Borgen bygges

Det kan være såkaldte motte-anlæg: én eller flere jordbanker med tårn af træ eller sten omgivet af en palisade. Der var voldgrav ved borgbankens fod, og avlsbygninger og bolig lå lige ved siden af, også omgivet af en grav. En anden type er den lave, firsidede banke med plads til boligen og en nærmest symbolsk grav udenom - det er herregårdspladsen, der ikke var meget værd i en kampsituation. En lang række andre voldsteder kan vanskeligt rubriceres under bestemte typer. De er tilpasset terrænet og derfor ofte meget forskellige.

De store borgruiner blev udgravet allerede for årtier tilbage, og deres historie kender vi nogenlunde godt. De fleste af dem var kongelige, og de er ret hyppigt omtalt i skriftlige kilder. Størstedelen af de næsten 1000 voldsteder, der ligger spredt over hele landet er imidlertid aldrig blevet arkæologisk undersøgt. Adskillige er ikke engang opmålt, og de er ofte anonyme. Hvis de overhovedet nævnes i kilderne, er det sent og måske kun indirekte. Det er sjældent muligt ad denne vej alene at finde frem til det enkelte steds historie. Men borge og deres brug afspejler i høj grad det middelalderlige samfund. Derfor er det vigtigt at vide, hvornår man begyndte at bygge borge, hvem der byggede, og hvem der kæmpede om dem.

Det kan man få et vist overblik over gennem de skriftlige kilder. De kan have mange forskellige former: krøniker, årbøger, lovtekster, privilegiebreve, håndfæstninger, domme, testamenter, skøder med mere, men fælles for dem er, at de kun er bevaret fåtalligt fra middelalderens begyndelse engang i 1000-årene og indtil omkring 1450. Som helhed er materialet ujævnt, ufuldstændigt og ofte også upålideligt. Mange kilder kan ikke kontrolleres, fordi de står alene. I flere tilfælde er man usikker på selve begivenhedsforløbet og endnu mere på årsagerne til det. Middelalderhistorikeren må i videst muligt omfang supplere med det arkæologiske materiale. Det kan give meget væsentlige oplysninger, selv om langt fra alle borge er udgravet.

I de senere år er en del borganlæg blevet undersøgt, og nu drejer det sig ikke blot om de store kongelige ruiner. En spændende udgravning fandt således sted på Egholm nordvest for Roskilde (se Skalk 1962:1). Her fremdrog Johannes Hertz rester af tre ældre anlæg under det nuværende, det ældste var fra 1200-årene. Egholm nævnes første gang 1405, da den tilhørte Predbjørn Podebusk, en søn af drosten Henning Podebusk, der styrede Danmarks rige under Valdemar Atterdags lange udenlandsrejser. De skriftlige kilder melder ikke direkte noget om, hvem der opførte den første borg, men ved et studium af slægten Podebusk kunne historikeren C. A. Christensen sandsynliggøre, at Egholm midt i 1200-årene tilhørte et medlem af kongefamilien, den ikke mindst fra Ingemanns romaner så velkendte skurk i Danmarkshistorien grev Jakob af Halland (Fig. 2). Han var i opposition til kongemagten og blev dømt fredløs efter mordet i Finderup lade 1286. Han havde både midler og magt til at bygge en stærk borg og god brug for den på grund af sin politiske holdning.

En sådan dobbelt analyse, hvor arkæologi og historie virker sammen, er ikke foretaget ret mange steder endnu, og det er sjældent muligheden foreligger, men man kan godt nå et stykke vej med den viden, vi har.

Fra 1000-årene er der så godt som ingen skriftlige kilder, og borge nævnes ikke. Der kendes heller ingen rester af borge i middelalderlig forstand, enkeltmands befæstede bolig. Trelleborgene og de kollektive ringvoldsanlæg falder uden for denne undersøgelse.

Takket være vore ældste historieværker: Roskildekrøniken, Saxo og Svend Aggesen, er 1100-årenes historie derimod ret veloplyst. Fra begyndelsen af 1200-årene er det slut med de bredt fortællende krøniker; til gengæld er der nu mange breve og en del årbogsnotater. Derefter øges kildematerialet efterhånden og bliver samtidig mere varieret. Først efter midten af 1400-årene kan det dog siges at være omfattende.

1100-årene var en urolig tid - i hvert fald en stor del af dem. Efter mordet i Haraldsted på Knud Lavard fulgte årelange stridigheder. Medlemmer af kongeslægten, hver for sig støttet af mægtige stormandsfamilier, bekrigede hinanden, og på et tidspunkt blev landet delt mellem tre af tronkræverne: Svend, Knud og Valdemar. Da Knud var dræbt ved blodgildet i Roskilde og Svend død efter slaget på Grathe hede, stod Valdemar som eneherre. Hans gren af kongeslægten var blevet støttet af Hviderne, den mægtigste familie på Sjælland, måske i hele Danmark, og med bistand fra Absalon, Esbern Snare og andre af slægtens medlemmer opbyggede Valdemar efterhånden en stærk kongemagt. Omkring 1170 var al indre modstand undertrykt, selv ærkebispen, Eskild, var kuet, og under Valdemar den Store og hans sønner Knud 6. og Valdemar Sejr herskede der ro og ordnede forhold i Danmark. Under borgerkrigen havde landet ligget åbent for vendiske sørøvere, der havde været uro ved grænsen til Holsten og ind imellem også norske angreb. Nu vendte billedet. De danske hærgede vendernes kyster og lande, og alle egentlige krigshandlinger var henlagt til udlandet eller grænsen mod Holsten.

Valdemarstidens skriftlige kilder beretter meget om krig og borge, og herigennem får vi at vide, hvem der har bygget en hel del af dem, vi i dag kender som ruiner eller fra udgravninger. Det gælder dog ikke et af de mest imponerende anlæg, Bastruptårnet ved Farum i Nordsjælland, der er fra første halvdel af 1100-tallet, og som med sine seks meter tykke mure har været blandt de kraftigste i Europa på den tid. Muligvis var bygherren et medlem af Hvideslægten, som det var tilfældet med Pedersborg i Midtsjælland. Heller ikke denne borg var noget ringe forsvarsværk, men i 1205, da den optræder første gang i kilderne, var den allerede nedlagt, og stedet tilhørte klosteret i Sorø (Fig. 3). Af borge fra 1100-årene og frem til Valdemar Sejrs død kan nævnes Haraldsborg ved Roskilde, Søborg i Nordsjælland, Kalundborg og København, Skanderborg og Vordingborg, men der er en del flere, som det vil fremgå af nedenstående kort.

Kongen havde bygget og ejede de allerfleste af disse borge. De var forsvarsværker mod angreb fra udlandet og værn mod sørøvere, som det fortælles i de skriftlige kilder, og som man iøvrigt kan se af borgenes placering på truede kyster og ved grænsen. København og Kalundborg havde samme funktion, selv om de var opført af Absalon og Esbern Snare. Åhus og Söfdeborg i Skåne tilhørte ærkebispen, men var nok mere boliger end fæstninger. Søborg var en tid ærkebisp Eskilds og en stærk fæstning, men er vistnok oprindeligt kongelig. Rigets forsvar var kongens sag - også Danevirke blev jo forstærket af Valdemar den Store - så det er naturligt, at kun han og enkelte af rigets allermægtigste byggede borge; det var endnu ikke almindeligt, at stormanden befæstede sin gård. De mange kampe, vi hører om fra perioden, blev næsten altid udkæmpet i åben mark, for eksempel ved Fodevig i Skåne, ved Jelling, ved Viborg, Grathe hede og så videre (Fig. 4). Når danske borge nævnes i forbindelse med indre stridigheder er det som fængsler for kongemagtens farlige politiske modstandere, for eksempel Harald Kesjas sønner, som af Erik Emune blev anbragt i Jurisborg, og bisp Valdemar, der måtte sidde fjorten år i tårnet på Søborg. Trods lange tiders uro spillede borge øjensynligt ikke nogen større rolle i indre kampe. Fra hele perioden kendes kun fire eksempler på angreb og forsvar af borge.

Det første var ved Haraldsborg lige uden for Roskilde. Den skal være anlagt af Harald Kesja 1127 og forstærket med volde 1132, men allerede året efter blev den belejret af Erik Emune, som også erobrede den. Saxo beskriver udførligt, hvordan det foregik, men man mærker, at han ikke har direkte kendskab til, hvad der skete, og hvordan stedet så ud. Han har hørt mærkelige ting om et drejeligt trætårn inde i borgen, men det mest interessante i hans beretning er, at kongens tropper ikke kendte belejringsskyts og måtte have hjælp af nogle tyskere inde i Roskilde til at lære at bruge blider. »...her til lands var de på den tid endnu kun børn i krigskunsten og kendte lidet til sligt sindrigt værktøj«, skriver han. Stedet, hvor Haraldsborg lå, er nu bebygget og fuldstændig ødelagt.

Midt i århundredet bekrigede Valdemar modkongen Svend Grathes borge »ved Bæltet og andre steder«, men vi ved end ikke, hvor disse borge lå, og slet ikke hvordan de var indrettet. Om et lidt senere angreb på Søborg i Nordsjælland er vi bedre orienteret, og vi kender også selve anlægget godt. 1161 erobrede Valdemar borgen fra ærkebisp Eskild, som da var hans eneste modstander af betydning. På dette tidspunkt, tredive år efter kampen ved Haraldsborg, var de kongelige tropper øvede i belejringskrig og forstod til fulde at betjene kastemaskiner og bygge modborge; at Søborg var så stærk og veludrustet både med mandskab og forsyninger, at kongen kun fik den i hænde ved list og bedrag, er en anden sag. Borgen var på det tidspunkt et ringmursanlæg med stærke tårne, kapel og et fornemt stenhus, »palatium«, som bolig. Den var bestemt ærkebispen værdig, og Saxo gør da også Eskild til bygherre (Fig. 5).

Sidste gang, vi i denne periode hører, at der er kæmpet om en dansk borg, er fra Skåne 1180 (Fig. 6). Nu var Absalon ærkebisp og en hård herre, der ikke kom godt ud af det med de skånske bønder, hvis gentagne oprør han måtte nedkæmpe. Denne gang flygtede Absalon til Söfdeborg, der lå på en lille ø i Söfde sø. Gården var tilsyneladende ikke egnet til at modstå angreb, men forsvarerne gjorde deres bedste. Nogle samlede slyngesten, mens andre hentede hestene fra engen og spærrede vadestedet ind til land med vogne. Situationen blev reddet ved, at Absalons mænd var bedre soldater end bønderne, men klog af skade byggede han senere en teglstensmur som spærring.

De borge, vi kender fra perioden, var enten tårnborge som Bastrup og Sprogø eller ringmursanlæg som det andet Søborg, Lilleborg og andre, og de var efter europæisk målestok helt moderne, hvad der ikke er så mærkeligt, når man tænker på, hvem der byggede dem. Både kongefamiliens medlemmer, det højeste aristokrati og kirkens mægtige var internationalt sindede og havde rejst eller studeret i udlandet. Borge, der skulle være landeværn, måtte være på højde med, hvad de eventuelle angribere fra udlandet kendte. Det har ikke været noget problem hverken at få bygget eller bemandet rigsborgene. Valdemarstidens mange kampe i Nordtyskland og de slaviske egne havde givet danske tropper en god skoling i fæstningskrig.

Mellem 1241 og 1340 gik Danmark den lige vej mod total opløsning. Valdemar Sejr havde mange sønner, men kun én kunne følge ham på tronen, de andre blev hertuger over forskellige dele af landet, hvis de var ægtefødte - hvis ikke fik de et mindre landområde og en lavere titel. Også andre medlemmer af kongefamilien havde i tidens løb fået egne under sig. Alle ønskede den størst mulige uafhængighed, også kirken, som søgte at frigøre sig fra kongemagten. Under brødrene Erik, Abel og Christoffer, der herskede efter hinanden under stadige indbyrdes kampe, var der også mange og alvorlige bondeoprør, i de år var »kådkarlene galne med køller«, og striden mellem konge og kirke kulminerede med ærkebispens fængsling. Nye venderhærgninger og andre angreb fra udlandet fulgte i kølvandet på den indre uro. De næste femogtyve år, Erik Glippings kongetid, var temaet det samme. Hovedmodstanderne var nu ikke kongens brødre, men hans fætre i hertugdømmet Sønderjylland, og efterhånden bredte oppositionen mod kongemagten sig i stormandskredsene. Man er aldrig blevet helt klar over, hvem der myrdede kong Erik i Finderup lade 1286, men der er ingen tvivl om, at nogle af landets stormænd stod bag ugerningen.

I disse forstyrrede år stod de afgørende slag stadig i åben mark. De forskellige modstandere hærgede og plyndrede hinandens byer og landdistrikter, men borge spillede også en rolle i kampene. De kongelige brødre ødelagde dem for hinanden, bønderne angreb dem, og de benyttedes ikke mindst i kampe om byer. Svendborg var beskyttet af en borg, og ved en lejlighed blev der i hast rejst én ved Skelskør. Der blev ofte kæmpet ved Kolding og Ribe, og kilderne fortæller, at kongen anlagde borge i disse vigtige byer i slutningen af 1260'erne. Mange af de borge, som nævnes, kender vi igen fra perioden forud - naturligt nok drejer det sig ofte om borgene på grænsen mellem kongeriget og hertugdømmet - men der fandt en del nyanlæg sted allerede fra midten af århundredet, og i lovtekster og forordninger begynder der at optræde regler for bøndernes pligter til at arbejde på kongens fæstninger (Fig. 7). Et enkelt sted siges »kongens og adelens..«, men den adel, der kan være tale om, er den allerhøjeste. De borge, som nævnes og kan identificeres, tilhørte enten kongen eller hertugerne, andre af kongefamilien, de øverste gejstlige eller byggedes på deres vegne. Ærkebispens Hammershus og grev Jakobs Egholm er typiske eksempler på, at indtil slutningen af 1200-tallet blev de fleste borge i Danmark bygget og brugt af dem, der tog del i kampen om magten i riget. Det var folk fra samfundets øverste lag, og de opførte moderne, stærke ringmursanlæg.

Efter mordet i Finderup blev en række stormænd dømt fredløse og flygtede til grænseegne eller udlandet. De mægtigste af dem byggede sig borge, som blev udgangspunkter for hærgningstogter til Danmark og piratvirksomhed over for fredelige købmænd. De fredløse arbejdede nært sammen med den norske konge, og fra grev Jakobs Hunehals ved Hallands grænse og marsk Stigs borg på den lille ø Hjelm ud for Djurslands kyst gjorde de både den danske konge og det danske rige megen skade.

I Erik Menveds kongetid (1286-1319) fuldendtes den opsplitning af magt- og besiddelsesforhold i Danmark, som var begyndt med overdragelsen af visse områder til kongeslægtens medlemmer. For at bekæmpe de fredløse og andre modstandere i riget - bønderne, kirken, adelen og broderen Christoffer - skulle kong Erik bruge penge, mange penge. Desuden var han en stor kriger og følte sig som Valdemarernes sande ætling og arvtager, så han kæmpede både i Sverige og Nordtyskland, når lejligheden bød sig, og de hjemlige forhold tillod ham det. Men det var til ingen verdens nytte, at han faktisk var en dygtig feltherre, hver sejr vakte ny modstand, som måtte slås ned med væbnet magt, og det var dyrt både at holde en hær og at bygge fæstninger for at bevare kontrollen over landet. Efter et stort jysk bondeoprør anlagde kong Erik flere stærke borge i Jylland, således Kalø på Djursland og Bygholm ved Horsens. Midlerne til sin kostbare politik skaffede Erik Menved på den uheldigst tænkelige måde, nemlig ved bid for bid at pantsætte landet med borge, indtægter og alle rettigheder til to holstenske grever, den kullede Gert og sin egen halvbror Johan af Plön - foruden at enkelte indfødte stormænd også fik deres bid af kagen. De holstenske grever skaffede kongen de enorme summer, han forbrugte, ved at viderepante deres nye besiddelser til forskellige holstenske og nordtyske adelsmænd. Da Erik døde, var kongenavnet næsten blevet en tom titel, og efterfølgeren, broderen Christoffer, måtte i sin håndfæstning love, at han ville rive de kongelige borge i Jylland ned undtagen Skanderborg, Kolding og Ribe (Fig. 8). Herredømmet over landet lå i besiddelsen af borgene, og stormændene ville ikke levne kongen den mindste magt.

Eftertiden gav Christoffer 2. tilnavnet »Uden land« og det med rette, for i et fortvivlet forsøg på at retablere kronen pantsatte han dens sidste ynkelige besiddelser for penge til at købe sig soldater (Fig. 9). Vi kan følge hans kampe i de skriftlige kilder - han tabte dem alle, både når de fandt sted i åben mark, og når der blev kæmpet om borge. Ved Christoffers død 1332 var der intet tilbage, som en konge kunne kalde sit. Selv ikke greverne, der var de største panthavere og besad dele af landet som arvelige len, kunne overtage styret. Danmark var så nær en feudal opsplitning, som det nogensinde kom. Magtopdelingen var så omfattende, at der ikke var baggrund for en central regering, og landet var nu tæt besat med borge og befæstede gårde af forskellig størrelse og styrke. Der var alt fra grev Johans tip-top moderne ringmursanlæg Ålholm på Lolland, som havde kongelige dimensioner, til ganske små banker med trætårn og palisade, helt som i de første træborges tid 300 år tidligere i udlandet. I de store borge var boligen rummelig og efter tidens forhold moderne, i jævne anlæg langt ude på landet boede folk, som de altid havde gjort. For eksempel havde borgen Halkær i Himmerland endnu langild i gulvet i den store hal, sådan som det var almindeligt i vikingetidens storgårde.

Situationen havde med andre ord ændret sig afgørende siden mordet i Finderup 1286: Borgene var ikke længere forbeholdt kongehuset og den allerhøjeste adel. Det politiske spil på højeste plan krævede stillingtagen langt ned i rangklasserne. I kraft af familieforhold og anden tilknytning stod de fleste stormænd på én eller anden side, og det behøvede ikke at være den samme som naboens. Både for at sikre sig og for at holde kontrollen over sit område havde hver eneste stormand garderet sig med en borg, der i omfang, styrke og indretning afspejlede hans behov og formåen (Fig. 10). Skønt det sjældent kan læses direkte af de skriftlige kilder, er det overvejende sandsynligt, at et meget stort antal af de danske borganlæg stammer fra denne opløsningens tid.

Næsholm i Odsherred på Sjælland er det eneste fuldt udgravede voldsted i Danmark. Den lille borg har vel tilhørt en lokal stormand eller en større herres forvalter, men hverken gårdens navn eller ejer i middelalderen kendes. Til gengæld viser fundene, ikke mindst de mange hundrede mønter, at den blev grundlagt noget før 1300, og at den blev ødelagt og erobret midt i 1300-tallet. Dette livsforløb er sikkert typisk for mange danske borge.

I 1340 fik Christoffer 2.s yngste søn Valdemar retten til at kalde sig konge i Danmark og indløse landet fra greverne. Han betalte også meget, men underpanthaverne ville ikke altid godvilligt fortrække, og faktisk vandt Valdemar riget ved at erobre det borg for borg. Hans fremskridt kan følges gennem breve, fredsslutningsdokumenter og andre kilder; ikke mindst Sjællandske krønike beretter fyldigt om kampene. 1345 var et heldigt år, fortæller den - blandt det vundne var befæstningen ved Næstved og borgen Gunderslevholm, som blev ødelagt, ved hvilken lejlighed dens grundlægger Johannes Magnussen døde. Lignende historier kan i mange tilfælde læses ud af de arkæologiske udgravninger, som for eksempel, når det viser sig, at en eller anden borg hører til i 1300-tallet, ikke har eksisteret ret længe og kan sættes i forbindelse med en historisk situation (Fig. 11). Eriksvolde på Lolland - undersøgt for et par år siden af Hans Stiesdal og Karen Løkkegaard Poulsen - er et vældigt dobbeltvoldsted bestående af to jordbanker med vold og grav omkring. Tidligere daterede man det efter borgtypen til første halvdel af 1100-årene, men udgravningen viste, at volden var opført på kulturlag fra 1300-tallet, og en dendrokronologisk undersøgelse af tømmer fra borgen pegede på 1344 som opførelsesåret. Stedet er næppe nogensinde blevet bygget færdigt og skal ses i sammenhæng med kongens kampe mod holstenerne på Lolland midt i 1340'erne; måske var det et af de anlæg, drosten Erik Nielsen bekrigede 1345 (Fig. 12). Da Valdemar Atterdag havde vundet, var der ikke mere brug for borgen. Kommende undersøgelser bringer sikkert mange lignende forhold for dagen, og det er værd at bemærke, at man aldrig arkæologisk har påvist, at en »gammeldags« borgbanke hørte hjemme væsentlig før 1300.

De borge, Valdemar erobrede, ødelagde han, hvis ikke de kunne inddrages under kronen og støtte den, men selv om han genrejste landet og kongemagten, måtte han ofte kæmpe med oprørske stormænd, og der blev sikkert bygget private borge i hele hans regeringstid (Fig. 13, Fig. 14). Selv byggede han Gurre, men støttede sig ellers på kronens gamle anlæg, der blev udvidet og styrket, som for eksempel Vordingborg ved tilføjelse af en ydre ringmur og Gåsetårnet. Valdemars datter Margrethe, der stod for styret i Danmark 1376-1412, fulgte, hvad adelsborgene angår, samme linje som faderen, men med andre og fredeligere midler og i længden med større held (Fig. 15). Hun kan også følges fra borg til borg, men med pen og papir som våben. Ved snilde retssager mod enker og faderløse lagde hun mange borge ind under kronen og lod dem prompte rive ned. Et højdepunkt i Margrethes politik er de forordninger, som blev udstedt i forbindelse med Erik af Pommerns tronbestigelse 1396. Nu var der sandelig ikke tale om en håndfæstning, tværtimod. En af bestemmelserne forbød ligefrem adelen at befæste sig »fordi der er sket så overmåde liden ret fra de borge, som nu er...« Situationen var en noget anden end i 1320, da Margrethes farfar måtte love adelen at rive de kongelige borge ned.

Borgbygningsforbudet bestod til 1483, men det er uklart, hvor længe og i hvilket omfang det blev overholdt. Det ser dog ud til, at de næsten civile herregårdspladser hører 1400-årene til. Selv Roskildebispen Peder Jensen Lodehats Gjorslev fra ca 1400 er ikke en fæstning, men en civil pragtbygning. Den kunne som herregårdspladserne måske holde en flok bønder stangen, men den kunne aldrig være en militær trusel for centralmagten.

Kommende udgravninger vil sikkert føje mange nuancer til det billede, som her er ridset op, og også berigtige mange detaljer. Der er så meget, vi endnu ikke ved, men det ser altså foreløbig ud til, at de første borge i Danmark blev bygget i 1100-tallet af kongen og de mægtigste stormænd, og at det var fuldt moderne anlæg, især ment som landeværn. Fra midt i 1200-årene spiller borgene en rolle i indre kamphandlinger, og kredsen af borgbyggere udvides, men udgøres stadig af samfundets top. Først fra slutningen af 1200-tallet og ca 100 år frem bliver borgen hver stormands eje.

Den almindelige opfattelse har ellers været - og er vel stadig - at borgen herhjemme var i almindelig brug langt tidligere, så det opridsede billede er et lidt andet, end vi er vant til. Måske vil det ægge til modsigelse, men er det i grunden så sært, at borgens periode falder sammen med den tid, hvor centralmagten gik i opløsning, og enhver måtte sørge for sin egen ret og sikkerhed?

(Fig. 16)