Bogen om germanerne
Det lykkedes aldrig Romerriget at underlægge sig Germanien, men lysten var brændende - især efter at Gallien havde krummet sig under åget. Germanerne - de vidt spredte stammer øst og nord for Rhinen, herunder skandinaverne - var ikke til at tale med; de blev af romerne betragtet med irriteret respekt og var i høj grad genstand for deres interesse. Denne interesse gav sig blandt andet udtryk i skriftlige arbejder. Julius Cæsar gjorde begyndelsen, da han til sin bog om Gallerkrigen føjede en kort Germaniensbeskrivelse. Andre fulgte i sporet, men af disse er der kun en enkelt, hvis værk er bevaret til nutiden: Tacitus. For beboerne i de beskrevne områder (og til dem hører altså vi selv) er hans »Germania« noget helt uvurderligt - et strejflys i mørket, det første varsel om kommende historisk tid. Ikke mindst arkæologer har værdsat den som supplement til deres ikke altid lige veltalende fund. (Fig. 1).
Af Redaktionen
Fig. 1: Germanerportræt fra Trajan-søjlen. Håret er ordnet i en knude som beskrevet af Tacitus.
Cornelius Tacitus, aristokrat og embedsmand, skrev sit værk i året 98 efter Kristus; en medvirkende årsag kan have været, at kejseren, Trajan, på det tidspunkt opholdt sig i de germanske provinser. Bogens første halvdel handler om germanernes levevis i almindelighed, den anden om de enkelte stammer. Det er klart, at der ved udarbejdelsen er anvendt ældre skriftlige kilder, men størsteparten af stoffet er dog vist hentet gennem mundtlig meddelelse - fra købmænd, soldater eller andre, som kendte områderne af selvsyn. Til værkets fortrin hører, at det er behageligt fri for den nedladenhed, som kendetegner så mange, såvel samtidige som senere, beskrivelser af »underudviklede« folk. Tacitus er ikke blind for germanernes fejl – deres drikfældighed, deres ringe udholdenhed, deres mangel på disciplin - men han roser højt deres dyder: den enkle levevis, frihedstrangen, tapperheden, gavmildheden. Til hans egne dekadente landsmænd falder en spids bemærkning i ny og næ.
Et par penneprøver:
Om Germaniens natur: Hvem kunne i øvrigt - rent bortset fra selve faren på det gruopvækkende, ukendte hav - være kommet på den tanke at forlade Lilleasien, Afrika eller Italien for at tage til Germanien med dets uskønne landskaber og dets rå klima - et land, der er trist både at bebo og beskue, med mindre det da var hans fædreland?
Om sang: De har også en anden slags sange, som kaldes barditus, ved hvis fremførelse de indgyder hinanden mod og tager varsel om udfaldet af den forestående kamp alene ud fra sangens klang. For de skræmmer eller kommer selv til at skælve afhængig af, hvorledes hæren lader sangen lyde, og de anser den snarere for at udtrykke harmoni i kampånd end for en egentlig sang. De tilstræber især at få en hård klang og en taktfast brølen frem; og derfor holder de skjoldene op for ansigtet, for at lyden, når den kastes tilbage, skal blive fyldigere og kraftigere.
Om spådomskunst: Varsler og lodkastning holder de, om ellers noget folk, i hævd og ære. Fremgangsmåden ved lodkastning er enkel. De skærer en tynd gren af et frugtbærende træ, hugger den ud i små kviste, som de forsyner med forskellige mærker, hvorpå de spreder dem tilfældigt og vilkårligt ud over et hvidt stykke klæde. Dernæst - hvis der spørges om råd på folkets vegne - beder stammens præst til guderne. Med blikket rettet mod himmelen tager han tre kviste op, som han fortolker ud fra de i forvejen indridsede mærker. Gælder lodkastningen private anliggender, udfører husfaderen selv denne ceremoni. -- At undersøge fugles flugt og skrig er også kendt her, men det er et særkende for dette folkeslag, at de også hos heste søger varsler og forudsigelser.
Om dovenskab: Når de ikke drager i krig, tilbringer de ikke megen tid med at gå på jagt, men mere med ingenting at bestille; og de tænker kun på at sove og spise. Især de tapreste og mest krigslystne bestiller slet intet, da opsynet med hus, hjem og jorder er overladt til kvinderne, de gamle og svageste i husstanden. Selv fører de et liv i sløvhed – et ejendommeligt naturens lune - for de elsker i den grad driverlivet og hader samtidig fred og ro.
Om gæstfrihed: Intet andet folkeslag ofrer mere på selskabelighed og gæstfrihed. At nægte noget menneske, hvem det end måtte være, adgang til sit hus, anses for en syndig handling. Enhver tager imod sin gæst med et så veldækket bord, som hans midler tillader ham det.
Om renlighed: Straks når de vågner - de sover tit til langt op på dagen - vasker de sig, for det meste i varmt vand, da vinteren oppe hos dem optager største delen af året. Efter badet indtager de et måltid. De sidder hver for sig og har hver sit bord.
Om hustugt: Det er sjældent, at de pisker en slave eller straffer ham med lænker eller tvangsarbejde. Det hænder imidlertid ofte, at de slår ham ihjel, dog ikke for at opretholde streng disciplin, men i et pludseligt vredesanfald, ganske som var han en uven; dog er der den forskel, at det er straffrit.
Om svenskerne: Dernæst følger - ude i selve oceanet - svionernes stammer, der udover mandskab og våben også er stærke som flådemagt. Skibenes form afviger fra den gængse derved, at der er forstavn i begge ender, således at de altid har en landingsklar ende. Skibene betjenes ikke med sejl, og man lægger ikke årerne i række langs siderne, men årerne er - ligesom det bruges på visse floder - løse og kan vendes i den ene eller anden retning som forholdene nu kræver det.
Om håropsætning: Et særligt kendetegn for dette folk er det, at de stryger håret til siden og sætter det op i en knude: herved adskiller sveberne sig fra de andre germanere og de fribårne blandt sveberne sig fra slaverne.
Om rav: Selv anvender de det ikke. I rå tilstand indsamles det, uforarbejdet afhændes det, og undrende modtager de deres betaling. At rav imidlertid er en træsaft, kan man slutte deraf, at der inde i det ofte skimtes nogle smådyr, ja endog vingede insekter; disse er blevet indfanget af den flydende væske, som siden størknede og indesluttede dem i sig.
(Fig. 2).
Fig. 2: Germanienskort, tegnet og trykt i 1400-tallet, men på grundlag af materiale samlet ca. år 200 af geografen Ptolemæus fra Alexandria. Jylland og de danske øer er med omend noget fortegnet. Skåne er blevet en ø.
Når Tacitus og hans bog, som før har været behandlet i Skalk (1966:4), nu igen fremdrages, er det af en ganske bestemt grund: En nyoversat og nykommenteret udgave er på vej fra forlaget Wormianum til afløsning for den tidligere, nu stærkt forældede, fra 1902. Bogen, hvis ophavsmænd - bortset fra Tacitus - er Niels W. Bruun og Allan A. Lund, falder i to bind, der dog ikke er uadskillelige, og som derfor kan erhverves hver for sig. Bind 1 er det primære, det indeholder foruden selve oversættelsen med sideløbende latinsk tekst (dette af hensyn til bogens brug i latinundervisningen) et indledende kapitel, hvor værket og dets kilder kommenteres og vurderes, samt index og kort over Germanien. I bind 2, der er beregnet for dem, som vil bruge bogen til videregående historiske studier, findes et fyldigt noteapparat, kapitler om værkets overlevering til nutiden, tekstkritiske kommentarer og bibliografi. For ikke-fagfolk vil bind 1 være tilstrækkeligt.
Tacitus' Germania kan af abonnenter erhverves hos Skalk, og prisen er da 28 kr. for bind 1, 34 kr. for bind 2. (De tilsvarende priser i boghandelen: 35 og 40 kr.). Husk venligst at bemærke, om bestillingen gælder begge bind eller kun bind 1.
