Bondefæstninger

Sarup-pladsen blev fundet af gårdejer Arne Pedersen, Strærup, ved dybdepløjning over et større areal. I den nyvendte jord bemærkede han en række store, mørke pletter med skår og andre oldsager, og da han er stærkt arkæologiinteresseret, henvendte han sig til Fyns Stiftsmuseum. Herfra tog man affære, og udgravningen kom igang. Arbejdet er senere overtaget af Forhistorisk Museum, Moesgård, med finansiel støtte fra Statens humanistiske Forskningsråd, Kreditforeningen Danmarks Fond og Novo's Fond. (Fig. 1).

Næsset, hvor pladsen ligger, hæver sig syv meter over fugtige engarealer. Til to sider begrænses det af vandløb, der forenes ved den sydlige spids, mens den tredje side er åben, og det er her, befæstningerne er lagt i form af kæmpestore spærringer. I dag er der ingen synlige tegn på fortidens benyttelse af stedet, området er pløjet, og da der kan påvises spor af højryggede agersystemer, må denne tilstand have bestået i hvert fald nogle hundrede år. Desværre har dyrkningen berøvet os kulturlaget, som var helt gennemrodet, men udgravningen forenkledes, idet overjorden nu kunne fjernes med en stor gravemaskine, hvis dygtige fører var i stand til at foretage afskrælningen, sådan at undergrunden kun lige blev berørt. I dennes gruber og stolpehuller fandt vi den uberørte fortid vi søgte. Ialt er 60.000 m2 undergrund blevet blotlagt, mere end 3200 fundførende anlæg undersøgt og henved 320.000 oldtidslevn registreret.

Som nævnt var der to anlæg, det tidligste og største kan dateres til ca 3400 før Kristus, en periode af bondestenalderen, hvor der sker mange vigtige ting. Først nu slår agerdyrkningen og kvægavlen rigtig igennem og præger landskabet. Oldtidsploven, arden, sætter sine første spor, og en slags handel kommer igang: udveksling af flint og kobber. Dysser opføres i stort tal over hele landet. (Fig. 2).

Den ældste spærring, bestående af en palisadevæg med gravede forværker, har strakt sig tværs over næsset i en krogformet kurve og med sin længde på godt en halv kilometer afskåret det ovenomtalte meget betydelige areal. Stolperne i hegnet har været af egetræ med en nedre diameter på ca 42 cm, som man kan se på fugtige steder, hvor der er bevaret rester af dem. De har stået tæt og gået ca én meter i jorden, hvorefter man vel tør sætte hegnets synlige højde til to-tre meter. Nok var de fleste stolper bortrådnet, men den gravede grøft, hvor de har stået, gav sig til kende og viste rækkens forløb. Da hegnet over en stor strækning var dobbelt, bliver den samlede længde stolperække omkring én kilometer, og man vil forstå, der er tale om et virkelig imponerende værk. Kun et sted sås en afbrydelse i grøften. Den var 1,6 meter bred og med en stolpeflankering, der antyder en port - overraskende snæver som eneste adgangsvej til så stort et område.

Langs hegnets yderside løb, hvad man umiddelbart ville kalde en voldgrav, og uden for den endnu én, men det mærkelige er, at disse grave ikke var sammenhængende, men hakket i ca 20 meter lange stykker af tværgående jordbroer - kun længst mod nord optrådte et ubrudt stykke på henved 120 meter. Nogle steder lå afsnittene forskudt, hvertandet trådte lidt ud af rækken, så at denne fik et siksakforløb. (Fig. 3). Gravene var trugformede, 5-6 meter brede og et par meter dybe, dog aftagende - helt ned til 30 cm - mod nord, hvor høj grundvandstand har gjort det vanskeligt at komme i dybden. Op mod palisadevæggen har været mindst elleve indhegnede områder, en slags folde sat af lodrette stolper, knap så kraftige som hovedhegnets; de udfyldte rummene mellem voldgravssektionerne, hvis forskydninger antagelig må ses i sammenhæng hermed. (Fig. 4). Her og der førte stolpehegnede »veje« fra palisadevæggen ud til jordbroerne, mens spredte stolper og stolperækker på ejendommelig vis blandede sig i systemet.

Det er vanskeligt at forestille sig den arbejdsindsats, der ligger bag Sarup-anlægget, men lad os forsøge. Til opførelsen af palisadehegnet må være medgået ca 2400 egestammer, som har skullet fældes, afgrenes, transporteres og opstilles i den gravede grøft. Til fældningen mv er medgået et betragteligt antal flintøkser, som først har måttet produceres. Sætter vi, at alt dette, inklusive redskabsfremstillingen og gravning af grøften, har taget tre én-mands-arbejdsdage pr stamme, når vi op på 7200 manddage for hegnet alene. Dertil kommer så arbejdet med voldgravene. Hvis en stenaldermand kunne opgrave 2 kubikmeter sandjord pr dag, har dette taget 2750 manddage. (Fig. 5). Anlæggelsen ialt altså 9950 manddage. Skulle arbejdet udføres på tre måneder, må arbejdsstyrken have været omkring 130 mand.

Set på denne baggrund virker det overraskende, at anlægget tilsyneladende ikke har været særlig længe i brug. Palisadevæggen sås ikke at være repareret; de pæle, som engang var anbragt, blev hvor de var, til de rådnede, og det kan, uden præparering, ikke have varet mange år. Endnu kortere synes voldgravssystemets levetid at have været. Dets enkelte sektioner viser, trods den løse sandjord, de var anlagt i, ringe tegn på sammenskridning eller tilfygning og slet ingen på tilgroning; de må være kastet til ret omgående, måske allerede i anlæggelsesåret. Egentlige kulturlag, som dem, der plejer at være i voldgrave, fandtes da heller ikke, men dog menneskelige efterladenskaber, således spor af ild, nogle hele lerkar og dyreknogler, ofte under kraftige stenlægninger, samt to personer, den ene i tyverne, den anden et barn på en halv snes år, hver repræsenteret ved en underkæbe. Oven for gravene, tæt ved hegnet, blev på flere steder afdækket dele af lerkar og brændte knogler, sager som næppe kan henregnes til almindeligt affald.

En så mægtig indhegning om et areal må betyde, at der på dette var noget, som krævede ganske særlig beskyttelse. Huse? En by? Huse blev faktisk påvist, men fra en langt senere tid. Af anlæg samtidige med de netop omtalte voldgravsfund fandtes, når man tager arealets størrelse i betragtning, ikke særlig mange, kun ca 60. De fleste var gruber, hovedsagelig med almindeligt køkkenaffald, et par dog med udsøgte samlinger af hele lerkar, der leder tanken hen på ofring. Det indhegnede areal var gennem tværgående anlæg af voldgravskarakter delt i to dele af forskellig størrelse.

Knap et par hundrede år senere har man igen befæstet pladsen i Sarup, men anlægget denne gang var mindre og afskar kun næssets spids, ca en tredjedel af den ældre fæstnings areal. Vi er stadig i bondestenalderen, men mangt og meget er anderledes, inden for gravskikken har således de store jættestuer afløst de mere beskedne dysser. På det fæstningstekniske område synes tiden dog at have stået stille. (Fig. 6). Det gamle anlæg må på det tidspunkt have været totalt forsvundet, men det nye ligner det i en grad, så at vi stort set kan nøjes med at påpege forskellene.

små gruber med skår og flintaffald nu som tidligere dominerende, men netop omkring buerne fandtes klyngevis anbragte nedgravninger med et specielt indhold såsom hele lerkar, uskadte flintøkser eller en perfekt stridsøkse (Saruppladsens flotteste fund). (Fig. 8), (Fig. 9).

Atter kommer man til at tænke på ofring. Måske bør det i denne forbindelse nævnes, at der i et af stolpekvadratets huller blev fundet en menneskeknogle.

Også dette anlæg gik til grunde, men der har stadig færdedes folk på stedet, nu i andre ærinder. Herom vidner en pottemagergrube og en ringgrøftomgivet grav; begge blev tidligere regnet samtidige med anlæg 2, men har ved nærmere studium vist sig at være lidt yngre.

Sarup er ikke ene om sine stenalderanlæg. Tilsvarende kendes i ret betydeligt antal sydpå, og også herhjemme er der i de senere år dukket flere op, som dog endnu ikke er grundigt undersøgt. Fæstningsanlæg har vi kaldt disse forekomster, men det er nærmest en arbejdsbetegnelse. I virkeligheden er der så meget dunkelt i fundene, at der er god grund til at tage spørgsmålet om brugen op til nærmere overvejelse.

Fæstningsteorien lader sig ikke uden videre afvise, dertil minder det afskærmede, vandomflydte næs for meget om senere tiders borge. Og hvad skulle den bastante trævæg ellers tjene til om ikke at holde uønskede personer ude? Hegn for løsgående kreaturer? Tanken virker absurd. De snævre adgangsforhold, specielt i det ældre anlæg, taler også for forsvarsmæssig brug. Det samme gør ved første øjekast voldgravene, men her må vi hurtigt tage reb i sejlene, for med jordbroernes mængde kan de ikke have dannet nogen væsentlig hindring, og de indhegnede voldgravssektioner i det yngre anlæg viser jo utvetydigt, at det ikke var meningen, man skulle falde i dem. De mærkelige »folde«, som fra borg 1's palisadevæg strækker sig ind i systemet, virker også uforklarlige i forsvarssammenhæng. Voldgravene kan med andre ord ikke være voldgrave i vor forstand. (Fig. 10), (Fig. 11).

Manglen på samtidige huse inden for palisaderne skal man næppe lægge for meget i, der kunne være tale om tilflugtsborge, som kun blev benyttet lejlighedsvis, i korte perioder, og de trods alt ret talrige affaldsgruber fortæller jo i hvert fald om menneskers tilhold. Men nu offergruberne, som vi vil tillade os at kalde de nedgravninger, hvor hele, ubeskadigede genstande er blevet anbragt. Ofring er et velkendt fænomen blandt nyere tids naturfolk, og der er ingen grund til at betvivle, at også vore stenalderforfædre har tilkøbt sig fordele gennem gaver til højere magter. Fundene af denne art er så talrige, at det må influere på tolkningen af anlæggene.

Det drejer sig ikke blot om gruberne på næsset, men også - og måske i særdeleshed - om fundene ved det ældste palisadehegn og i de dertil hørende »voldgrave«. Af økonomiske årsager er kun enkelte af disse blevet fuldstændig tømt for jord, men det synes at være et gennemgående træk, at de indeholder fund af offerkarakter. De to menneskekæber, som fremkom, er næppe heller tilfældig indblanding; de svarer til fund fra udenlandske anlæg, og det bør bemærkes, at der her, trods bedre bevaringsforhold, også kun er tale om enkeltknogler, som regel kæber eller kranier. Tanken om gravene som voldgrave må som sagt opgives, og spørgsmålet bliver nu, om ikke hele systemet i virkeligheden har været møntet på magterne. Man kunne forestille sig selve offerhandlingerne udspillet i »foldene« mellem hegn og grave og resultatet anbragt i sidstnævnte. Det hele kan minde lidt om de ofringer, der tydeligvis har fundet sted langs jættestuernes randstensrækker (se Skalk 1965:1). Måske bør man også mærke sig voldgravssystemets lighed med de såkaldte stendyngegrave (se f. eks. Skalk 1973:4), i hvis geledder af parvis anbragte gravgruber, der ret beset aldrig er påvist lig. Sarupfundene er nok lidt ældre end disse anlæg, men den tidsmæssige afstand er i hvert fald ikke stor.

I det yngre anlæg aner man en brugsmæssig ændring. Egentlige offerfund er ikke gjort i »voldgravene«, men mange - langt flere end i anlæg 1 - i området inden for hegnet, og her kommer også de mærkelige bueslag til. Der må være sket en forskydning i offerskikken, den praktiseres nu på en lidt anden måde, men sætter stadig sit umiskendelige præg på helheden.

Hvad var Sarup-komplekset? Vort forslag lyder: Samlings- og ceremoniplads for en egns eller en landsdels befolkning. Et sted for kultiske handlinger, men måske også for handel (jævnfør senere tiders kildemarkeder) eller for verdslige drøftelser af fælles anliggender. I hvert fald en plads, man for enhver pris ville sikre mod fjendtlig indtrængen. I nødsituationer en egentlig tilflugtsborg.

Lit: Kuml 1973-74, 1976 og 1980.