Bronzealderens Jelling

Udgravningen, der har stået på gennem flere år, var led i en større undersøgelse af Sydvestfyns bronzealderbebyggelse foranstaltet af Odense Universitet og Fyns Stiftsmuseum i forening. Når netop denne egn blev valgt, skyldes det ikke mindst de rige gravfund, som i sin tid fremkom ved Frederik 7.'s udgravninger i området vest for Voldtofte - en virksomhed, man vil finde nærmere beskrevet på dette nummers midtersider. I Lusehøj, der var under behandling i 1861, er fremdraget intet mindre end den rigest udstyrede grav fra hele yngre bronzealder i Norden. Kønt kan man ikke kalde dette højnavn, men det har en særlig klang i arkæologøren.

Den gamle udgravning var naturligvis ikke tilfredsstillende efter nutidig fordring, men det fremgik dog af optegnelserne, at graven har stået otte meter inde i højen og i fem en halv meters dybde. Det almindelige i yngre bronzealder var, at man begravede i ældre høje eller - sent i perioden - i småhøje af ganske ringe størrelse. Lusehøj var med tiden blevet overpløjet, men har oprindelig været meget stor. Med det rige gravfund in mente kunne man måske forestille sig, at bronzealderfolket for en gangs skyld har ofret en storhøj på en af sine topfolk.

Det var disse problemer, vor undersøgelse skulle opklare. Det viste sig hurtigt, at den gamle udgravning har været beklagelig grundig. Der var gravet et stort hul i højens sydlige halvdel - helt ned i undergrunden - hvorved alle spor af det gamle anlægs sammenhæng var spoleret. Nogle stenfliser i den omgravede jord kan stamme fra graven, mens bunden af en vinflaske nok må tilskrives udgraverne. Nu skal hullets størrelse naturligvis ses i sammenhæng med højens, og langt størstedelen af denne lå stadig urørt. Det var her resultaterne kom.

De tre fjerdedele af højen, som blev undersøgt, gav mange fund fra forskellige afsnit af bronzealderen. Oprindelig har der været boplads på stedet, men den er på et tidspunkt blevet opgivet og marken taget under plov. Dyrkningen blev dog kun kortvarig, for nu skulle området pludselig bruges til gravplads - ikke mindre end fire tueagtige småhøje med urner og brandpletter blev fundet under storhøjen. Med denne sidste sattes kronen på værket; den er anlagt uden smålige hensyn til de tidligere afdøde, hvis hvilesteder den totalt opslugte. Den hele proces, fra bebyggelsen sløjfedes, til storhøjen lå færdig, kan ikke have været særlig langvarig, et par hundrede år måske.

Lusehøj er, som vi formodede, bygget på én gang, dog ikke over en enkelt, men over to fornemme brandgrave - og så må det iøvrigt tilføjes, at vi jo ikke ved, hvad der skjuler sig i den urørte fjerdedel. Frederik 7. fik altså ikke hele fornøjelsen. Den ekstra grav kom som en meget behagelig overraskelse. Ikke blot var den rig, men den bød på sjældne muligheder for at studere gravstedets indretning. Det var i sandhed mærkværdigt.

Den egentlige grav var ellers meget beskeden, der var end ikke ofret en urne. Resterne fra ligbålet - trækul, benstumper, og hvad ilden har levnet af gravgodset - var fejet sammen og anbragt i en gravet grube, som derefter er kastet til og jævnet med et lag ler. Til dette har man imidlertid føjet en meget ejendommelig overbygning. Den planerede grav blev dækket med en halmmåtte, og på den anbragtes fire stokke vandret, så at de dannede en indramning omkring den nu skjulte brandgrube. Uden om stokkefeltet blev rejst et hegn med vidjefletværk omkring lodret nedrammede stokke. Det hele dannede en slags kasse, godt en halv meter høj, med halmmåtten som bund. Om der har været et låg kunne ikke afgøres, men det er næppe sandsynligt (Fig. 1, Fig. 2, Fig. 3).

Det mærkelige anlæg var forlængst bortrådnet; når vi kan beskrive det så nøje, skyldes det alene de spor, det havde sat sig i jorden (Fig. 4, Fig. 5). Halmmåtten sås som et tydeligt aftryk i leret, og træværket havde, takket være aldannelser omkring pindene, efterladt hulrum. Fra vinkelbygningen, som blev fundet andetsteds i højen (se sidste nummer), vidste vi, hvordan den slags skulle behandles. Det hele blev udstøbt - denne gang dog ikke med gips, men med kunstharpiks - og nu kunne kassen graves ud, som om den endnu havde eksisteret.

På pladsen, hvor graven var anlagt, har stået pæle, som må være trukket op umiddelbart før dødeceremonien; hullerne efter dem fandtes fyldt med rester fra ligbålet, heriblandt stumper af gravgodset. Hvad de har tjent til, er ikke godt at vide, og det samme kan siges om fletværkskassen, som ud over at markere gravstedet må have haft en eller anden funktion. På jorden omkring den var lagt stængler og blade, antagelig siv, i flere lag, det har vel skullet lette færdslen. Som udgraverne fuldtud erfarede, bliver den lerede overflade meget hurtigt smattet i regnvejr. Man forstår så udmærket, at de, som byggede kassen eller deltog i ceremonierne om den, på en nem måde har gjort sig det lidt behageligt.

Da storhøjen byggedes, har man respekteret fletværkskassen. Den er omhyggeligt blevet stablet fuld af græstørv, og andre tørv er lagt pænt op mod ydersiden. Højen må være bygget kort efter gravlægningen, ellers ville pindeværket være gået i forfald. Hvordan det i den henseende forholder sig med den anden grav, den som salig Frederik udgravede, ved vi desværre ikke.

Gravgodsets tilstand er miserabel - det har jo været med på ligbålet - men gennem ildens ødelæggelser skimtes et både rigt og meget særpræget udstyr. Dele af et sværd fortæller med al tydelighed, at den døde var en mand. Bronzeblik optræder i forskellig tykkelse, noget er antagelig støbt, andet sikkert udhamret; mellem det sidste er stykker med ombøjet rand, som kan være fra en lille beholder. Nogle stykker af en kæde med tilhørende klapreblik viser en raffineret støbeteknik. Det er ikke fuskere, der har arbejdet her (Fig. 6).

Ca 400 små blikbukler må have siddet på et bælte; de har spidse flige til at stikke gennem læderet og bøje om på bagsiden. Af søm fandtes mindst 90 - i fire forskellige størrelser. Et antal ringe og stænger må vi lægge uforklaret til side, og det samme gælder størsteparten af ialt 26 gram guld. Kun ganske lidt af det har bevaret sin form, således et stykke belægning til et nålehoved og en utrolig tynd flage med en smule ornamentik.

Selv i sin ødelagte tilstand levner dette udvalg ingen tvivl om, hvor i tidsforløbet vi befinder os - det er i midten af yngre bronzealder, ca 800 år før Kristus - men derudover kan det nok give anledning til spekulation, ikke mindst på grund af udstyrets meget utraditionelle sammensætning. Sværd som brandgrubens er sjældne i grave, nåle med guldbelagt hoved ligeledes, og kar af bronzeblik er kun fundet i et enkelt tilfælde, nemlig ved udgravningen 1861 i selve Lusehøj. De andre typer er ukendte i nordiske gravfund, men giver sig tilkende - mere eller mindre tydeligt - i mark- og mosefundene. Kæder er flere gange fundet nedlagt parvis, og i det spændende offerfund fra Fårdal i Midtjylland er der ikke blot kæder, men også rester af et bælte med bukler magen til vore. Sømmene er jo i sig selv ikke særlig ophidsende, der er bare det mærkelige, at det eneste samtidige fund, hvor sådanne forekommer, er et enestående offerfund fra Jordløse, kun seks kilometer fra Lusehøj. Til alt held lader dette fund sig tolke, sømmene (og forskelligt beslag, som blev fundet sammen med dem) kan, sammenholdt med tilsvarende mellemeuropæiske fund, med sikkerhed siges at have hørt til en vogn, som - ganske vist uden hjulene - er udlagt i mosen. Også Lusehøjsømmene må have siddet på et køretøj (Fig. 7). Den døde har vel været anbragt på ligbålet liggende i vognkassen - hvis han da ikke ligefrem har tronet højt i agestolen.

Det gamle fund i højen har næppe indeholdt vogn, men er ellers af tilsvarende kaliber. Det har bronzekar af sydlig oprindelse og tre gedigne guldsager. Alene disse sidste ville være nok til at sætte det i toppen blandt vore fineste gravfund.

Grave fra bronzealderen kendes i meget stort tal, men Lusehøj afviger i alle henseender fra normerne. Til det usædvanlige gravgods svarer en usædvanlig grav - alene det at lægge asken uemballeret i et hul i jorden er noget nyt og mærkeligt. Ved midten af bronzealderen tog ligbrændingen føringen og med den urnegraven, som helt dominerer det tidsafsnit, Lusehøj tilhører. Brandgruben i denne høj er vist det ældst kendte eksempel på en gravform, som herhjemme først kom i brug ved overgangen til jernalderen. Også fletværkskassen med stråmåtten er et førstegangsfund, men det kan dog måske skyldes de særlige bevaringsforhold, som begunstigede os. Endelig er der selve højen. I ældre bronzealder begravede man i storhøje, men deres tid var forbi - troede vi. Alt taget i betragtning står vi over for noget højst usædvanligt. Noget der virker helt afstikkende fra det miljø, det ellers er solidt forankret i.

Som nævnt i indledningen ligger Lusehøj ikke alene, den er led i en højgruppe, og i hvert fald nogle af naboerne udmærker sig ved betydelig størrelse. Overordentlig stor er Buskehøj, som imidlertid aldrig har været udgravet. I Bohøj er fundet grave fra yngre bronzealder, men af ret traditionel art; højen er imidlertid aldrig undersøgt til bunds og kan meget vel gemme overraskelser. Det umiddelbare indtryk må være, at disse høje danner et sammenhængende gravkompleks med Lusehøj som en værdig repræsentant. Omkring dette centrum synes gravene at hobe sig - nu mere almindelige i formerne, men med spredte tegn på usædvanlig rigdom. Fra Lusehøjs nære nabolag stammer en guldrig grav, og flere er fundet inden for få kilometers afstand. Det er den største koncentration af samtidigt gravguld, der kendes fra Skandinavien.

Den sydvestfynske fundkoncentration omkring en samling gravanlæg i absolut topklasse må betyde, at her har været et økonomisk og socialt magtcentrum, der bedst kan sammenlignes med vikingetidens Jelling. Mænd, som forlader verden til vogns og med kostbare ejendele i guld og bronze for derefter at jordes under kæmpemæssige høje, må nødvendigvis have raget op i samfundet. Det var fristende at bruge betegnelsen konger, men det ville være ukorrekt, da det er tvivlsomt, om dette begreb med dets særlige politiske indhold eksisterede allerede i bronzealder. Det sandsynlige er nok, at det først opstod i jernalderen.

Vi ved ikke, hvordan bronzealderens store erhvervede deres privilegier, om de var nedarvede eller beroede på den enkeltes personlige egenskaber, men det ser i hvert fald ud til, at der ved midten af yngre bronzealder er sket en stramning af de sociale modsætninger, hvorved samfundet har fået topfigurer af hidtil ukendte dimensioner. Den store investering af arbejdskraft og luksus, der kommer til udtryk i et anlæg som Lusehøj, virker som en kraftig understregning af afstanden mellem de udvalgte og den gemene hob.

Tidligere i bronzealderen har der været antydninger af en sådan udvikling, for eksempel i den berømte Kivikgrav i Skåne og i Kong Bjørns høj i Uppland, men det synes at være blevet ved tilløbene. Samtidig med Lusehøj-komplekset optræder imidlertid lignende centre andre steder i Europa. Det berømteste er ved Seddin i Brandenburg. Her udgravedes 1899 i Nordeuropas største gravhøj - ifølge traditionen bygget for kong Hinz - en central gravkiste med flere urner, heraf en i metal. Der var usædvanlig mange bronzesager samt flere af jern, der på det tidspunkt må have været næsten lige så kostbart som guld, i hvert fald uhyre sjældent. Omkring Seddinhøjen fandtes andre rige grave, men ikke af samme overlegne kvalitet som »kongegraven«. En anden lokalitet er ved Albersdorf i Vestholsten. Her findes en gruppe store høje med gravfund, der hæver sig lige så markant over det lokale niveau som Lusehøjs - og iøvrigt minder meget om dem ved deres indhold af kæder og guldbelagte nåle. Desværre er de usagkyndigt udgravet, så det kan ikke med sikkerhed siges, om der er tale om genbrug af ældre oldtidsminder, eller højene - som i det fynske tilfælde - er rejst specielt for disse anlæg. Det sidste er dog nok det sandsynligste.

På tre steder i Nordeuropa kan vi således inden for en tohundredeårig periode konstatere usædvanlige rigdomscentre afspejlet i gravfundene og med storhøjen som det ydre udtryk. Om de har eksisteret samtidig, eller det ene har afløst det andet, kan ikke afgøres, men iøvrigt kan der jo meget vel have været flere, som blot endnu ikke er opdaget.

Hvad er årsagen til denne pludseligt opdukkede, men særdeles lokalt begrænsede velstand med tilhørende ære og magt for et fåtal af personer? Havde fundene været et par århundreder yngre, ville forklaringen ikke have voldt større vanskelighed, da skete der store ting ved Middelhavet og i Mellemeuropa, men vore storhøjes periode synes præget af stabil udvikling og en tilsvarende rolig økonomi. Vi kan konstatere, at der fra værksteder i Schweiz og Rhinlandet foregik en ganske omfattende eksport af metalsager til området syd for Østersøen. Herfra forsynedes Norden, hovedsagelig dog med kopier fremstillet i nordtyske værksteder.

Formodentlig er der en forbindelse mellem disse fænomener og de rige grave, men hvordan den har formet sig i detaljer kan næppe afgøres idag. Man kunne tænke sig, at lokale ledere - stammehøvdinge, eller hvad man nu skal kalde dem - har stillet sig i spidsen for vareudvekslingen. Herved skaffede de sig rigdom - og en position langt ud over det i datiden almindelige.

Med de ændrede mellemeuropæiske magtforhold i de efterfølgende århundreder smuldrede grundlaget for denne virksomhed, og forholdene faldt tilbage i de sædvanlige, beskedne rammer. Endnu i bronzealderens slutperiode er der dog svage mindelser om forbindelsen med de store sydlige kulturgrupper, men med overgangen til jernalderen lægger isolationens kappe sig tæt over Sydvestfyn. Kun mindet om herligheden blev tilbage. Den svundne storhed må for datidens mennesker have stået som sagaernes guldalder for middelalderens lyttere.

Idag er selv sagnene glemt. Vor sammenligning med Jelling gælder ikke her. Om det, som dengang skete, findes end ikke antydningen af en historisk overlevering. Ikke så meget som et navn.