Bødlen
I løbet af middelalderen forøgedes antallet af offentlige dødsstraffe kraftigt - ved således at lade øvrigheden føre sværdet håbede man at dæmme op for mængden af private hævnakter. Bøddelembedet blev indført i enkelte skandinaviske byer før 1300, men først efter midten af 1400-årene er de danske købstæder nogenlunde dækket ind. Dette kan vi se af byernes regnskaber, hvor bødlen, der var kongelig embedsmand, står ganske højt på lønningslisten.
Af Morten Bjørn og Ole Reiter
De dødsstraffe, den danske middelalderbøddel kunne komme ud for at udføre, var følgende: Hængning, halshugning, levende begravelse, stening, bål og brand, drukning. Partering af lig og deres henlæggelse på hjul og stejle hørte med til håndteringen, og dertil kom så de mange ikke dødbringende former for tortering og afstraffelse, som også sorterede under mestermanden. Mindre tyverier, hvor den skyldige var grebet på fersk gerning, straffedes med piskning, evt. kombineret med brændemærkning eller afskæring af en legemsdel, som regel et øre eller næsen.
Man forstår, at bøddelgerningen, trods den rimelige aflønning, ikke var særlig eftertragtet. Det skete, der var mangel på bøddelemner, men problemet kunne løses, ved at myndighederne tilbød en dødsdømt forbryder fritagelse for straf, hvis han overtog hvervet. For at den nye bøddel kunne efterspores, hvis han forsøgte at flygte fra byen, blev han selv mærket på en af de ovennævnte måder. De lidelser, han skulle påføre andre, kendte han altså på sin egen krop.
Middelalderbødlen var ingen anset person, det får vi et tydeligt indtryk af gennem kirkernes kalkmalerier, der ofte viser ham karikeret: med legemlige skavanker (skaldepande, stor tud, store øren, træben) eller indtagende vulgære, skabagtige stillinger (Fig. 1). Undertiden rækker han tunge ad sit offer eller spotter det på anden måde. Kalkmaleriets bødler er så godt som altid vist i profil - formentlig et maleteknisk udtryk for ondskab. Dragten er i reglen tofarvet.
Fig. 1. Skærsildens pinsler afmalet i Århus Domkirke omkring 1500. Djævle forestår torturen, men de anvendte straffereaskaber er realistiske nok: galge, vippegalge, hjul og stejle. Oven på galgen til venstre er monteret en børnegalge.
De scener, kalkmalerierne viser, har rod i bibel og legender, men persongalleriet er hentet lige ud af middelalderens hverdag. Bødlen ser vi optræde i Jesu lidelseshistorie (piskningen, tornekroningen, korsgangen, korsfæstelsen), og han medvirker gerne ved helgeners pinsler - men hvor han end viser sig, er det sjældent alene, næsten altid i selskab med andre bødler. I Sdr. Asmindrup kirke ved Holbæk er fire bøddelknægte vellystigt beskæftiget med at riste Skt Laurentius over en sagte ild, således som legenden beretter, at han endte sine dage. To af dem holder med blæsebælgen flammerne ved lige, mens de andre vender helgenen med stegegafler. Et skriftbånd lader Laurentius sige: »Assatus sum --- Jeg er mør«.
At bødlen er skurken i disse fremstillinger, kan ingen være i tvivl om, men han har dog en mission, for uden de hellige martyrer til at gå i forbøn så det sort ud for syndige mennesker. Bødlen var et nødvendigt onde, men man undgik ham - at røre ham gjorde uren. Agtet blev han aldrig.
Der er fundet kalkmalerier i ca 775 danske middelalderkirker, men der gøres stadig nye fund, og man må formode, at alle kirkerne har haft denne udsmykning. Fordelingen af bevarede kalkmalerier er nogenlunde jævn, ingen landsdel er særlig forfordelt, men ser vi specielt på bøddelmotiverne, opdager vi en påfaldende overvægt på Sjælland/Lolland-Falster. Også tidsmæssigt bemærker vi en skævhed: de fleste bøddelbilleder falder sent i middelalderen - efter 1400 - og selv om det samme gælder de bevarede kalkmalerier i almindelighed, giver det alligevel grund til eftertanke. Hvorfor denne begrænsning af bøddelmotivet til en enkelt landsdel i en forholdsvis kort periode? Man kunne tænke sig, at et bestemt, østdansk kalkmaleri-værksted havde specialiseret sig i mestermandens makabre fremtoning, eller at et bestemt forlæg med bøddelbilleder (f.eks. en bloktryk-bog) havde opnået lokal yndest, men fremstillingernes forskelligartethed synes at udelukke dette. Der må være andre årsager.
Man kan gå ud fra, at de, som bekostede udsmykningerne, også øvede indflydelse på motivvalget - hvem var disse bagmænd? Det viser billederne selv: ca 150 malede våbenskjolde og adskillige stifterbilleder og -indskrifter fortæller, at de var overklassens folk, adelen og enkelte velstående borgerlige - mænd med undergivne, som det kunne være hensigtsmæssigt at øve indflydelse på. I senmiddelalderen var vornedskabet under udvikling, og netop på Sjælland/Lolland-Falster var det blevet effektivt; den mandlige bondebefolkning skulle blive på det gods, hvor den var født, og evt. overtage en fæstegård efter herremandens ønske. Helt trygge ved situationen kan magthaverne dog ikke have været, oprøret lurede, for de undertrykte vidste jo, at forholdene var friere i resten af landet. Der var brug for skrappe pædagogiske midler til at dæmpe gemytterne.
Om noget kunne kalde folk til besindelse, måtte det være synet af bødlen i arbejde. Datidens mennesker vidste, der lå realiteter bag (Fig. 2, Fig. 3).
Fig. 2. Bøddel med pigkølle og træben malet ca 1510 i Ottestrup kirke ved Slagelse. Vanførhed er åbenbart af kalkmaleren opfattet som noget, der gjorde personen usympatisk.
Fig. 3. Helgenen Bartholomæus blev ifølge legenden flået levende. Det udføres rutineret af fire bøddelknægte i Tyvelse kirke, Midtsjælland. Ca 1350.
