Blomsterbarn

Man møder personen i kilderne til 1400-tallets historie - og det er ikke meget, man får at vide om ham, men det lidet er spændende nok. Han optræder næsten uadskilleligt sammen med en vis Didrik Pining, og spørger man om de tos profession, må svaret blive: sørøvere, men i datidens liberale betydning, der ikke udelukkede et ret nært samarbejde med landets øverste myndighed.

I 1472 eller -73 blev Pining og Pothorst af Christian I udset til at lede en ekspedition i Nordatlanten »for at opsøge nye øer og lande«. Baggrunden for togtet var, så mærkeligt det lyder, Portugals interesse i at finde søvejen til Indien; den resulterede i en henvendelse til den danske konge, som fandt opgaven tillokkende. Måske har han også følt sin forpligtelse over for de grønlandske nordbokolonister, som Danmark havde svigtet, og som nu i 60 år havde været uden forbindelse med moderlandene, men det forlyder der intet om, ej heller, at kontakt blev opnået. Hvad man ved er, at ekspeditionen nåede Grønlands østkyst (ved Angmagssalik?), og at man der »har oprejst og lavet et stort sømærke for de grønlandske sørøveres skyld, som anfalder andre skibe med mange små både uden køl - «.

Hvad der videre skete er meget uklart, men visse oplysninger i portugisiske og spanske kilder tyder på, at man er sejlet videre til det amerikanske fastland og har været i land dér, 20 år før Columbus gjorde sin opdagelse. Det blev uden betydning. Pining og Pothorst forstod vel lige så lidt som i sin tid Leif den Lykkelige rækkevidden af deres fund.

Hjemkommet fra togtet fortsatte de to deres muntre virksomhed som statsansatte pirater - først under Christian I og siden under sønnen Hans. En vis junker Jacob, fætter til kong Hans, blev en tid deres foresatte; han havde - vistnok med kongens billigelse - startet en privat krig med hansestæderne, men den varede kun kort. Jacob døde i Norge, og - siger krøniken - »en skare af djævle førte ham i triumf til helvede«. Hvordan det i den henseende gik Pining og Pothorst, da deres tid kom, vides ikke, ej heller hvordan de døde. Povl Helgesen antyder i sin Skibbykrønike med slet skjult skadefryd, at de antagelig er blevet hængt.

Det var almindeligt i datidens kalkmaleri at lade personer indgå i blomsterdekorationen, så der ligger ingen dybere symbolik bag billedet fra Helsingør. Men man kan vanskeligt forestille sig den gamle pirat og opdagelsesrejsende præsenteret på en mindre heldig måde end som støvdrager i en klokkeblomst.