Børn af tiden
Hver generation har sine »meninger«, som ikke nødvendigvis godtages af efterkommerne, ja som undertiden må lide latterliggørelsens skændsel. I 1600-årene fremlagde den irske ærkebiskop Ussher sin bibelske kronologi, efter hvilken verden var skabt år 4004 før Kristus, og da han nød stor anseelse og iøvrigt var en betydelig mand, slog opfattelsen an og blev den herskende gennem en lang periode. Også fremragende videnskabsmand kunne træde ved siden af, således Usshers lidt yngre samtidige, svenskeren Olof Rudbeck. Hans fortjenester som anatom og botaniker står urokkede, men samtidig interesserede han sig, i lighed med sin danske åndsfælle Ole Worm, stærkt for oldhistorien, og den skulle han hellere have holdt sig fra. Også dengang var man optaget af Atlantis, oldtidsøen med den strålende kultur, som Platon beskrev, men troede sunket i havet. Rudbeck kunne i et bindstærkt værk, Atlantica, bevise, at det ikke var tilfældet. Atlantis var i virkeligheden Sverige, hvor efterkommerne af Noahs søn Jafet havde slået sig ned. Vi smiler overbærende på tre hundrede års afstand, men samtiden tog værket alvorligt, og Rudbecks i forvejen betydelige ry tog et kendeligt opsving. Skeptikere meldte sig dog hurtigt, og som tiden gik, blev de mere og mere pågående.
Af Redaktionen
En af dem var Holberg, hvis sunde sans gjorde oprør mod slige »urimelige fabler«. Rudbecks historiske fantasterier, som vil gøre Nordens lande til de ypperste og ældste kulturstater, fandt han aldeles latterlige, og ironien drypper fra hans pen, da han i en af sine epistler på skrømt tager tråden op og viderefører svenskerens ideer. Det kan jo nemlig ikke fejle, at patriarken Jakobs søn Dan må have navngivet Danmark, og ser man nærmere til, opdager man, at også Jakobs andre sønner må have bosat sig her i landet: Juda i Jylland, Ruben i Ribe, Asser i Assens, Zebalon på Sjælland, Levi i Lemvig og så fremdeles. I argumentationen ligger vel også et hib til datidens »stednavneforskning«, der ikke var meget bevendt.
Holberg går videre endnu. Rudbeck har åbnet hans øjne, og han ser, at Trondhjem må være Troja, og at den trojanske krig altså er udspillet i hans norske fædreland. Den berømte prins Paris hed i virkeligheden Per Iversen, Hector Henrik Thorsen, Agamemnon Aage Mortensen, Olysses Ole Lykke og Helena Ellen - gode nordiske navne, som den misundelige græske skribent skamløst har overført til sin egen verden. Man kan herefter let forestille sig, hvordan jarlen Per Iversen har røvet kongedatteren Ellen, og at Trondhjem efter to års belejring (»de løgnagtige grækere siger ti år«) er blevet indtaget og ødelagt. Homer har på det groveste fordrejet sandheden. Dog må man holde ham noget til gode, eftersom han var poet, »og en poet giver sig ikke ud for andet end at lyve«. (Fig. 1).
Fig. 1: På titelbilledel til »Atlantica« ser man Rudbeck selv forklare sine teorier for Platon, Aristoteles og andre af oldtidens lærde.
Holberg var ikke uden national stolthed, men han havde begge ben solidt plantet på jorden, og naiv selvforherligelse lå ham fjernt. At det skulle blive arkæologien, der med tiden skabte orden i oldhistorien stod ham dog ikke klart, også den blev et mål for hans sarkasme. Han fandt studiet af »fædrelandets mørke antikviteter — lige så besværligt som unyttigt«. Hvad vinder man ved at finde »afbrudte knappenåle eller andet af samme værdi udi en mødding?«
Det spørgsmål kan der svares på i dag: Vi har fra møddingerne fået oldtidskendskab af en helt anden art end Rudbecks, men velunderbygget og af betydelig troværdighed. Der svigtede Holbergs klarsyn. Vi kunne håne ham, som han hånede svenskeren, men det er - med tanke på fremtiden - måske alligevel bedst at lade være.
