Brændende langdysser

Her skal berettes om undersøgelsen af en langdysse, der var både gemt og glemt og ved udgravningen viste sig at være anderledes. Det bliver vor opfattelse af dysserne måske også, når vi får overvejet resultaterne.

I 1875 indsendte lærer H. C. Strandgaard fra Selde i Salling beretninger om nogle sogne syd for Skive til Oldnordisk Museum i København. Ved en tilfældighed blev jeg for en halv snes år siden opmærksom på denne nøje gennemgang af egnens oldtidsminder med højenes beliggenhed afmærket på matrikelkort. Især det følgende afsnit interesserede mig:

»På Sjørup bys hede, der nu vil blive beplantet, ligger en gruppe på 5 høje tæt syd for hovedlandevejen på hedelodden matr.no. 7. De kaldes Vandshøje. Den næstøstligste af dem er temmelig stor, de øvrige middelstore eller små. Syd for ligger en lang, smal ophøjning, der sandsynligvis er en skibshøj. Den 6. og nordligste høj i gruppen er halvt bortskåret af vejen«.

Af denne gruppe kom kun de tre største høje med i Nationalmuseets senere sognebeskrivelse. Resten var simpelthen forsvundet i den tætte beplantning. I dag, efter talrige traveture i Sjørup plantage, er alle højene genfundet og flere kommet til. Mest usædvanlig og derfor særlig tiltrækkende virkede den lange, smalle østvest-vendte højning, som Strandgaard kalder skibshøjen. En undersøgelse af den havde længe stået på ønskelisten. Omsider, i marts forrige år, kom den i gang som beskæftigelsesarbejde, takket være velvilje fra Arbejdsformidlingens chef i Viborg, Robert Masum, og arbejdskonsulent Erik Holm. Skovfoged Poul Schmidt Sørensen gik med til at ofre en del træer på videnskabens alter.

Helt intakt lå højen ikke. Østenden var en del forgravet, nær midten sås en stor forsænkning, og en skovvej havde skåret sig igennem den vestlige del; det sidste var på sin vis en fordel, fordi det gjorde det lettere for os at grave et snit gennem højen. Meget snart viste sig de forventede spor efter store, fjernede stenblokke langs foden. Højen var altså en langdysse, men lad os for nemheds skyld beholde Strandgaards betegnelse: skibshøjen. (Fig. 2)

Opmærksomheden rettedes derefter mod den store forsænkning, hvor vel så dyssekammeret havde stået. Også her var alle store sten fjernet, men tydelige mørke aftegninger i den lyse undergrund viste, hvor de havde stået, og det fremgik, at graven var anlagt på tværs af langhøjen med indgang fra sydsiden. Kammeret har været aflangt med en kort gang, men kun bundens stenfliser var tilbage, gravgaverne desværre ikke. For at få klaring på oldtidsmindets udstrækning og form gravedes flere render tværs gennem højen. Den var henved 70 meter lang med en smal og lige, ganske lav vestende. Østenden var afrundet og betydeligt bredere, den ragede også højere op, mere end en meter over den gamle markflade, hvor ploven - arden – havde trukket sine furer. Det var jo en ret usædvanlig form på en langdysse. Men der var flere overraskelser i vente.

I den brede østende dukkede lidt efter lidt en forstyrret stendynge frem. Midt i dyngen var en trugformet sænkning, hvor håndstore sten dækkede resterne af forkullede træplanker. Sænkningen afslørede sig som et U-formet gravrum, hvis vægge var bygget af store, kløvede stenblokke med flade sten stablet ovenpå som en slags murværk, noget i retning af det man i arkæologien kalder »tørmur«. De svære, forkullede planker lå parallelt langs ad rummet og ind over væggens sten. Der er næppe tvivl om, at de har dannet taget. Den nordlige endevæg var forstyrret af en tidligere nedgravning, men ellers lå graven, som afbrændingen havde efterladt den. Under plankerne, dækket af rødbrændt sand og sværtede sten, fandtes forbrændte knogledele af fem gravlagte personer. Det ser ud til, de har hvilet på et leje af træ, måske grene og kviste - et regulært ligbål anlagt i selve gravrummet. Under træværket fulgte et tykt lag skærver og sand, hvilende på gravbunden, der var brolagt med almindelige, runde marksten, i »hovedenden« dog store, kløvede fliser. Gravrummet var som nævnt U-formet, og brolægningen fortsatte gennem den åbne ende, til den ca én meter ude afsluttedes ved to stolpehuller, et i hver side. Stolperne har formodentlig båret en fortsættelse af taget ud over en forgård, der har været åben i siderne. (Fig. 3)

I denne usædvanligt opbyggede grav - en nyhed i dansk arkæologi - hvilede de fem gravlagte på ryggen, skulder ved skulder og med benene pegende mod indgangen. Den ældste har været mellem tyve og tredive år, de øvrige var børn på - ca - elleve, halvandet og to år foruden en nyfødt. De bevarede knogledele røbede ikke noget om dødsårsagen, og heller ikke kønnet kunne bestemmes. På brystet af et af børnene lå en stærkt ildsprængt flintøkse, mens ravperler og et lille ravsmykke med perforeret kant fandtes anbragt på passende steder. Der har dog nok været adskilligt mere gravgods. Mellem de dødes hoveder og endevæggen var der en stor, tom plads, hvor der formodentlig har stået ting, der nu er helt formuldet, eller som blev ødelagt ved branden, blandt andet vel beholdere med mad og drikke til den lange rejse. En tværpil af flint og en håndstor sten med indslebne gruber, fundet i den omgravede jord, hører sikkert også til graven. Hvordan gravlægningen er forløbet, taber sig bag røgsløret fra den afbrændte gravbygning og under den senere opkastede høj, men de fåtallige bevarede gaver var nok til at fastslå tiden. Den omhyggeligt opbyggede og dernæst forsætligt afbrændte grav stammer fra den ældste bondestenalder og var den første bisættelse i den mærkeligt formede høj, hvor der senere indføjedes et dyssekammer. (Fig. 4-5)

Efter undersøgelsen af skibshøjen opstod den tanke, at to nærliggende langdysser ved den gamle oldtidsvej på Karup hedeslette måske også havde grave i de brede østender. Det havde de ikke, kun urørt høj fyld kom for dagen. Men de centralt liggende dyssekamre - her med trapezformet, ret stort gulvareal - frembød visse lighedspunkter med skibshøjens grave. Som dem var de anlagt på tværs af højens længderetning med åbning mod syd. Det ene var et regulært stenkammer meget lig det først undersøgte i skibshøjen, det andet havde en stablet murkonstruktion som i skibshøjens brændte grav og gravgods - flintøkse, ravperler og ravsmykke - svarende til dennes. Vi tør altså slutte, at disse langdysser og skibshøjen er fra nogenlunde samme tid. Derimod ved vi ikke noget om, hvor mange personer, der var stedt til hvile i kamrene. Der har dog helt givet været tale om flere, når det drejer sig om så store rum. Spørgsmålet er så, om de er bisat samtidigt som i skibshøjgraven, eller om stenkamrene er benyttet til gravlægning af enkeltpersoner over et længere tidsrum. I hvert fald var der her ingen sikre spor af trækonstruktioner eller gravbål. Men vi har endnu en langhøj i baghånden. (Fig. 6)

Nogle få hundrede meter nord for den ene af de to langdysser lå en svag, langagtig højning i retningen nord-syd; den var ikke registreret som oldtidsminde, men kunne mistænkes for at være det. En undersøgelse bekræftede antagelsen. Der var ganske rigtig tale om en langhøj. Sporene efter de fjernede randsten tegnede en langstrakt firkant med parallelle, næsten rette sider og - mærkeligt nok - indbuede ender. Den omsluttede to grave, en i midten, en anden nærmere nordenden. Selve jordhøjningen fortsatte imidlertid ud over randstenskæden mod nord, og her lå en tredje grav i rækken, hvorefter en bueformet grøft ligesom afsluttede anlægget. Det var usædvanligt nok. Mere overraskende var det i alle tre tilfælde at stå over for afbrændte gravbygninger. Her var altså en langhøj med de traditionelle randsten, men uden dyssekammer. Centralgravens konstruktion mindede slående om skibshøjgravens; der var endda rester af forkullede træplanker og en omgivende stendynge. I de to andre grave var der ikke levnet sten på sten, men nok spor efter dem, og de tyder på en opbygning ikke meget forskellig fra den førstes. Ud for den midterste tomt kunne iagttages et par trækulsfyldte stolpehuller, som vi vil henføre til en forgård. Et tykt lag rødligt pulver, som fandtes i alle anlæggene, så ud til at være tørveaske. Der er næppe lang tid mellem de tre grave. Det sparsomme gravgods - to flintknive sammen med en ravperle; et ravsmykke med perforeret kant, som vi kender det fra skibshøjgraven; en enkelt ravperle - er ting, der alle hører hjemme i den ældste bondestenalder. (Fig. 7-8)

Erfaringen har lært os, at den ældste bondekulturs grave ikke altid skal søges i høje, de kan også optræde under flad mark, men her spiller finderlykken jo en betydelig større rolle. Det lykkedes os at spore et eksemplar. Et par kilometer øst for langdysserne, men dog stadig ved den gamle oldtidsvej, havde en samling hovedstore sten, som var kommet til syne i et par plantefurer, pirret forfatterens nysgerrighed. Under en oval stenlægning afdækkedes et smalt, mandslangt gravleje omgivet af trækulsholdig jord. Der var en stor gavlsten i hver ende og rundt om det hele en dobbelt ramme af almindelige marksten - alt sammen meget nydeligt og velbevaret. På gravens brolagte bund lå en flintkniv og en rørformet ravperle. (Fig. 9)

Alle grave fra den ældste bondestenalder, der ikke falder ind under begrebet dyssekammer, betegner vi som »jordgrave«. Til denne gruppe hører altså fem af de her omtalte. Der kendes knap et hundrede stykker fra hele landet, de fleste i det nordlige Jylland. Kun en ringe del af dem er fagmæssigt undersøgt, så de nye fund fra Sjørup er et kærkomment supplement, især den brændte grav i den lange, mærkeligt trapezformede skibshøj. Selve denne form er dog ikke helt så usædvanlig, som man først havde indtryk af. Flere af landets langdysser er faktisk bredest i den ene ende; om de også indeholder jordgrave svarende til skibshøjgraven, må kommende udgravninger vise. Og går vi andre af tidens kendte anlæg efter, støder vi oftere på trapezformen. Fornylig har P. V. Glob trukket sine Barkær-huse frem igen, og en nytolkning har ikke gjort dem mindre spændende (se Skalk 1975:6). Disse langhuse med deres svagt trapezformede grundplaner har ifølge Glob ikke været beboet af levende bondefolk, men er opført til deres døde. Der findes ganske rigtig grave i den brede del af husene foruden en afsluttende, tværgående grøft, som vi kender den fra vor forlængede langhøj i Sjørup. Paralleller til Barkær-gravhusene kan hentes i Stengade på Langeland og Hustrup i Midtjylland. Nyopdagede anlæg kommer stadig til, og overgangsformer tyder på, at de stenhegnede dødehuse er forløbere for langdysserne.

Går vi uden for landets grænser, finder vi trapezformede langhøje med jordgrave fra det sydlige England over Nordtyskland til Polen, her især i området Kujawien. Om ideen til de karakteristiske grave er fulgt med agerbruget fra de sydøstlige egne her til landet, er endnu ret dunkelt, men det er en mulighed, vi må tage i betragtning. (Fig. 10)

Vender vi nu tilbage til jordgravene fra Sjørup, så er der flere fællestræk. Det ser ud til, de alle ud for den ene ende har haft en slags forgård, en gang eller et halvtag, der førte ind til gravrummet, og at man efter bisættelsen har sat ild til bygningen. Tilsvarende kan findes ved flere nordjyske jordgrave omend ikke så klart som i Sjørup. Og nu selve gravlægningen. Heldige omstændigheder ved afbrændingen af skibshøjgraven var skyld i, at skeletterne forkullede og bevaredes, og det er næppe for meget sagt, at det har givet os et nyt syn på vor ældste bondekulturs dødetro og måske endda dens herkomst. I de øvrige jordgrave mangler skeletmateriale så godt som helt, og man er almindeligvis gået ud fra, der kun var tale om en enkelt gravlagt person – om mand eller kvinde bestemte man ud fra gravgodset. Nu kunne både økse og perler dukke op i samme grav, så man kom på den måde noget i tvivl om tilhørsforholdet kønnene imellem. Havde kun oldsagerne været bevaret i skibs højgraven, ville man næppe have gættet på, at de skulle fordeles over så mange personer af vidt forskellig alder. Spørgsmålet om et eventuelt familieforhold mellem de fem gravlagte kan ikke afgøres, men teoretisk kunne de små godt være børn af den 20-30 årige.

I de helt usædvanligt velbevarede grave fra jægerkulturen, som for et par år siden blev undersøgt i Vedbæk (se Skalk 1975:5), var forskellen mellem kønnene markeret i gravudstyret, og her kom også familiesamhør til udtryk. En grav indeholdt således tydeligt en mor og hendes barn, med en flintkniv på barnets bryst og tand- og snegleperler ved begges hoved og under moderens bækken. Det er fristende at sammenligne med skibshøjgraven, hvor flintkniven er blevet til en flintøkse, mens perlerne nu er af rav. Mon ligheden i ritualet er en tilfældighed, eller er det den gamle, hjemlige jægerkulturs tradition, vi ser afspejlet i en lånt gravform? Med andre ord: var det vort hjemlige jægerfolk, der med kulturpåvirkning udefra byggede riget, eller var det fremmede folkeslag, der bragte det nye med sig? Måske lidt af hvert!

Nogen egentlig løsning på spørgsmålet om vor bondekulturs oprindelse byder Sjørupfundene altså ikke, men de giver væsentlige bidrag til diskussionen og føjer træk til billedet af udviklingen i den første tid. Da arkæologen Johannes Brøndsted skrev sin sammenfattende beretning om Danmarks oldtid, var det naturligt at anse de mindre dyssekamre uden gang for at være typens ældste, direkte efterkommere af jordgravene og som disse bestemt for en enkelt person. Det nye lå i anvendelsen af de store sten, der sammen med jordhøjen skabte et synligt mindesmærke. De større stenkamre forsynet med gang og således beregnet til gentagen brug måtte anses for en senere udvikling. Med Sjørup-gravene kommer andre muligheder ind i billedet. Ved siden af den simple fladmarks-jordgrav, der vitterligt, efter størrelsen at dømme, kun kan have rummet et enkelt lig, har vi nu de større, sten- og træbyggede fællesgrave, forsynet med en slags indgang og anlagt i høj. Det er sandsynligt, at disse sidste er forudsætningen for de store, åbne dyssekamre, som efter min opfattelse er jævngamle med de smalle, helt eller delvis lukkede gravkister. Det enkle af Brøndsted skitserede udviklingsforløb, hvor vejen går fra det mindre mod det større, synes det ikke muligt at opretholde.

For blot en snes år siden var vor forestilling om bondestenalderen klar og enkel. Ingen ventede større ændringer, men nye fund myldrede frem og gjorde en brat ende på harmonien. Nu er det hele under bearbejdning. Resultatet vil blive et nyt billede, rigtigere end det første, men heller ikke fuldkomment. Sådan nærmer vi os sandheden, skridt for skridt.

(Fig. 11)