Brudsølv

En af Bundgaards pladser ligger ved Neble lidt nord for Boeslunde. Her har han inden for et begrænset område opsamlet ikke blot de omtalte smykker, men også hele og ituklippede sølvmønter, stumper af snoede sølvringe samt sølvbarrer og dele af sådanne - netop de sager, vi kender fra vikingetidens værdidepoter. Alt talte for, at det drejede sig om en af ploven splittet sølvskat, og efteråret 1989 blev en udgravning sat i værk for at se, hvad der måtte være tilbage. Vi var heldige: en del af forrådet lå endnu urørt i jorden. Dette gør fundet til noget ganske sjældent. Langt de fleste af de oldtidsskatte, vi kender, har museumsfolkene fået præsenteret løsrevet af deres sammenhæng ved pløjning, grusgravning eller dræning. For en gangs skyld fik vi mulighed for selv at gøre vore iagttagelser. 

I første omgang gjaldt det at få kortlagt fundene for at finde frem til samlingens arnested. Ved hjælp af en rendegraver med bred skovl skrælledes et tyndt lag af mulden, og den nye overflade, som fremkom, blev derefter gennemgået med metaldetektor (Fig. 1). Så høvledes igen et lag af, ny afsøgning o.s.v. På den måde sikrer man sig, at metaldetektoren, der ikke rækker særligt dybt, når det gælder ganske små genstande, »overser« mindst muligt. De fund, der som ventet fremkom, blev kortlagt efterhånden, og snart kunne vi bedømme situationen: de små genstande dannede tilsammen som et bånd, der strakte sig ned ad en svag skråning (Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5). Nye baner blev skrællet af, og vi kunne stadig følge dette bælte af sølvsager. Fundmængden blev stedse tættere, i hver kvadratmeter fremkom nu fund, og endelig viste metaldetektoren, at der skjulte sig noget stort under overfladen. 

Under forsigtig afrensning dukkede nu sølvsager frem: mønter og et stykke af en armring. Med tilfredshed konstaterede vi, at der omkring sølvet var rester af et lerkarskatten lå stadig i sin beholder. Det hele blev indgipset og ført til Nationalmuseet, hvor den videre undersøgelse kunne foregå under mere betryggende forhold. 

Skatten (inklusive de udpløjede dele) hører ikke til de største, men præsenterer dog med sine ca 400 gram sølv en ret betydelig værdi. Den omfatter 160 mønter, hvoraf de syv er europæiske, resten arabiske; vikingerne havde jo via de russiske floder god kontakt med Orienten. Endvidere sønderbrudte smykker: ringe, runde brocher, en kugleformet perle og leddet til en kæde. Endelig råsølv: fire hele barrer og otte afhuggede stykker af sådanne samt et par smeltedråber. Mens mønterne som sagt er kommet udefra, endda fra fjerne egne, er det store flertal af de andre genstande hjemlige. Smykkerne har været af høj kvalitet med anvendelse af fine prydteknikker såsom filigran og niello, men de må have udtjent deres dekorative opgave, for alt er hugget eller brækket i stykker, kort sagt forvandlet til, hvad man kalder brudsølv. For vikingerne var det en naturlig måde at behandle gamle og måske ikke længere helt moderne smykkesager på; det ædle metal beholdt jo sin værdi og kunne i den nye form anvendes til betaling efter vægt. Om en stump armring i fundet er viklet et stykke sølvtråd, åbenbart for at få vægten i balance. Mønter kendte danskerne, det viser den aktuelle sølvsamling jo til fulde, og de brugte dem til betaling, men også her efter vægt, ikke efter pålydende. Derfor er også de klippet i stykker, helt ned til småbitte stumper. 

De arabiske mønter stammer fra så fjerne steder som Tashkent og Samarkand - oplyser Nationalmuseets mønteksperter (Fig. 6). 

Den yngste er slået år 921, men tager man omløbstiden og den lange rejse til Danmark i betragtning, skal man næppe regne med, at skattenedgravningen har fundet sted før i anden fjerdedel af 900-årene - en datering, der ikke modsiges af smykketyperne. Om vikingernes vidtstrakte handelsforbindelser og lange rejser ad de russiske flodveje vidner ikke blot mønterne, men også brudstykket af en såkaldt permisk ring, en type, der fremstilledes i det centralrussiske Bulgar-rige. De få europæiske mønter i fundet stammer fra Paris, Køln og England samt, for en enkelts vedkommende, fra vikingernes egen store handelsstad, Hedeby, ved Danmarks sydgrænse. Et egentligt møntvæsen var omsider ved at opstå, også på vore breddegrader, men det tog tid, før det blev accepteret. 

Om forholdene på stedet, da skattens ejer levede, gav undersøgelsen også oplysninger. Den svage skråning, hvor sølvet var gravet ned, gik opefter over i et plateau, og fundene viste, at der her har været bebyggelse ikke blot i vikingetid, men også i den foregående periode, germansk jernalder (Fig. 7, Fig. 8, Fig. 9). Lerkarret med brudsølvet stod øverst i et tykt mørkt lag, der må være aflejret gennem århundreder og sandsynligvis skyldes udsmid fra bopladsen. Det lyder underligt, at man skulle have skjult så store værdier i en affaldsdynge eller måske ligefrem en mødding, men ret beset var gemmestedet vel ikke så dårligt endda. Det var i hvert fald ikke det sted, man først ville lede. 

Om den fordums aktivitet på stedet vidner en række genstande, som kom frem ved undersøgelsen, både i pløjelaget og i det omtalte affaldslag. Vigtigst er en firkantet bronzebroche i gennembrudt arbejde med små charmerende bredhovede dyr, hvis lemmer lystigt slynger sig i ribbeværket. Smykket savner paralleller, men kan ud fra stilarten dateres til midten af 800- årene og er altså omkring et århundrede ældre end skattenedlæggelsen (Fig. 10). Et par vægtlodder vidner om handelslivet på stedet (de kan for den sags skyld have været brugt til afvejning af sølvet), mens mange jerngenstande - kramper, søm, en lille ambolt - fortæller om dagligdagens gøremål. Det samme gør en vidjeflettet brønd, som fremkom i en lavning. Den var dækket af tykke affaldslag og har for længst været ude af brug, da skatteskjuleren virkede. Fund gav den ikke mange af, kun et stykke af en bødkret spand, men oldtiden blev mærkeligt nærværende, da vi efter tømningen så den løbe fuld af vand. 

Det faktum, at Nebleskatten er nedgravet på en boplads, er en smule opmærksomhed værd. Det bestyrker, hvad man gennem de senere år har fået øjnene op for, nemlig at mange skatte fra vikingetiden og de nærmest foregående århundreder ikke er hengemt i øde og uvejsomt terræn, men på selve stedet, hvor man boede. En gennemgang fra Gotland og Øland har således henført en meget stor del af disse øers rige vikingeskatte til bopladserne. Blandt de nyere danske fund kan nævnes en i 1988 opgravet smykkesamling nedlagt i to sølvbægre på en boplads ved Tissø. Fra samme lokalitet stammer i øvrigt den største guldring, som overhovedet kendes fra Danmarks oldtid (se Skalk 1977:3), og den må man vel også have lov at betegne som en skat. 

Vikingetidens mange skattefund bliver ofte taget som udtryk for periodens ufredelighed, og ingen vil nægte, at det var en urolig tid, hvor folk har haft god grund til at gemme deres kostbarheder af vejen (Fig. 11, Fig. 12, Fig. 13). Spørgsmålet er blot, om denne forklaring kan stå alene. De mange bopladsskatte kunne tyde på, at det ikke blot var krigsfolk, men også simple tyveknægte, man ønskede at værne sig imod. Banker eksisterede ikke, og familieformuen skulle jo sikres på en eller anden måde, men samtidig være tilgængelig, når der var brug for den, hvad der sikkert ofte var i denne udadrettede tid. At et skjulested gik i glemme, skyldes sikkert i de fleste tilfælde skatteejerens pludselige død, men den behøver jo ikke at have været voldelig. Resultatet blev i øvrigt det samme: en vigtig viden var gået tabt. Arvingerne kunne lede, men i øvrigt intet stille op. I vore dage graves værdigenstande sjældent i jorden, men det er ikke usædvanligt på egne enemærker at have et gemmested for særligt værdifulde ejendele – for resten meget ofte sølvtøj.

Vikingetiden var krigerisk, men havde også en anden side, nemlig den fredeligt handelsmæssige, og det er nok mest den, Nebeleskatten afspejler. Mod slutningen of perioden blev et stort antal byer grundlagt rundt om i Norden. Vareudvekslingen tog et opsving, og de rigelige sølvmængder, der var i omløb, bidrog til at fremme handelen, både lokalt og internationalt. Men var – som vi ville sige nu til dags – i en periode med højkonjunktur.