Blodspor

Fra udgravningen af Æbelholt kloster i Nordsjælland stammer et jernstykke, som kan minde en del om vort, og beslægtede fund er gjort på flere andre klostertomter. En teori går ud på, at det drejer sig om åreladejern, såkaldte snepperter. Åreladning, åbning af en blodåre, var tidligere meget brugt som helbredelsesmiddel mod visse sygdomme eller svagheder. I klostrene, hvor en særlig uddannet broder tog sig af disse anliggender, blev åreladning tillige brugt til bekæmpelse af den kødets lyst, der let kunne påkomme munkene.

Det afgørende bevis på, at vort jern er af denne kategori, fik vi gennem to billeder. Det ene, fra begyndelsen af 1300-årene, viser forskellige åreladningsscener, og på en af dem ser man »lægen« holde et instrument med et næb, der svarer nøje til vort. Det andet billede er fra senmiddelalderen, fra en bog dateret Ulm 1498; også det viser en åreladning med et instrument af lighed med vort, og af måden, åreladeren holder det på, mens han »slår åren«, kan man slutte, at det ikke har været skæftet. Vort åreladejern er som sagt fra 1100-årene og altså meget ældre end billederne; det er simpelthen det ældste redskab af denne art, som kendes herhjemme. I øvrigt kan det meget vel tænkes, at der rundt i museerne ligger åreladejern, som er blevet mistolket. De kan i deres forrustede tilstand let forveksles med for eksempel nøgler.

Ude i Europa har åreladning været brugt siden antikken, så snepperten har haft god tid til at finde sin form og selve processen ligeledes (Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4). Den ret slående lighed, der er mellem vor genstand og de langt yngre illustrationer, kunne forlede til at tro, at udviklingen er gået i stå i middelalderen, men det skal man nu ikke være alt for sikker på, billederne kan udmærket have fælles forlæg af gammel dato, for eksempel antikke lægebøger. I et af Riberhusudgravningens yngre lag, dateret til slutningen af 1200- årene, er fundet flere nærmest økseformede jern, der sikkert også har været brugt til åreladning - af mennesker eller dyr, kuren var nemlig ikke forbeholdt de tobenede. Der er fire sådanne knive, forenet parvis med nitter; de er ca 10 cm lange og meget tynde og fine - det skyldes den stærkt gødningsholdige jord, at de ikke helt er rustet op. Også denne bestemmelse finder støtte i billeder, og det må i øvrigt nævnes, at der i tomten af Ribes johanniterkloster og ligeledes i et lag fra 1200-årene er fundet et tilsvarende økseformet, men noget beskadiget jernstykke. Johanniterne var fra starten en hospitalsorden med sygepleje som speciale. Det største hospital drev de i Jerusalem på den tid, hvor korsfarerne havde byen i deres magt. Dette munkesamfund var - mærkeligt nok, for man skulle snarere tro det modsatte - meget åben over for den samtidige og højtstående arabiske lægevidenskab, som også omfattede åreladning. Det kan være Ribeklostrets læge, der har tabt eller kasseret det lille redskab.

Åreladning blev brugt mod alle mulige lidelser, ikke blot fysiske, men også psykiske, og der fandtes komplicerede regler for, hvor, hvornår og hvordan man årelod. Men åreladning var ikke blot for de syge, den kunne bruges på helt raske mennesker, der blot ønskede at bevare deres sundhed. Det var vigtigt, at behandlingen skete, når stjernerne stod gunstigt på himlen. De danske middelalderkilder, der behandler åreladningen udførligst, er skrifter, som tilskrives lægen Henrik Harpestreng (død 1244) (Fig. 5, Fig. 6). Han byggede sin kunst på den siden antikken ubrudte lægetradition, det vil sige på lærdomme, der gik helt tilbage til selve lægekunstens fader, grækeren Hippokrates (460-ca 377 før Kristus) og til den noget yngre Galen (130-201 efter Kristus), der gav den medicinske lærebygning den udformning, der blev den herskende gennem hele middelalderen. Grundlaget for brugen af åreladning var ifølge disse to læremestre, at et menneskes sundhed afhænger af de fire såkaldte kardinalvæskers harmoniske blandingsforhold. Disse væsker var blod, slim, gul galde og sort galde - fik en af dem overvægt, opstod sygdom, og lægen måtte så gribe ind ved at skille patienten af med det overflødige. Til dette formål benyttedes midler som opkastning, svedeture og åreladning.

Den klassiske oldtids lægeredskaber er kendt gennem afbildninger, for eksempel på gravsten over afdøde læger, og gennem fund af romerske lægetasker med instrumenterne i behold. Så heldige fund har vi ikke fra middelalderen, men der foreligger ganske mange enkeltfundne lægeinstrumenter og billeder af læger i arbejde. Hyppigt er der tale om lægekunstens to helgener, Cosmas og Damianus, som står med en urinflaske løftet for at studere dens indhold mod lyset. Medicinen var i det hele taget kirkens sag, men kirkens opgave var først og fremmest at helbrede sjælen, det vil sige sikre patienten saligheden. Bønner og påkaldelser indtog derfor en fremtrædende plads i sygdomsbekæmpelsen, som dog også omfattede omhyggelig pleje og behandling med lægende urter; kirurgien kom i anden række. De berømte lægeskoler, som blomstrede i blandt andet Salerno i Italien og Montpellier i Frankrig, uddannede først og fremmest deres elever i ikke-kirurgisk behandling. Operationer kunne dog foretages, såfremt risikoen for blødning var begrænset - derfor findes der fra kirkegårdene ved klostre som for eksempel dem i Æbelholt og Øm kranier med tydelige spor af operative indgreb, vel som oftest foretaget på grund af læsioner erhvervede under kamp og strid; i sådanne tilfælde har særlige sårlæger måttet tage affære og fjerne pilespidser og lignende fremmedlegemer (Fig. 7, Fig. 8, Fig. 9). I løbet af 1100-årenes anden halvdel strammede kirken reglerne, man tog nu direkte afstand fra, at gejstlige læger foretog indgreb ved »brænden eller skæren«. En så forholdsvis lille operation som åreladning kunne dog tillades som led i den medicinske behandling, men det var næppe den studerede, gejstlige læge selv, som slog åren.

Til mindre blodaftapninger mod - fortrinsvis - lokale lidelser såsom betændelser eller tandpine anvendtes ophedede sugekopper af metal eller glas, som sattes over såret. Eller man kunne bruge lægeigler, og her var ingen instrumenter nødvendige, de klarede selv operationen; deres forekomst i danske moser skyldes antagelig, at de er indført til landet af lægekyndige. Jernene (snepperterne) var til de egentlige åreladninger; de blev med et bestemt rask tag slået ned i den spændte åre, så at blodet vældede frem. Henrik Harpestreng skriver om dette, at åreladeren skal være ædru, og at arbejdet skal foregå i et godt oplyst rum, så han kan se, hvad han laver. Det er vigtigt, at han kender til de rigtige blodårer, og jernet, han bruger, skal være lyst, skinnende og tyndt, så det ikke giver for dybe sår. Den åre, man vil slå jernet i, underbindes med et stykke stof, hvorved den bringes til at svulme, og patienten skal desuden holde fast om en stok, mens behandlingen står på (jævnfør billederne side 12 og 13). At der kan være risiko forbundet med indgrebet, er magister Henrik ikke blind for. Man skal være forsigtig med at årelade børn og gamle, siger han, og også trælle bør undgås, da man, hvis det går galt, kan risikere erstatningskrav fra ejeren.

Ja, risiko var der: der kunne gå betændelse i såret, eller - værre - kniven kunne ved et uheld gå for dybt og ramme en pulsåre; så var det livet om at gøre. Selv en »normal« åreladning kunne få dødelig udgang, hvis patienten i forvejen var afkræftet, men det var man næppe dengang tilstrækkelig opmærksom på. Det skete, at folk blev »fiskeblege« under behandlingen, fortæller sagaen. Man tør vist ikke udelukke, at den åreladning, kong Håkon Sverresson lod sig underkaste i Bergen julen 1203, kan have medvirket til hans død en uges tid senere, men rygtet gik, at han var blevet ombragt med gift, så åreladningen kom næppe i miskredit ved den lejlighed.

Åreladning har været praktiseret helt op til nutiden, ja fik endda et opsving i 1800- årene, men efterhånden benyttedes særlige apparater med knive, som ved fjederkraft blev drevet ind i kroppen. Også sugekopperne og lægeiglerne forblev i brug; de sidste kan endnu købes på apoteker, og for et års tid siden kunne man i fjernsynet se en dame, som velbehageligt lod sig udsuge af en igle. Den empiriske lægevidenskab har ellers for længst påvist, at åreladning i langt de fleste tilfælde gør mere skade end gavn, men ikke alle har ladet sig overbevise. Blodstrømmen er stilnet, men den flyder endnu, som den har flydt gennem årtusinder, stort set til ingen verdens nytte.