Boeslunde-guld
I året 1842 blev der på Borgbjerg Banke i Boeslunde sogn, Vestsjælland, ved pløjning fremdraget et par ens, meget store, drevne og rigt ornamenterede guldskåle, der som danefæ indgik i det daværende Oldnordiske Museum. Nogle årtier senere forøgedes skatten med et fund af ikke mindre end fire guldkar, der stod tæt ved siden af hinanden i plovdybde - dog et andet sted på banken. Der var tale om to par, det ene i form af to helt ens bægre, hver forsynet med en hank, der afsluttedes med et stiliseret hestehoved, det andet to ligeledes ens store fodbægre. Alle guldkarrene er prægtigt ornamenterede, og både form og udsmykning viser guldsmedekunst af høj klasse.
Af C. L. Vebæk
Guldkarrene fra Borgbjerg Banke - der alle kan ses i Nationalmuseets samlinger - hører hjemme i yngre bronzealder. Til disse prægtige fund knytter sig en del andre oldsager fra Boeslunde, både i guld og bronze. De mange arkæologiske fund fra yngre bronzealder i dette og omgivende sogne tegner billedet af et velstående samfund, der synes centreret omkring Borgbjerg Banke. (Fig. 1).
Fig. 1: Guldkarrene fra Borgbjerg Banke, de to øverste fundet 1842, de fire nederste 1874. - Tegning: J. Kraglund.
At vi befinder os på en egn, hvor der i yngre bronzealder har været rigdom på guld, er tilfulde blevet bekræftet gennem nye, næsten utrolige fund, der netop i dette år er dukket op i Boeslunde.
En dag i april fik Nationalmuseet meddelelse fra en gårdejerfamilie i Flakkebjerg, at deres børn på familiens ejendom i Neble, Boeslunde sogn, havde fundet et par store ringe - vistnok af guld. Naturligvis reagerede museet omgående, og allerede dagen efter var den, der skriver disse linjer, på besøg hos finderne. Der var ingen tvivl, det var to store, smukke og velbevarede armledsringe af guld, af den type, der med et hævdvundet navn inden for arkæologien kaldes »edsringe«. Denne ejendommelige betegnelse er et levn fra tidligere tiders oldgranskere, der forestillede sig disse ringe benyttet ved edsaflæggelser i vikingetidens gudehov. Det er forlængst fastslået, at de ikke har noget med vikingetiden at gøre, men hører hjemme i yngre bronzealder, hvor formen er kendt både i guld og bronze.
Fundhistorien om de to edsringe fra Neble er i korthed denne: En dag, da familiens niårige datter skråede hen over faderens mark, fik hun øje på noget lyst, skinnende metal, der lå på overfladen. Pigen tog stykket op og så, at det var en armledsring; hun gik hjem og viste den til moderen, hvorefter mor, datter og en elleveårig søn sammen straks gik ud til marken for at søge efter mere - det kunne jo tænkes, at ringen ikke var den eneste. Den eftersøgning gav resultat. Ca 100 meter fra det sted, hvor den første ring var fundet, blev der - lige ved kanten af en for nylig opfyldt moselavning - fundet endnu en ring, lidt mere enkel i udførelse end den første. Denne gang var drengen den heldige.
Statsguardeinens undersøgelse af ringene har vist, at deres guldlødighed er 810 og 811 promille. Den største - den ejendommeligt tredelte ring, en hidtil ukendt udformning - vejer 770 gram, den mindste, enklere ring 572,5 gram. Enhver vil forstå, at der her blev tale om store danefædusører - ja faktisk de største nogensinde, målt i nugældende kroner. Selv om de to ringe er forskellige, så er de dog så ens i udformning, stil og lødighed, at der næppe er grund til at betvivle, det er den samme mester, der har skabt dem. (Fig. 2).
Fig. 2: Ringene fra Neble.
Naturligvis foretog Nationalmuseet en efterundersøgelse på findestedet. Der blev dog ikke fundet mere - hvad der næppe heller var at vente - men det lykkedes nogenlunde sikkert at fastslå, at de to ringe er kommet for dagens lys ved nedgravning af en kloakledning, i efteråret 1980, tværs gennem en lille moselavning. Den opgravede jord var atter kastet ned, men ved et stort held var ringene - der sikkert har ligget tæt sammen - blevet på overfladen, og ved harvning i foråret er da den ene ring blevet slæbt til en anden del af marken.
Fundet af de to edsringe af guld fra Neble blev omtalt både i TV og pressen, og da en dame i Boeslunde nu fik set billeder af dem, blev hun pludselig klar over, at hun vist også var i besiddelse af en sådan. Netop den dag rigsantikvaren personligt overrakte danefægodtgørelsen til de to børn, kom den nævnte dame frem med sin ring, og virkelig: det var endnu en ægte edsring af guld, meget lig den enkle fra Neble, og altså et danefæstykke af betragtelig værdi. Ringen vejer 517,3 gram, og lødigheden er 813 promille.
Desværre kunne damen ikke oplyse, hvor ringen var fundet. Selv havde hun fået den foræret for en halv snes år siden af en gammel ven dér i byen, som atter havde arvet den efter en afdød bror. Forøvrigt havde fruen fra samme giver fået et gammelt messingstrygejern; men da hanken var i stykker, havde han foreslået, at ringen - som ingen havde tillagt nogen betydning - blev anvendt som håndtag. Strygejernet blev repareret - men heldigvis ikke med guldringen. Trods en intens efterforskning er det desværre ikke lykkedes med sikkerhed at stedfæste den tredje edsring. Der er dog grund til at tro, den er fra Boeslunde eller omegn. (Fig. 3).
Fig. 3: Den sidst tilkomne ring.
På samme måde som guldkarrene - og for eksempel store, massive, ornamenterede bronzeøkser - findes edsringene ofte parvis (som i Neble). Skulle der et eller andet sted på Boeslunde-egnen findes en pendant til den tredje ring? Den venter vi nu spændt på.
Fot: Lennart Larsen
