Brangstrupskatten

Alle genstande var af guld, og selv om en del deraf var iblandet sølv og altså lidt mindre værd, var det ikke noget helt ringe beløb, de to mænd kunne indkassere i danefægodtgørelse: i alt 1346 rigsdaler, svarende nogenlunde til ti årslønninger for en landarbejder dengang. Selv delt var det værd at regne med, og lodsejeren, Niels Frederiksen, skal da også være blevet grebet af en slags guldfeber. De ovenomtalte senere fund blev begge gjort af ham, og han skal jævnlig være vendt tilbage til stedet, også efter at han havde solgt ejendommen og var flyttet til et hus i nærheden.

Det er beklageligt, at vi ved så lidt om fundomstændighederne, men datidens museumsfolk interesserede sig først og fremmest for genstandene, mindre for deres indbyrdes sammenhæng og anlægget, som de tilhørte. Den forholdsvis præcise findestedsangivelse må skyldes lokal overlevering optegnet ved Nationalmuseets berejsning af Ringe sogn i 1916-17.

Det var den nuværende lodsejers planer for skattefindestedets udnyttelse, der gav stødet til efterundersøgelsen 1991, men der var også andre tilskyndelser. Siden fundet af handelspladsen ved Lundeborg (se Skalk 1987:5 og 1990:1) har interessen igen samlet sig om den rige sydøstfynske »Gudme-bygd«, og selv om Brangstrup ligger et stykke fra denne, kan der meget vel tænkes at have været en forbindelse. Endvidere har metaldetektorernes fremmarch gjort det nærliggende at eftergå de gamle skatte-findesteder. Det er prøvet med held netop i Gudmeområdet.

Det var næppe sandsynligt, at de gamle skattesøgere, i særdeleshed Niels Frederiksen, skulle have efterladt sig meget guld, men der kunne være andet at hente, således viden om forholdene, hvorunder tingene i sin tid blev gemt, om de var nedlagt i vand eller på det tørre, og om der har været nogen form for emballage. Genstandene fra 1865 angives fundet inden for et område på omkring 4x6 meter. Oprindelig har de vel ligget samlet, men er senere spredt af ploven.

Før den egentlige udgravning påbegyndtes, blev lavningen og dens omgivelser afsøgt grundigt med metaldetektor, og efter blot en dags arbejde gav det resultat: to romerske guldmønter dukkede frem af pløjelaget på den vestlige skråning. Med dette udgangspunkt blev nu jorden fjernet over en større flade, men i tynde lag og med stadig brug af detektor, hvorved det sikredes, at selv meget små guldstykker ikke undgik opmærksomheden. Der fremkom endnu en guldmønt og en strimmel guldblik med tilhørende nitter viklet omkring en afhugget guldstang. Et stykke helt magen til det sidstnævnte indgik i 1865-fundet. Vi var på rette vej. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3)

Nogle søgegrøfter, som blev lagt ud i lavningen, afslørede tørvedannelser her. Oprindelig må der have været et vandhul, 20- 25 meter i diameter, men det er efterhånden groet til og har måske allerede på nedlæggelsestiden fremtrådt med fast om end fugtig overflade. De nye fund fremkom ligesom de gamle inden for et langstrakt område, og selv om det ikke klart udpegede nedlæggelsesstedet, gav det dog en forestilling om, hvor dette skulle søges, nemlig vest for mosehullet, nogle meter oppe ad skråningen. Flere af genstandene fra 1865-fundet har hulheder, hvor der endnu kan ses rester af gråt ler; det tyder på, at sagerne har været gravet gennem muldlaget, ned i lerundergrunden. Noget sikkert nedgravningsspor fandt vi ikke - meget forståeligt i øvrigt, efter den megen skattesøgen - og der blev heller ikke iagttaget rester af en beholder, for eksempel et lerkar, som guldet kan have ligget i. En stolpehullignende nedgravning kunne være fra en markering af gemmestedet, så at det let kunne findes igen, men da vi ikke kender hullets alder og ikke ved, om det er jævngammelt med guldet, bliver det rent gætteri. Af Nationalmuseets sognebeskrivelse fremgår, at der i nærheden af pladsen for guldskatten skal være fundet et ildsted med lerkarskår, altså måske rester fra en boplads. Vi søgte, men fandt intet, som kunne bekræfte denne antagelse. (Fig. 4, fig. 5)

Eftergravningen gav vel ikke de store resultater, men har dog på flere måder gjort os klogere, så lad os med denne nyerhvervede viden vende os mod selve fundet. Det må, skulle man synes, efterhånden være nogenlunde komplet, men sikkerhed for det har vi ikke: noget kan være stukket til side i de hektiske finderdage, og andet ligger måske stadig i jorden. Vort udgravningsbudget var beskedent, og udgravningsfeltet blev som følge deraf heller ikke særlig stort.

Mange af guldgenstandene viste tegn på at være forsætlig ødelagt inden nedlæggelsen, de var sammenbukkede og sammenkrøllede, men ældre tiders arkæologer havde sans for det præsentable, så alt er omhyggeligt blevet rettet ud og har nogenlunde genvundet sin oprindelige form. Af de i alt 80 stykker, fundet omfatter, fordeler langt de fleste sig på tre grupper: ringguld, hængesmykker og mønter.

Ringguld er guldstænger af forskellig længde og tykkelse, bøjet i ringform for at kunne bæres på arm eller finger. Der er dog ikke tale om egentlige smykker, ringene var datidens penge. Brangstrupskattens ejere har kendt til guldmønter, som vi straks skal se, og vel også nu og da betalt med dem, men efter vægt, så et hvilket som helst stykke råguld kunne gøre samme nytte. Her kommer ringguldet ind, det var let at klippe passende bidder af, hvad man tydeligt kan se, er sket, og manglede der noget i vægten, kunne man jo blot lægge et stykke til. Der er lagt til og trukket fra, kort sagt: justeret indtil vægten passede. Som vægtenhed har man antagelig brugt den romerske guldmønt solidus.

Mængden af ringguld i Brangstrupfundet er talmæssigt lille, men vægtmæssig stor. To kraftige spiralringe af en størrelse passende til at bære på armen tegner sig tilsammen for langt over halvdelen af skattens vægt.

Af hængesmykker er der flere typer, således en halvmåneformet, der igen optræder i to udgaver, én med lange, svungne horn og glat overflade og en anden, knap så elegant, med billeder af blandt andet mennesker og løver. Begge former er forsynet med øskener og har vel været båret om halsen. Halvmåner af den glatte slags optræder i andre danske fund, dateret til yngre romertid, og begge former er kendt fra egnene omkring Sortehavet (Rumænien, Ukraine), så det er sandsynligvis dér, de nordiske stykker stammer fra. Nogle af de ukrainske halvmåner har så stor lighed med dem fra Brangstrup, at man må tro, de er udgået fra hinanden nærtstående værksteder.

En anden type hængesmykker efterligner helt tydeligt træernes blade - undertiden på en ganske naturalistisk måde med takkede kanter og antydning af ribber, men ellers stiliseret, med geometriske figurer og i ét tilfælde noget, der ligner hoveder af i øvrigt ubestemmelige væsener. Bladene har ikke, som halvmånerne, påsatte øskener, men derimod et hul, hvorigennem er trukket en guldtråd, der er snoet og formet som en øsken. Skønt der helt tydeligt er tale om smykker, ses der ingen tegn på slid som følge af brug. Der kendes ikke nære paralleller til bladene, men den »presteknik«, de er fremstillet i, minder så meget om de ornamenterede halvmåners, at man må tro, de også har deres hjemsted ved Sortehavet. (Fig. 6, fig. 7)

Nogle få hængesmykker har rektangulær form, og et enkelt er cirkelrundt og glat, muligvis lavet af en udbanket mønt. Et ejendommeligt træk ved denne smykkefamilie er måden, tingene er ødelagt på, før de kom i jorden. Mens de glatte halvmåner fandtes sammenbukkede efter symmetriaksen og derefter en ekstra gang, var de ornamenterede ditto blot sammenkrøllede. De øvrige smykker, herunder bladene, synes slet ikke at være ødelagt; de bærer kun præg af mere eller mindre tilfældig beskadigelse. Hvad grunden hertil kan være, er gådefuldt.

Af de i alt 51 mønter, som fundet indeholder, er tre barbariske efterligninger, men resten er ægte nok: den største samling romersk guldmønt, som kendes fra Danmark. Prægningen har fundet sted inden for en forholdsvis kort periode mellem 248 og 337, det vil sige mellem kejserne Trajanus Decius og Constantin den Store. Mønterne stammer fra tolv forskellige værksteder, fem vest- og syv østromerske. Mens de yngre eksemplarer kan stå helt friske og skarpe i præget, virker de ældre gennemgående meget slidte; de må have vandret fra pung til pung i Romerriget, før de passerede grænsen til det frie Germanien. Det er muligt, som sagt, at de heroppe er brugt som betalingsmiddel efter vægt, men det blev i hvert fald ikke deres hovedopgave - de er, med en enkelt undtagelse, alle blevet forsynet med øsken eller ophængningshul, så at de har kunnet bæres som smykker (også de kan altså, hvis man foretrækker det, regnes til hængesmykkegruppen). Hullerne, der kan være lidt tilfældigt anbragt, uden særlig hensyntagen til motivets retvendthed, viser i modsætning til øskenerne ofte tegn på slid. I flere tilfælde ses et hul at være revet ud, og et nyt har da måttet bores ved siden af.

Endnu må nævnes en fingerring, en halvkugleformet, ubestemmelig genstand og to beslag til en smal læderrem (det ene fundet ved udgravningen 1991), men hermed er gennemgangen af fundets bestanddele endt og tiden inde til overvejelser om datering og kulturel sammenhæng. Hvad det første angår, har allerede formerne givet fingerpeg, men her vejer mønterne tungt, især de yngre af dem fra årene før Constantin den Stores død 337; hengemningen må jo nødvendigvis være sket, efter at de forlod møntsmedjen. Nu kan en sådan samling værdigenstande have cirkuleret i flere generationer, før den endte i jorden, men det ringe slid på specielt de yngre mønter taler mod, at det skulle være tilfældet her. Skatten må i hvert fald have fundet sit skjulested før år 400, det vil sige i slutningen af yngre romersk jernalder. (Fig. 8)

Som vi har set, kan en ikke uvæsentlig del af fundets genstande antages at stamme fra egnene nordvest for Sortehavet, og hertil føjer sig den store mængde mønter, som er udgået fra østromerske værksteder. Om sagerne er kommet herop samlet, eller der er tale om flere af hinanden uafhængige leveringer, må blive et åbent spørgsmål, men vejen kan vi gætte os til: den har sandsynligvis gået ad floderne Dnestr-San-Weichsel til Østersøen og videre til Fyn, hvor »transithavnen« måske var handelspladsen ved det, der i dag hedder Lundeborg. Fra udgravningen af denne stammer netop et halvmånesmykke, hvis nærmeste paralleller er fundet i en grav nordvest for Sortehavet. Tidligere i romertiden var det især de vestromerske værksteder, der dækkede det skandinaviske marked, men efterhånden som storriget gik i opløsning, flyttede handelscentrene østover. Kronen på værket satte Constantin den Store, da han opgav det gamle magtcentrum Rom til fordel for Konstantinopel. (Fig. 9)

Som altid, når man står med et fund af denne art, må det overvejes, hvorfor skatten er skjult. Er det for at sikre værdierne mod tyve og røvere - måske i skikkelse af fjendtlige krigsfolk? I så fald har det været meningen, at sagerne skulle graves op igen (hvilket altså ikke er sket), og man ville næppe have ødelagt dem. Den anden mulighed, at der er tale om en offerhenlæggelse, forekommer sandsynligere; ved en sådan kunne, ved vi, skamfering af det ofrede indgå som et led i ritualet. Modtageren af offergaven behøver ikke nødvendigvis at have været guddommelig. Nogle århundreder senere var det, ifølge sagaerne, herskende opfattelse, at ting, som gravedes i jorden, kom nedgraveren til gode i det hinsidige.

Der er gjort andre skattefund på denne egn, både samtidige og lidt yngre, og selv om ingen af dem når op på siden af Brangstrupskatten, er de dog medvirkende til, at man tør tale om en »Ringe-bygd«, en lillebror til den rige Gudmebygd lidt længere mod sydøst i det fynske. Man har foreslået, at den førstnævnte kunne være forgængeren for den sidstnævnte, men det kan ikke passe; de to har eksisteret samtidig og på et tidspunkt, hvor handelspladsen ved Lundeborg allerede var i funktion. Snarere må man se den lille bygd som en underordnet alliancepartner for den store - et, om end beskedent, kraftcenter, som man fandt det praktisk at stå sig godt med og derfor lod trives i sin skygge. Formodentlig har der været flere lignende centre i Gudmebygdens bagland. Hvis vi tolker fundene rigtigt, har der hersket relativt fredelige tilstande på Østfyn i denne periode. Handelen har blomstret og dens udøvere været interesseret i at opretholde denne tilstand. (Fig. 10)