starten var pompøs. Stort møde i Rigsdagens fællessal under forsæde af Folketingets formand. Varm tilslutning bl.a. fra indenrigsministeren og nedsættelse af et egnsplanudvalg på 37 medlemmer.

Desværre var bevillingerne ikke pompøse. Der kunne lige blive råd til at lave en plan for etablering af grønne stier i Københavnsområdet, og da den var færdig i 1936, var det foreløbig slut med egnsplanlægningen (Fig. 10, Fig. 11).

Mens planlæggerne så hjælpeløst til, ekspanderede hovedstaden videre. Indtil midten af 30'erne havde den været en sporvejs- og cykelby. Den udviklede sig koncentrisk og bevarede længe en nogenlunde sluttet form. Men i 1930 havde Rigsdagen vedtaget, at Statsbanernes nærtrafik skulle elektrificeres, og i 1934 kørte de første S-tog. S-banesystemet udbyggedes som en strålekrans på den gamle bybanering, og byvæksten tog nu en ny form. Store bebyggelser skød op på markerne omkring de nye S-stationer. Hovedstaden fligede sig ud i landskabet.

I 1940 nåede hovedstaden millionen. Der boede da næsten 300.000 mennesker i de indlemmede distrikter, hvor boligselskaberne opførte store bebyggelser, men befolkningen spredte sig meget længere ud. Kortet over hovedstadsområdet begyndte at ligne en blækklatprøve.

I 1939 var der nedsat en kommission til forberedelse af en hovedstadsordning, som automatisk ville have medført en egnsplanlægning, men det trak ud med overvejelserne (de blev først afsluttet 33 år senere i foråret 1973, da Folketinget vedtog en lov om en hovedstadsordning). Egnsplanudvalget blev derfor genindkaldt nogle måneder før befrielsen i 1945, og det vedtoges at gå igang med at udarbejde en egentlig egnsplan. Staten ydede sit tilskud i henhold til en lov fra 30'erne om igangsætning af nødhjælpsarbejder.

Resultatet af planlægningsarbejdet, som forelå to år senere, er kendt under navn af Fingerplanen. Den sigtede mod at kanalisere og styrke den byudvikling, der var igang langs S-banerne, hvorved det samtidig blev muligt at bevare store grønne kiler mellem fingrene.

Fingerplanen fik aldrig nogen officiel godkendelse. Når den alligevel fik stor indflydelse på hovedstadens vækst i en årrække, var det fordi både kommunerne og ministeriet var interesseret i at følge den. Men da Egnsplanudvalget havde afleveret planen, pakkede det sammen. Der var endnu ikke politisk forståelse for, at planlægning ikke består i at lave en plan, men i gennem en løbende planlægning med stadig á jour-føring af forudsætningerne at styre udviklingen. Følgerne heraf skulle snart vise sig.

I 50'erne brød Danmarks tredje industrielle revolution ud. I løbet af 10-15 år ændrede den alle samfundsforhold totalt og blev, som det er sagt, begyndelsen til et nyt bind af Danmarkshistorien.

Den slog også bunden væk under Fingerplanen. Hovedstadens folketal voksede langt hurtigere end forudset. Antallet af biler steg i et tempo, som ingen havde troet muligt, og bilen betød, at folk kunne vælge bopæl og arbejdsplads uden hensyn til de kollektive trafikmidler. Parcelhusbyggeriet øgedes stærkt, og landkommuner, der ikke var inde under byudviklingsloven, fik travlt med at udstykke arealer både til boliger, sommerhuse og industri, så de kunne »få del i udviklingen«. Fingerbyens fingre blev længere, end de skulle have været, og der kom også stadig mere svømmehud imellem dem. Hovedstaden begyndte for alvor at vokse vildt, og trods alle tidsbestemte forskelle var der i dens udvikling op gennem 50'erne og 60'erne mange mindelser om det, der var sket hundrede år tidligere.

Resten er nutid og fremtid. Med en midlertidig egnsplan fra 1963 fik man igen lidt hold på den ustyrlige hovedstad, og med den nye regionplan, der skal danne grundlaget for en løbende planlægning under det kommende hovedstadsråd, bliver der tale om en egentlig overordnet styring af byudviklingen (Fig. 12).

Til gengæld er der efter planen kun plads til højst 15 års byvækst i de tre amter, som regionplanlægningen nu omfatter. Inden da vil storbyen være på vej ind i Vestsjællands og Storstrøms amter, fjernt fra det Voldenes København, som for kun tre menneskealdre siden kunne rumme den hele hovedstad.