Bragesnak

I 1845 gik bølgerne stadig højt, og optimismen var usvækket. Aftenens erklærede formål var »navnlig at tømme Bragisbægeret for fortidens minder og løftets bæger for fremtidens håb«. Der blev faktisk tømt et betragteligt antal bægre, og megen Bragesnak ledsagede dem, Eddaen værdig.

Jo det var uden tvivl en fortræffelig fest, men aftenen udmærkede sig også på anden måde. Den gav den nordiske mytologi en kunstnerisk saltvandsindsprøjtning, som med ét slag gjorde den mere vedkommende for mange danskere. Dette folkelige gennembrud skyldtes de fremstillinger af Valhals guder, som til lejligheden smykkede salen. Nu er festdekorationer jo af en flygtig karakter, så den særlige virkning, disse gjorde, skyldes nok mest, at de kort efter blev omarbejdede til grafiske blade, der blev udgivet i bogform under titlen »Mindeblade om Den nordiske Højtid«. Siden har de optrådt i forskellige sammenhænge i andre bøger; de er blevet flittigt genbrugt.

Orla Lehmann, de nationalliberales leder, stod for arrangementet, og ikke mindre end 254 medlemmer af den nystiftede studenterforening var mødt op. Carl Ploug, digter og redaktør af avisen »Fædrelandet«, de nationalliberales talerør, førte forsædet. Alt var gennemtænkt og iscenesat til mindste detalje. Hvor øjet faldt, ledte det tanken hen på Nordens stolte, fælles fortid. I salens ene ende »skinnede Bissens hvide valkyrie frem af en grangrotte«. Det var H. V. Bissens statue af Brynhilde, en skjoldmø fra den ældre Eddas heltekvad, som Grundtvig havde givet nyt liv i sin digtcyklus »Optrin af heltelivets undergang i nord« fra 1809. Brynhilde var iført ringbrynje og støttede sig til et drabeligt spyd. Figuren havde allerede opnået megen popularitet.

Foran Ploug stod et fornemt sølvbeslået drikkehorn, Bragisbægeret. Denne for festen så vigtige rekvisit var opkaldt efter gudernes skjald, Brage. Bægeret var udført specielt til lejligheden og blev efter tur overrakt talerne. En af aftenens æresgæster var - naturligvis, fristes man til at sige - N. F. S. Grundtvig. Han var for længst en institution, kendt af alle og elsket af mange for sit forfatterskab, sine foredrag og prædikener. En af dem, der givetvis ikke elskede ham, var aftenens anden æresgæst, H. N. Clausen. Deres teologiske fejde havde 20 år tidligere skaffet Grundtvig en injuriesag på halsen og kostet ham hans embede. Teologiprofessoren var nu nationalliberal topfigur. Hvordan de to stridbare herrer forligtes den pågældende aften, ved vi desværre ikke - det står ikke i »Fædrelandet«, som ellers har givet os et fyldigt referat af begivenheden (Fig. 2, Fig. 3).

Om billedserien med guderne kan man således læse: »Sammenkomsten fik en uventet og betydningsfuld tilvækst ved det højmodige tilbud af tre af vore dygtigste yngre kunstnere, der prydede salen med genialt opfattede, kækt udkastede og i få dage af L. Frølich med bistand af Lundbye og Skovgaard udførte kridttegninger af Valhals guder i legemsstørrelse, der omgivne af grankranse fra væggene skuede ned på den begejstrede ungdom«. - Den nederste ende af salen dækkedes af et stort billede, der symboliserede den skandinaviske enhed: Stærkodder, Ørvarodd og Holger Danske, »ryg mod ryg ventende Skandinaviens fjender«. Endvidere bestod udsmykningen af de tre landes våbenmærker samt rustninger, hellebarder og skjolde, udlånt fra Tøjhusets antikvitetskammer. - En krigerisk stemning er vist hermed antydet.

Det fremgår nok allerede nu, at festdeltagerne ikke var noget helt tilfældigt sammenrend. Heller ikke aftenens første taler er os ganske ubekendt. Det var arkæologen J. J. A. Worsaae. Han var kun 23 år gammel, men havde allerede slået sit navn fast som ung, lovende forsker; specielt havde han gjort sig bemærket med den velskrevne og lettilgængelige »Danmarks oldtid«, som han havde udsendt et par år tidligere. Emnet var jo ikke i egentlig forstand folkeligt, men bogen fik indflydelse i vide kredse på grund af det kapitel, der hed »Oldtidsmindernes betydning for nationaliteten«. Her kunne man læse om levningerne fra fortiden, der »binder os fastere til vort fædreland«, og om »vore fædre — et eget uafhængigt folk«, som, ifølge forfatteren, »fra umindelige tider af har boet her i landet«. De havde, mente Worsaae at vide, ejet både »sjælsadel og kraft«; karakteristisk for dem havde været »kærligheden til hjemmet og friheden«.

Forfædrenes liv blev også mindet i hans tale. Den handlede om »vort folks kraftige barndom, da kun trællen passede fredelige sysler, mens den frie mand svang sværdet på fremmede strande for at vinde hæder og bytte«. De øvrige indslag gik i de samme baner. Man mindedes danskerne i det fremmede; normannernes dristige helteskare, der »indpodede friske skud i sydens henvisnende stammer« (!), og den »eventyrlig krigeriske vikingeånd«.

Festen, som blev kaldt Den nordiske Højtid, er et eksempel på en sjældent helstøbt begivenhed. Videnskab, politik og kunst mødtes her i frugtbar dialog med det formål at forsøge at genoplive den gamle nordiske ånd og dens kulturelle fællesskab. De tre kunstnere, som med deres gudebilleder ydede meget til disse bestræbelser, var også inviterede. Glæden ved at arbejde med dekorationerne havde stået fuldt mål med selve begivenheden. Lundbye, som førte omhyggelig dagbog, har også forsynet os med en beretning om festen, hvor han oplevede sin første rus. Han opgiver Frølich som den, der komponerede alle figurerne med undtagelse af Loke. »Loke udførte Skovgaard efter sin ide om ham«.

Om selve fordelingen af opgaverne fortæller han: »Det var et lystigt arbejde, vi begyndte i torsdags kl 11 og var færdige søndag aften kl 12 med 11 store kartoner. Guderne var i overnaturlig størrelse, alle siddende; Frølich gjorde udkastet og udførte hovederne, og når han havde arbejdet sig træt, tog en anden fat; under sange og lystighed gik det muntert fra hånden«. Tidspresset var utvivlsomt gunstigt for resultatet. Det gjorde det til en nødvendighed at improvisere, og som Lundbye beskriver, foregik det i en legende, afslappet atmosfære. Frølich havde mest talent for det tegneriske, specielt for figurtegningen. Derfor var det naturligt ham, der blev anføreren på opgaven. Til gengæld havde Lundbye og Skovgaard deres styrke i farvelægningen, det koloristiske, og det har været temmelig væsentligt for virkningen af de store kartoner (Fig. 4).

De eksisterer ikke mere. Enkelte skitser er bevarede, men ellers har vi kun mulighed for at vurdere dem ud fra de små, grafiske blade, som Lundbye og Frølich få dage senere udarbejdede. Orla Lehmann havde sørget for at udsende bestillingslister til interesserede, der havde set dem ved festen. Takket være hans erkendelse af deres betydning, nåede de ud til en større kreds. Da ophavsmændene selv udførte pennetegningerne på det litografiske overføringspapir (en reproduktionsform, som kaldes autografi), er de små gengivelser et rimeligt udgangspunkt for en vurdering af de kunstneriske intentioner, der lå bag gudebillederne.

Det var lykkedes de tre at ramme noget, som ingen tidligere havde formået at bibringe den nordiske gudeverden, noget træffende og levende, som alle danskere kunne nikke genkendende til og sige: ja, sådan må de have set ud - sådan var de! (Fig. 5)

Billedrækken var ingenlunde det første forsøg på at give den nordiske mytologi kunstnerisk form. Lige fra Det kongelige Kunstakademis stiftelse 1754 havde det været skik, at receptionsstykket (det maleri, som skaffede det formelle medlemsskab ved Akademiet) skulle omhandle emner fra den nordiske historie. Dette krav kom næsten samtidig med en fornyet interesse for den nordiske oldtid, og de første år havde man faktisk ikke meget at bygge på.

Mange af disse billeder har fået en hård medfart af eftertiden, og det er da også givet, at de ikke altid er blevet udført med den begejstring og ildhu, som et vellykket kunstværk fordrer. For eksempel lyder en senere dom over den, nu næsten glemte, Peter Brünniches receptionsstykke fra 1776: »Det er et yderst tarveligt billede. Af nordisk er der ikke andet deri end en smule pelsværk« (Fig. 6). En lignende kritik blev den store Nicolai Abildgaard til del. Han malede 1778 et billede med den lange titel: »De danske fruentimmer giver deres prydelser og klenodier for at udløse kong Svend Tveskæg fra jomsborgerne, som har fanget ham i krig«. Kongen ligner, mener kritikeren, nærmest »en udplyndret Don Ranudo« (titelfiguren i et Holbergstykke); stemningen i billedet er »en mat trøstesløshed — at han kunne få nogensomhelst interesse for de oldnordiske emner — skyldtes — at han i dem kun så en ny emnekreds, der kunne hældes i de gamle rammer«.

Gennembruddet for en mere indgående forståelse af den nordiske oldtid kom i begyndelsen af 1800-tallet. 1807 begyndte der pludselig at ske noget: En »Kommission til Oldsagers Opbevaring« blev nedsat, og dermed var grunden lagt til det senere Nationalmuseum og til en egentlig oldforskning. En af initiativtagerne til kommissionen, professor Rasmus Nyerup, udsendte 1808 en oversættelse af Den yngre Edda, og samme år udkom Grundtvigs »Nordens mytologi«, en afhandling om asalæren, som han selv kalder den. Nu var der endelig stof at øse af. Det bestod af arbejder, der byggede på en helt ny videnskabelighed i forhold til emnet, men også af genstande, som belyste fortiden; ting, som var til at tage og føle på. Grundtvigs værk var helt i særklasse i denne sammenhæng. Skønt tilblevet gennem omfattende studier, var det affattet i et så rigt og billeddannende sprog, at det blev yndlingslæsning for mange, også uden for fagfolkenes rækker.

Flere kunstnere følte sig nu tiltrukket af emnekredsen. Blandt dem var billedhuggerne i begyndelsen nok dem, det lykkedes bedst for. Hermann Ernst Freund lavede 1822 en Odinstatuette, som givetvis dannede forbillede for Odinfiguren i billedrækken fra 1845. Han leverede også en spændende Lokestatuette, som helt brød med den klassiske skulpturopfattelse. H. V. Bissen, som var en generation yngre, genskabte en række kvindefigurer fra sagatiden; en af dem var den omtalte valkyrie, der var opstillet på skydebanen ved Mindehøjtiden (Fig. 7, Fig. 8, Fig. 9).

Johan Thomas Lundbye og Lorenz Frølich mødte hinanden på Kunstakademiets malerskole, da de var henholdsvis 18 og 17 år gamle. Det førte til et frugtbart, kunstnerisk makkerskab, baseret på gensidig kritik og meningsudvekslinger. Specielt årene 1837 til 1840 kom de hinanden på tæt hold, og det kom til at præge deres arbejde resten af livet, også efter at deres veje skiltes. Gennem deres brevveksling får man indtryk af to mennesker, der stod hinanden nær og dog var væsensforskellige. Frølich var rolig og stabil og lod intellektet styre. Lundbye var et letbevægeligt sind, fuld af temperament. Han var udadvendt og meget optaget af tidens begivenheder og strømninger. Nationalromantikken fandt i ham en god klangbund. »Hvad jeg som maler har sat som mit livsmål er: at male det kære Danmark, med al den simpelhed og beskedenhed, som er så karakteristisk for det«. Ordene finder vi i den unge Lundbyes dagbog; han efterlevede dem med stor konsekvens.

Frølich skrev senere om de første år af deres bekendtskab og om det miljø, de var med til at skabe på Akademiet: »Lundbye, jeg og flere studenter kom ugentlig en aften sammen. Herved kom jeg mere og mere ind i kendskab af vore digtere og fæstnede mig ved, hvad der var mig mest sympatisk og gav mig mest udbytte for det skabende i min kunst. Dette blev det oldnordiske. Vi morede os, fortalte historier, hvori Lundbye var mester, debatterede, sang kæmpeviser. — De islandske sagaer, Saxo, Snorre, kæmpeviser blev kær læsning«.

For dem begge var Grundtvigs værker nøglen til det oldnordiske. Lundbyes beundring for digteren og mennesket var uden forbehold. »Til aftensang vil jeg gerne til Vartov og høre vor herlige Grundtvig«, betror han et sted Frølich. Denne brød sig slet ikke om Grundtvig som teolog. Han syntes, at han »idelig gentog sig selv« og kunne ikke finde hoved og hale i hans religiøse skrifter.

På Kunstakademiet fulgte de professor N. L. Høyens forelæsninger; han så det som sin opgave at vinde kunstnerne for skabelsen af en national, dansk kunst. Han var ikke flink til at nedskrive sine forelæsninger, men fra Lundbye har vi en ide om hans måde at undervise på. Vinteren 1842 stod de islandske sagaer på programmet.

Professoren startede med at genfortælle dem (Fig. 10). Dernæst uddrog han, hvad de gav af oplysninger om datidens bebyggelse, sæder, skikke og klædedragt. Han lagde vægt på, at mange ting stadig eksisterede og kunne beses. Om nordboernes gårde fortalte han, at »de var en hel samling små huse, som det endnu findes i Norge omgivne af et hegn med det store borgeled«. Angående klædedragten, »så har man afbildninger, som går langt tilbage i tiden, som i hvert fald kan lede en på spor — «. Selskab for Nordisk Kunst, der var stiftet af Høyen, havde i sin studiesamling tegninger af Bayeux-tapetet og af engelske miniaturer fra 1000- og 1100-årene. De gav en mulighed for at danne sig et indtryk af dragterne i Nordeuropas tidlige middelalder. En ting, som ikke måtte glemmes, var ornamentikken. Her anbefaledes det kunstnerne at studere de karakteristiske slyngninger på de norske stavkirker; ligeledes flittigt at besøge Oldnordisk Museum og se på de bevarede oldsager.

Når Lundbye så grundigt har beskrevet Høyens forelæsninger, var det til ære for Frølich, som 1840 havde forladt Danmark; han var rejst til Tyskland for at videreuddanne sig. Hjemmefødningen Lundbye savnede ham og var bekymret. Han frygtede, at vennen ville svigte »sagen« og glemme sit fædreland. I brevene fra denne tid udvekslede de tegninger og ideer. Lundbye ansporede Frølich til at tænke og male dansk. En god dosis Høyen, som den ovennævnte, hørte ofte til dagens tekst.

Selv var han en af Høyens mest lydhøre elever; han fulgte hans anvisninger nøje. I denne fase af sit liv udvidede han sit studiefelt til også at omfatte arkæologien. Hvorledes han udnyttede denne viden, kan aflæses i billedrækken af Valhals guder. Han tog ud i landskabet og tegnede kæmpehøje. Motivet indarbejdede han i flere af sine store lærreder. 1843 illustrerede han for J. J. A. Worsaae dele af dennes bog, »Danmarks oldtid«. Han færdedes nu hjemmevant i det arkæologiske miljø og dyrkede personlig omgang med flere af fagets førerskikkelser, således lederen af Oldnordisk Museum, C. J. Thomsen. Da Frølich rejste udenlands, havde han knyttet sig til maleren P. C. Skovgaard, for i ham at søge en erstatning for den fraværende ven. Thomsen kom til at nære en nærmest faderlig hengivenhed for de to kunstnere og en oprigtig interesse for deres arbejde.

Det er betegnende for Lundbye, at han sluttede sig til kredsen af intellektuelle, de, der førte an i tidens kulturelle debat. Da Frølich var hjemme for et kort besøg 1845, var vennen selv blevet en aktiv del af denne åndelige elite. Han udvekslede tanker med Høyen, Grundtvig, Thomsen og Worsaae, mange af de mennesker, der for eftertiden står som skaberne af den nye tidsånd. Det fik også betydning for Frølich, som gennem ham kom til at stifte vigtige forbindelser; Lundbye indførte ham for eksempel i det grundtvigske hjem dette år, og her fandt han en ven for livet. Ikke Grundtvig selv, men sønnen Svend, der fik en løbebane som historiker og folkemindesamler.

Det var under opholdet i Danmark 1845, at gudebillederne blev til; P. C. Skovgaard blev inddraget i opgaven. Af uddannelse og interesser havde de tre så meget til fælles, at samarbejdet ikke voldte besvær, og slutresultatet var så stilistisk helstøbt, at det ikke er muligt at skelne, hvor den enes andel i billederne holder op og den andens begynder. Som nævnt gav Lundbye Frølich størstedelen af æren: »Frølich gjorde udkastet og udførte hovederne«, de to andre trådte til, når han havde arbejdet sig træt. Han glemmer endog at nævne, at han selv stod for rankeværket rundt om figurerne; men vi kan se af signaturerne på litografierne, at det forholder sig sådan.

Og dog er ideen med at anbringe guderne i denne vikingetidsinspirerede rankeslyngsornamentik en genial disposition; derved undgik kunstnerne den grøft, som mange var faldet i før dem. De slap for de banaliteter og flovser, som kom af at placere guderne i jordiske omgivelser: i blide, danske landskaber eller, hvad der næsten var værre, i mere eller mindre fantasifulde interiører, der skulle illustrere Valhal. Ved ornamentikkens hjælp løftede de guderne ud af det velkendte og dagligdags; på den måde gjorde de dem til en del af mønstrets abstraktion, en slags symboler på en ideverden (Fig. 11).

Vi kender fremstillinger, for eksempel fra den kristne kunst, hvor det guddommelige med lignende midler er gjort overmenneskeligt. »Kristus in mandorla«, den tronende Kristus, sådan som han kendes fra middelalderens kalkmalerier, siddende i en mandelformet glorie, er et eksempel på en hellig figur, der er taget ud af enhver kendt sammenhæng. Vi ved ikke, hvorvidt trekløveret har ladet sig inspirere af sådanne fremstillinger. For de hedenske guders vedkommende havde de ingen tradition at støtte sig til, og arkæologien kunne ikke rigtig være dem til nogen hjælp; Grundtvig var faktisk den første, for hvem det, om end i ord, var lykkedes at synliggøre dem. Derudover havde de ikke andet at bygge på end nogle temmelig middelmådige forsøg fra den umiddelbart foregående tids kunst, samt deres egen intuition.

Går man billederne efter i detaljer, er der naturligvis en del ting, som ikke holder for en nærmere betragtning. Dragter og udstyr er en skønsom blanding af vikingetid, middelalder og fri fantasi. Sådanne detaljer overskygges dog af helhedsindtrykket. Af evnen til at karakterisere guderne, så de er essensen af en litterær tradition, kulminationen på en hel kultur. Alt er kommet med; hele Eddaens styrke, humor og poesi.

For Skovgaard og specielt for Lundbye, der må betragtes som den katalysator, der gjorde gudebillederne til et vellykket kunstnerisk eksperiment, fik de ingen betydning fremover. De malede begge fortsat motiver fra samtidens Danmark; for Lundbyes vedkommende kun tre år endnu. 1848 meldte han sig som frivillig til den dansk-tyske krig; for ham en logisk konsekvens af de idealer, han levede efter. Han døde ved en vådeskudsulykke samme år, kun 29 år gammel. Frølich derimod fik gennem disse billeder et afgørende skub i retning af den virksomhed, som han huskes for i Danmark i dag; skønt bosat i Paris 1851-75 mistede han ikke kontakten med fødelandet. Blandt hans mest vellykkede arbejder fra denne periode er de 30 illustrationer, han udførte til Fabricius' Danmarkshistorie, nemlig til førstedelen, der omhandler sagnhistorie og oldtid. Han fik her lejlighed til at gøre brug af ældre materiale og ideer og til igen at beskæftige sig med de fortællinger, som havde fascineret ham og Lundbye så meget i deres unge år. »Det var Saxos sagnhistorie, der for min fantasi var blevet til levende billeder«, fortæller han; det vakte både hans glæde og stolthed, at værket »gik ned som varmt brød«. Specielt i skolernes undervisning fik det hurtigt indpas.

Sådan gik det til, at disse illustrationer i de følgende år blev danskernes første indføring i Danmarkshistorien; intet kan vist rokke ved deres position som de endegyldige billeder til de ældste tiders begivenheder. De er siden blevet taget i brug, når en tekst kræver noget særligt af billedmaterialet. Således brugte Axel Olrik dem i sin samling af »Danske heltesagn« fra 1907, ligeledes en bog, der fik stor udbredelse. Her genser vi Odin fra billedrækken 1845.

Frølich påtog sig flere lignende store opgaver i de følgende år. 1867-74 illustrerede han H. C. Andersens eventyr og fik med dem en stor, folkelig succes, som siden er blevet fulgt op med mange genoptryk. Som ældre udførte han en del tegninger til Karl Gjellerups oversættelse af »Den ældre Eddas gudesange«. Han tog her påny fat på den motivkreds, som havde slået hans navn fast så mange år tidligere, og det er interessant at se, hvorledes han stadig tumler med emnet og bringer nye enkeltheder frem i figurfremstillingen af guderne.

Lundbye og Frølich så hinanden for sidste gang 1845. Disse ord fra Frølich i et brev til vennen 1846 får næsten en symbolsk betydning: »Kære Johan — jeg ville ønske, vi gjorde rejsen sammen«. Det kom de ikke til, ikke den sidste del af den. Men mon ikke Lundbye ville have været tilfreds med Frølichs måde at fuldende den på?