Bronze for rav

Vist blev ravet benyttet af bronzealderfolkene. Det brugtes til knapper, til skafter på småsyle, hvormed man tatoverede sig, og til ornamental indlægning i store støbte bronzegenstande; og når vi finder det i de gravlagtes læderpunge sammen med alskens småting, der må have stået i magiens tjeneste (se Skalk 1966:5) og som småsplinter i urnerne mellem de brændte ben, betyder det sikkert, at ravet også har fundet anvendelse som lykkebringende eller ondtafværgende amuletter. I bronzealderens tusinder af grave og mængder af depoter er der vel alt i alt et par hundrede ravfund, men bortset fra de to førstnævnte er det altsammen småtteri - nok til at vise, at man har kendt og værdsat de dunkeltgule vidunderklumper, men for intet at regne mod de ravmængder, vi kender fra stenalderens Danmark. Stenalderfolket smykkede sig med ravet til det overdådige, ikke mindst kvinderne, der bar det i lange sindrige kæder med perler, undertiden i tusindvis. Fra hele bronzealderen er der næppe bevaret mere end fire kilo rav. Et enkelt af stenalderens ravfund har alene præsteret det dobbelte.

Ser man bort fra ravet, er bronzealderen ellers ingen fattig tid, tværtimod. De mange rige gravfund vidner om en velstand langt større, end vi kender fra tiden før og efter. Bronzen, der nu afløser stenen som råstof, optræder i mængde, og så må man endda regne med, at det kun er en forsvindende brøkdel af den oprindelige rigdom, som er bjerget ind i museerne gennem de sidste generationers virke. Det er så meget mærkeligere, som hverken kobber eller tin, de to bestanddele, som indgår i bronzen, optræder naturligt her i landet. Det samme gælder guldet, som også er med til at kaste glans over tiden. Hver stump af disse metaller må være bragt hertil udefra. Forudsætningen for bronzealderens rigdom er med andre ord et veludviklet handelssamkvem med landene mod syd. Bronze og guld er blevet importeret via mellemhandlere i Nordtyskland og Polen, og talrige færdigvarer som skjolde, hjælme, våben, arbejdsredskaber og metalkar fulgte med. (Fig. 2)

Nu må man huske, at hele denne handel var en byttehandel, et møntsystem eksisterede ikke. Hvad havde da de bønder og hyrder, som i sidste led var aftagere af de importerede varer, at give til gengæld for det, de modtog? Noget meget efterspurgt må det have været, som har formået at lede hele denne vældige strøm af kostbart metal til Norden. Arkæologerne har næsten altid været enige om svaret. Rav! Ravet var, sagde man, tidens hårde valuta. I Mellem- og Sydeuropa er der i visse dele af bronzealderen ikke så lidt rav i gravene; bedst kendt er nok de rige ravfund fra skaktgravene i Mykene. Hernede mod syd fandt man altså, hvad man savnede i Danmark, og det gav, mente man, forklaringen på, at ravet forsvinder fra de hjemlige fund samtidig med, at metallet dukker op. Det var Danmark, der forsynede Europa med rav.

Så smukt, så afklaret er dette billede, at man næsten ikke nænner at pille ved det. Dog, sandheden må frem. Teorien om ravhandelen som forudsætning for vor bronzealder er meget langt fra at være bevist, ja den er i virkeligheden temmelig svagt underbygget.

Gennem mange år har naturvidenskabsmændene interesseret sig for ravet. Man har undersøgt, hvilke træsorter det stammer fra, hvilke plante- og dyrearter man kan finde indkapslet i det, og hvilke geologiske lag det optræder i. Alt dette er nu af mindre interesse i denne forbindelse. Vigtigt er det derimod, at man gennem analyser af selve stoffet har prøvet at finde ud af, hvor de mellem- og sydeuropæiske ravfund stammer fra. Som det fremgår af kortet, er Danmark nemlig langt fra den eneste mulighed. (Fig. 3, fig. 4)

Man mente, at man ved at bestemme et ravstykkes indhold af ravsyre kunne afgøre, om det havde sin oprindelse i Norden eller i Middelhavsegnene, og man troede at have fastslået, at det første var tilfældet. Desværre har det vist sig, at metoden ikke er ufejlbarlig; indholdet af ravsyre kan ændres i tidens løb som følge af forvitring. Andre undersøgelsesmåder har været bragt i anvendelse, men det har ikke været muligt at skelne mellem rav fra Nordsøen, Østersøen og Sortehavet; derimod har man været i stand til at skille siciliansk rav ud fra de andre arter, og det har vist sig, at mange af de italienske ravfund snarest stammer fra Middelhavsøen. Under alt dette er man iøvrigt blevet klar over, at en del af de sydeuropæiske »ravfund« intet har med rav at gøre, men at der er tale om helt andre arter af mineraler. For teorien om ravhandelen og dens betydning for Nordens bronzealder har der således ikke været megen støtte at hente hos naturvidenskaben. Arkæologien må klare sig uden hjælp, men det er først i de seneste år, den er begyndt at beskæftige sig alvorligt med de mellem- og sydeuropæiske ravfunds oprindelse.

Foreløbig er det kun den yngre bronzealders vareudveksling, man på denne måde har skaffet sig nogen indsigt i. Metalsagerne i fundene fra denne tid giver et ret klart billede af vor handel sydpå, og det fremgår, at den ikke altid har fungeret lige livligt, ja at den til tider næsten er gået i stå. Nu viser det sig mærkværdigvis, at på tidspunkter, hvor handelssamkvemmet var på sit højeste, mangler ravet næsten helt i de mellemeuropæiske fund, mens ravmængden er stor, når handelen har ligget stille. Mellemeuropæerne har imidlertid ikke bare handlet nordpå, de har også haft forretningsmæssig forbindelse med landene mod syd, med Italien og Nordbalkan, og i denne handels rytme falder ravfundene langt bedre ind. Mon det da ikke snarere er derfra Mellemeuropa har hentet sit rav?

Først på et fremskredet tidspunkt af jernalderen, omkring vor tidsregnings begyndelse, ved vi med sikkerhed, at der blev eksporteret rav fra Østersølandene til Sydeuropa, men da var det næppe Danmark, der var leverandøren. På det tidspunkt havde man opdaget de rige ravlejer i Østpreussen, og fra fundene såvel som fra de klassiske forfattere ved vi, at det var herfra, romerriget forsynedes med det eftertragtede stof. Om bronzealderens ravhandel hersker der fortsat den største uklarhed, og der er, i hvert fald i sidste halvdel af perioden, ikke meget, som tyder på, at det var den, der skaffede metallets rigdomme til Norden.

Hvad var det da? Vi ved det ikke. Det er gået, som det så ofte går i arkæologien: man stiller et spørgsmål, og svaret kommer i form af - ikke eet men mange - nye spørgsmål.