Børnehuset

Ved tugthusets oprettelse i 1605 havde man kun tænkt at befolke det med voksne fanger, mænd og kvinder »som omløber at tigge og trygle og ikke med deres hænders arbejde vil fortjene deres føde«. Men under de veritable klapjagter på disse løse folk røg der en del børn med ind i anstalten, og det viste sig hurtigt, at børnene gjorde langt bedre fyldest ved håndværksarbejdet i huset end de vrangvillige voksne. Kursen blev derfor lagt om. Efter nogle år holdt man næsten helt op med at tage nye voksne mænd ind. Kvindeafdelingen fik lov at bestå, vistnok især fordi tugthuset var rigets eneste regulære kvindefængsel. Men hele vægten blev lagt på at få børn til huset, og til købstæder og landdistrikter udgik der gang på gang fra regeringen påbud om at indfange fattige børn, der ikke blev holdt til skole eller arbejde, og sende dem til tugthuset i København.

Det lyder barsk, og det var barsk. Lensmænd og byfogder gik hårdhændet til værks for at udnytte denne gunstige lejlighed til at komme af med de fattigstes børn. Det må dog understreges, det ikke var regeringens hensigt at straffe disse børn, men at give dem mulighed for at lære et håndværk, som de siden kunne ernære sig ved. Når børnene havde udstået deres læretid og derefter arbejdet som svende i tugthuset i tre år, skulle de hjælpes til at etablere sig som frie og selvstændige håndværkere.

Når staten således selv gav sig til at uddanne håndværkere i stor stil, var det ikke i første række for at hjælpe de fattige børn. Ordningen var et led i Christian 4.'s bestræbelser for at bryde håndværkerlavenes monopolstilling, og hertil kom, at man af hensyn til valutakassen var interesseret i at ophjælpe en indenlandsk produktion af kvalitetsprodukter, der ellers importeredes i dyre domme (Fig. 1).

Det er påfaldende, at børnene blev behandlet godt i børnehuset. Faste regler begrænsede deres arbejdsdag og gav dem tid til skolegang, leg og fornøjelser. Maden i anstalten var så god og rigelig, at den af samtiden blev anset for forbilledlig. At alt gik ordentligt til, og børnene fik, hvad de skulle have, stod kongen selv inde for. Den helt utroligt virksomme Christian 4. udviste livet igennem en så stor interesse for tugthusets forhold, at det er fristende at tillægge ham æren for det humane præg, som anstalten fik. Kongen fik indrettet sit eget gemak i anstaltens portbygning, og her kunne man en gang imellem træffe ham klokken 5 morgen, ivrigt optaget af at kontrollere, om husets håndværksmestre kom rettidigt til arbejdet. Han smagte på børnenes mad og uddelte røfler, når han - sikkert med rette - mistænkte personalet for at gøre måltiderne ringere, så snart han vendte ryggen til.

De største bekymringer hos kongen gjaldt dog børnenes helbred. Han kostede tusinder af rigsdaler på medicin til anstalten og engagerede byens bedste læger til at tage sig af børnene. Men til ingen nytte. I et brev skriver kongen bittert om en læge, der »kurerer børnene derinde, så de efterhånden kommer hen ad kirkegården«. Dette var det største problem i tugthuset. Børnene døde simpelthen mellem hænderne på deres vogtere.

Netop i Christian 4.'s tid hærgedes København gang på gang af »pesten«, smitsomme epidemier der gjorde store indhug i befolkningen. I tugthuset, hvor hundreder af børn var stuvet tæt sammen, gik det helt galt. Den værste af epidemierne varede i halvandet år, og da den omsider var raset ud, havde den taget 621 liv - næsten halvanden gang så mange børn, som der havde været i huset, da den begyndte. Kun en konstant tilgang af nye børn, selv i de værste pestperioder, reddede anstalten fra at blive helt tømt (Fig. 2).

I tugthusets regnskaber omtales ialt 2352 dødsfald. Dette betyder, at henved halvdelen af alle de børn, der blev anbragt herinde, mistede livet under opholdet. Regnskaberne fortæller også, at kun 630 børn forlod anstalten som færdigudlærte håndværkere. Resten må være sendt bort i utide eller undveget fra huset.

Disse sørgelige tal viser, at Christian 4.'s anstrengelser for børnenes vel og håndværkenes fremme var slået fejl. Den gamle konge ville ikke selv erkende nederlaget. Men i 1649, året efter hans død, nedlagde regeringen anstalten.

Om ovennævnte emne har artiklens forfatter 1952 udsendt et værk, som nu i let udvidet skikkelse genudgives af Wormianum. Hovedvægten er lagt på anstaltens sociale side, der belyses gennem det omfattende bevarede arkivmateriale.

Olaf Olsen: Christian 4.s tugt- og børnehus udkommer i november. Den indbundne og illustrerede bog bliver på 128 sider. Pris 66 kr i boghandelen, 54 kr for abonnenter.