Buksekrigen

Man har ment, at disse ord af profeten Esaias, hvor han bebrejder Zions døtre deres pragtlyst og hovmod, kunne være inspirationskilden til et gennem århundreder kendt billedmotiv: syv kvinder, der slås om et par mandfolkebukser. Det kan være rigtigt, syvtallet passer i hvert fald, men ellers er der et langt spring til den ældst kendte fremstilling. Den er fra 1555 - et anonymt kobberstik, som muligvis sigter til de letfærdige tilstande ved Katharina af Medicis hof i Paris - men de fleste eksempler har vi fra de navnlig i 1700-årene så populære træsnittryk, de såkaldte kistebilleder. Som det her gengivne fra J. R. Thieles bogtrykkeri i Store Helliggejststræde. Det har titlen »Buksekrigen« og viser kvindernes erobring af det omtalte klædningsstykke. »Den, der bærer bukserne, er herre i huset«, siger man jo. I baggrunden står det ynkværdige offer berøvet sine unævnelige og ser beskæmmet på de kæmpende furier. Hvordan rimer nu det med tilstandene på kistebilledets tid? Faktisk kan det være illustration til en barselskik, som har været udbredt herhjemme til langt op mod vor tid under navn af kone- eller kvindegilde. Det fandt sted kort efter fødslen, mens barselkonen endnu holdt sengen, og var kun for gifte kvinder. Som det fremgår af mange optegnelser i Dansk Folkemindesamling, kunne det gå livligt til, især når beværtningen omfattede stærke drikke.

I Idestrup på Falster blev kvinderne så lystige af æggeøl (ølsøben), at det ikke altid var tilrådeligt for et enkelt mandfolk at møde dem på vejen hjem fra gildeshuset; han kunne risikere pludselig at stå uden bukser. Især fra Sønderjylland og det sydlige Nørrejylland findes optegnelser, der viser, hvad gilderne kunne udarte til under indflydelse af kaffe og det, der var stærkere. Også her var det mandssymbolerne, der måtte holde for. Fra det sydlige Ringkøbing amt hedder det: »Det var farligt for et mandfolk at møde kvinderne på vejen, de ville trække bukserne af ham«.

Om det nærmere forløb af et kvindegilde fortæller en optegner fra Læborg i Ribe amt: »Når konerne kom fra dette gilde, var de ikke fulde, men helt ellevilde, og der var da ikke andet for mændene at gøre end at putte dem (det vil sige gemme sig), for fik konerne fat på en, så var han uheldig. Når de ingen kunne få fat i, så gjorde de alt det spektakel, de kunne i gårdene. De kunne for eksempel skille en vogn ad og bære den op på husmønningen stykke for stykke og gøre andre gale streger. Ved et sådant gilde fik de mest varmt øl at drikke. Jeg kender ikke til, at kvindfolk her drak spiritus, så det var ikke det, de var tossede af«. - Ja konerne i Læborg har været forholdsvis mådeholdne, men sådan var det ikke alle steder, der blev udskænket både øl, mjød og brændevin, og deltagerne blev, som det hedder, temmelig rasende. Lykkedes det dem at trække bukserne af en mand, var han ilde ude. Fra Angel berettes, at kvinderne triumferende viste det erobrede trofæ frem, mens manden måtte liste bukseløs hjem.

Forklaringen på disse gilders særlige karakter er utvivlsomt, at fødslen helt og holdent var kvindernes domæne; mændenes indsats i den forbindelse tog man ingen hensyn til. Her var endelig et område, hvor skabningens herre ikke havde noget at skulle have sagt, og det tilkendegav man ved at berøve ham hans specielle værdighedstegn: hat og bukser.