Børn af inflationen

Som ganske lille dreng, i årene omkring første verdenskrigs udbrud, kan jeg huske at jeg blev sendt til bageren efter toøres kager. I gymnasietiden fik jeg gerne et fireøres overskåret wienerbrød når jeg kom hjem fra skole, men inden jeg nåede studentereksamen var det steget til fem øre. Jeg tør slet ikke tænke på hvad det koster i dag - eller i morgen!

Økonomer og politikere regner pristal ud og tegner statistiske kurver over prisudviklingen. Men for os almindelige mennesker er der nu ikke noget der virker så overbevisende som konkrete eksempler, og jeg har fået fat i to notesbøger med regnskaber dels fra omkring 1920, dels fra 1898, som giver så kontante oplysninger at de bedre end middeltal og grafiske skemaer giver indtryk af datidens leveforhold.

(Fig. 1).

Den første er min mors regnskaber over sine indtægter og udgifter i årene 1919-23, den periode efter krigen hvor priserne røg vældigt opad, så meget at der måtte følge en nedadgående tendens bagefter i nogle år, inden inflationen igen tog »normalt« fat.

Min far var død i 1918, og min mor fik, skønt uddannet som gartner, en stilling som kontorist ved DSB i Århus til en månedsgage af 182.48 kr. - i 1921 var den nået op på 253.55, men med de dalende pristal faldt den i 1923 til 217.70. Selv med ekstraindtægter på 45-50 kr. for slidsomt aftenarbejde med Århus Husmoderforenings regnskaber var det ikke nogen fyrstelig indkomst, så der måtte passes på hver øre der blev givet ud. Alt blev omhyggeligt bogført, om det så var en hattepind (!) til 12 øre, en sporvognstur til 10 øre eller en avis til 8 øre (det må have været »Stiften« - Aarhuus Stiftstidende - som senere steg til både 10 og 12 øre, men igen faldt til 10 øre, som den vist holdt sig på i mange år).

Huslejen for en 3½ værelsers lejlighed i et nybygget kompleks ved siden af Mølleparken var dyr: 180 kr. i kvartalet, der et par år efter blev til 225 kr., så det ene værelse måtte lejes ud, møbleret, for 30 kr. om måneden. (Fig. 2). Der var heller ikke råd til at fyre op i kakkelovnen i den pæne dagligstue til hverdag - der er koks-poster på både 12 og 16 kr., men desværre står der ikke noget om hvor mange hektoliter det drejer sig om. Jeg kan kun huske at klumperne var så store at jeg som en anden Jens Vejmand måtte slå dem i mindre stykker med nakken af en økse og bagefter slæbe tunge spande fra kulkælderen op på fjerde sal ad den smalle køkkentrappe.

Det var heller ikke billigt at skulle sørge for et barn - børnetilskud som nu var der dengang ikke tale om. Hvad slider en dreng fx ikke af fodtøj! Et par sko til mig har kostet 38 kr. og en forsåling 10 kr. - det forekommer mig endda temmelig dyrt for den tid. Skolepenge skulle der også betales, 6 kr. månedlig, og senere, da jeg kom i latinskolen, 20 kr. Skolebøgerne var en tyngende post hvert år, men det var gerne muligt at købe dem brugt af ældre elever eller hos en antikvarboghandler. Selv på denne måde kunne man for et års gymnasiebøger komme af med over 100 kr., næsten en halv månedsgage. Det var ikke før i 1937 at skolebøger blev gratis for eleverne i folkeskolen, og for gymnasiets vedkommende skete det først i 1954.

(Fig. 3).

Danseskole 18 kr. pr. sæson hos gymnastiklærer Thorsøe (som skoledrengeviddet havde givet øgenavnet »tør so«) - nej, hvor har de penge været ilde anbragt på mig! Så havde jeg mere glæde af et svømmekursus, men det kostede også 21 kr. + 11 kr. for et sæsonkort til badeanstalten. Ganske vist fik jeg lungebetændelse af at løbe nøgen rundt og fryse, mens jeg ventede på at det skulle blive min tur til at blive anbragt i svømmebæltet for enden af sergent Christensens (»Krilles«) lange »fiskestang« , men jeg lærte alligevel at befinde mig godt i saltvand.

Storvask har der været ca. en gang om måneden. Da dukker der en post op som hedder »Madam Truelsen 4 kr.«. Hvor jeg husker hende! Forslidt, med én tand i munden, men altid smilende ankom hun kl. 5 om morgenen (sagde man - jeg har vist aldrig været så tidligt oppe) og stod i sin dampende vaskekælder til henimod aften og gned og gnubbede tøjet på det riflede vaskebræt, kørte det gennem vridemaskinens gummivalser og hængte det op ude i gården. Hun fik naturligvis både mad og kaffe (som hun altid drak af underkoppen), men alligevel - fire kroner! Hendes pris steg senere til 6 kr., og i slutningen af 20'erne forlød det at hun gerne ville kaldes »fru« og ikke »madam«. Men det var også den eneste hoffærdighed hun udviste; hun kom hos os år efter år og var altid lige fornøjet.

I de første år, da jeg var mindre, måtte vi have ung pige - Anine, Andrea, Barbara, af en eller anden grund hørte de altid til i begyndelsen af alfabetet. De fik kost og logi og 40-50 kr. om måneden, dertil blev deres sygekasse betalt, og et sted står der »Andrea ekstra 10 kr.«, velsagtens en slags dyrtidstillæg; men pigerne har nok ikke haft mere at slå til Søren med end deres arbejdsgiver.

Husholdningsudgifterne er ikke helt gennemskuelige, fordi kun indkøbenes art er angivet, ikke hvor meget det drejer sig om. Når der står »leverpostej 25 øre« er det jo ikke godt at vide hvor stor skiven har været, men »mælk 22 øre« må nok dække over en liter (eller »pot« sagde vi endnu dengang). Det er vel ca. 10% af den nuværende pris, men så var den heller ikke i flaske eller paphylster. Man måtte selv medbringe sin blåemaljerede mælkespand, som den svulmende fru Andersen i Grønnegade (hun lignede fru Vom i »Knold og Tot«) øste mælken i med et blikpottemål som hun stak ned i den åbne mælkejunge. Hvad smørret har kostet kan jeg ikke udlede af tallene, men jeg husker hvordan fru Andersen skovlede det ud af smørdrittelen med en træ-smørstikker, klaskede det i form på marmordisken og til sidst lagde to bobler smørfarve ved. For enden af disken stod altid et stort, fladt fad med kogt fløde, som også blev øst op med et - mindre - blikmål, en pægl. Det forekommer kun yderst sjældent i regnskabet, for mælken var så fed at den fornødne kaffefløde kunne skummes af den uden at den forringedes væsentligt.

»Portvin 6 kr.« troede jeg først gjaldt en enkelt flaske, men det må nok alligevel have drejet sig om to, for lidt senere koster portvin 2.60 kr. Samtidig er der brugt 30 øre til kager, så der må ligefrem have været selskab.

Sammenlignet med en tandlægeregning fra 1974 er det helt forunderligt at se at mine tænder i 1921 kun har kostet 19 kr. - og jeg synes endda at jeg havde mange og pinefulde seancer hos vores håndfaste kvindelige tandlæge. Det betalte sygekassen ikke noget af, men almindelig lægehjælp var gratis. Vores huslæge, den lange dr. Køster, der lignede maleren P. S. Krøyer, kom anstigende på cykel i al slags vejr og havde gerne en dråbe hængende under næsen, hvis den ikke var dryppet ned i hans skæg (hans hund lignede ham på en prik og adlød da også gerne navnet Køster). (Fig. 4). Specialisthjælp måtte vi selv betale, og da jeg blev opereret for en mellemørebetændelse fik den flinke dr Bagger, som sikkert havde sat sit honorar meget lavt, 93 kr., som sygekassen kun refunderede 43 kr. af; netto har det altså alligevel kostet min mor 1/5 af hendes daværende månedsgage.

En månedligt tilbagevendende post har fyldt mig med en dyb taknemmelighed: »Salmonsen 2 kr.«. Det var den faste rate på det store leksikon, som min far var begyndt at subskribere på i 1915, og som min mor troligt fortsatte med for min skyld. Mange glæder har jeg haft blandt bøgerne, men jeg kan med sandhed sige at intet bogværk har haft så stor betydning for hele mit liv som netop det. Når der ca. hvert halve år kom et nyt bind fra boghandleren kastede jeg mig over det, slog op på må og få og lod mig føre fra det ene emne til det andet. Det har fulgt mig lige siden, og der går ikke en dag uden at jeg slår et eller andet op i det. De penge har sandelig båret renter.

Forlystelser var der ikke råd til mange af. En sjælden gang står der »Kosmorama 1.50«; det må have været for to billetter, en voksen og et barn. (Børn slap med halv pris, men måtte til gengæld sidde på de to forreste rækker, helt oppe ved forhænget foran pianisten. Det var så nær på at billedet på lærredet blev mere eller mindre fortegnet. Men hvad gjorde det, når man kunne se på røgen at William S. Hart's seksløber knaldede).

(Fig. 5).

I teatret kom vi gerne gratis, fordi min onkel var teateranmelder og af og til disponerede over et par fribilletter, endda i første parket. En enkelt gang har det alligevel kostet noget: »Teaterbilletter 4 kr.«. Det har dog vist været mere beskedne pladser. Til gengæld har en koncertbillet i 1919 kostet 10 kr. - det må have været noget ganske særligt.

Rejser var der sjældent råd til. Som ansat ved DSB havde min mor ganske vist frirejser i Danmark, men min billet måtte betales, og en børnebillet til Struer i 1921 har kostet 20.80 kr. Det var i øvrigt en længere rejse, når jeg skulle derop for at besøge mine bedsteforældre; der var ingen direkte forbindelse, man skulle skifte i Langå og havde altid så langt ophold at alle skiftepassagererne fik god tid til at drikke kaffe ved det lange bord i banegårdsrestauranten. En rejse til København var en større sag: man skulle jo skifte til færge både over Lillebælt og Storebælt, og billetten kostede (stadig for et barn) 26 kr., så det gik ikke tit på.

Apropos rejser må jeg dog lige nævne at jeg i sommeren 1929 kunne tage på en to måneders studierejse til Paris for 500 kr. i sammensparede legatpenge. Jeg boede selvfølgelig ikke på luksushoteller, men heller ikke det modsatte, og jeg kunne tillade mig at få mine to gode måltider om dagen, gå på kursus, købe en hel kuffertfuld bøger, gå i teatret og køre rundt og se alle de store seværdigheder, fra katakomberne til toppen af Eiffeltåmet.

(Fig. 6).

Det var min første større rejse, og jeg syntes selv at jeg flottede mig voldsomt. Da jeg to år senere skulle bo et år i Paris måtte jeg sætte levefoden betydeligt ned, for kronen blev devalueret efter Wall Street krakket, så en franc kostede mig helt op til 20 øre i stedet for de 15 øre jeg havde regnet med. Det ene restaurantmåltid blev erstattet med brød, vin og postej på værelset, og jeg så hele det klassiske repertoire på Odéon-teatret på de billigste pladser, til 4 francs, højt oppe på galleriet. Kun om søndagen tillod jeg mig at spise på en restaurant hvor middagen kunne komme helt op på 10 francs, men så var den også god. Og en kaffe med tredobbelt kognak til kunne klares for 2 francs.

Det var altså 20'erne, som jeg selv har oplevet direkte. Men dengang talte de voksne jo altid om de gode gamle dage før 1914, »da en flaske snaps kostede 10 øre«. Men hvad kostede andre ting end netop snaps? En lille sort lommebog fra 1898 gav mig et pust fra disse fjerne og efter sigende så lykkelige tider.

(Fig. 7).

Min far var lægesøn fra Struer og gik apotekervejen. I august 1898 blev han, 19 år gammel, udlært som discipel fra Viborg Svaneapotek, som han forlod med et godt skudsmål for »Flid, Paapasselighed og Akkuratesse« og omtales som »et elskværdigt og dannet Menneske«. (Fig. 8). Umiddelbart efter rejste han til København for at tage fat på studierne på Den Farmaceutiske Læreanstalt, som højskolen hed dengang, og medbragte sin lille lommebog, som han havde brugt til mange nyttige notater såsom botaniske udtryk, kemiske formler, opskrifter på »Cacaoliqueur« og lignende medicin, samt diverse selskabsviser. Og på et par ledige sider har han så nedkradset et lille regnskab over sine lommepenge i den første tid i København - kost og bolig har han nok fået hos familie.

Han starter 22/8 med 20 kr., og den første dag gør et svært indhug i denne kapital: rejsen fra Viborg + rejsegods koster 5.36 kr., og på færgen har han nydt kaffe med tvebakker for 35 øre. Han anskaffer sig straks et kort over København (0.75) og en blyant - eller har han sagt et blyant? - til 8 øre, og med diverse transportudgifter og 60 øre til tobak når han at forbruge 8.49 kr., så kapitalen er svundet ind til 11.51 kr. Det klarer han sig imidlertid så godt med i resten af måneden at han 31/8 kan notere at der endnu er 5.69 kr. tilbage.

Hvad har han så brugt næsten 6 kr. til i løbet af denne uges tid? Åbenbart på at lære byen at kende, sikkert mest til fods, men han har et par gange brugt 10 øre til at køre med »den elektriske«, akkumulatorsporvognen, som var kommet i gang året før. Måske også for selve fornøjelsen ved at bruge dette i Struer og Viborg ukendte befordringsmiddel. To gange har han været i Tivoli, én gang kun for 25 øre, men næste gang har han soldet 72 øre op, så da må han have prøvet nogle af de dyre forlystelser. (Fig. 9). Særskilt er noteret »En Spillemand 9 Øre«. En udflugt til »Ch.«, formodentlig Charlottenlund, står ham i 20 øre, men så må han vist også have spadseret tilbage, for en returbillet til Ballerup er noteret med 95 øre.

Sin personlige hygiejne har han også måttet klare af lommepengene. »Buxer vaskede« har kostet en hel krone, et par manchetter 50 øre, og han har både fået et bad (15 øre) og et »Søbad« (20 øre) - han var en stor vandhund. Som en af de sidste udgifter står »Sko 3.85«; kan han virkelig have købt et par nye sko for det beløb? Det lyder af for meget til blot at gælde en reparation.

Papir og blæk til 40 øre er vel først og fremmest gået til at skrive en beretning hjem om den store hovedstad hvor alting er så dyrt, men et stempelmærke til 1 kr. tyder på at han også har måttet forfatte en højtidelig ansøgning om optagelse på læreanstalten. Ungdommens Uddannelsesfond og lignende studiehjælp var endnu ikke opfundet.

Blandt nogle senere, udaterede notater findes dog den mest overraskende udgiftspost: »Gilde 1.50«. Der står ganske vist ingen nærmere enkeltheder om gildet og hvad der har været nydt - det har vel været et punchesold med nogle medstuderende - men set med nutidsøjne er det jo rørende at man for de penge har kunnet deltage i noget der var værdigt til at kaldes et »gilde«. Nå, hospitalsspritten har de vel haft til favørpris, og likøropskrifterne i lommebogen regner uden smålighed med 5 pot spiritus concentratus til en portion banco.

Sådan kan et par gamle privatregnskaber kaste lys over leveforholdene i en dog ikke så fjern fortid. Det må selvfølgelig ikke glemmes at der til disse beskedne udgiftsbeløb svarede endnu mere beskedne lønninger, så der er ingen grund til at falde i rørelse over dem. Men det er alligevel tankevækkende at der inden for et par generationer kan ske en så voldsom prisudvikling som disse eksempler viser. Vi er alle børn af inflationen, som vore forfædre har været det. I disse år løber den vel særlig hurtigt. Vil den nogensinde standse?