Blodpenge

Baggrunden var Valdemar Atterdags sejge kamp for at samle det danske rige, der for en stor del var pantsat til de holstenske grever. Herved kom han på kant - ikke blot med greverne, men også med den egenrådige adel, der ikke var interesseret i en stærk kongemagt. Især de jyske stormænd, der i forbund med greverne beherskede halvøen og dele af Fyn, var utilfredse, og det kom til åben konflikt. Men Valdemar var ikke god at bide skeer med. »Han tugtede«, skriver Sjællandske Krønike, »alle forfærdeligt med ild og sværd, med fængsel og død, til de lød hans bud«. Omsider blev et mæglingsmøde berammet i Slagelse, hvortil kongen ankom lillejuleaften 1358. Med julefreden gik det ilde. De jyske udsendinge fandt betingelserne uantagelige og skiltes i uvenskab fra kongen, dog med et lejdebrev gældende for otte dage. Men længere end til Middelfart nåede de altså ikke.

Omstændighederne ved deres død er aldrig blevet rigtigt klarlagt. Blev lejdet brudt? En uge forekommer lang tid til at krydse Bæltet og Fyn, selv når årstiden og de dårlige veje tages i betragtning. Kongen blev i hvert fald mistænkt, men svor sig fri, uden at tvivlen dog helt forsvandt. Det kan heller ikke nægtes, at affæren stinker langt væk. Det virker lidet sandsynligt, at krigsvante adelsfolk kunne overrumples af få, knap nok bevæbnede almuesmænd. Og hvor var følget? Tænkeligt er det, at stormændene er blevet isoleret i en båd under overfarten og ombragt her, hvor pladsen var for kneben til regulær våbenkamp. Et privat motiv til drabet hos de jævne fiskere kan man vanskeligt forestille sig. Kongen derimod havde virkelig noget at vinde ved Bugges død. Med ham faldt oppositionens udfarende og samlende kraft.

Mest suspekt forekommer strafudmålingen, der mere har karakter af benådning. Ganske vist var det sådan mellem højtstående ligemænd, at drab kunne sones med mandebod, men drabsmændene her var af ringe stand, og straffen burde have været døden. Det er også ejendommeligt, at der kun blev bødet for Niels Bugge, de to andre drab var tilsyneladende gratis. Bodens oprindelige størrelse kendes ikke, men i 1700-tallet udgjorde den tre mark årligt til rigets kasse. Fra at være pålagt personer blev den med tiden lagt på gerningsmændenes jordlodder, og da disse efterhånden skred i havet, overgik den til byen. 1873 mente man i Middelfart, at det kunne være nok. Blodpengene var betalt i 515 år og de implicerede slægter på begge sider forlængst uddøde. Byrådet henvendte sig til rigsdagen om bortfald af den årlige afgift, nu 49 skilling. Dette bevilgedes på finansloven 1874.

Så sent som i 1600-årene nævner den lærde Holger Jacobæus »forrædere« som noget, der er karakteristisk for Middelfart (se Skalk 1979:1), og det kan jo synes lidt uretfærdigt, men viser, hvordan eftertiden opfattede situationen. Også i samtiden fældede folket sin dom, og den var i modsætning til den officielle ikke kongen gunstig. Begivenheden fik sit litterære monument: folkevisen med det trodsige omkvæd »De rider så frit gennem Jylland«.

(Fig. 1)