Børglum attentatet
Børglum kloster i Vendsyssel var i middelalderen en magtfuld institution med store jordtilliggender. Efter reformationen blev det først kongeligt len og kom derefter på private hænder. Af de skiftende ejere er vel hofbygmesteren Laurids de Thurah den bedst kendte. Han overtog Børglum 1750 og iværksatte en gennemgribende ombygning, men 1756 solgte han det fordums kloster til oberst Jens de Poulson. Dennes eftermæle er ikke det bedste, han skal have været en hård herre over for godsets bønder, og der skete jævnligt rømninger fra fæstegårdene. Han skaffede sig med andre ord fjender, de følte trang til at hævne sig, og en af dem lod det ikke blive ved tanken.
Af Hans Gregersen
Fig. 1: Titelbillede.
En januardag 1764 blev der afleveret en kasse på Børglum. Den var adresseret til de Poulson og blev ham overbragt af husholdersken, men i samme øjeblik han åbnede den, indtraf en voldsom eksplosion. Tililende tog sig af obersten, en af dem beretter: »Han var ilde tilredt og forestillede et jammerligt syn. Ansigt og håndled var gjort ukendelige af ilden, og klæderne røg —. Jeg blev siden nogle dage hos ham og så hans bedrøvede tilstand, forlod ham tilbunden, blind og elendig«. Heller ikke rummet, hvor dramaet havde fundet sted, så godt ud, alt, som kunne gå i stykker, var knust - vinduer, spejle, lampetter og møbler. Gardinerne og en dynge papirer på bordet var brændt.
Da den værste skræk havde lagt sig, ilden var slukket og obersten bragt til sengs, begyndte man at undersøge, hvad der egentlig var sket. Ikke uventet viste det sig, at kassen var en helvedesmaskine. Foruden krudt havde den indeholdt en pistol, der var således forbundet til låget, at den blev affyret, når dette løftedes. Afsenderen ville være på den sikre side. Hvis krudtet ikke gjorde det af med de Poulson, skulle kuglen gøre det, men han blev narret: obersten overlevede begge dele. Pistolkuglen bibragte ham blot et strejfsår.
Der gik tre år, før man fik spor i sagen. Under afhøring i anden anledning af en mand ved navn Hejle Andersen kom det frem, at det var ham, der stod bag attentatet. Som motiv angav han hævntørst. Hejle, der var i tyverne, havde bejlet til en enke på 58, men de Poulson satte sig imod, hvad han kunne gøre med en vis vægt, fordi der til enken hørte en fæstegård. Uden gård intet ægteskab. Helvedesmaskinen havde den forsmåede lavet hjemme i sine forældres hus.
Sagen kom for Børglum klosters birketing, og i august 1767 faldt dommen: Hejle Andersen skulle halshugges, hovedet sættes på stage og kroppen af natmandens folk begraves på retterstedet. Det kedelige var blot, at da dommen blev afsagt, var misdæderen forsvundet. Det var lykkedes ham, sammen med to medfanger, at undvige fra arresten i Ålborg. De to blev senere pågrebet, men Hejle hører vi ikke mere om. Formodentlig er det lykkedes ham at komme til udlandet.
Også obersten klarede sig. Ganske vist måtte han i lang tid have maden hældt i sig med en ske, fordi han ikke kunne bevæge munden, men han bedredes, fik synet igen og blev så vidt vides nogenlunde restitueret. Seks år efter dramaet solgte han Børglum kloster og flyttede til Ålborg, hvor han døde 1784 i en alder af 71. Oplevelsen tyve år tidligere har han næppe nogensinde glemt, og den er da også ganske bemærkelsesværdig. Det må være et af de ældste danske eksempler på et »mekanisk« attentat, et hvor ophavsmanden ikke selv er til stede. Den metode er jo senere blevet ganske populær (Fig. 2).
Fig. 2: Børglum kloster 1764, det år attentatet fandt sted.
Lit: Vendsysselske Årb. 1919.
